Artikler til Anne III

Sjovt at konstatere, at også det at skrive en artikel om et bestemt emne vækker normerne fra uni frem igen. Man skal have sig en problemstilling. Man skal være saglig. Man skal være velunderbygget. Fint nok. Det skal naturligvis ikke være pure opspind og jeg kan også godt mærke at jeg både på en sund og forceret måde kræver det af mig selv og på den måde er det anderledes end med at skrive bog. På den sunde side skærper det refleksionen; holder det eller lyder det for smart? På den forcerede side bliver alt reflekteret ihjel. Der skal kilder på alt. Alt skal studeres til bunds. Bjerget af artikler og bøger vil ingen ende tage for at skrive bare en enkelt side. I virkeligheden et meget højt krav at stille til mig selv bare for at få lov at skrive noget jeg synes er spændende at dykke ned i. Så det vil jeg egentlig bare starte med at gøre. Så kan det blive kritiseret bagefter.

Artikler til Anne II

Jeg nævnte tidligere, at artikler kunne være vejen frem, at gøre bogen færdig i bidder så at sige. Anne fik den idé og jeg har aldrig rigtig benyttet mig af den. Det var også med tanke på en helt anden bog, at den ide fik sit liv. Tingene udviklede sig, bogen flyttede sig. Jeg flyttede mig. Og så skete der ikke rigtig noget på den konto. Men det døde aldrig og jeg får ofte ideer til artikler det kunne være interessant at skrive. Til forskel fra bogen tager det forskellige emner op. Emner, der kan kilde mit intellekt eller mine politiske holdninger eller begge dele. Bogen er en anden boldgade. Og så var det, at det slog mig, at jeg jo aldrig havde brugt bloggen til det. Faktisk et godt eksempel for mig selv på, at en form kan begrænse. Begrænsningen kan give fokus og udsyn i en bestemt retning og det er fint og har været vældig nyttigt.
Men anyway. Nu skal bloggen bruges til det og så må jeg se, hvordan det udvikler sig. Bloggen bliver muligvis en rodekasse for det kan være der kommer bog ind over, og fred med det. Jeg har været så ordentlig med så mange ting. Og måske skal der oprettes en artikelblog. Nu ser jeg. Men jeg starter her med at dyrke artikelspirerne. Så må det visne eller gro.

Anja og om at vaske guld

Anja var dagens gode oplevelse, dagens motivation. Og det er pudsigt som netop den kommentar (til: ’nu var den der!’) faldt sammen med flere ting jeg har oplevet i dag. Alice spurgte om det gik godt med bogen og jeg sagde at det ikke var gået som jeg havde forestillet mig og at jeg derfor er holdt med at forestille mig så meget. Simone syntes på sin side at mit projekt manglede formål og godt måtte være noget mere akademisk. Som det var kørt af stabelen fra starten. Og så skriver Anja det hun gør. Nøjagtigt det samme jeg sagde til Simone. Faktisk har Anja skrevet mens jeg talte med Simone om netop disse ting. Det er da pudsigt. Nå, men nok om pudsigheder og skæbnespekulationer. Jeg må bare erfare, at det ikke nytter noget at foregribe, hvad der skal ske. Hvad målet skal være. Det kan jeg have en diffus ide om. Måske. Men når jeg ser på bloggen og på udviklingen, så kan jeg konstatere at bogen har rykket sig til en tredje udgave. En form jeg slet ikke havde gættet på fra starten. Faktisk en form jeg havde dømt ude. Hvad havde jeg forestillet mig? Bare glem det. Bare skriv tøjet af dig selv i stedet for at overveje, hvor det skal ende. For hvad er destinationen? Aner det ikke, men for min egen sikkerheds skyld vil jeg gerne vide det lidt på forhånd. Det er da trygt og godt. Bogen rykker sig, og det er ikke kun bogen. Det er mig selv, der rykker mig. Det handler ikke om bog eller om bestseller eller noget i den stil. Det handler om mig og det er først nu det går op for mig. Jeg skal ikke skrive en bog. Bogen skal skrive mig og skrives af mig. Jeg skal skrive mig selv. Skrive mig ud af far og mor, ud af JV, ud af universitetet, ud af staten. Det der har båret mig i 30 år.
At læse Anjas indlæg, at læse hendes tanker… Det lyder som mig selv, når jeg prøver at falde i søvn om aftenen og alle analyserne splitter ord og logikker i atomer og jeg prøver at blive klogere på det hele. Hvad er bør? Hvad er logisk? Hvad er mig? Hvad er andre? Hvad er? Fuck…! Det er at køre i ring i en blindgyde og kun kigge i spejlet for at orientere sig. Men ikke desto mindre meget nyttigt for at nå til en eller anden meningsfuld meningsløshed. Sådan er det. Man skal vaske meget mudder for at finde guldstykkerne. Eller er det sådan? For hvad er? Keeps on going, and going, and going, and…

Nu var den der!

Selvom de sidste par dage har været uden indlæg, så har det bestemt ikke været uproduktivt. Jeg har taget fat i bogprojektet fra en anden vinkel og det bliver den vinkel, der kommer til at køre bogen til slut. Det er jeg ret sikker på. Det blev lige præcis på den måde jeg fra starten havde dømt ude, halvbiografisk, med mig selv i centrum og flankeret af andres historier. Det er tydeligt for mig at mærke at det er ret grænseoverskridende at det skal være sådan. At jeg klæder mig selv af og at jeg har lyst til at gemme mig bag en form, en bestemt måde at skrive på. Nej, jeg må selv i centrum, for så skriver jeg bedst. Det er ikke sikkert, at det bliver en bestseller og det er heller ikke sikkert at andre får noget ud af det. Men jeg får noget ud af det. Skrev jeg upersonligt fik jeg ikke noget ud af det og læseren gjorde da heller ikke. Men nu er det ikke ud fra en nyttetænkning, at jeg gør det på denne måde. Det er bare sådan det skal være. Rå og ufortyndet. Og endnu bedre – eller endnu værre, for det er selvfølgelig også grænseoverskridende – så bliver det blogindlæg. Side for side. Her er det så. Give a warm welcome to The Point of no Return!

PNR igen

Kjeld spurgte; ”hvor bliver bogen af?” Eller det var hvad jeg selv hørte. Og det er jo ret sandt. En masse udenomssnak og det har været og det er helt berettiget. Vejen til målet er ikke bred og lige, men smal og snoet for nu at kaste sig over i den mere åndelige del af projektet. Fint nok at få lidt indspark i processen. Ganske vist ser det på bloggen ud som om jeg kører i en anden retning. Det har jeg måske også gjort. Nej, det har jeg gjort, men bogen har hele tiden spøgt. Den bliver skrevet, der bliver arbejdet. Ikke på tasterne ganske vist, men i baghovedet. Det syder og det koger og det tager nye former. Forskellige ideer bliver prøvet af, tanker går igen. Koncepter forkastes, nye tages ind. Og hvad er det hele reelt? Talte med Annette i går og vi talte om PNR, hvad der var vældig nyttigt. For, som hun sagde, kan man tale om PNR, hvis der reelt ikke er tale om andet end, at Audien har fået ny lak? Hvis man bare har skiftet religionen ud med et religiøst forhold til sport? Det kan jo meget vel være at det opleves som PNR, men hvis det bare er en erstatning, fordi det første blev for besværligt er det så virkeligt PNR? Der er noget i det. Ingen tvivl. Min mor har en veninde, der har sværget til den ene selvhjælpsbog efter den anden. Efter den ene diæt efter den anden. Den ene alternative specialist efter den anden. Læger og psykologer er dømt ude som inkompetente, forstokkede og ensidige. Aldrig har jeg kendt nogen der har haft så mange nybrud, venden sig væk fra det gamle, rettet sig mod nyt og som aldrig har været tilfreds. Altid har været syg. Altid haft ondt. Altid været træt, uoplagt. Én lang beklagelse. Men altid nyvunden optimisme, nærmest som en kærlighedshistorie, når hun endnu engang har fundet ud af, hvad det er der skal til. Det gamle liv skal lægges på hylden. Nyt liv skal pustes op. Kort efter den samme trille. Ny selvhjælpsbog. Lykkehjulet kører igen. Ender lige om lidt på fallit. Igen.
Det opleves som PNR. Ingen tvivl om det. Set udefra så er der reelt ingen forandring. Bare nye fisk i akvariet. Vandet er lige beskidt. Set indefra? Hvordan ser det så ud? Jeg gætter, men der er en oplevelse af at sætte noget nyt i gang. At gøre det, der denne gang hjælper. At tage ansvar for sig selv. At gøre det rigtige for sig selv. Dér var nybruddet! For det er nybruddet, omvendelsen, opvågnen og forandring man ønsker, drømmer om og håber på. Man ved der er noget der kan blive meget bedre. Noget der skal lægges væk. Noget der skal dø og det er det man tror der er sket. Hver gang man begynder på noget nyt. Nej, det er ikke PNR, men i skrivende stund vil jeg kalde det blindgyde-PNR. Pickuppen sidder fast samme sted og man tror hver gang den er hoppet videre i rillen for så bare at gentage samme sang.
Eller giver det overhovedet mening at anvende begrebet om PNR i denne sammenhæng? Hmm… Både og. Jeg medgiver at det ligger på vippen. Måske. En oplevelse af PNR. For udenforstående er der ingen PNR. Eller jo, det kan godt se sådan ud. Og det kan jo sagtens være at den der vender sig bort fra fanatisk religion og bliver fanatisk sportsudøver aldrig kunne se for sig at blive religiøs igen. At det ikke længere er en farbar vej. Det er vel PNR? Helt afgjort. Det er det.

Dagens ord

Knuget. Et ord fra ’Kunsten at græde i kor’. Jeg sendte det straks videre til en tidligere kollega, Peter. Vi havde det med at have Dagens Ord. Spændende, anderledes, gode, mærkelige og oftest bare gamle danske ord, bedagede ord, der var blevet forsømt og glemt. Vi livede dem op på ny og tog dem ind i dagen. Dagens Ord var taknemmeligt for ordet angav jo ikke om der var flere. Der kunne også være Dagens Bonusord, Dagens Specialbonusord eller også var Dagens Ord alle dem der kunne stå på en stor, gul post it. De aflange. Ordet knuget eller ’at være knuget’ ville lige være et ord for Dagens Ord. I hvert fald er det et supergodt ord. Det udtrykker en hel masse som man med almindelige nutidige ord skulle bruge mange ord på at bruge. Hvad tænker jeg om det? At være knuget… Det er ikke at være tynget. Det er heller ikke fordi der er noget der nager en og så er det alligevel lidt af begge dele. Noget af følelsen fra begge steder er der. Jeg tænker på den gamle kone, ude på landet i den lerklinede. Ude på heden. Et værelse, enkeltglas i vinduer, der er løbet. Koldt. Hun sidder i sin stol, vrider hænderne i skødet, hovedet lidt på skrå og så har hun det her særlige udtryk. Hun kan ikke få ro. Ansigtet lagt i bekymrede folder, øjnene rynket næsten sammen i kragetæer, mundvigene krampagtigt trukket op. Tankerne kredser om det samme. Finder aldrig hvile. Det er et problem, der ikke løser sig og som måske, måske ikke løser sig af sig selv, men udsigterne er ikke gode. Faktisk usandsynlige som en lottokupon, men gevinst er der jo nogen der får.
Ja, det var ordet og jeg legede lidt med at beskrive det ud fra de tanker jeg havde om det. Gik det godt? Tjah… Jeg kunne ikke gøre det bedre. Ikke nu. Og sådan er det når jeg øver mig. Er på vej. Og jeg er altid på vej. På et tidspunkt så nok bedre på vej. Men altid på vej.

Hyldest til Weekendavisen

Tunu er færdig og jeg tog tilfældigvis testen til journalisthøjskolens optagelsesprøve. 45/50 på 7-8 minutter. Jeg er lidt imponeret over mig selv. Gad vide om det var nok? Måske skal jeg være journalist i mit PNR’erede liv? For det har jeg faktisk overvejet en hel masse de sidste par dage. Lad os være realistiske (eller lad bare mig være det); en bog tager tid, der er ikke penge i det og alle de her ligefremme overvejelser. Journalisten arbejder også med ord, artikler, research og den slags. Hmm… Jeg tænker ikke på den slags journalister der har deadline til for 20 minutter siden og som skal producere 32 sekunders indslag til TV-avisen. Mærke noradrenalinen glide gennem hjernen og få hårene til rejse sig og sveden til at pible koldt ved tanken om at chefen ringer lige om lidt og spørger hvor indslaget bliver af. Hver en lyd er en påmindelse om at nogen kommer og drager en til ansvar for det manglende produkt. Som at se en gyser uden at vide, hvad der venter rundt om hjørnet, mens musikken opstemt lover at alle porer åbner sig koldt og alle hår stritter lige om lidt. Ja, jeg har vist læst roman kan jeg se. For at der kan komme noget ud skal der også komme noget ind. Tjah… Nå, men den slags journalistik gider jeg ikke. Jeg har talt med flere af den slags journalister og misunder dem ikke. I det hele taget synes jeg at dagsjournalistik i Danmark i al almindelighed bare er formidling af nyheder. Ikke et forsøg på at grave noget frem. Dag til dag foregår det. Er der ikke tid til andet? Er det for at please en forestilling om at medieforbrugerne er zappere? Til daglig kan man nøjes med én dagsavis for der står det samme i dem alle sammen. Kun i weekenden sker der noget. Jeg er selv ivrig fan af det ugentlige intellektuelle bump i entreen, Weekendavisen. En fryd at læse. Engagerede skribenter. Jeg læste et sted at deres skribenter kun skrev om det de selv syntes. Sikkert ud fra en ramme eller et interesseområde de havde, men stadigvæk, ud fra lysten til deres stof. Det bliver en tekst jo levende af. Og lang. Godt der er en uge til næste avis, men jeg når altid igennem den på en formiddag – og savner den hele ugen. Eller glæder mig til den næste. At læse noget nogen har skrevet i begejstring til et område man selv finder interessant. Jeg kan kun beskrive det sådan her: Flydende honning. Det løber let. Det er smukt. Sødligt og nærende. Indsamlet nænsomt, flittigt og med iver. Videregivet familiært og med et ’velbekomme. Er ude efter mere’. Naboen overtager avisen bagefter. Har faktisk tænkt på en deleordning til hele opgangen. Flere disciple til denne forrygende avis! Hvis jeg må drømme, så drømmer jeg om at være skribent på Weekendavisen.

Jeg skriver, ergo er jeg!

Og Stephen King blev færdig og Nabaz havde fødselsdag og shihan Takumi fik mig til at føle mig som om jeg var startet til karate i går. Tillykke til Nabaz og jeg erkender ydmygt at jeg stadig har meget at lære, hvad karate angår. Fint, for jeg er stadig ret vild med det.
Nabaz tager billeder. Han tager mange billeder og han er god til det. Rigtig god efter min ringe vurdering (og ikke kun efter min vurdering. Også dygtige fotografer nikker samstemmende, men kig selv: www.nabaz.dk). Nabaz og jeg ligner hinanden på særligt ét punkt. Han gør hvad han lyst til og er god til. Nej, lad mig holde mig til at han gør, hvad han har lyst til. Og så dyrker han det og bliver bedre og bliver god. Men lysten driver værket. Ligesom med mig selv. Jeg har sjældent følt det SÅ befriende bare at skrive og gøre det og gøre hvad jeg har lyst til. Læse og skrive. Læse og skrive. Det her har jeg lyst til og det er det bedste jeg kan forestille mig lige nu og jeg vil gerne blive bedre til at skrive. Meget bedre og det kan jeg også godt. Bare jeg gør det en hel masse. Og gør det fordi jeg vil. Det er faktisk ret enkelt. Dét som får mig til at springe op af sengen om morgenen. Indskudt: Jeg er stadig 110% B-menneske, så jeg springer ingen steder. Blot for at understrege at det ikke har ændret sig, men når jeg vågner glæder jeg mig til at omfavne dagen, skrive den ud, læse den til ende. Sætte ord på den. Det er bare så fantastisk at være til. Og det er bare så skønt at jeg har opdaget at ordene er livet for mig. I alle disse år (eller sådan føles det nu) har ordene været mit følge. Jeg har tænkt i ord, i at sprogliggøre, i at være præcis i mine formuleringer. Læst meget, talt meget. Forstået meget. Blevet klogere på endnu mindre. Alt sammen med et formål. At forstå. Og i denne skrevne stund kan jeg konstatere, at jeg med denne min skrivning ikke har brug for at forstå. Jeg har bare brug for at skrive. Ikke andet.

Jeg er sulten. Jeg mangler ord!

Det blev så til to indlæg:)I dag har været en god dag. Dette er ganske vist det første jeg skriver, men det er heller ikke det der gør den god. Jeg var forbi Kjeld og havde en vældig god snak om PNR. Hans liv, hans livshistorier, for der er tale om flere. Hvornår begynder det i virkeligheden? Hvornår sætter PNR ind? Da man bliver klar over det? Da man møder ham der får en på sporet? Da man bliver født? Ikke så afgørende for mig at se, men overvejelserne er spændende. Desuden talte vi en mængde om tekst og bøger og da han ubetinget er den person jeg kender der har læst mest (og også skrevet mest. Amatørforfatter til fingerspidserne), så virker hans ord autoritative på mig. Med tanke på Stephen King fra de sidste par dage, fortalte jeg at jeg var begyndt at læse lækre ord for at blive bedre når jeg skrev. ”Ja, det er da klart!” var hans reaktion. ”Tove Ditlevsen sagde at ’for at der kunne komme noget ud, måtte der komme noget ind.’ Ellers tørrer det ud.” Det havde han nævnt før, men i denne sammenhæng rakte jeg ud efter det som de nøgleord jeg havde manglet. Jeg bad om at måtte låne en bog med godt sprog og en med dårligt. ”Jeg ved ikke engang om jeg har en med dårligt sprog. Finn har vist smidt den sidste ud. Den var også frygtelig.” Det havde Finn ikke nået, men med det samme jeg læste den første side var det ingen overraskelse. Kæft den var dårligt skrevet! Forfatteren gjorde et eller andet forkrampet forsøg på at skrive noget, der skulle være både originalt og sjovt og som mildest talt var dilettantisk kopisme. Rædsomt, og det virkede overhovedet ikke overbevisende og slet ikke personligt. ”Vil du låne den?” Jeg havde fået nok efter første side. ”Nej, smid den bare ud.” Til gengæld lånte jeg så fire andre bøger; Erling Jepsens ’Kunsten at græde i kor’ og ’Med venlig deltagelse’, Kim Leines ’Tunu’ og Günter Grass’ ’Bliktrommen’. Masser af ord at bade i. For det havde netop været min oplevelse de sidste par dage, at jeg blev bedre til at skrive når jeg fik ord indenbords. Stephen King har reddet min læselyst mange gange og nu gjorde han det så igen. Jeg var sulten efter mere. Efter meget mere! Jeg kan også mærke, hvordan jeg er blevet mere opmærksom på sproget i bøger jeg læser. På formen. Ikke så meget på indholdet med mindre det er specifikt valgt til emnet. Jeg havde tidligere også læst meget, men det var netop mere for indholdet. Ikke så meget for sproget. Romaner sagde mig intet. Spild af tid. Hvad fik jeg ud af en opdigtet historie? Så hellere bruge min tid på at læse noget faktuelt eller biografisk. Nu forstod jeg hvad jeg kunne få ud af romaner. Sproget. Sproget for helvede! Som den nybegynder jeg er, kunne jeg starte med at tage ved lære af andre. Lugte til gryderne. ’Vi paa forfædre skuldre staa, vi tykkes store, vi ere smaa.’ Nemlig. Ophav ukendt, men Kierkegaard citerer det i ’Andersen som romanforfatter’. Det har jeg ofte tænkt på og det gav på ny mening. Nu skal jeg i gang med at læse og endnu engang i bøger jeg ikke selv har stående. Hvornår får jeg mon dem læst?

At skrive af overskuddet

I går var en yderst produktiv dag viste det sig. Jeg skrev indlægget på bloggen. Der kom to på og det andet var ganske vist fra dagen før. Men jeg fik også skrevet en masse andet. En masse produktionstekst på bogen og efter det fik jeg en indskydelse til at skrive en artikel om et emne jeg syntes krævede min bogstavelige opmærksomhed. Alt i alt fik jeg nok skrevet 4 sider. Det er jeg meget godt tilfreds med. Rigtig meget. Jeg konstaterer, at det gør noget for mit sprog at skrive meget. Surprise? Nej… Men det er fedt og det gør mig glad. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har skrevet 4 sider på en dag uden at det føltes som noget særligt. Eller bare 4 sider i det hele taget. Det er som et overskud der bare bliver ved med at være der. Det er forrygende og det er faktisk en fed oplevelse. Jeg må bare blive ved med at gå i den retning, der giver mening. Og det her giver meget mening. Supermeget mening. Det kan der kun komme noget godt ud af. Jeg tænkte i dag på at skrive min livshistorie. Mest som en skriveøvelse. Lidt a la Karl Ove Knausgård. Historien kender jeg. … Nå, tanken bliver lidt luftig af at komme på skrift. Men ideen om at skrive er god nok. Og nu står de to tekster i ét dokument. Skal det være et eller to indlæg på bloggen?

Just do it!

Der er ikke kommet de ord ud af det som jeg har ønsket de sidste dage. Hvorfor ikke? Hvad holder mig tilbage? Er godt i gang med Geralds Farlige Leg som i bedste Stephen King-stil er fyldt med lækkert sprog. Nogle sentenser deri fik mig til at tænke over, at jeg blåøjet og banalt sidder og venter på gennembruddet, på inspirationen. Nærmest at nogen kommer og tager mig ved hånden. Helt ærligt, det er dig selv der skal skrive den skide bog! Og hvis ikke du skriver den, så sker der ikke noget! Nøjagtigt som da du skrev speciale. Man får bare ikke skrevet noget, hvis ikke man bokser tasterne og man får ikke skrevet noget ved at sukke efter inspiration. Og hvorfor synes du at du mangler inspirationen? Tjah… Reelt er jeg vel bange for at det skal være dilettantisk, at der er for lidt at byde på, for lidt at sige og at det bliver for overfladisk og endnu en selvhjælpsbog af den slags som jeg selv har så meget foragt for. Come on, det bestemmer du jo selv og du kan jo ikke dømme noget ude du ikke engang har skrevet. Er du ikke meget godt tilfreds med ideen? Jo… Er du ikke meget godt tilfreds med det du har skrevet indtil nu? Jo… Og giver folks kommentarer dig grund til at tvivle på konceptet? Nej… Så hvad er problemet? Ja, hvad er problemet? At jeg føler mig tvunget til at skrive noget beåndet. Hver dag. Igen ambitionerne og kritikeren der kigger forbi. Tak for besøget. Vær venlig at gå igen. Så i stedet for bare at skrive noget, så skriver jeg intet. Alt eller intet. Alt eller intet. Det samme mantra som i mange år. Nu må det bare stoppe! Enhver rejse starter med det første skridt og jeg lader mig slå ud af at målet er så langt væk. Hvis du endelig skulle køre stilen med alt eller intet, så skriv. Eller lad være med at skrive. Better to kill the infant in the cradle, than nursing unacted desires! For det bliver du aldrig lykkelig af! At skrive er ikke let, det er ikke enkelt, det er dagligt arbejde. Det kan alle forfattere sige med eftertryk. Til gengæld, hvis det er det du vil, så er det sjovt, berigende og motivationen er grundlæggende til stede. Fik du den? Og ja, det er det jeg vil. Og jeg gør det for netop ikke at se tilbage på en drøm der er blevet holdt i live, men som aldrig er blevet virkeliggjort. Just do it! Og accepter at det første udkast ikke er det bedste. Det næste heller ikke. Først efter flere omskrivninger og så er du nok alligevel ikke helt tilfreds. Så skriv en ny bog. Bjarne Reuter bliver heller aldrig færdig. Han skriver bare videre. Bare kom ud med det der bor i dig og så tag den derfra.

Og hvad med stilen?

Show must go on. I dag kommer der et afsnit mere til bogen. Det kan jeg mærke. Jeg skal bare lige varme op og det bliver med denne tekst. Og efter disse sætninger gik toget i stå, fordi jeg gav mig til at tænke over, hvad der egentlig skulle stå i den tekst. Jeg tænkte på det sidste jeg havde skrevet, på de sidste kommentarer jeg havde ladet mig inspirere af. I går havde jeg været meget klar på hvad jeg skulle skrive, men udsatte det fordi jeg havde en aftale midt i det hele. Nu er det hele lidt uldent, snart sagt ikke eksisterende. Den gode vilje mangler ikke, eller også er det et pres fra mig selv. Nu skal du skrive! Og hvad kommer der ud af det? Det modsatte kan jeg konstatere. Nå, men hvad var det jeg havde fået ud af de sidste dages kommentarer? Så kan jeg prøve at starte der. Alice spurgte til genren og jeg har med vilje slet ikke kigget efter genre. I det mindste ikke så formelt. Jeg er først og fremmest hoppet ud i det jeg syntes lød bedst når jeg skrev. Men det er meget godt at have nogle formaliteter at veje det op imod så på den vis er det ok. Narrativ er det der lyder rigtigst. Jeg tænker særligt på formen i to bøger jeg har læst; Martin Krasniks ’Min amerikanske drøm’ og Leny Malacinskis ’Den dag jeg opdagede jeg var undertrykt’ (Mimi, du tænker bare dit:) Masser af hverdagssprog, en historiefortælling, en pointe, sidebemærkninger og små anekdoter. Meget personligt uden at være privat og det er bøger jeg har slugt på halve dage. Det er min form uden at det er en kopiering af dem. For jeg konstaterer at det er det, der får mig til at tale mest flydende og naturligt. Hvis jeg kan komme lidt med ekskurser, være lidt søgende osv. Og så kan jeg altid justere, når det fulde billede viser og har vist sig. Selvbiografisk skal det ikke være. Det synes jeg slet ikke er interessant, men min egen historie kan være med til at vise vejen og det synes jeg faktisk der er meget drivkraft i.

Og ud kom en sommerfugl

Så fik jeg skrevet dispositionen og lagt den på bloggen. Mit fokus er indskrænket til det individuelle niveau og det er faktisk også det jeg har mest lyst til. Det er her jeg kan være mest mig selv, når jeg skriver. Lige nu om ikke andet. Jeg havde ellers besluttet at jeg ikke skulle skrive om mig. Navlepilleri af 1. klasse har jeg vundet guld i mange gange og nu må det ligesom være slut. Men det er ikke det samme. Jeg bruger mig selv og fortæller om andre. Det gør det vedkommende og jeg kan også mærke at det er det der vinder genklang i kommentarerne. ”Fortæl os om de andre” er holdningen fra flere af kommentatorerne. Det kan jeg bedst gøre fra mig selv. So be it. Jeg fornemmede et lettelsens suk fra flere, da jeg droppede de to øvrige niveauer. Måske åndede jeg selv lettet op da jeg gjorde det mere håndgribeligt. Jeg må bare se hvad der kommer. Det her er et godt sted at starte. På uni sagde vi altid at en opgaveformulering skulle være KISS, keep it simple stupid. I den pæne version keep it simple sweetheart og den knap så pæne, keep it simple asshole, men meningen var nu tydelig uanset hvor politisk korrekt man følte sig. Så kunne man altid bygge mere på i stedet for at starte i toppen af Babelstårnet.
Og kommentarerne er guld værd for mig. Det er som at få ren ilt i en by fyldt med smog. Det bliver lidt lettere at ånde. Det er som få nogen til at spille med på fodboldholdet. Det er sgu så vanskeligt at spille alene. Så kan det godt være at jeg spiller bolden til hjørne, men indtil da har det givet mig lejlighed til spekulere og vende og dreje det. Den enkelte kommentar er måske ikke blevet virkelighed, men har afstedkommet nye ideer, nye retninger. Som larven, der helt forsvandt og ud kom en sommerfugl.
Og nu er jeg klar til at skrive videre på bogen. Jeg kan se i kikkerten at jeg bliver nødt til at tage fat i enkeltpersoner og få dem til at fortælle om deres PNR. Jeg tror jeg skal starte med Marie. Jeg synes I skal tænke på om I selv har lyst til at bidrage eller om kender nogle gode historier. Eller vent… Måske skal der lige være noget mere håndfast inden vi alle løber ivrige af sted. Men tænk endelig over det.

Tvunget PNR

Og så var der fødselsdag i går. Min egen for at være mere præcis. En god dag, der gik op i karate på en anden måde end den, der giver blå mærker. Fedt. En god klub og med fest om aftenen. Vupti! Så blev det også en slags fødselsdagsfest uden, at det egentlig var det. Nå, men flere har læst min blog og Claus fortalte mig om, at han var blevet grebet af tanken om at overveje, hvad man egentlig skulle med sit (arbejds)liv. Og så introducerede han PNR fra en anden vinkel. Tvunget PNR. Godt så. Kan man det? Hans historie var denne, at hans firma var blevet nødt til at fyre en større hærskare af ansatte. Han var så en af dem. Lige pludselig kunne han heller ikke se sig tilbage. Broen var også brændt, men det var ikke en del af hans egen proces. Nogen havde brændt den for ham. Men det havde fået ham til at tænke mere indgående over, hvad der egentlig var meningen med at arbejde. Nej, meningen med hans arbejde. Meningen med at han arbejdede, at han gav 37 timer af ugen, dagens bedste timer i bytte for penge, søde kolleger og et relativt meningsfuldt job. Var selve jobbet i virkeligheden meningen med det liv? En af hans venner var også blevet fyret og havde fået et nyt job i løbet af 20 minutter og hang hele tiden i røret; ”har du fået et job? Kom så af sted og søg noget!” Han ringede hele tiden. Claus var tilbagelænet og syntes egentlig det fungerede meget godt uden job. Eller måske rettere, uden dét job. Eller måske mere præcist, uden ham i dét job. For helt ærligt, når man lægger 37+ timer om ugen i et job, så vil det da være rart, at det er noget, der virkelig kan få en op af sengen om morgenen. Claus havde det rart med at blive liggende i sengen lige nu. Jeg kender det selv. Fantastisk at kunne stå op til at skrive blog, at skrive bog, at være sammen med fede mennesker. At være herre i eget hus. Det er til gengæld ikke noget, der giver kroner på kontoen…… Som JV havde vi tit gavn af at tænke på ordene i Mattæus 6:33; ”Bliv da ved med først at søge Riget og alle disse [materielle] ting vil blive givet jer i tilgift.” Frit fra hovedet. Jeg har ikke været henne og slå før ordene blev skrevet. Det gjorde jeg så og der står helt præcist: ”Bliv da ved med først at søge riget og hans retfærdighed og alle disse [andre] ting vil blive givet jer i tilgift.” Imponerende nok og sjovt nok at jeg ikke husker det med ’hans retfærdighed’. Logikken var naturligvis, at når man gjorde det rette i åndelig forstand, så skulle man ikke bekymre sig om basale fornødenheder. Vers 34 lyder i øvrigt sådan her kan jeg se, når jeg tilfældigvis læser videre: ”Vær derfor aldrig bekymrede for dagen i morgen, for dagen i morgen vil have sine egne bekymringer. Hver dag har nok i det der er dårligt den dag.” Og det er vel i virkeligheden det det handler om når vi har et job; at vi tjener penge til at klare i morgen, at vi sparer op til pension, at vi sikrer at vores børn kan klare sig. Forsikring, forsikring, forsikring. Og for hvad? Vi er åbenbart latent usikre. Det må være konklusionen på det.
Jeg har det som ham der skrev ’Bibelen uden gud’. Den er god at få forstand af og som kulturbærer umulig at komme udenom, men at bringe gud ind i det gør ikke noget godt. I det mindste ikke hvis man vil belære andre om gud. Gud er en personlig sag, som man kun kan tale om for sit eget vedkommende, ligesom passionen for at samle på frimærker eller for at skrive en bog. Og så synes jeg faktisk heller ikke der er så langt fra PNR til gud. Det er to alen af et stykke. Shit, det kan være farligt at skrive. Nu tror folk at jeg er religiøs. Make of it what you want. Jeg skriver bare hvad jeg tænker om det her i øjeblikket og jeg har stof med mig fra dengang. Det er også mig.

At skrive med hjertet

Bloggen har kørt på en lille uges tid nu og jeg må sige at jeg er ret imponeret over, hvor godt det virker at dele det med nogen. Og jeg er særlig imponeret af hvad det gør for min egen proces, at der kommer kommentarer på. Til sammenligning har jeg jo fået masser af timers vejledning, da jeg gik på uni, så en proces med kritik og feedback er jeg jo ikke ubekendt med. Men det her er anderledes. Jeg taler med hjertet i det her og noget sådan havde jeg aldrig troet jeg skulle sige. Det har altid været for langhåret. I stedet har jeg insisteret på at tale med hovedet. Nå, men når jeg taler med hjertet får jeg også en bedre fornemmelse for dels, hvornår andre taler med hjertet og dels, og det er det vigtigste lige nu, får det også andre til at kommentere fra hjertet. Se bare Marie. Pling! siger det og så kommer hun ud med noget, der har betydet meget for hende. Det har jeg set flere gange.
I går slog det mig, at jeg sender linket til min blog med rundt, når jeg skriver med folk i almindelighed. ”Hey, læs lige også min blog, hvis du har lyst.” Hvis der er noget jeg altid har været dårlig til eller ikke haft lyst til, så er det at sælge mig selv. Ikke på den måde i hvert fald. Give visitkort (som jeg nu aldrig har ejet, men tanken ligner). Sælgerjobs har jeg aldrig søgt eller kunnet se mig selv i. En ting fra JV tror jeg. Godt og grundigt kørt træt af at skulle sælge noget (som partout skulle være og som jeg betragtede som mig. Som at have pænt tøj på, der ikke rigtigt passer). JV solgte ikke noget, men skabte da en masse opmærksomhed og med Spies’ ord, ’dårlig omtale er bedre end ingen’. Det gav intet afkast på kontoen. Masser af smækkede døre. Det er selvfølgelig også en slags resultat. Ufatteligt at vi gang på gang trak i de fodformede og traskede motiverede af sted. Det handlede selvfølgelig om noget andet. Nå, ekskurs, men med det her er jeg overhovedet ikke bange for at sælge mig selv. Nok også fordi jeg gør mig klart at jeg skriver det jeg har lyst til og folk læser og kommenterer, hvis de har lyst. Ingen forventninger eller forhåbninger eller frygt for at blive forkastet. Men og men, men, men. Hver gang en kommentar ticker ind i indbakken er det med sommerfugle i maven jeg læser den. Spændende at se hvad han synes, spændende at se om det er noget hun kan lide. Er jeg helt til rotterne med det jeg laver? Og ud fra kommentarerne at dømme er det ikke helt skidt. Ros og seriøse indspark. Det er pissegodt. Det er motiverende, og det er med til at holde tankerne i gang og det får mig i retninger jeg ikke selv lige havde overvejet.
Og en sidste ting, note til mig selv, jeg skal ud af døren lige om lidt og tænkte at jeg godt lige kunne nå at skrive en bid inden. Dårlig ide. Jeg har følt mig lidt tvunget til at få skrevet det jeg skulle inden jeg smækkede efter mig og måske også fordi jeg følte mig lidt forpligtet til at reagere på kommentarerne. Inspiration kan jeg altså ikke skynde på eller finde frem af forpligtelse, og det har været lidt presset. Det kommer på bloggen, netop derfor. Don’t do that.

Nu er den her!

Vupti. Så var det her. Jeg troede ellers at jeg var gået i seng igår og så måtte jeg stå op igen og på en times tid var det her skrevet. Jeg føler mig sikker på at det skal være formen og nok også indledningen. Giv endelig kritik. Kommentarer modtages med kyshånd:

Mit point of no return indtraf, da det en aften gik op for mig at jeg var nødt til at sige mit job op. Det var bestemt en grænseoverskridende tanke. Jeg lagde den fra mig. Fandt avisen frem igen. Tanken kom tilbage. Sådan måtte det være. Jeg var nødt til at sige det. Sige til min chef, at jeg ikke længere skulle være ansat. At jeg sagde op. Jeg blev syg af at være der. Jeg kedede mig og det var ikke særligt udfordrende og det havde det ikke været længe. En evig kamp at stå op hver morgen. Jeg var ikke klar over, at det var et PNR. Ikke dengang, men jeg vidste bare, at jeg nu ikke længere kunne være der, at dagene var talte. At tænke på at det skulle fortsætte duede bare ikke. Det gjorde mig træt ind i marven bare at tænke det. Det måtte stoppe også selvom jeg ikke havde noget andet job at springe over i.
Jeg sagde det til min chef, til mine kolleger. ”Hvad har du fået? Hvad skal du lave?” ”Jeg har ikke fået noget andet, jeg skal bare holde.” De forstod det ikke. Forsøgte at tale mig fra det. Jeg gik fra en fast stilling under gode arbejdsvilkår, sagde et fast job op uden at have noget andet i en tid, hvor arbejdsløsheden steg og udsigten til at få job som akademiker ikke blev nemmere. Prisen for at blive tilbage forekom mig at være meget højere end den pris jeg skulle betale for at holde. Det drejede sig ret beset først og fremmest om at gå fra en pæn løn til dagpenge + at mit CV ville få et hul. Det kunne være meget værre. Det var kun overfladiske værdier. Sådan oplevede jeg det.
Halvanden måned senere havde jeg min sidste dag og sagde pænt farvel til mine kolleger. De gav mig Nelson Mandelas ’Vejen til frihed’ og en biografi om Obama, ’Kometen’. Det rammede det pænt ind. Sagde det hele. Jeg havde fået min frihed. Nej, jeg havde taget min frihed. Jeg kunne ikke gå tilbage på vejen. Jeg kunne ikke længere se mig selv i en stilling som den. Noget andet måtte ske. Hvad det var, vidste jeg ikke. Jeg fandt nok på noget. To dage senere dumpede det ned. Som fra himmelen. Jeg skulle skrive en bog. Det jeg altid havde drømt om, men aldrig rigtig havde haft nogen virkelig god ide til. Nu var den der. Puff. Bare sådan.
Min kæreste og jeg havde nogen tid tidligere diskuteret om holocaust havde været uafvendeligt, om jøderne selv kunne have sagt fra inden de gik frem til en massenedskydning, inden de gik ind i gaskammeret. Jeg mente, at tingene var spidset til i en sådan grad, at det ikke var tænkeligt. Det kunne muligvis være afværget nogle år før, men ikke da beslutningen først var taget og militæret og bureaukratiet og de rette højtstående enkeltpersoner var indstillede på, at det skulle ske. Forud var gået år med almindelig antisemitisme, et regerende parti, der uimodsagt udråbte jøderne til at være hele Tysklands problem og som med lovgivning gjorde dem til andenrangsborgere, andenrangsmennesker. Ingen havde protesteret nævneværdigt og man motiverede jøder til at emigrere. Finde andre steder at bosætte sig. Jøderne var vant til bøje nakken og ride stormen af. Gøre som der blev sagt. Det civile had kulminerede med Krystalnatten, legitimeret af partiet, udført af de partitro, accepteret af de fleste. Med udbruddet af krigen ændrede scenen sig. Deporteringer og mord blev legitimeret i en markant anden målestok. Krigens moral trådte i kraft og tyske jøder blev deporteret til Polen alt i mens, at Polens jøder blev ghettoiserede. Det nu tyske Polen fik et problem med sygdomme, underernæring og lokal overbefolkning, hvor jøderne var stuvede sammen. Noget måtte gøres. Nu. Under de gældende omstændigheder blev den mest nærliggende og naturlige løsning på problemet simpelt hen at gasse jøderne. Det havde man haft succes med i Tyskland hvor de handicappede under eutanasiprogrammet var blevet slået ihjel på denne måde. Hvorfor skulle jøderne betragtes anderledes? Metoden fungerede endda godt. Og sådan blev det. Man skalerede bare størrelsesordenen op. Tyskland havde et effektivt bureaukrati, der enkelt foretog de logistiske foranstaltninger og systematiserede arbejdet. I den anden ende stod en beredvillig håndfuld soldater og slavearbejdere. Vejen var banet og i løbet af fem år var seks millioner jøder blevet slået ihjel. De fem millioner ved gasning. Kunne det vendes, da først beslutningen var taget? Det blev det ikke. Tyskland måtte nedkæmpes militært før det sluttede. PNR var indtrådt og herefter var der ingen mulig vej tilbage og prisen for at standse det skulle blive meget høj.
Det skulle min bog handle om! The Point of No Return. I løbet af tre kvarter kunne jeg skrive en disposition til bogen med tilhørende stikord og forskellige måder rent konceptuelt at gribe det an på. Her var der noget med bid i. Det var spændende, det var relevant og først og fremmest var det motiverende. Jeg kunne se det i tre overordnede afsnit; PNR på individuelt niveau; PNR på gruppeniveau og PNR på samfundsniveau. På individniveau var jeg selv, selvom jeg med det samme vidste, at det ikke skulle handle om mig. Jeg kunne med det samme tænke på 9/11-bomberne, Bernard Madoff, religiøst omvendte, radikaliserede mennesker, mennesker på skilleveje. Vi havde noget til fælles. På gruppeniveau var….. mens jeg på samfundsniveau så for mig, hvordan folkemord, finanskrisen, iPod’en, Windows havde noget til fælles. Og sikkert meget mere. Det var bare min brainstorm om det.

Artikler til Anne

Fuck og helvede. Det har været en forfærdelig dag, når det kommer til det rent skrivemæssige. Intet er sket. Satte mig ned, læste det hele igennem. Igen. Og tænkte at der nok skulle komme noget til mig. Noget klogt. Intet. Absolut intet. Jeg prøvede at skrive og så kom det her:
”Jeg kan squ ikke skrive noget, der virker bare nogenlunde autentisk, virkeligt, troværdigt, whatever. Hvad handler det om? Jeg lader mig påvirke til, at det skal motivere nogen til at læse det. Det er vist hvad det handler om. At Gyldendal skal udgive det og det skal blive en bestseller og så er man naturligvis nødt til at starte på en ordentlig måde. Ligesom mit stjerneidol, Malcolm Gladwell. Starte ligesom ham. Jaja, for så skal det nok blive godt. Kopiere en succes. Måske skulle jeg bare fortsætte sporet jeg er slået ind ad. Så kommer det nok af sig selv.”
Jeg synes det er vildt pinligt. Pinligt, for jeg troede der skulle ske en masse i dag, at i dag ville blive en succes, en god oplevelse. Næh. Overhovedet ikke. Pinligt fordi jeg beslutter at fortælle om det.
Nå, fortalte om bloggen i karateklubben. Nils foreslog at jeg kunne bruge bloggen til at debattere bogen med læserne af bloggen. Det er en ide. Ved ikke lige hvad jeg synes om det. Sæt nu hvis nogen stjæler min gode idé! Alle sidder jo og venter på at blive inspirerede til at skrive lige det jeg vil jeg skrive… Jo, det er en god ide. Anne foreslog på et andet tidspunkt at jeg i stedet for at skrive bog fra ende til anden i stedet skriver artikler som jeg til sidst kan føje sammen til en bog. Anne, du er ikke så dum. Idéen er i hvert fald god. Hvordan kunne bøger blive til førhen, hvor bloggen ikke var opfundet? Føler mig squ noget rådvild. Ideen med at skrive hver dag holder. No doubt. Det skal bare være mere bogrelevant. Alle de her tanker er skønne bare at flyve ud på papiret. Det er der ikke så meget spas ved. Det er som at sniksnakke, smalltalke uden at dykke ned i noget. Njarh… Indholdsmæssigt, men sprogligt fungerer det meget godt. Metasnak. Som at lade motoren køre på æter eller løbe på enkle kulhydrater. Der skal squ mere på. Ellers dør det. Det kan være et appendix. Det må ikke stå alene. Som Annette sagde ’hvad med bare at komme i gang med at skrive?’ Der sker altså noget ved at involvere andre i det her. I dag publicerede jeg bloggen på facebook og folks kommentarer var ret gode at få. Ingen mand er en ø og bogen er til for at blive læst. Articles, here I come! Anne, den er til dig:)

Babyen lever og er levende

Jeg kan åbenbart slet ikke give slip lige nu. Ordene presser sig bare på. Det kan jeg ikke huske jeg nogensinde har oplevet før. Jeg sad netop og gennemlæste mine indlæg på bloggen og syntes at det var pissegodt. Jeg har faktisk læst dem igennem flere gange for at nyde tilfredsheden over mine egne frembringelser. Mit eget sprog. Mine babyer. Det flyder. Det lever. Til sammenligning – mit speciale. Altså… Tanken om et uægte barn… Nej, ikke rigtigt… Et adoptivbarn? Nej, heller ikke. Det er som om det ligger i vuggen og ikke rigtigt har livsgnisten hos sig. Et barn med handicap. Autisme er det nærmeste jeg kommer det. Det interagerer ikke med omverdenen – eller i det mindste kun i meget beskedent omfang. Det lever sit eget ensomme, indelukkede liv. Som at kigge ud på trist og gråt, evigt silende regnvejr, der får vinduet til at drukne og se forvitret ud. Og så igen. Det er også at være uretfærdig overfor specialet. Jeg er stolt over det. Det fyldte meget for mig mens det blev skrevet og det var en god proces. Den bedste skriveproces på hele universitetet. Det bedste semester. En fantastisk oplevelse at få lov at gå i dybden med erkendelser, at nørde med fagstof, der entydigt var spændende. Sådan så jeg jo på det dengang og det var sandt. Det var faktisk en stor del af mig der blev skrevet i de måneder. En akademisering af mig. Som at se tilbage på JV-tiden. En religiøsering af mig (det ord findes ikke, sorry), men det var stadig mig. Begge dele var mig og det er jeg stolt af. Det her er også mig og det er jeg også stolt af. Alle tre dele valgte jeg selv og jeg kan ikke være ked af at have valgt det jeg følte var sandt og rigtigt og godt. Det ville være at falde mig selv i ryggen. Nix. Der er kun i dag og i dag lever og en anden dag vil jeg måske noget andet, være mig på en fjerde måde. Sikkert. Livet er forrygende. Og alt det bare ved at skrive om at skrive. Hmmmm…….. Nå, skidt. Babyen lever, spræller, pludrer, smiler og snakker og vil lege. Vil vokse og udvikle sig. Det er det vigtigste.

Italiensk mad

Nu har jeg læst de sider igennem jeg har skrevet på bogen. Indledning er det vel. Problemformulering som man ville kalde det på uni. Konceptet holder. Ingen tvivl. Bare med to dage på bloggen, hvor jeg har givet mig selv frit løb, givet den gas og bare ladet ordene flyde uden at det skulle handle om så meget kan jeg se at de 5-8 sider jeg har skrevet mangler noget liv. Det syntes jeg ikke da jeg skrev dem. Jeg følte mig ikke hæmmet da jeg skrev. Det var ligetil. Faktisk var det sådan at når jeg ville skrive med en bestemt hensigt, når jeg ikke bare lod mig selv give plads, så skete der intet. Eller jo, der skete noget, men ikke noget der fungerede. Det var blinde veje. Det smagte forkert. Sætningerne døde når jeg læste dem igen. De passede ikke ind i helheden. Når jeg bare skrev, for jeg vidste jo godt hvad jeg skulle skrive, så skrev jeg uden problemer 3/4 side på 20 minutter. Og med lidt finpudsning fungerede det fint i øjeblikket efter.
Hvad kan jeg konkludere af det? At skrivning er en udvikling, at skrive er et håndværk. Det kan vel være jeg har evnerne. Det tror jeg på. Det har jeg faktisk aldrig været i tvivl om, men at blive god til noget man har evner til kræver øvelse og masser af det. Er jeg god til bare at skrive? Skidt spørgsmål i en sen time. Jeg mener mig selv blivende bedre. Ro på. Ingen Dostojevski – endnu. Og det vil jeg godt understrege. Det er ikke med f.eks. ham som lyset for enden af tunnelen. You’ve gotta make your own kinda music, som Mama’s and Pappa’s synger. Fuck, det bliver jeg ved med at vende tilbage til. Er det så vigtigt for mig at understrege hele tiden? Tydeligvis. Men det virker. Det kan jeg jo se. Det er der guldet er. Det er der regnbuen ender.
Nå, men jeg tror at planen for morgendagen er at prøve at skrive nogle af afsnittene om og se hvordan det virker. Jeg har en god fornemmelse af det kan jeg mærke. Det er squ for solidt som det er nu. Det er som med rugkerner godt med surdej. Meget at fordøje og tungt at tykke – men pissesundt! Jeg er jo akademiker for helvede! Og i det måltid tager man ikke pålægschokolademaden til sidst. Man bladrer ikke engang til slutningen for at se, hvordan det ender. Man lægger det væk og ringer efter pizza. Hvad skal menuen så være? Indbydende, let fordøjelig, mættende, behagelig, sundt. Det lyder næsten som italiensk mad. Det lever man også længe af at spise og akademikere sværger til det - men ikke med tanke på det sunde ved det. Bare fordi det er lækkert. Jeg har fundet noget her!

Sceneskræk

Jeg er faktisk godt i gang med bogen på dette tidspunkt. De sidste dage har jeg brugt på at skrive til bloggen, besluttet mig for at skrive hver dag og dette indlæg er en del af det. Men hvad er det her for en form? Og skal det have en form? Er det dagbog om at skrive eller er det tomgang ved rødt stop før afgang og tomgang ved næste lyskryds? Whatever. Nu skriver jeg. Jeg er sikker på at hvert ord jeg får nedfældet, hvert ord som er kommet af sig selv uden at skulle tvinges ud er endnu et skridt mod at blive mere tro mod sproget i mig selv. Erkendelse: Jeg er ikke i tvivl om at og hvad jeg skal skrive. Det skal blot bæres naturligt ud på et levende sprog og sproget er kun levende i det omfang at jeg lever, når jeg skriver. Når jeg skriver på den måde, så virker det.
Desuden kan jeg konstatere at det at kunne skrive til en offentlig læserskare giver mig en vis lampefeber. Sceneskræk. Jeg står endnu lidt i kulissen og tænker at disse ord er banale, ligegyldige, røvsyge, grinagtige, fjollede, prætentiøse. I hvert fald helt utilstrækkeligt til at publicere. Og derfor gør jeg det.
Og mon ikke jeg skulle se at kigge lidt på bogen igen? Der er gået nogle dage siden og da jeg tidligere i dag skypede med min kæreste i US fortalte jeg hende om bloggen. ”Skulle du ikke bare se at skrive på bogen?”, var hendes reaktion. Det var om ikke andet den del af hendes reaktion jeg bemærkede mest. Hun har ret. Det er jo det jeg er her for. At skrive bogen, men bloggen fungerer godt for mig kan jeg mærke. Det er en skrivestue, et værksted, hvor bilen kan prøves af inden den bliver sendt på vejen. Det er her jeg kan tale med mig selv og overveje hvilket værktøj der passer. Men det skal heller ikke blive til projektet i sig selv. Jeg kan godt mærke at jeg har en vis berøringsangst med bogen, fordi det er et relativt stort projekt. Nej, sådan føles det, og det er jo noget pjat. Det er sjovt, jeg ved hvad jeg skal skrive, og jeg ved hvad konceptet er. Hvad er problemet? Jeg kigger på det.