Page turner

Lex Luther og Superman. Walther Matthau og Jack Lemon. Sherlock Holmes og Moriarty. Det kunne jeg faktisk godt lide. Paulus taler om, at ’der blev givet mig en torn i kødet, en Satans engel, til stadig at slå mig, for at jeg ikke skulle føle mig alt for ophøjet.’ Jeg har fået meget skulderklap, mange gode tilkendegivelser for mine skriverier, og I skal alle sammen have af hjertet tak for dem. Det er skønt og dejligt at blive rost og det giver mig meget inspiration at få kommentarer.
Og så er der en ’Satans engel’. Jeg er sikker på, at Paulus godt kunne have undværet sin kompagnon og jeg kan også godt undvære at blive kritiseret og nedgjort i al usaglighed og fra et sikkert skjul. På en absurd måde er det dog motiverende for min egen proces at overveje, hvad de her stikpiller gør ved min egen kreativitet. Det er faktisk fremmende for den. Det tror jeg sidst af alle, at Anonym selv forstår. En art Stockholm-syndrom ville andre nok kalde det. Det er det ikke. Slet ikke, men ikke at blive modtaget af åbne arme hele vejen rundt og føle misbilligelse ved banale absurde fordømmelser. Hvad handler det om? Ingen anelse, men til gengæld er det en god hadegave at have med i kufferten, når jeg lukker den op og tænker over eksistensen. Alle følelser er velkomne og skal med i ligningen for det er alt sammen livet. Jeg har i alt for mange år bare forsøgt at bortforklare ubehagelige følelser med andre. Givet dem skylden, hvor det i virkeligheden handlede om noget hos mig selv. Det er for enkelt så i stedet at sige at ’så er det min skyld’, for sådan er det ikke, men der er altid en grund til, at man lader sig anfægte af noget frem for noget andet. Jeg skulle blive 30 før jeg havde overblikket til at kunne tage seriøst del i mit eget liv. Sådan føles det ganske vist. Jeg tror nok, at de foregående 10 år giver et andet indtryk. I det mindste er livet mere kompliceret end sproget altid kan indfange i øjeblikket, og der er det levede liv og den historie man fortæller om sig selv. Jeg fortæller om mig selv. Andre fortæller om mig. Jeg ved ikke hvad der er sandt, men jeg ved, hvad der giver mening og jeg ved hvilken historie der giver kriller i maven. Det er en page turner!

Ekstranummer!

”Du ved jo selv hvad konsekvenserne er, så der er ikke så meget mere at sige til det”. Noget i den stil lød det fra den ene af de tre ældste, der sad i udvalget overfor mig. Det dømmende udvalg. Det var kommet så vidt på det tidspunkt, at jeg vidste at jeg ikke længere var et Jehovas Vidne og var begyndt at leve mit liv på min egen måde. Det havde de fundet ud af. De havde også fundet ud af, at jeg var politisk aktiv. Det var forkert og for det blev man udstødt. Det vidste jeg godt. Jeg var ikke et øjeblik i tvivl om konsekvenserne af mine valg. Ingen af dem. Men det kunne ikke være anderledes. Det var et valg mellem liv og død. Jeg havde smagt døden i de år det havde taget mig at komme til den konklusion, at jeg ikke kunne handle anderledes. Døden ved at miste fodfæste i livet. Ved ikke at vide, hvad der var at gøre. På det tidspunkt vidste jeg ikke, hvad der var at gøre. Jeg vidste blot, hvad der ikke var at gøre, og den religiøse vej var ikke den rette.
De udstødte mig, de genoprettede balancen og de skabte ro i menigheden. De markerede, at normerne var til for at blive overholdt. De vidste, at de satte mig udenfor frelsen. Udenfor menigheden. Ingen ville længere hilse på mig. Blot for at markere det hver gang jeg skulle støde på nogen af dem. Og det var faktisk helt ok. Sådan måtte det være. Det måtte være prisen. I virkeligheden var det ikke noget jeg havde gjort op med mig selv sådan kalkulerende, på den ene side, på den anden side… Næh, for enten blev jeg og døde langsomt eller også gjorde jeg noget andet. Blev jeg truet til at blive? Nja… Der blev talt meget og pænt om alt det jeg burde. Det man burde. Det blev aldrig rigtigt sagt direkte, i hvert fald ikke særligt ofte, men vi vidste alle, at når man ikke gjorde det man burde, så stillede man sig lidt dårligere i forhold til frelsen og frelsen var i forvejen ikke givet på forhånd. Den skulle man hele tiden gøre sig fortjent til. Så derfor, når det blev nævnt at ’det er nok en god idé, at du strammer dig lidt op dér og dér’, så gav det en rygmarvsreaktion der hed ’shit, jeg tæller nedad på point! Jeg må hellere komme ind i kampen!’ Det var jo en måde at få folk til at overholde normerne, ved at tænde på frygtknappen. Frygten for døden. Frygten for ikke at få del i det evige liv. Det var mere udpræget end jeg ville vedkende mig dengang. Sagen var bare, at jeg på et tidspunkt var nået til den erkendelse, at jeg ikke kunne tro på det mere. Det prellede bare af. Jeg kunne kun blive udstødt, fordi jeg ikke troede på det længere. De troede på det. De troede de kunne true mig, tale mig til fornuft, appellere til mig. Komme med en masse gode grunde. Velmenende mennesker. Søde mennesker var de. De fleste af dem. Jo, det var de alle sammen. De udtrykte sig bare ikke alle sammen lige sødt, når man trådte udenfor banens kridtstreg. Og sådan var systemet jo. Sådan var de mennesker. Hvis man ikke overholdt reglerne var man ikke et godt menneske. Jo, adspurgt om de virkelig elskede mennesker de udstødte ville de svare som den missionske onkel i Lykke-Per; ”jo, vi elsker skam Peter Andreas. Vi elsker bare ikke det han siger, de holdninger han har og alle hans gerninger.” Punktum. Det er da en kærlighed, der er til at forstå.

Jeg har syntes jeg snusede til døden. Jeg har aldrig haft en rigtig pistol for tindingen eller noget i den stil, så på en vis kan det synes overdrevet. Følelsen var dog reel nok og i dette normale liv kan intet nå op på siden af det. Tilbage stod nogle mennesker, der tænkte ’det var han selv ude om. Han vidste hvad han burde gøre’. De vaskede deres hænder for i virkeligheden var der blod på dem. Det var deres virkelighed. Ikke min. For jeg døde ikke. Desuden kunne jeg ikke have handlet anderledes. Sådan måtte det bare være. Og jeg ville gøre det igen, skulle det komme til det.

Helvede er lige foran dig

Det er åbenbart fortiden der kører i ring. Eller også er det bare mennesker der er de samme. Men spøjst er i det alle fald at jeg fra forskellige kanter har oplevet fordømmelse uagtet om jeg gjorde det ene eller det andet. Det er ikke sagt ud fra tanken om ’det er da godt nok synd for mig at nogen ikke bare vil lade mig gøre det jeg gør’, men egentlig mere som en konstatering. JV mente på deres side at det var tosset af mig at forlade det evige liv til fordel for et endeligt. Uafsindigt dumt. Andre at jeg burde være blevet på lærerseminariet, fordi det var et sikkert valg, andre at jeg ikke burde holde orlov midt i studietiden, andre at jeg sagde op. Tåbeligt at få et hul i sit CV, at kaste sig ud i økonomisk usikkerhed, at kaste karrieren i ringen fra et fast job. Hvorfor alle disse ønsker på andre menneskers vegne? Eller bare på mine vegne, men jeg var jo nok den der lige stod tættest på den dag. Er det velment? Tjah. Det er det jo nok. Er det udtryk for egen angst? Det kan det også være. Er det udtryk for misundelse? Også det. Er det udtryk for ubehaget for at ens egen moral, det man selv forsøger at leve op til bliver forkastet? Det tror jeg har stor betydning. Så starter devalueringen, for sådan et menneske kan ikke være et ordentligt menneske, når han får andre til at føle sig skidt tilpas og blæser på det man selv synes er vigtigt. Sørgeligt. Det føles ikke rart når nogen træder ud af det geled man selv går i for at gå på sin egen måde og endda går og fløjter imens og har det meget bedre end før. Hvordan kan man seriøst have det bedre end at gå på den måde vi nu engang har lært er den rigtige!?
Marilyn Manson udtrykker sig sådan her: for at komme i himmelen skal man være en helgen. For at komme i helvede skal man bare være sig selv. Jeg vælger gerne helvede. Og jeg gør det gerne igen. For ét har alle dage siden frafaldet stået helt lysende klart, nemlig at livet er sjovere, livet er nemmere når jeg bare gør hvad jeg selv synes. Og jeg kan ikke være venner med alle. Og der er fanme guld for enden af regnbuen. Nåja, ikke altid, men så var turen derhen rigtig god.
Og hey, i virkeligheden er det her jo også interessante tanker til PNR. PNR’erede mennesker, der oplever deres omgangskreds blive angste for deres forandring, fordi de selv bliver usikre på deres egen rolle i forhold til dem. Tak til anonym for at sætte skub i nogle ting. Skulderklap alene gør ikke det hele.

Skulderklap er det nemmeste

Ord ind, ord ud. Nogle dage i Jylland og så sker der ikke så meget på bloggen. Til gengæld så er der masser af mad – og så absolut ingen motion. Masser af snak med far og gamle venner. Hygsomt og fortæller om mit nye liv. Spredt applaus. Man er vel i Jylland.
Og så har jeg studset over et par kommentarer. Af en kaliber jeg noget besværet vil kalde konstruktive. Først slettede jeg dem, fordi jeg ikke gad have det stående. Det bidrager jo ikke til ideen i bloggen. Nu har jeg alligevel valgt at sætte dem på under ’Dagens Ord’ og ’Hyldest til Weekendavisen, hvor de først blev skrevet. Hvorfor? Jeg spekulerede lidt over hvad meningen med kommentarerne var og det var jo på den ene side at give mig noget at arbejde med. På den anden side er det også et indtryk af, hvad det bringer frem i læseren. 1200 har nu klikket sig ind. Omkring 20 har efterladt en kommentar. Der skal altså noget til for komme forbi, at læse det og siden skrive et indlæg. Et negativt indlæg er også en reaktion, en tilkendegivelse, noget jeg rører hos en. Nogen har haft en følelse og har haft et udløb. Mine ord har skabt en reaktion. Skønnest naturligvis med en positiv reaktion. Det er jo hvad vi lærer fra vuggen. ’Mor er glad’. Plus. Keep doing. ’Mor er sur’. Minus. Stop doing. I det mindste hvad jeg husker fra vuggen (og siden). Men nej. Det negative er jo blot en oplevelse heraf. Negativt for hvem? Tjah, altså negativt for mig og hvorfor egentlig? Skulderklap er det nemmeste. Jeg skriver ikke bloggen for at gøre alle glade og for kun at lade de gode kommentarer stå. ’Se, mor, hvordan folk synes jeg skriver skidegodt’. Stop doing. Nej, se mennesket. Hør mennesket. Lad det tale som den reaktion det er, som den vækkelse mit indlæg har skabt. Jeg har skabt følelser hos en anden. En anden har ladet følelser blive til ord af noget jeg har skrevet, sagt, ment, insinueret. En anden har tolket, tænkt, følt, udtrykt. Vær velkommen min ven. Jeg hører dig. Tal som den du er. Der er plads til dig.