onsdag den 14. april 2010

Nu er den her!

Vupti. Så var det her. Jeg troede ellers at jeg var gået i seng igår og så måtte jeg stå op igen og på en times tid var det her skrevet. Jeg føler mig sikker på at det skal være formen og nok også indledningen. Giv endelig kritik. Kommentarer modtages med kyshånd:

Mit point of no return indtraf, da det en aften gik op for mig at jeg var nødt til at sige mit job op. Det var bestemt en grænseoverskridende tanke. Jeg lagde den fra mig. Fandt avisen frem igen. Tanken kom tilbage. Sådan måtte det være. Jeg var nødt til at sige det. Sige til min chef, at jeg ikke længere skulle være ansat. At jeg sagde op. Jeg blev syg af at være der. Jeg kedede mig og det var ikke særligt udfordrende og det havde det ikke været længe. En evig kamp at stå op hver morgen. Jeg var ikke klar over, at det var et PNR. Ikke dengang, men jeg vidste bare, at jeg nu ikke længere kunne være der, at dagene var talte. At tænke på at det skulle fortsætte duede bare ikke. Det gjorde mig træt ind i marven bare at tænke det. Det måtte stoppe også selvom jeg ikke havde noget andet job at springe over i.
Jeg sagde det til min chef, til mine kolleger. ”Hvad har du fået? Hvad skal du lave?” ”Jeg har ikke fået noget andet, jeg skal bare holde.” De forstod det ikke. Forsøgte at tale mig fra det. Jeg gik fra en fast stilling under gode arbejdsvilkår, sagde et fast job op uden at have noget andet i en tid, hvor arbejdsløsheden steg og udsigten til at få job som akademiker ikke blev nemmere. Prisen for at blive tilbage forekom mig at være meget højere end den pris jeg skulle betale for at holde. Det drejede sig ret beset først og fremmest om at gå fra en pæn løn til dagpenge + at mit CV ville få et hul. Det kunne være meget værre. Det var kun overfladiske værdier. Sådan oplevede jeg det.
Halvanden måned senere havde jeg min sidste dag og sagde pænt farvel til mine kolleger. De gav mig Nelson Mandelas ’Vejen til frihed’ og en biografi om Obama, ’Kometen’. Det rammede det pænt ind. Sagde det hele. Jeg havde fået min frihed. Nej, jeg havde taget min frihed. Jeg kunne ikke gå tilbage på vejen. Jeg kunne ikke længere se mig selv i en stilling som den. Noget andet måtte ske. Hvad det var, vidste jeg ikke. Jeg fandt nok på noget. To dage senere dumpede det ned. Som fra himmelen. Jeg skulle skrive en bog. Det jeg altid havde drømt om, men aldrig rigtig havde haft nogen virkelig god ide til. Nu var den der. Puff. Bare sådan.
Min kæreste og jeg havde nogen tid tidligere diskuteret om holocaust havde været uafvendeligt, om jøderne selv kunne have sagt fra inden de gik frem til en massenedskydning, inden de gik ind i gaskammeret. Jeg mente, at tingene var spidset til i en sådan grad, at det ikke var tænkeligt. Det kunne muligvis være afværget nogle år før, men ikke da beslutningen først var taget og militæret og bureaukratiet og de rette højtstående enkeltpersoner var indstillede på, at det skulle ske. Forud var gået år med almindelig antisemitisme, et regerende parti, der uimodsagt udråbte jøderne til at være hele Tysklands problem og som med lovgivning gjorde dem til andenrangsborgere, andenrangsmennesker. Ingen havde protesteret nævneværdigt og man motiverede jøder til at emigrere. Finde andre steder at bosætte sig. Jøderne var vant til bøje nakken og ride stormen af. Gøre som der blev sagt. Det civile had kulminerede med Krystalnatten, legitimeret af partiet, udført af de partitro, accepteret af de fleste. Med udbruddet af krigen ændrede scenen sig. Deporteringer og mord blev legitimeret i en markant anden målestok. Krigens moral trådte i kraft og tyske jøder blev deporteret til Polen alt i mens, at Polens jøder blev ghettoiserede. Det nu tyske Polen fik et problem med sygdomme, underernæring og lokal overbefolkning, hvor jøderne var stuvede sammen. Noget måtte gøres. Nu. Under de gældende omstændigheder blev den mest nærliggende og naturlige løsning på problemet simpelt hen at gasse jøderne. Det havde man haft succes med i Tyskland hvor de handicappede under eutanasiprogrammet var blevet slået ihjel på denne måde. Hvorfor skulle jøderne betragtes anderledes? Metoden fungerede endda godt. Og sådan blev det. Man skalerede bare størrelsesordenen op. Tyskland havde et effektivt bureaukrati, der enkelt foretog de logistiske foranstaltninger og systematiserede arbejdet. I den anden ende stod en beredvillig håndfuld soldater og slavearbejdere. Vejen var banet og i løbet af fem år var seks millioner jøder blevet slået ihjel. De fem millioner ved gasning. Kunne det vendes, da først beslutningen var taget? Det blev det ikke. Tyskland måtte nedkæmpes militært før det sluttede. PNR var indtrådt og herefter var der ingen mulig vej tilbage og prisen for at standse det skulle blive meget høj.
Det skulle min bog handle om! The Point of No Return. I løbet af tre kvarter kunne jeg skrive en disposition til bogen med tilhørende stikord og forskellige måder rent konceptuelt at gribe det an på. Her var der noget med bid i. Det var spændende, det var relevant og først og fremmest var det motiverende. Jeg kunne se det i tre overordnede afsnit; PNR på individuelt niveau; PNR på gruppeniveau og PNR på samfundsniveau. På individniveau var jeg selv, selvom jeg med det samme vidste, at det ikke skulle handle om mig. Jeg kunne med det samme tænke på 9/11-bomberne, Bernard Madoff, religiøst omvendte, radikaliserede mennesker, mennesker på skilleveje. Vi havde noget til fælles. På gruppeniveau var….. mens jeg på samfundsniveau så for mig, hvordan folkemord, finanskrisen, iPod’en, Windows havde noget til fælles. Og sikkert meget mere. Det var bare min brainstorm om det.

3 kommentarer:

Anonym sagde ...

Spændende – særligt interessant er også processen hvor PNR-processen (handlinger, prioriteringer og magt) implodere – tag eksempelvis Eichmann, der mens russerne rykker frem på alle fronter og afslører nazisternes forbrydelser, prioriterer at gennemføre togrejser med jøder til koncentrationslejre – over toge fyldt med våben til soldaterne. PNR fastholdes på trods af tydeligt nederlag og tilmed ordre fra Himmler om at stoppe…denne implotionsfase er også super spændende…

Du har læst input fra:

Faust (Mephistopheles

Unknown sagde ...

Hej Kristian

Held og lykke med projektet. Ikke sjældent er processen vigtigere end endemålet, og måske i særlig grad i dit tilfælde. Nå, det ved kun du.

Point of no return. Well, jeg er spændt på hvordan du griber det an. I et sociologisk/samfundsvidenskabeligt perspektiv tænker jeg i første hug, at det drejer sig om magt og magtrelationer: Ethvert umiddelbart PNR (for nu at blive ved din forkortelse) kan til enhver tid afvises af en stærkere magt eller magtrelation. Om vi taler holocaust, dansk indvandrerdebat, bandekrig, finanskrise, etc. - der er altid et alternativ til den eksisterende virkelighed eller den gældende diskurs, men på et givent tidspunkt var magtrelationerne således, at den samfundsmæssige virkelighed udviklede sig som den gjorde. PNR er derfor - som jeg forstår din udlægning af udtrykket - i et samfundsmæssigt perspektiv et resultat af aktuelle magtrelationer.

På det individuelle plan opfatter jeg PNR som erkendelse. Slet og ret. Det kan så diskuteres hvad det begreb indeholder, men set herfra er erkendelse den mentale klarhed der fører én til handling/talehandling/tankehandling. Erkendelse er et psykologisk produkt af emotioner og input. Når man véd, at tilværelsen på et eller andet niveau skal tage en ny retning, stor som lille. I handling eller 'blot' i livsindstilling.

Nå, men op i r.... med hvordan jeg substantielt opfatter 'point of no return'. Ser frem til at du får elaboreret på udtrykket!

Anonym sagde ...

Hej med dig,

Jeg synes det lyder som en meget god idé, men det er klart, at det bliver en stor udfordring. Du griber et stor emne og jeg er spændt på, hvordan du gør det. Jeg kunne godt tænke mig, at du laver en stor del af din research ved at tale med andre. Dem, der har oplevet det. Det vil bestemt hjælpe dig med at forstå processen af PNR. Det er selvfølgelig op til dig. Måske kan du tale med nogle psykologer, for at få det faglige med. Du er sociolog selv, men du kan sparre med andre. Du kan tale med fanger, mennesker, der har begået en forbrydelse. Du kan tale med flygtninge, der skulle flygte fra deres hjem.

Det eneste jeg synes du skal være opmærksom på er, at du skal ikke gå for højt op. Holocaust, krig, terror er meget vigtige og svære emner. Min erfaring fra studietid er, at man bør ikke glemme det individuelle og det menneskelige. Ellers kan det nemt blive en kedelig faglitteratur. Gør det til en historie og menneske, ikke staten. Selv om jeg kan selvfølgelig se perspektivet og din intention.

Good writing og glæder mig til den næste blog. Og husk - det er din bog :).

Rafal