Hypokondri og ekstremisme

I 1972 fandt man japaneren Shoichi Yokoi, der havde gemt sig i junglen i Guam siden japanernes overgivelse af øen til amerikanerne. Han havde nægtet at anerkende nederlaget og stak af ind i junglen for at fortsætte kampen derfra. Det gjorde han selvsagt ikke, men det var for stor en skam at komme hjem igen. At se nederlaget i øjnene magtede han ikke. Så hellere leve som eneboer i junglen i en hule. Langt fra civilisation. Han blev overrasket af nogle lokale, der overmandede ham og førte ham ud af junglen. Da han kom hjem til Japan sagde han, ’at det er med stor skam jeg er vendt hjem i live.’ Hans historie har fascineret mig siden jeg som 12-årig læste om ham i en krigsskildring i billeder, og jeg har netop fundet billedet af ham frem igen og læst lidt mere om ham til denne artikel. De var faktisk 10 soldater, der stak af ved nederlaget i 1944. De syv vendte tilbage og de to døde af sult og i de sidste otte år boede han helt alene i junglen.
Når jeg kommer til at tænke på ham var det i forbindelse med en række stærkt overbeviste mennesker jeg har kendt eller kender til og min oplevelse af dem har været, at de i deres frygt for at erkende at deres usårlige overbevisning og livssandhed ikke er helt så sand faktisk gør præcis det samme som Shoichi. De vender sig i anden forstand væk civilisationen, fordi de vender sig væk fra al fornuft, al rationalitet og nuancer og isolerer sig i et hjørne af ekstremitet i et forsøg på at dæmpe deres angst og fastholde deres verdenssyn. Herfra kæmper de deres enmandskamp evt. bakket op af sympatisører, der hjælper dem med at bekræfte at de har ret. Om nødvendigt stod de alene og døde i visheden om at de havde ret. At leve videre i visheden om, at de tog fejl ville være værre end døden og faktisk når de som mennesker og som personer ikke ret langt, fordi de bruger så meget energi på at fastholde deres verdenssyn og ikke formår at se verdens nuancer uden at brænde øjnene. Det er abstrakte vurderinger. Det kræver vist lidt kød og blod. Eksempel 1: min mor har en veninde der snart sagt altid har været syg. I øvrigt uden nogen diagnose udover dem hun selv kan stille ved at læse forskellige helseblade og den slags. Hun spiser et væld af medicin udskrevet fra helsekostbutikken og hendes børn får også et skud af et udvalg, for de fejler også en række ting. Symptomerne er mangfoldige. Lægen kan man ikke regne med i alt det her. Han udskriver jo bare syntetiske gifte og kan ikke hjælpe i øvrigt. Psykologer er åndelige kvaksalvere, der forskruet tror, at de med deres pseudovidenskab kan gøre folk raske. I samtlige af de jobs hun har haft har hendes chef altid været en idiot som ikke tænker sig om og som ikke tager højde for folks forskellighed. Når hun bliver fyret er det fordi han ikke vil indrømme, at hun har ret i sin kritik af ham – for det er typisk en mand – og ikke fordi hun har meget sygefravær. Jeg ved ikke hvad hun fejler og jeg har aldrig kendt nogen der spiser så meget medicin og som stadig er så syg. Mit bedste bud er hypokondri og/eller, at hun løber væk fra noget der belaster hende på sjæl og krop, men uanset, så synes jeg bestemt at sammenligningen med Shoichi er rimelig. Hun fastholder et meget negativt billede af verden og hun er vel nærmest den eneste der har forstået at handle retfærdigt og alle andre er imod hende. Eller i det mindste ligeglade. I det forbund er hendes børn naturlige arvtagere af den opfattelse og så længe de spiser medicin og lytter til mors timelange fortællinger om livets elendighed, så opretholdes hendes forestilling om verdens elendighed. Alt i mens forsvinder livet omkring hende og i hende. Senest er hun blevet tilkendt invalidepension, fordi hun formentlig har stresset sig selv uarbejdsdygtig. En psykolog fik endelig lov til at prikke lidt til noget. Ud fra hvad jeg ved om hypokondri er det en psykisk tilstand hvor man projicerer sin psykiske smerte over på legemet. Der er noget man ikke evner at tage hånd om – af den ene eller anden grund, men det er mere legitimt at være syg og måske også nemmere for en selv at tage nogle piller end at kigge indad. Og det er nøjagtigt det samme som hvad Shoichi gjorde. Han gemte sig i junglen, fordi han ikke magtede at se skammen og nederlaget i øjnene. Hellere leve i en forestilling om at krigen ikke er slut. Det samme med veninden. Hellere gemme sig bag en sygeseng og en masse medicin og vente på bedring rundt om det næste hjørne, og det næste, og det næste indtil man er hele vejen rundt om blokken for 117. gang. Ingen fremgang. Kun stilstand, men forestillingen om fremgang er der hele tiden. Fælles for dem begge er den totale mangel på evne til at tage hånd om egen situation og i stedet lade omstændighederne styre sig. Og en udtalt mistro til andre holdninger og opfattelser end deres egen.
Kunne man forestille sig at det var ekstremistens psykologi? At han sad mavedybt i følelser han ikke magtede at rede sig ud af og derfor fastholdt en række holdninger, der ikke kunne bøjes for at skabe en rolig kontinuitet i sit liv? At holdningerne blev et dække over en smerte og uforløsthed? Og for at bekræfte sig selv i det finder han ligesindede eller disciple, for jo flere man er om at mene det samme, jo mindre forkert er det naturligvis. Men i virkeligheden er han helt alene, for fællesskabet er kun forestillet. Hans følelser er kun hans egne. Holdninger kan deles, følelser kan ikke og udvikler hans følelser sig vil hans holdninger også tilsvarende gøre det og spørgsmålet er så om fællesskabet kan følge med ham. Gør han sig fri eller gør han sin ensomhed til den totale livsstil?