The Point of no Return (PNR 1)

Bloggeren har debuteret. Big time. Det funger det her. Over al forventning. Det er mærkeligt at konstatere, at det der skal til er, ja gæt engang, reaktioner. Det var jo ikke derfor jeg lagde ud til at starte med, men at lægge sig selv ud, det giver dønninger i brændingen. Og jeg skriver jo for at nogen kan læse med. Hmmm… Jeg gør det, jeg deler med jer, hvad det er bogen skal handle om. Jeg kan mærke, at det bliver levende på en helt anden måde, hvis jeg gør det. I går skrev jeg tilfældigvis med en om bogen og hun forstod det med det samme og brugte mine begreber til selv at beskrive nogle episoder i sit liv. Meget spændende og med andre nuancer end jeg selv lige havde tænkt på. Interaktion. Det kan der komme et meget bedre produkt ud af end jeg selv kunne komme frem til. Det bliver ikke ensomt at skrive. Det bliver måske endda en udfordring at lukke døren og finde roen frem. Nå, ro på. Et skridt af gangen. Vær her, vær her lige nu.
Men beslutningen er nu taget. Interaktionen må foregå og den må foregå med jer. Jeg deler villigt ud og jeg tror næsten jeg vil sige af alt. Den får lige lov at stå lidt. Det lyder også af meget. Tør jeg det?
Nå, men i hvert fald og for at starte; Rafal og Faust kommenterede og var begge to ivrige efter at få noget at vide og med Nils’ idé oven i hatten, så er det sådan det bliver. Så hvad handler det om? Arbejdstitlen er ’The Point of no Return’ og fra nu af bare PNR. Idéen kom faktisk til mig i løbet af et øjeblik. Da jeg om fredagen havde sagt farvel til mine kolleger kunne jeg om søndagen skrive en disposition til en bog på en halv time/tre kvarter. Vupti. Det måtte have noget på sig. Ideer har jeg haft masser af, men aldrig så sammenhængende. Det måtte jeg forfølge. Tanken om PNR kom sig egentlig af en diskussion jeg havde med Annette om holocaust på et tidspunkt. Jeg mente, at det gav mening at tale om at en hel masse faktorer til sidst og ufravigeligt kun kunne ende med folkemord. Først den almindelige antisemitisme, så et regerende partis italesættelse af en nations lidelser pga. jøderne, så en juridisk implementering der gjorde jøder andenrangsborgere og –mennesker. Sideløbende hermed var der en regelmæssig smædekampagne og en opfordring til jøderne om at emigrere. Civilt kulminerede det med Krystalnatten i 1938 og med krigen kunne deporteringen begynde. Polen blev oversvømmet med jøder. Hvad skulle man reelt gøre med dem? De var et problem. Også i Polen. Svaret kom fra erfaringerne fra eutanasiprogrammet, hvor man havde gasset de handicappede. Man skalerede det bare op og flyttede det til små lejre i afsidesliggende områder af Polen. I det øjeblik man traf beslutningen om gasning, var det PNR. Uafvendeligt. En række statslige og militære institutioner var indrettet på dette foretagende og de nødvendige højtstående personer billigede det og motiverede det. Det kunne ikke vendes om igen, da det først var sat i gang. Det fik sin egen logik, på tværs af de enkelte tyske soldaters følelsesmæssige reaktioner på myrderierne. Der måtte et militært nederlag til for at stoppe det og så var krigen i øvrigt ikke ført af de allierede for at redde jøderne fra et folkemord.
Man kan naturligvis diskutere, hvornår PNR indtræffer i dette tilfælde og kommentér det endelig. Min pointe er bare, at en række begivenheder og holdninger får sammenfald og skaber en trend, en bevægelse der, når først den kører, ikke kan stoppes uden meget store omkostninger. Diskussionen med Annette var så anledningen og det, der røg i min disposition den navnkundige søndag var, at man kunne anvende princippet om PNR på både et individuelt niveau, på gruppeniveau og på samfundsniveau, hvor holocaust vil være at finde. På det individuelle niveau kan de fleste af os finde os selv. Når man er forelsket f.eks., eller mig selv der fandt ud af at jeg bare var nødt til at sige mit job op. Fra da af kunne jeg ikke blive der længere. Det var bare nødt til at få en ende. Jeg tænker selv på at beskrive den forelskede, den religiøst omvendte, kamikazepiloten og personen der skifter job/ægtefælle/osv. på det personlige niveau. På gruppeniveau er jeg ikke rigtigt kommet på noget godt endnu, mens jeg på samfundsniveau kan nævne holocaust (eller et andet folkemord for den sags skyld), finanskrisen, iPod’en.
Det er tankerne så vidt og jeg har skrevet lidt frem og tilbage om kamikazepiloten og de forskellige faktorer, der leder frem til at man ender med at træffe et så radikalt valg. Min tanke er, at man kan skitsere de faktorer, der som bække, der flyder til en flod, ender med at løbe med så hastig en fart og så meget kraft at det bliver PNR. Kommentarer er velkomne. Nu er oplægget lagt frem.