Viser opslag med etiketten The Point of No Return. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten The Point of No Return. Vis alle opslag

lørdag den 17. juli 2010

Friheden

Point of no return. PNR. Det er konceptet for bloggen. Og det har ført mig vidt omkring. Faktisk helt til mig selv. Spredt fægtning. Konkrete handlinger. Pludren. Small talk. Store tanker. Ligegyldigheder. Nået ud til andre ved bare at være mig selv. Wow – det sidste var faktisk noget af en mind breaker! Man kan ikke være noget for andre, hvis man ikke er sig selv. I det mindste er det ikke oprigtigt, men en leven op til normer. Efterligning af andre. Bevidstløst, bare følge mængden eller helt bevidst og velovervejet gøre noget andre har formuleret. I mangel af bedre svar hos sig selv er en andens svar en god autoritet. Det virker for en anden – så kan det også virke for mig. Camus har sagt, at et menneske uden karakter opstiller leveregler for sig selv. Camus har fat i noget, men jeg vil moderere det og sige, at et menneske som ikke har fundet sig selv opstiller andres regler for sig selv. I mangel af bedre. Uden noget ville man gå til grunde. Jeg har selv haft og har stadig andres normer hos mig. Sociologen fortæller mig, at det ikke kan være anderledes. Sådan er det at være menneske. Jeg accepterer at holde for rødt. Hver gang. At jeg ikke smasker når jeg spiser. At jeg ikke giver mig selv byttepenge i kiosken. Der er bare nogle ting, der gør det nemmere at omgås andre, men det er en hårfin grænse, hvornår man omgås andre i almindelighed og hvornår man underminerer sig selv, fordi man gerne vil undgå konflikter. Hvordan forvalter man den resterende frihed? Hvordan definerer man den resterende frihed, når hverdagens normer som før omtalt er siet fra? Hvor langt går min grænse? For der findes ikke En Grænse, der er helt tydelig. Der er masser af ingenmandsland. Nogen går der. Nogen går over Grænsen. Nogen kommer aldrig i nærheden af ingenmandsland. Tænk hvis man stødte på andre der også gik der og mente, at deres frihed var mere berettiget. Man skulle kæmpe uden normer. Det er frihed uden privat ejendomsret. Altid til forhandling. Altid et spørgsmål om smag. Respekt og hensyn. Arg egoisme. Den sidste rest af menneskets territorialdrift som samfundet ikke har taget monopol på at definere. Der er frontkæmpere og strategerne. Der er fodtudser. Der er dem der går med når minefeltet er ryddet. Der er dem der bliver derhjemme. Og hvad fanden er bedst at være? Hvad er jeg selv? Nåja. Det er en smagssag. ”At rejse er at leve”. Jojo, men er en erklæret hjemmefødning så død? Hvis man nu har det helt fint med at ’blive derhjemme’? Og det er vel netop dét! At man har friheden til at sige ’ja, jeg har det fint med ikke at være frontkæmper. Jeg er glad for at være til i al ubemærkethed.’ Men netop det at kunne træffe valget og vide med sig selv at det er rigtigt - det er der friheden er.

fredag den 21. maj 2010

PNR 4. side

Jeg var også en overgang politisk aktiv og mobiliserede en masse kraft på at holde det ud i strakt arm og afvise det som en ny sut. Det tror jeg heller ikke det var og jeg tror heller ikke at karateklubben var en ny sut, men som en ekskæreste sagde, så var der jo ikke noget mærkeligt i at finde fællesskaber og være en del af dem. Vi er jo mennesker. Vi er sociale. Ja, så enkelt var det vel i grunden, og jeg er jo bare den jeg er. Jeg socialiserer mig og blander mig med alle og enhver. Det gjorde jeg også på mit arbejde. Mine kolleger var den primære grund til, at jeg kom der. Kantinens mad den sekundære og et stykke nede af listen kom mit arbejde. Det havde intet med menigheden at gøre. Det var bare sådan det var. Det var sådan jeg var og med karateklubben accepterede jeg det og nød det. Det passede bare godt til mit temperament at være sammen med mennesker om noget, med mennesker der sagde mig noget. Menigheden havde været samlet om noget åndeligt. Bibelen. Gud. Radikal Ungdom om politik. Diskussioner. Og øl. Karate var… Ja, mennesker og krop og ånd uden at være åndeligt.
Klubben havde været en erkendelse for mig selv om, at det var i orden for mig at være en del af et fællesskab. Det opslugte mig ikke. Jeg tabte ikke jordforbindelsen her. Det kunne aldrig blive meningen med livet. I hvert fald ikke meningen med mit liv, men det gav mig en masse jeg ikke fik andre steder. Personlig udvikling, spændende venskaber, blå mærker. Og hvorfor skulle jeg også vurdere de fællesskaber efter ’meningen med livet’? Den ledte jeg alligevel ikke efter der, og der var vist heller ingen af de andre der gjorde. Men her lærte jeg at acceptere mig selv som det sociale menneske jeg rent faktisk er og godt kan lide at være. Endelig.
Karate var den meningsfulde del af mit liv. Mit arbejde den meningsløse, og det fungerede egentlig meget godt. Der var penge på kontoen, og jeg kedede mig ikke i min fritid. Jeg ventede på, at der skete noget. At der kom svar fra himmelen. Lod den ene dag tage den næste. Trænede noget mere. Svedte noget mere. En hel masse faktisk. Men så kom der grøde i vandene. Det skubbede til noget at jeg mødte Annette. Annette havde sagt sit gode og prestigefyldte job op. Var blevet skilt og havde købt en motorcykel og kørt gennem de amerikanske kontinenter for at lede efter sig selv. Hun følte sig ikke til rette i det hun var i. Var hun en inspiration? Eller var hun i virkeligheden the point of no return? Ét var sikkert for kort efter, at jeg havde mødt hende begyndte jeg at lede efter et andet job. Jeg havde bare manglet et spejlbillede. Det hele lå klart. Jeg var på vej væk nu, hvis ikke jeg havde været det hele tiden. Trådene skulle bare samles. Ordene formuleres. Tasken pakkes. Og lige pludselig begyndte det at gå stærkt. Jeg søgte jobbet. Blev kaldt til samtale og inden samtalen var overstået havde jeg sagt mit job op. Alt sammen på to-tre uger. Jobsøgningen var kun et symptom. Efter jeg havde fundet jobannoncen og besluttet mig for at søge stillingen sagde jeg til Annette, ’jeg er færdig med mit job. Det er slut nu’. Og det var faktisk mere slut end jeg havde regnet med lige der, men det var åbenbart en langsom død. Jeg skulle vænne mig til tanken. Acceptere følelsen hos mig selv at det var legitimt at gøre noget så uortodokst som at løbe af pladsen uden anden grund end bare at ville holde. Det stillede skarpt på mine forventninger til mig selv. Mine forventninger til hvad andre, min familie, mine kolleger mente om sådan noget. Jeg mødte i høj grad den holdning, at man velovervejet burde træffe den slags valg. Underforstået, ’Kristian, du har ikke truffet et velovervejet valg’. Men hvad betyder det i grunden? Jeg oplevede at det i den sammenhæng betød, at jeg burde have udpeget mig en ny sikkerhed når jeg forlod en anden sikkerhed. Man kan ikke bare træde ud i vandet uden at vide om man kan bunde. Kunne jeg bunde? Det vidste jeg ikke, men for at blive i billedet, så vidste jeg at jeg kunne svømme og holde mig oven vande. Og det var egentlig det vigtigste. Men det blev mig en interessant erfaring i hvor meget andre og også jeg selv fokuserede på sikkerhed. Sikkerhed, sikkerhed, sikkerhed. Frem for alt. Sikkerhed for hvad? Og til hvad?

tirsdag den 18. maj 2010

PNR 3. side

Obligatorisk morgenmad med kontoret og jeg fik et par bøger af mine kolleger. Nelson Mandelas ’Vejen til Frihed’ og en biografi om Obama ’Kometen’. Symbolikken var til at tage og føle på. Lidt senere kom en kollega forbi med en plade chokolade med passionsfrugt i. ’Følg din passion’, sagde hun, ’og tag det med det søde’. Jeg blev faktisk lidt skæv af al den symbolik og i det hele var det en god og lidt trist dag. Mine kolleger syntes jeg godt om og de syntes godt om mig. De var jo nærmest den eneste grund til at jeg mødte på arbejde hver dag. Men det nyttede ikke og da jeg gik ud af hoveddøren vidste jeg helt enkelt at jeg ikke kom tilbage. Aldrig mere. I snesjappet lurede foråret. Nu kunne det kun blive lysere tider og jeg gik mod stationen med en dyb indånding og et dybt suk. Aldrig mere bureaukrat. Men hvad så? Det vidste jeg ikke. Og reelt havde jeg jo ikke vidst det siden jeg blev kandidat. I studietiden havde jeg masser af ambitioner, planer osv. HR-konsulent i et internationalt firma og jeg skulle rejse verden rundt og give mit bidrag til CO2-regningen og se spændende steder og lufthavne og være en vigtig medarbejder ingen kunne undvære. Da jeg så endelig stod med eksamensbeviset i hånden… Ja, hvad så? Det havde været målet i sig selv at blive færdig viste det sig. Jeg vidste kun at jeg skulle have et job. Nej, jeg vidste kun at jeg var træt af at være på SU. Nu måtte der godt ske noget andet. Jeg indstillede mig på endnu en læreperiode. Ny venten på det der var godt. Til jobsøgningskurserne fik vi hele tiden at vide, at det første job ikke var drømmejobbet. Det skulle vi ikke forvente. Vi skulle være tålmodige. Få erfaring i det eller de første job. Så det gjorde jeg så. Det var altid nemmere at få et job når man havde et og med et job kunne man bedre se hvilke muligheder der var osv. Jeg kendte alle replikkerne. Men ikke at jeg overhovedet blev klogere af at gå på arbejde. Jo, jeg kom da til at vide en masse om ministerbetjening, excel-ark, evaluering, projektstyring osv., men det var som om det kun skabte opmærksomhed på de konkrete opgaver. Ikke på hvad jeg ville. Mit udsyn var aldrig klart. Altid grumset. Uklart og jeg lod stå til. Tænkte at svaret nok kom.
Jeg begyndte at gå til karate. Det var fedt at arbejde med kroppen på en helt anden måde end med fitness og løb og der var noget nyt jeg kunne lære. Bare med kroppen, og jeg begyndte at tale med min krop gennem cirkelspark og slag med masser af hoftebevægelse i. Det gav mig rigtig meget og jeg begyndte igen at udvikle mig, følte at jeg bevægede mig. Nu i kroppen. Hvor jeg før havde været åndsfokuseret og lært at læse i bøger og blevet kandidat i det, blev jeg nu kropsfokuseret og kunne se, at jeg ikke var ret meget længere end 2. klasse hvad det angik. Jeg skulle til at lære at spise med kniv og gaffel igen. Jeg ville gerne og min krop var bange for det og derfor gjorde jeg det endnu mere.
Karateklubben var en opvågnen til en fortid fra for længe siden. Fra min menighedstid. Efter den første træning vidste jeg, at det var noget for mig. Min krop var ustyrligt motiveret. Men der var også noget andet. Det var ikke slagsbrødre der gik der. Man trænede ikke karate for at slås. Man trænede med fokus på sig selv – og fordi det var nogle fede mennesker der gik der som sensei Casper udtrykte det over et par øl engang. Jeg havde studset lidt over hans første bemærkning til mig da jeg lidt nervøst ringede for at høre, hvornår der var træning; ’øh, jeg er altså ikke vant til at slå på nogen og den slags. Jeg er bare akademiker’. ’Jamen det er vi alle sammen. Du kommer bare.’ Det var de nu ikke alle sammen, men det gik hurtigt op for mig at det ikke var en klub for slagsbrødre og det gav mig endnu mere lyst til at blive der. Man kom hinanden ved, når man lige havde vist at man godt ville træne mere end et par gange. Det blev sådan her; træning 50%, det sociale 50%. Jeg kunne ikke bare træne for træningens skyld. Folk var fede og jeg blev accepteret, og jeg mærkede, at jeg faldt ind i en rolle som da jeg kom i menigheden. Snakkede med alle, godt humør og efter et års tid fik jeg også tilbudt en plads i bestyrelsen. Året efter blev jeg træner på børneholdet og det gik mere og mere op for mig at jeg jo nok var mere en del af klubben end jeg selv gik og tænkte om det. Siden bruddet med menigheden havde jeg været meget bevidst om ikke finde et erstatningsfællesskab. Det var ligesom tabu for så havde man ikke brudt med det i virkeligheden.

tirsdag den 11. maj 2010

PNR 2. side

I stedet for at sige helt op tog jeg orlov. Jeg fik et halvt års ’orlov uden løn til private formål’. Sådan lød beskrivelsen. Så kunne jeg komme tilbage til en stilling hvis jeg ombestemte mig. Ikke den samme stilling. Bare en stilling. Måske en meget god løsning, når jeg ikke vidste hvad der var i udsigt til mig. Og en meget god løsning at nævne overfor de skeptiske kolleger. De nikkede billigende når jeg fortalte det. Men det var ret interessant som jeg havde skubbet til et eller andet. Det var tydeligt at det ikke var noget man bare gjorde. Sagde op for bare at gå hjem. Flere af mine jævnaldrende kolleger roste mig for mit mod og sagde: ”Jeg ville ønske jeg havde dit mod. Jeg synes heller ikke mit arbejde giver mig noget. Jeg keder mig.” Men hvorfor sagde de så ikke bare op, når de selv kunne se det? Eller søgte noget andet? Hvad drejede det sig om? Eller levede de sig selv fuldt ud i deres fritid ligesom dem jeg havde arbejdet sammen med ved samlebåndet på Tulip? Snakken gik altid om hvad de skulle lave når de kom hjem. Ikke om hvad de skulle lave når de kom på arbejde i morgen. Det vidste vi jo alle sammen. Det handlede om at få penge til fritiden, til afbetalingerne, til børnene, til glæderne. Næh, sådan var mine kolleger jo ikke. De investerede mange kræfter i deres arbejde. Arbejdede over for at kunne nå det de skulle. Leve op til forpligtelserne. Være den dygtige og gode medarbejder man kunne stole på. Men de kunne ikke lide at gøre det?! Jeg studsede lidt over det og tog mig selv i det. Jeg havde jo ræsonneret på samme måde de sidste par år fordi jeg ikke selv anede hvad jeg skulle stille op og pengene var jo gode nok. Kollegerne en fornøjelse at være sammen med hver dag og kantinens mad var ikke sjældent det sidste skub ud af dynen om morgenen. Men nu kunne det bare ikke være anderledes. Jeg kunne godt se at jeg gav køb på en større sikkerhed i det daglige. En sikkerhed for i morgen og næste måned. Mest økonomisk faktisk. Jeg levede ikke i kraft af mit job. Det var ikke der jeg parkerede min selvbevidsthed eller følte jeg udlevede mine potentialer for nu at udtrykke nogle sentenser fra coachingfilosofien. Økonomisk tryghed og sikkerhed. Kunne det virkelig være så vigtigt? At jeg der så mig selv som meget åndeliggjort, som tænker, som reflekteret og al den slags i virkeligheden var materialist uden at eje noget særligt? Jeg var forbavset, men jeg var samtidig også klar over at det jeg søgte, det jeg manglede var frihed og lige nu, lige her, så skulle friheden købes på bekostning af sikkerheden. Men frihed til hvad? Frihed fra hvad? Ingen anelse og jeg gik og drømte om at skulle være konsulent og spekulerede over hvilken skjorte jeg skulle have på til jobsamtalen. Jobbet jeg alligevel ikke fik. Men med det job i udsigt var der udsigt til at arbejde meget mere med det jeg var god til. Jeg var sociolog. Jeg havde færdigheder. Jeg var håndværker. Jeg kunne lave analyser og evalueringer og ’håndtere store mængder data’ som jeg skrev i ansøgningen. Det var der jo også en sikkerhed i. Og en frihed til – endelig – at gøre det jeg havde læst i fem år for at lære. Det var jo det jeg var sat på jorden for at lave! Jeg gav mig til at indrette mig mentalt på at lave analyser og dataindsamling som jeg havde lært det.
Jobbet fik jeg så ikke og mine kolleger spurgte til hvad jeg så ville. Jeg havde søgt en lignende stilling, som jeg havde skrevet en meget halvhjertet ansøgning til. Reelt havde jeg taget den første ansøgning og rettet lidt til og sendt af sted. Svaret kom nogle dage senere. Ingen samtale herfra. Helt fint. Det gad jeg heller ikke kunne jeg mærke. Jeg vidste slet ikke hvad jeg ville. Jeg vidste kun med sikkerhed at jeg skulle have opsigelsesperioden overstået. Snarest. Min motivation var på et nulpunkt.
Endelig oprandt dagen, min sidste dag. Jeg havde set frem til den som havde jeg ikke haft ferie hele livet.

PNR 1. side

Mit point of no return indtraf, da det gik op for mig at jeg var nødt til at sige mit job op. Sige op. Ganske enkelt. I nogle uger var jeg begyndt at søge andre jobs. Kigge på ledige stillinger. Overveje hvad jeg egentlig havde lyst til at lave. Mit job som fuldmægtig i staten kedede mig. Det var ikke mig. Det havde det aldrig været og jeg havde vidst fra starten, at jeg aldrig fik det legendariske guldur og brev fra Dronningen i det system. Men et meget godt sted at starte som nyuddannet. Søde kolleger, fast arbejde og mulighed for at lære noget nyt. At gå på arbejde og fylde 37 timer ud er jo immervæk en bedrift. Så meget husker jeg ikke at have arbejdet da jeg gik på universitetet. Vi havde masser af fritid og masser af dårlig samvittighed over alt det vi aldrig nåede, alt det vi altid kunne læse ekstra. Der var altid noget… Men gnisten kom aldrig. Det fængede ikke. Det var ikke fagligt relevant og med udsigt til at mit arbejdsområde skulle gøres mindre udfordrende end det i forvejen var, med udsigt til at få større ansvar, meget større ansvar og det samme i løn, ja så var det bare det sidste søm til kisten. Den stod klar til at blive sat i graven. Salmerne var sunget på sidste vers. De stedsegrønne planter omkransede de sortklædte. Gruset knasede under lædersålerne. Min chef havde enkelt bekendtgjort da jeg fremsatte mit ønske om mere i løn, at sådan gjorde man ikke i staten. Fagforeningen var ellers med mig, bakkede mig op. Den kollega hvis område jeg overtog havde fået en markant større løn end mig. Men sådan gjorde man ikke i staten. Det var ikke noget personligt. Men tak fordi du gør det så godt. I virkeligheden ville mere i løn ikke have forandret min indstilling til mit job. Det var bare et signal om, at det ikke var stedet for mig. Jeg var på vej ud, på vej til noget andet. Jeg ville gerne lave noget jeg var god til. Det jeg var uddannet som. Sociolog. Masser af faglighed. Masser af metode. Analyser. Evalueringer. Udfordringer. Suk og dybt suk! Lad mig nu lave det jeg er god til!
Jeg skulle til samtale hos et lille konsulentfirma. Meget stolt over at jeg var blevet udvalgt blandt formentlig mange hundrede ansøgere. En god samtale. God kemi. Spændende opgaver. En no bull shit virksomhed som chefen sagde. Det var rigtigt. Lige min stil. De fandt en der var bedre. Han matchede 100%. Det forstod jeg med det samme. Al respekt for det. Sådan er spillet.
Da samtalen var aftalt sad jeg en aften og læste avisen og stemmen sagde, ’du skal sige dit job op’. Bare sådan. Det isnede af angst i hjertet og jeg blev våd i hænderne og skyndte mig at læse videre. Dét kunne jeg ikke bare gøre! Hvad med økonomien? Og hvad ville kollegerne sige? At jeg sådan sagde op uden at have noget andet? Og hvad ville familien sige? Hvad ville min far sige? Jeg så for mig at jeg ville blive udnævnt til dette årtis største tåbe og hånet for dumdristighed. Nej, det var ikke en mulighed. Jeg læste, men ordene blev i avisen. Nødvendigheden havde bidt sig fast. Jeg var nødt til at gå linen ud. Jeg kunne ikke blive der. Ikke ét øjeblik mere. Det var lige meget med økonomien. Så måtte jeg skylde i banken. Det var lige meget med kollegerne. Dem skyldte jeg ikke noget. Ikke det i hvert fald. Det var lige meget med far og de andre. Det var min fremtid. Ikke deres. Og uanset for og imod, så måtte jeg bare stoppe. Stoppe nu. Alt andet var ligegyldigt. Jeg var ved at gå til. Det var tydeligt. Noget nyt skulle til at ske. Det lignede noget jeg havde gjort før. Noget af en lignende karakter. Denne gang var jeg bare med i det selv. Det var konkrete overvejelser og følelserne kunne jeg gennemskue. Men hvad skulle jeg tage mig til? Jeg havde kun én fugl på taget. Samtalen med det lille konsulentfirma kendte jeg ikke noget til udfaldet af. Jeg bildte mig ind at jeg fik jobbet. Sådan måtte det være. Det blev min redningskrans en tid. Min forklaring til mig selv. Og så kunne jeg fortælle at det var hvad jeg havde i udsigt. Og så tog jeg en dyb indånding og bad om en samtale med min chef. Sagde det helt enkelt. ’Jeg vil gerne sige mit job op’. Og så var det sagt og verden stod der stadig. ’Jeg kan kun respektere det. Men jeg kan ikke sige tak.’ Hun smilede. Nej, tak duede ikke. Med ansættelsesstop og fyring på vej, så var det skidt for hende. Det vidste jeg godt, men med et slag havde jeg forandret min dagligdag og vundet en masse respekt hos mange kolleger. Andre så skeptiske til. Meget skeptisk. Nogle tænkte deres. Det var der ingen tvivl om. Men det var okay. Jo flere gange jeg fortalte historien jo mere rigtig blev den. ’Hvorfor har du sagt op? Hvad skal du lave?’ Og jeg kunne enkelt svare at det ikke længere var det jeg ville. At jeg bare skulle holde og så søge jobs hjemmefra når det kom så vidt. Og det var det rigtige at gøre. Det føltes på intet tidspunkt forkert. Jeg spekulerede ganske vist over om jeg var for konsekvent. Om jeg brændte unødige broer. Tjah.

mandag den 19. april 2010

Disposition, kommentarer modtages

Disposition 19.04.2010
Jeg tænker nyt. Nej, jeg tænker videre, jeg reviderer og jeg vil meget gerne have jeres respons på det. Så kom med alt hvad du tænker. Just do it. Censur er forbudt.

Indledning
Her fortæller jeg om min baggrund for at skrive bogen. Mit eget PNR, hvad PNR betyder og så videre. Bare for at komme i gang. Jeg giver også indblik i, hvad jeg tænker om PNR, forskellige former for PNR. Så vidt jeg kan se på nuværende tidspunkt er der tale om PNR på individuelt niveau. Jeg talte først om PNR på tre niveauer, men jeg tror det er bedst at begrænse det til ét. I det mindste fastholde fokus på ét lige nu. Det bliver det individuelle. Menneskers personlige historie. Det der rører os.

Omvendelsen
Dækker over flere ting, der har det til fælles, at personen villigt træder ind på en ny vej. Det er nødvendigt og kan bare ikke være anderledes. Som jeg har skrevet en hel masse om og vedkommendes erkendelse er det afgørende. Her kan nævnes den forelskede, den religiøst omvendte, den politisk vakte, den aktivistisk vakte, den sportsligt vakte, personen i midtvejskrisen/panikalder mv.

Dødsattesten
Lyder værre end det kan være, men er det også. Det er det nye perspektiv og tak til Claus. Her er mennesker tvunget til PNR. Det kan være den fyrede, den invaliderede, den sygdomsramte med reduceret levetid, den efterladte ved dødsfald/skilsmisse. Hensigten er her at sætte fokus på, at man kan tvinges ud i nye erkendelser, tvinges til at tage stilling til nye forhold og hvad de gør. Mennesker vokser, mennesker går til grunde. Dem der skal dø sætter sig og tuder eller lever intenst og målrettet i bevidstheden om døden.

Korsvejen
Har man sagt A må man også sige B. Nogle valg kan bare ikke gøres om og det kan man ikke altid vide før et stykke tid efter, men man kunne have valgt anderledes på et tidspunkt. Mennesker der får børn finder ud det efter 9 måneder. Markant forandret virkelighed. Ingen bytteret på bebsen. X-factor-vinderen gjorde sig nok heller ikke klart, hvad det førte med sig at vinde, da han gik til audition. Dette punkt er ikke tænkt færdigt. Måske holder det. Måske ikke.

At gå linen ud
Hvad gør man, hvis man finder sig selv efter PNR? Lev livet fuldt ud. Et afsnit om overvejelser man kan gøre sig. Hvad gjorde andre? Sammendrag af bogens erfaringer. Fokus på afgørende handlinger osv. Heller ikke gennemtænkt.

søndag den 18. april 2010

Tvunget PNR

Og så var der fødselsdag i går. Min egen for at være mere præcis. En god dag, der gik op i karate på en anden måde end den, der giver blå mærker. Fedt. En god klub og med fest om aftenen. Vupti! Så blev det også en slags fødselsdagsfest uden, at det egentlig var det. Nå, men flere har læst min blog og Claus fortalte mig om, at han var blevet grebet af tanken om at overveje, hvad man egentlig skulle med sit (arbejds)liv. Og så introducerede han PNR fra en anden vinkel. Tvunget PNR. Godt så. Kan man det? Hans historie var denne, at hans firma var blevet nødt til at fyre en større hærskare af ansatte. Han var så en af dem. Lige pludselig kunne han heller ikke se sig tilbage. Broen var også brændt, men det var ikke en del af hans egen proces. Nogen havde brændt den for ham. Men det havde fået ham til at tænke mere indgående over, hvad der egentlig var meningen med at arbejde. Nej, meningen med hans arbejde. Meningen med at han arbejdede, at han gav 37 timer af ugen, dagens bedste timer i bytte for penge, søde kolleger og et relativt meningsfuldt job. Var selve jobbet i virkeligheden meningen med det liv? En af hans venner var også blevet fyret og havde fået et nyt job i løbet af 20 minutter og hang hele tiden i røret; ”har du fået et job? Kom så af sted og søg noget!” Han ringede hele tiden. Claus var tilbagelænet og syntes egentlig det fungerede meget godt uden job. Eller måske rettere, uden dét job. Eller måske mere præcist, uden ham i dét job. For helt ærligt, når man lægger 37+ timer om ugen i et job, så vil det da være rart, at det er noget, der virkelig kan få en op af sengen om morgenen. Claus havde det rart med at blive liggende i sengen lige nu. Jeg kender det selv. Fantastisk at kunne stå op til at skrive blog, at skrive bog, at være sammen med fede mennesker. At være herre i eget hus. Det er til gengæld ikke noget, der giver kroner på kontoen…… Som JV havde vi tit gavn af at tænke på ordene i Mattæus 6:33; ”Bliv da ved med først at søge Riget og alle disse [materielle] ting vil blive givet jer i tilgift.” Frit fra hovedet. Jeg har ikke været henne og slå før ordene blev skrevet. Det gjorde jeg så og der står helt præcist: ”Bliv da ved med først at søge riget og hans retfærdighed og alle disse [andre] ting vil blive givet jer i tilgift.” Imponerende nok og sjovt nok at jeg ikke husker det med ’hans retfærdighed’. Logikken var naturligvis, at når man gjorde det rette i åndelig forstand, så skulle man ikke bekymre sig om basale fornødenheder. Vers 34 lyder i øvrigt sådan her kan jeg se, når jeg tilfældigvis læser videre: ”Vær derfor aldrig bekymrede for dagen i morgen, for dagen i morgen vil have sine egne bekymringer. Hver dag har nok i det der er dårligt den dag.” Og det er vel i virkeligheden det det handler om når vi har et job; at vi tjener penge til at klare i morgen, at vi sparer op til pension, at vi sikrer at vores børn kan klare sig. Forsikring, forsikring, forsikring. Og for hvad? Vi er åbenbart latent usikre. Det må være konklusionen på det.
Jeg har det som ham der skrev ’Bibelen uden gud’. Den er god at få forstand af og som kulturbærer umulig at komme udenom, men at bringe gud ind i det gør ikke noget godt. I det mindste ikke hvis man vil belære andre om gud. Gud er en personlig sag, som man kun kan tale om for sit eget vedkommende, ligesom passionen for at samle på frimærker eller for at skrive en bog. Og så synes jeg faktisk heller ikke der er så langt fra PNR til gud. Det er to alen af et stykke. Shit, det kan være farligt at skrive. Nu tror folk at jeg er religiøs. Make of it what you want. Jeg skriver bare hvad jeg tænker om det her i øjeblikket og jeg har stof med mig fra dengang. Det er også mig.

torsdag den 15. april 2010

Det bliver helt sikkert en bestseller! (PNR 2)

Fortsættelse følger og nedenstående er i direkte tråd med det sidste indlæg:

Jeg har en bestseller i det her stof. Jeg kan ikke længere se mig over skulderen og længes tilbage som fuldmægtig i staten hvor jeg producerer et velsmurt bureaukrati af ministerbreve og implementering af EU-lovgivning. Som en anden forelsket kan jeg slet ikke tie stille med at fortælle andre hvad jeg har planer om. Ideen fænger hos de fleste. Det giver blod på tanden. Jeg ser overskrifterne på The New York Times, når den engelske oversættelse rammer Amazon. Og måske skulle jeg til en begyndelse starte med at skrive? Der er noget der, der lyder rigtigt. Det begynder jeg så på, men hvordan starter man på en bestseller? Jeg finder et par af dem ned fra hylden. Hvordan gjorde de? Det går op for mig at de nok ikke har tænkt så meget over, at det var det de lavede, selvom de virker sådan på mig. De virker levende og personlige i deres stil. Engagerede. De vil fortælle noget, der ligger dem meget på sinde og de ved hvad det er. Hmmm… Et citat fra Sylvester Stallone – af alle – popper op i hovedet på mig; ”Du bør kun efterstræbe et mål, som du om nødvendigt også med fornøjelse ville gøre gratis. For at opnå succes er du nemlig nødt til at følge din passion.” At tænke på en bankkonto med fede sorte tal skaber ingen motivation. Snarere desperation. Det mærker jeg med det samme. Blindgyde. Stallone har ret og hvad er problemet i grunden? Der er masser af motivation i stoffet. Det er vildt spændende og hvis alternativet er at vende tilbage til en stilling i staten, så er den bro brændt ned for længst. Det er jo bare at gå i gang og så lægge ambitioner og kritikere på hylden. Emnet er ligetil, det er spændende og hvad mere er, jeg er ledig og har masser af tid til at arbejde med det.
Jeg laver et udkast og lægger ud med den ultimative og klassiske PNR, forelskelsen. Skriver en side om en fyr der er forelsket. Han findes ikke virkeligheden, i det mindste ikke hvad jeg ved af. Manden er søbet til i romantik og roser og hvide kronblade der rykkes af utallige bellisser, elsker, elsker ikke, elsker… Fra at have været den ordinære studerende, der har fritiden fyldt op med politiske aktiviteter og overvejelser om hvor langt SU’en rækker sidst på måneden er hans tanker og følelser pludselig fyldt op med hende. Hun er over det hele og han kan slet ikke forstå, hvordan han nogensinde meningsfuldt har kunnet trække vejret uden, at hun fyldte op i hans tanker. Ewan McGregor synger det på denne måde i Moulin Rouge;

Suddenly the world seems such a perfect place
Suddenly it moves with such a perfect grace
Suddenly my life doesn't seem such a waste
It all revolves around you

Og sådan er det for Paul, som jeg nåede at kalde ham. Han er uigenkaldeligt bortrykket til en dimension af ekstrem ensidig fokus på denne bestemte person. Kan han gå tilbage til det halvgrå liv som studerende? Nej. Har han lyst? Heller ikke. Han har kun lyst til at tænke på hende, være sammen med hende, røre ved hende, gøre ting sammen med hende. For at være sød lod jeg hende være forelsket i ham også og jeg kaldte hende Marietta. De var faktisk rigtig søde sammen. Jeg så dem for mig i solskinnet i foråret. Masser af grin og smil og søde mennesker, der dansede med hinanden i hånden over en blomsterbesået eng. Min farfar havde det billede hængende.
Idéen holdt og som beskrivelse af PNR fungerede forelskelsen rigtigt godt. Det var hovedet på sømmet og hammeren sad knaldgodt. Sprogligt var det lidt dødt. Noget var i vejen. Jeg valgte at lade være det være og gå videre. Bare at få skrevet noget og så kunne jeg altid justere det. Men det nagede mig. Når jeg læste den nye tekst igennem havde jeg ikke lyst til at læse afsnittet med forelskelsen. Det virkede for kunstigt. Jeg ville ikke være ved det. Jeg kom heller ikke ordentligt i gang med emnet syntes jeg. Lige pludselig gik der ambitioner og selvkritik i det. Jeg padlede i smult vande og stødte på bunden hele tiden. Jeg fik ikke skrevet noget.
Som en midlertidig løsning besluttede jeg mig for at metaskrive. Skrive om at skrive og mest af alt, skrive hver dag. For et par år siden havde jeg oprettet en blog og udover den gode vilje og en formålsbeskrivelse var der aldrig sket mere. Den havde haft 15 hits. Jeg talte for de 14 for at se, hvor mange der havde været forbi og så havde jeg droppet det. Nu gav det mening at dele ud af mine frustrationer og at holde mig selv varm i cyberspace. Jeg besluttede mig for at være ærlig, og hvis jeg var bange for at publicere noget skulle jeg gøre det. Det var en del af skriveterapien. Det skulle bare handle om mig og om at skrive. Og der var masser at skrive om og det var vildt forløsende bare at skrive om alle problemerne og der var åbenbart meget der trængte sig på. Jeg bekendtgjorde min debut på facebook. Så kunne mine venner læse med, mest for tanken om, at nogen læste med. Efter et par dage var der to der spurgte om det samme og sagt med Rafals ord:
”Hmm, Molbo, hvad har du gang i:)? Du skriver godt, jeg har også overvejet mange gange at skrive en bog og der er noget jeg gerne vil skrive om en dag. Derfor kan jeg godt forstå dig. Men sig nu mig for pokker, hvad skal du skrive om? Hvad kommer din bog til at handle om? Sig nu bare et par stikord. Hils kæresten:). Knus, Rafal”
Jeg bed mærke i det med, at jeg skrev godt. Og så kunne jeg godt se, at der måske kunne være en ide i at dele de konkrete tanker om PNR med læserne. Involvere dem. Jeg havde en vis frygt for at blive kopieret og kigget over skulderen, men hvorfor egentlig? I karateklubben havde Nils foreslået det samme, da jeg fortalte om min blog. Jeg så tegnene i himmelen. Og så gjorde jeg det, lavede et oplæg om bogens koncept på bloggen.

onsdag den 14. april 2010

Nu er den her!

Vupti. Så var det her. Jeg troede ellers at jeg var gået i seng igår og så måtte jeg stå op igen og på en times tid var det her skrevet. Jeg føler mig sikker på at det skal være formen og nok også indledningen. Giv endelig kritik. Kommentarer modtages med kyshånd:

Mit point of no return indtraf, da det en aften gik op for mig at jeg var nødt til at sige mit job op. Det var bestemt en grænseoverskridende tanke. Jeg lagde den fra mig. Fandt avisen frem igen. Tanken kom tilbage. Sådan måtte det være. Jeg var nødt til at sige det. Sige til min chef, at jeg ikke længere skulle være ansat. At jeg sagde op. Jeg blev syg af at være der. Jeg kedede mig og det var ikke særligt udfordrende og det havde det ikke været længe. En evig kamp at stå op hver morgen. Jeg var ikke klar over, at det var et PNR. Ikke dengang, men jeg vidste bare, at jeg nu ikke længere kunne være der, at dagene var talte. At tænke på at det skulle fortsætte duede bare ikke. Det gjorde mig træt ind i marven bare at tænke det. Det måtte stoppe også selvom jeg ikke havde noget andet job at springe over i.
Jeg sagde det til min chef, til mine kolleger. ”Hvad har du fået? Hvad skal du lave?” ”Jeg har ikke fået noget andet, jeg skal bare holde.” De forstod det ikke. Forsøgte at tale mig fra det. Jeg gik fra en fast stilling under gode arbejdsvilkår, sagde et fast job op uden at have noget andet i en tid, hvor arbejdsløsheden steg og udsigten til at få job som akademiker ikke blev nemmere. Prisen for at blive tilbage forekom mig at være meget højere end den pris jeg skulle betale for at holde. Det drejede sig ret beset først og fremmest om at gå fra en pæn løn til dagpenge + at mit CV ville få et hul. Det kunne være meget værre. Det var kun overfladiske værdier. Sådan oplevede jeg det.
Halvanden måned senere havde jeg min sidste dag og sagde pænt farvel til mine kolleger. De gav mig Nelson Mandelas ’Vejen til frihed’ og en biografi om Obama, ’Kometen’. Det rammede det pænt ind. Sagde det hele. Jeg havde fået min frihed. Nej, jeg havde taget min frihed. Jeg kunne ikke gå tilbage på vejen. Jeg kunne ikke længere se mig selv i en stilling som den. Noget andet måtte ske. Hvad det var, vidste jeg ikke. Jeg fandt nok på noget. To dage senere dumpede det ned. Som fra himmelen. Jeg skulle skrive en bog. Det jeg altid havde drømt om, men aldrig rigtig havde haft nogen virkelig god ide til. Nu var den der. Puff. Bare sådan.
Min kæreste og jeg havde nogen tid tidligere diskuteret om holocaust havde været uafvendeligt, om jøderne selv kunne have sagt fra inden de gik frem til en massenedskydning, inden de gik ind i gaskammeret. Jeg mente, at tingene var spidset til i en sådan grad, at det ikke var tænkeligt. Det kunne muligvis være afværget nogle år før, men ikke da beslutningen først var taget og militæret og bureaukratiet og de rette højtstående enkeltpersoner var indstillede på, at det skulle ske. Forud var gået år med almindelig antisemitisme, et regerende parti, der uimodsagt udråbte jøderne til at være hele Tysklands problem og som med lovgivning gjorde dem til andenrangsborgere, andenrangsmennesker. Ingen havde protesteret nævneværdigt og man motiverede jøder til at emigrere. Finde andre steder at bosætte sig. Jøderne var vant til bøje nakken og ride stormen af. Gøre som der blev sagt. Det civile had kulminerede med Krystalnatten, legitimeret af partiet, udført af de partitro, accepteret af de fleste. Med udbruddet af krigen ændrede scenen sig. Deporteringer og mord blev legitimeret i en markant anden målestok. Krigens moral trådte i kraft og tyske jøder blev deporteret til Polen alt i mens, at Polens jøder blev ghettoiserede. Det nu tyske Polen fik et problem med sygdomme, underernæring og lokal overbefolkning, hvor jøderne var stuvede sammen. Noget måtte gøres. Nu. Under de gældende omstændigheder blev den mest nærliggende og naturlige løsning på problemet simpelt hen at gasse jøderne. Det havde man haft succes med i Tyskland hvor de handicappede under eutanasiprogrammet var blevet slået ihjel på denne måde. Hvorfor skulle jøderne betragtes anderledes? Metoden fungerede endda godt. Og sådan blev det. Man skalerede bare størrelsesordenen op. Tyskland havde et effektivt bureaukrati, der enkelt foretog de logistiske foranstaltninger og systematiserede arbejdet. I den anden ende stod en beredvillig håndfuld soldater og slavearbejdere. Vejen var banet og i løbet af fem år var seks millioner jøder blevet slået ihjel. De fem millioner ved gasning. Kunne det vendes, da først beslutningen var taget? Det blev det ikke. Tyskland måtte nedkæmpes militært før det sluttede. PNR var indtrådt og herefter var der ingen mulig vej tilbage og prisen for at standse det skulle blive meget høj.
Det skulle min bog handle om! The Point of No Return. I løbet af tre kvarter kunne jeg skrive en disposition til bogen med tilhørende stikord og forskellige måder rent konceptuelt at gribe det an på. Her var der noget med bid i. Det var spændende, det var relevant og først og fremmest var det motiverende. Jeg kunne se det i tre overordnede afsnit; PNR på individuelt niveau; PNR på gruppeniveau og PNR på samfundsniveau. På individniveau var jeg selv, selvom jeg med det samme vidste, at det ikke skulle handle om mig. Jeg kunne med det samme tænke på 9/11-bomberne, Bernard Madoff, religiøst omvendte, radikaliserede mennesker, mennesker på skilleveje. Vi havde noget til fælles. På gruppeniveau var….. mens jeg på samfundsniveau så for mig, hvordan folkemord, finanskrisen, iPod’en, Windows havde noget til fælles. Og sikkert meget mere. Det var bare min brainstorm om det.

tirsdag den 13. april 2010

Maries PNR

I grunden kan jeg jo ligeså godt fortsætte; jeg skrev med Marie, der nysgerrigt spurgte, hvad bogen skulle handle om og så fortalte jeg det så. Det nævnte jeg også i sidste indlæg. Jeg fortalte så i korte vendinger på det personlige niveau og på samfundsniveau. Marie tog det til sig lige med det samme og fortalte om sin egen historie. Hun havde arbejde i Københavns bedste børnehave, elskede sit job som pædagog og en dag kunne hun bare ikke holde det ud mere. Det kom bare ud af det blå. Hun læste videre, blev cand.scient, blev den første akademiker i familien, og har nu det bedste job hun kan tænke sig med sin nye uddannelse. Voila! Hendes tanke efter/pga./forud for PNR var, at der måtte være mere i livet for hende. Hun kunne heller ikke se sig tilbage over skulderen og blive ved med at beholde sit elskede job i byens bedste børnehave for sådan så det bare ikke ud mere. Hun havde ændret holdning til sig selv og til sit job og til det at have et job i øvrigt og være ledig osv.
Jeg synes det er vildt spændende at der sker sådan noget i menneskers liv og jeg blev vildt motiveret til at skrive om det og det må jeg også godt for Marie. Det er motiverende, fordi det gør temaet og emnet for bogen levende og jeg kan se, at jeg kan krydre det hele med rigtige menneskers historier. Eller rettere, mennesker der er rigtige for mig. Jeg kommer nok også til at have en dialog med Mohammad Atta der uden tvivl også har haft sig et PNR (jatak, mere end én gang vist…) og med forskellige kamikazepiloter. Nok en noget ensidig dialog, men så kan jeg jo sige hvad jeg vil:) Nåh nej, ikke hvis I vil være deres stemmer!

Indskudt; for der kom en opdatering fra Marie, mens jeg sad og skrev her. Jeg klipper lige ind:
”… jeg kan mærke, at det er vigtigt for mig at pointere noget, der ligger i tråd med hvad du tidligere skrev; ”At vende om er ikke muligt uden enorme omkostninger”. Nej det kan der være noget om, men at gøre det jeg MÅTTE gøre har også haft store omkostninger. Men det er helt sikkert at hvis jeg ikke havde gjort noget havde det kostet på livskvalitet kontoen, og jeg var helt sikkert blevet et super surt menneske. Det har virkelig ikke været noget jeg bare gjorde sådan lige vupti.”
Hvad siger I så? Jeg synes det er en god pointe at få med, at det at nå et PNR også kræver store omkostninger. Det havde jeg ikke lige overvejet, men det er jo virkelig sandt! Man vil jo i en anden forstand lave verden om og det koster også. Men det KAN bare ikke være anderledes. Sådan må det være. Og som hun videre skriver: ”Jeg spekulere på om omkostningerne ved ikke at gøre det er mere enorme end omkostningerne ved at gøre det?” Er det ikke sådan det føles? Hvordan føltes det for Mohammad Atta? For kamikazepiloten? Jeg er sikker på at de mente at deres indsats var bedre og mere end hvis de lod være. Marie, det er for fedt. Det giver noget ekstra på den her konto og du er ikke død ligesom de andre jeg taler om. Du er sprællevende og det giver et menneskeligt blik der er supergodt.

The Point of no Return (PNR 1)

Bloggeren har debuteret. Big time. Det funger det her. Over al forventning. Det er mærkeligt at konstatere, at det der skal til er, ja gæt engang, reaktioner. Det var jo ikke derfor jeg lagde ud til at starte med, men at lægge sig selv ud, det giver dønninger i brændingen. Og jeg skriver jo for at nogen kan læse med. Hmmm… Jeg gør det, jeg deler med jer, hvad det er bogen skal handle om. Jeg kan mærke, at det bliver levende på en helt anden måde, hvis jeg gør det. I går skrev jeg tilfældigvis med en om bogen og hun forstod det med det samme og brugte mine begreber til selv at beskrive nogle episoder i sit liv. Meget spændende og med andre nuancer end jeg selv lige havde tænkt på. Interaktion. Det kan der komme et meget bedre produkt ud af end jeg selv kunne komme frem til. Det bliver ikke ensomt at skrive. Det bliver måske endda en udfordring at lukke døren og finde roen frem. Nå, ro på. Et skridt af gangen. Vær her, vær her lige nu.
Men beslutningen er nu taget. Interaktionen må foregå og den må foregå med jer. Jeg deler villigt ud og jeg tror næsten jeg vil sige af alt. Den får lige lov at stå lidt. Det lyder også af meget. Tør jeg det?
Nå, men i hvert fald og for at starte; Rafal og Faust kommenterede og var begge to ivrige efter at få noget at vide og med Nils’ idé oven i hatten, så er det sådan det bliver. Så hvad handler det om? Arbejdstitlen er ’The Point of no Return’ og fra nu af bare PNR. Idéen kom faktisk til mig i løbet af et øjeblik. Da jeg om fredagen havde sagt farvel til mine kolleger kunne jeg om søndagen skrive en disposition til en bog på en halv time/tre kvarter. Vupti. Det måtte have noget på sig. Ideer har jeg haft masser af, men aldrig så sammenhængende. Det måtte jeg forfølge. Tanken om PNR kom sig egentlig af en diskussion jeg havde med Annette om holocaust på et tidspunkt. Jeg mente, at det gav mening at tale om at en hel masse faktorer til sidst og ufravigeligt kun kunne ende med folkemord. Først den almindelige antisemitisme, så et regerende partis italesættelse af en nations lidelser pga. jøderne, så en juridisk implementering der gjorde jøder andenrangsborgere og –mennesker. Sideløbende hermed var der en regelmæssig smædekampagne og en opfordring til jøderne om at emigrere. Civilt kulminerede det med Krystalnatten i 1938 og med krigen kunne deporteringen begynde. Polen blev oversvømmet med jøder. Hvad skulle man reelt gøre med dem? De var et problem. Også i Polen. Svaret kom fra erfaringerne fra eutanasiprogrammet, hvor man havde gasset de handicappede. Man skalerede det bare op og flyttede det til små lejre i afsidesliggende områder af Polen. I det øjeblik man traf beslutningen om gasning, var det PNR. Uafvendeligt. En række statslige og militære institutioner var indrettet på dette foretagende og de nødvendige højtstående personer billigede det og motiverede det. Det kunne ikke vendes om igen, da det først var sat i gang. Det fik sin egen logik, på tværs af de enkelte tyske soldaters følelsesmæssige reaktioner på myrderierne. Der måtte et militært nederlag til for at stoppe det og så var krigen i øvrigt ikke ført af de allierede for at redde jøderne fra et folkemord.
Man kan naturligvis diskutere, hvornår PNR indtræffer i dette tilfælde og kommentér det endelig. Min pointe er bare, at en række begivenheder og holdninger får sammenfald og skaber en trend, en bevægelse der, når først den kører, ikke kan stoppes uden meget store omkostninger. Diskussionen med Annette var så anledningen og det, der røg i min disposition den navnkundige søndag var, at man kunne anvende princippet om PNR på både et individuelt niveau, på gruppeniveau og på samfundsniveau, hvor holocaust vil være at finde. På det individuelle niveau kan de fleste af os finde os selv. Når man er forelsket f.eks., eller mig selv der fandt ud af at jeg bare var nødt til at sige mit job op. Fra da af kunne jeg ikke blive der længere. Det var bare nødt til at få en ende. Jeg tænker selv på at beskrive den forelskede, den religiøst omvendte, kamikazepiloten og personen der skifter job/ægtefælle/osv. på det personlige niveau. På gruppeniveau er jeg ikke rigtigt kommet på noget godt endnu, mens jeg på samfundsniveau kan nævne holocaust (eller et andet folkemord for den sags skyld), finanskrisen, iPod’en.
Det er tankerne så vidt og jeg har skrevet lidt frem og tilbage om kamikazepiloten og de forskellige faktorer, der leder frem til at man ender med at træffe et så radikalt valg. Min tanke er, at man kan skitsere de faktorer, der som bække, der flyder til en flod, ender med at løbe med så hastig en fart og så meget kraft at det bliver PNR. Kommentarer er velkomne. Nu er oplægget lagt frem.