Raymond Franz og Samvittighedskrise

Samvittighedskrise. Jeg husker stadig, da jeg hørte titlen på bogen første gang. Jeg var i tjenesten med en ældste fra min menighed, Erik Andersen, og vi sad i bilen for at planlægge de næste besøg. Der var en stemning som i et kapel. Erik havde netop været med til at udstøde en række ældste for at læse bogen og fortalte mig om det med et tonefald jeg ikke havde hørt ham tale i før. Der var frygt og sorg i hans stemme. ”De havde alle sammen læst bogen”, sagde han, ”og nu var der ingen vej tilbage for dem”. Han var tydeligt rystet over, at en bog kunne få mænd i så høje positioner til nærmest fra dag til næste at vende hele deres liv og tro ryggen. Jeg var selv rystet. Hvordan kunne ældste, betroede mænd og gode eksempler falde for sådan noget? Jeg fornemmede klart, at der var noget særligt farligt ved den bog og det bekræftede mig i at Satan arbejdede med stærke våben. Nogle år senere fandt jeg selv et eksemplar af den på biblioteket, og den var nærmest elektrisk eller varm for jeg kunne ikke holde den længe. Læste indholdsfortegnelsen og dømte den ude; ’Det holder ikke. Det er bare en vred gammel mand, der kaster med smuds’.
Men sandt er det. Den fik stor betydning for mange menneskers liv. På godt og ondt. Og for mange Jehovas Vidner var den en kilde til frygt eller noget man valgte slet ikke at forholde sig til. Ude af øje, ude af sind. Efter min mening var det den bedste kritik af Jehovas Vidner, der indtil da og i mange år frem var blevet skrevet, og fordi den var skrevet af en person, der havde siddet til bords med Det Styrende Råd, Raymond Franz, kunne Jehovas Vidner ikke afvise de påstande den fremførte uden at være nødt til at komme med modargumenter. Netop det var en umulig opgave, for Franz beskrev en række forhold som de var. Han var ærlig, velunderbygget, saglig og – venlig – i sin beskrivelse af Organisationens medskyld i bedrag, uansvarlighed og dobbeltmoral. For de Jehovas Vidner, der læste bogen var det uigendriveligt. De kunne ikke længere se på deres overbevisning med samme autoritetstro øjne som før. Som Søren Jensen har udtrykt det; ’bogen slog benene væk under mig. Pang! Min tro røg ud i kloakken ligesom, når man trækker i en snor på et toilet. Så var den væk’. Sådan kunne den virke på en person, der i øvrigt var et overbevist Jehovas Vidne, og et højt respekteret medlem af sin menighed. Han troede, han kunne læse bogen og afvise den, når nu han og Jehovas Vidner havde sandheden om bibelen.
Oversat til dansk, gav bogen en helt anden tyngde i den kritik som Støttegruppen kunne rette mod Jehovas Vidner. Da man i Danmark fik kendskab til den engelske udgave fra 1983 var man meget ivrige efter at få den oversat til dansk og oversættelsen blev igangsat af Arne og Birte fra Juelsminde. I 1991 blev den udgivet på dansk. Poul Dal har udtrykt sin egen modtagelse af Samvittighedskrise på denne måde; ’vi var kritiske overfor Vagttårnet, men det var meget løst. Med Samvittighedskrise fik vi ligesom noget at have det i’. Og det var meget rammende, for den kritik som Støttegruppen havde rettet mod Jehovas Vidner hidtil var i høj grad baseret på personlige erfaringer og opfattelser af tingene, hvilket var let for Jehovas Vidner at gendrive som vrede enkeltpersoners frustrerede følelser. Den form for kritik var ofte en anledning for Jehovas Vidner til at forsvare sig selv, og det var let for dem at afvise den som ensidig.
Tilgængelig på dansk fik Samvittighedskrise afgørende indflydelse på mange hundrede menneskers forhold til Jehovas Vidner. Både troende, tvivlende, udstødte og udenforstående. Den gav de troende et handicappende stød, og den gav de tvivlende de svar de selv fornemmede svævede rundt omkring dem. De udstødte blev skarpere i kritikken og udenforstående blev meget klogere på hvilken organisation, der stod bag Jehovas Vidner. Og den gjorde Jehovas Vidner selv langt mere konsekvente overfor kritikere, tvivlere og frafaldne, og de nægter til denne dag at forholde sig officielt til kritikken.
Raymond Franz døde 2. juni 2010 og med denne artikel ville jeg gerne beskrive hans liv og betydningen af hans arbejde for Jehovas Vidner og udstødte i Danmark. Da jeg begyndte at skrive viste det sig, at jeg ikke kunne adskille ham fra Samvittighedskrise. Jeg har aldrig tænkt på ham i anden relation end den, idet jeg aldrig har talt om ham i anden sammenhæng end den. Men hans person og tilgang til Jehovas Vidner er bestemt en tanke værd og artiklen her kan i øvrigt også ses som en slags nekrolog.
Med et faktuelt ræs ser hans liv sådan ud: Raymond Franz blev født 8. maj1922. Han blev døbt som Jehovas Vidne i 1939 og blev Gileadmissionær i 1944. Efter at have tjent som rejsende tilsynsmand i USA blev han sendt til Puerto Rico i 1946 som missionær. Han var missionær i Caraibien i en årrække og som 37-årig giftede han sig med Cynthia og de var missionærer sammen indtil de i 1965 indtrådte i Betelfamilien i Brooklyn. Her bidrog han med både redigering og skrivning af artikler til ’Hjælp til Bibelforståelse’. I 1971 blev han medlem af Det Styrende Råd og i 1980 tog ham og hans kone orlov fra Betelarbejdet. I 1981 blev han udstødt for at spise sammen med et udstødt Jehovas Vidne. I 1983 udgav han bogen Crisis of Conscience (Samvittighedskrise) og i 1991 bogen In Search of Christian Freedom (ikke udgivet på dansk). I årene efter sin udstødelse var han aktiv i arbejdet med at udgive bøger og stiftede forlaget Commentary Press, som primært udgiver bøger, der er kritiske i forhold til Jehovas Vidner og forestår oversættelse af disse bøger.
Franz opgav aldrig sin kristne tro. Jeg ved ikke, hvad han i øvrigt beskæftigede sig med de senere år, men jeg ved, at han og hans bøger var en stor støtte for tusindvis af mennesker over hele verden.
Ud fra Samvittighedskrise at dømme var Franz et oprigtigt troende menneske, der arbejdede i kristendommens tjeneste som Jehovas Vidne. Han havde haft Jehovas Vidner tæt inde på livet fra 1. dag, da hans far blev døbt i 1913, og hans onkel Frederick Franz var en af koryfæerne blandt Jehovas Vidner, så det var Jehovas Vidners teologi, der var den dominerende for ham og den arbejdede han for at fremme. Imidlertid blev han mere og mere i tvivl om Vagttårnets legitimitet som den tro og kloge træl efter sin indtræden i Betelfamilien og særligt som medlem af Det Styrende Råd. Som han selv beskriver det, havde han svært ved at se, hvordan mange afgørelser truffet af Rådet kunne forsvares ud fra anerkendelsen af den kristne kærlighed og Franz pointerer meget rammende, hvordan kærligheden til organisationens regler er større end kærligheden til mennesker – eller til gud – fordi organisationens autoritet ikke må kunne drages i tvivl. Særligt friheden til kærlighed til gud og friheden fra regler er noget Franz beskriver i In Search of Christian Freedom, hvor han i forhold til mange Jehovas Vidner genfinder meningen med Johannes 8:32 om at ’I skal kende sandheden og sandheden skal frigøre jer.’ I denne sammenhæng bliver det friheden fra regler, fra forpligtelsen overfor en organisation og frihed til at tjene gud uden bindinger og under ansvar. Franz bevarer sin kristne grundholdning, anerkender Kristus som frelser, men har et meget bredt udsyn i forhold til kristendommen. På den måde har han hjulpet mange Jehovas Vidner med at bevare deres kristne tro efter, at de har forladt den overbevisning de havde som Jehovas Vidner.
Jeg er ikke selv kristen, men jeg synes, at det taler for Franz, at han formår at skelne mellem Jehovas Vidner, deres kristne teologi og kristendommens overordnede principper og forsvare de sidste. At han evner at kritisere Jehovas Vidners ubibelske dogmer og deres autoritære og teokratiske syn på en jordisk organisation og samtidig fremhæve kristendommens dyder som nogle der sagtens kunne dyrkes og blomstre blandt Jehovas Vidner, vidner for mig om en dyb, dyb kærlighed til de mennesker han har kendt blandt Jehovas Vidner. Hans grundholdning har været, at Jehovas Vidner har et godt motiv bag deres handlinger; de ønsker at elske deres næste, de ønsker at elske gud af et rent hjerte og i deres iver efter det, opstiller de en masse regler, der ender med at blive byrder, der slider mennesker op. Reelt er Franz’ kritik ikke et angreb på Jehovas Vidner og netop det gør ham til en af deres stærkeste kritikere.