Live the life you've imagined

Man skal passe på med selvhjælpsordsprog og jeg har jo tidligere fordømt selvhjælpsbøger som noget popsmart noget, men faldt alligevel over denne køleskabsmagnet i New York, som jeg netop er vendt tilbage fra. Citatet er fra Thoreau; Go confidently in the direction of your dreams! Live the life you’ve imagined. Nu har jeg været i New York tre gange og hver gang er jeg kommet hjem, fuld af optimisme, håb og drømme om at jeg kan alt hvad jeg vil. Thoreau rammer min følelse lige i øjet. Det er New York for mig. Men det er ligesom om at det fader ud. Der sker ikke mere efter nogen tid. Bloggen her bærer et tilsvarende præg af det. Det som skulle ske, skete ikke. Okay, noget andet skete og det var bestemt også udmærket. Det havde sin nytte og det satte gang i en masse andet. Dengang troede jeg, at jeg var klar over, hvad jeg drømte om, men det viste sig at blive noget andet, der kom ud af det. Skibet stævnede ud mod en klar destination, og som en anden Columbus fandt jeg ikke Indien, men et helt nyt land. Pis også! Det er det som kaldes udvikling. Det kan måske nok være styret af mål, men målet kan vise sig at være et helt andet.
Okay, hvad er det Thoreau siger? Gå i tillidsfuldt i retning af dine drømme… Ja, det har jeg gjort. Det siger jo naturligvis ikke noget om hvad målet ender med at være. Jeg tror måske jeg frustreres over ikke at vide, hvad målet bliver eller skal være – eller hvad? Rejsen er det vigtigste. Så langt så godt. Det skal jeg tygge lidt mere over, det med at være til stede på rejsen, ikke at være til stede på rejsens mål.
Hvad siger han mere? Lev det liv du har forestillet dig… Og hvad er det så jeg forestiller mig mit liv skal være? Here comes: Forfatter, kendt for ordene, tankerne, reflekteret, nytænkende, ingen overvejelser om penge. Jeg vil gerne skrive en bog som bliver kendt for noget. Måske den bog som dannede selve grundlaget for bloggen. Den har et godt tema, men jeg skal lære at være til stede i dannelsen af bogen. Ikke af at den skal være en bestseller. Ikke skrive den med tanke på anmeldelserne. Hvis den er interessant i sig selv, så er resten lige meget. Så skriver den også sig selv. Selvom det måtte tage 10 år. Sådan er det med så meget andet. Det har jeg trods alt erfaret. Men hvorfor denne utålmodighed? Med alt muligt andet er jeg så evigt tålmodig, balanceret osv. Jeg vil ikke føle jeg spilder mit liv. Jeg føler et pres over, at livet er endeligt. Det kan jeg mærke. Også selvom det måske er 50 år derude et sted. Jeg kunne blive religiøs igen, tro på det evige liv? Hmm… Det ville koste mig min kreativitet og 50 år med kedsomhed og opslidende gerninger med noget jeg ville synes var dødssygt kedeligt. Det alternativ er ikke en mulighed. Det er prisen for troen på det dødelige liv. Jeg tror på et liv før døden. Live the life you’ve imagined. Den religiøse forestilling kan ikke leves. Kun forestilles.
Godt, problemet er ikke bogen, temaet, emnet, håbet, drømmene. Problemet er min utålmodighed og min rastløse jagt på anerkendelsen. Det er jo til at arbejde med. Et ord ad gangen. En tanke ad gangen. En drøm der leves. Nu. Ikke håbes på. Så bliver det jo næsten religiøst igen.