fredag den 16. april 2010

At skrive med hjertet

Bloggen har kørt på en lille uges tid nu og jeg må sige at jeg er ret imponeret over, hvor godt det virker at dele det med nogen. Og jeg er særlig imponeret af hvad det gør for min egen proces, at der kommer kommentarer på. Til sammenligning har jeg jo fået masser af timers vejledning, da jeg gik på uni, så en proces med kritik og feedback er jeg jo ikke ubekendt med. Men det her er anderledes. Jeg taler med hjertet i det her og noget sådan havde jeg aldrig troet jeg skulle sige. Det har altid været for langhåret. I stedet har jeg insisteret på at tale med hovedet. Nå, men når jeg taler med hjertet får jeg også en bedre fornemmelse for dels, hvornår andre taler med hjertet og dels, og det er det vigtigste lige nu, får det også andre til at kommentere fra hjertet. Se bare Marie. Pling! siger det og så kommer hun ud med noget, der har betydet meget for hende. Det har jeg set flere gange.
I går slog det mig, at jeg sender linket til min blog med rundt, når jeg skriver med folk i almindelighed. ”Hey, læs lige også min blog, hvis du har lyst.” Hvis der er noget jeg altid har været dårlig til eller ikke haft lyst til, så er det at sælge mig selv. Ikke på den måde i hvert fald. Give visitkort (som jeg nu aldrig har ejet, men tanken ligner). Sælgerjobs har jeg aldrig søgt eller kunnet se mig selv i. En ting fra JV tror jeg. Godt og grundigt kørt træt af at skulle sælge noget (som partout skulle være og som jeg betragtede som mig. Som at have pænt tøj på, der ikke rigtigt passer). JV solgte ikke noget, men skabte da en masse opmærksomhed og med Spies’ ord, ’dårlig omtale er bedre end ingen’. Det gav intet afkast på kontoen. Masser af smækkede døre. Det er selvfølgelig også en slags resultat. Ufatteligt at vi gang på gang trak i de fodformede og traskede motiverede af sted. Det handlede selvfølgelig om noget andet. Nå, ekskurs, men med det her er jeg overhovedet ikke bange for at sælge mig selv. Nok også fordi jeg gør mig klart at jeg skriver det jeg har lyst til og folk læser og kommenterer, hvis de har lyst. Ingen forventninger eller forhåbninger eller frygt for at blive forkastet. Men og men, men, men. Hver gang en kommentar ticker ind i indbakken er det med sommerfugle i maven jeg læser den. Spændende at se hvad han synes, spændende at se om det er noget hun kan lide. Er jeg helt til rotterne med det jeg laver? Og ud fra kommentarerne at dømme er det ikke helt skidt. Ros og seriøse indspark. Det er pissegodt. Det er motiverende, og det er med til at holde tankerne i gang og det får mig i retninger jeg ikke selv lige havde overvejet.
Og en sidste ting, note til mig selv, jeg skal ud af døren lige om lidt og tænkte at jeg godt lige kunne nå at skrive en bid inden. Dårlig ide. Jeg har følt mig lidt tvunget til at få skrevet det jeg skulle inden jeg smækkede efter mig og måske også fordi jeg følte mig lidt forpligtet til at reagere på kommentarerne. Inspiration kan jeg altså ikke skynde på eller finde frem af forpligtelse, og det har været lidt presset. Det kommer på bloggen, netop derfor. Don’t do that.

5 kommentarer:

Anonym sagde ...

Kristian, du er et pudsigt menneske – på den gode måde. Så kom der lige en lille hilsen fra dig i går, og vupti så fik jeg åbnet op for endnu et positivt bidrag til min hverdag. Det er virkelig et godt lille afbræk i alt det travle, lige at skulle kigge hvad du nu har gjort dig af tanker.
Fedt at du tør turde stå frem på denne måde, du er jo en mester af sproget (er i hvert fald væsentlig bedre end mig, og nok så mange andre), du får lige sat ord på små og store overvejelser som også vender på første sal hos mig, du giver udtryk for den proces som livet er, individuelt som i større skala. At læse dine overvejelser, er lidt som at komme hjem, nok fordi der refereres til vores barndoms fællesnævner og denne fællesnævner har bevirket at vi blev tvunget til at gøre vores egne overvejelser ang. verdensbilledet, tage ansvar for os selv og vores liv, ”se døden i øjnene” fordi vi valgte som vi gjorde.
Genkender rigtig godt det med PNR, har jo stået der flere gange, både religiøst, arbejdsmæssigt og ægteskabeligt. Det kan godt være det er fordi jeg bør tygge lidt mere på pointen i PNR, for den måde du beskriver det på sætter gang i noget hos mig, nogle svingninger i hjernen, har bare lige lidt svært ved at sætte ord på endnu. Så håber en dag at kunne dele det med dig..
Nå, men alt i alt så er jeg glad for at kende dig, og vidunderligt at have den slags ven som du er, for trods der kan gå meget lang tid mellem vores kontakt, så ved jeg at du altid er der, og at du har noget godt at bidrage med, ikke alt er jeg enig i, men netop derfor er jeg jo ekstra glad for dine bidrag, for det sætter mine egne opfattelser under luppen, og på den måde giver det mulighed for udvikling.
Jeg ønsker for dig at skriveriet giver dig det du søger, og spændende om du ender der hvor du har en idé om at vil ende, eller om det tager en uventet drejning, er sikker på at du nok skal komme til at rykke dig rigtig langt, og rigtig spændende for os andre på sidelinjen, for vi kan så sidde hjemme, på jobbet, skolen og gøre vores tanker og lade os udvikle i forhold til de overvejelser der nødvendigvis må komme af at læse din tekst, bare uden at blive vurderet af andre. Hatten af for dig.
Anette

Anonym sagde ...

Hej med dig igen,

Jeg skulle faktisk skrive om det i går. Du sagde, at du ikke havde særlig mange ideer til PNR på gruppeniveau. Det første, der kom til mig var mobning. Du vel, hele klassen mobber en sær dreng eller pige. Hvornår krydser de grænsen, sådan at der ikke er nogen, der siger imod. Det andet, børn, der torturerer dyr. Der kan jeg også fornemme PNR og det sker faktisk ofte, desværre. Det tredje, gruppadfærd i religiøse sekter, det ved du nok om. Masseselvmord. Beklager alle de triste sager, men man kan også vende det. Landsbyen, der redder jøder fra Holocaust, imod hele samfundets negligation. Så var det nok af det positive :). Hmm, jeg synes, at det er vigtigt at pointere, at PNR kan både være det gode og de onde. Det kreative og det destruktive. Livet og døden. God weekend og god fødselsdag!

Rafal

Bloggalicious sagde ...

Hey - jeg følger også med og har logget din feed, da jeg ledte efter alternativer til de blogs, hvor folk tager billeder af sig selv og deres påklædning, eller billeder af dem selv og deres seneste strikketøj, og/eller tager billeder af dem selv og deres (synes de selv) lækre og skønne babyer. Rigtig dejligt med nogen dybe og lange 'mandetanker'!

Jeg er også selv startet med min blog indenfor den seneste havlanden måned og prøver også at være ærlig omkring alt, hvad jeg gør - derfor er den meget anonym. Jeg kunne dog hurtigt se, at den er meget over i den underholdende genre, men så afspejler den nok alligevel helt sikkert mit sande jeg, tror jeg.

Men held og lykke til dig og dit projekt.

P.S. Har du sat Google Analytics på din blog? Det er et fantastisk værkstøj til at tjekke, hvor mange, der læser med dagligt.

Anonym sagde ...

Hej Molbo

Så kom jeg igang og fik læst din blog og sat mig nærmere ind i hvad du ville lave nu (din bog). Må bare sige at jeg blev meget facineret og kunne ikke stoppe med at læse igen. Blev rigtig godt og gedint grebet. Så skrive det kan du i hvertfald. Jeg nyder at læse din blog og synes dit oplæg til bogen er rigtig godt.
Jeg vil bare sige klø på og glæder mig til at læse den.

Mange Kram Alex

Anette sagde ...

Hej Kristian

Tak for at du lavede lidt reklame for din blog på FB.

Det er meget spændende at læse med om din proces med bogen og især alle de tanker du gør dig.

Jeg ser frem til at læse flere godt formuleret indlæg fra din hånd.

Rigtig god arbejdslyst med bogen og bloggen.