Italiensk mad

Nu har jeg læst de sider igennem jeg har skrevet på bogen. Indledning er det vel. Problemformulering som man ville kalde det på uni. Konceptet holder. Ingen tvivl. Bare med to dage på bloggen, hvor jeg har givet mig selv frit løb, givet den gas og bare ladet ordene flyde uden at det skulle handle om så meget kan jeg se at de 5-8 sider jeg har skrevet mangler noget liv. Det syntes jeg ikke da jeg skrev dem. Jeg følte mig ikke hæmmet da jeg skrev. Det var ligetil. Faktisk var det sådan at når jeg ville skrive med en bestemt hensigt, når jeg ikke bare lod mig selv give plads, så skete der intet. Eller jo, der skete noget, men ikke noget der fungerede. Det var blinde veje. Det smagte forkert. Sætningerne døde når jeg læste dem igen. De passede ikke ind i helheden. Når jeg bare skrev, for jeg vidste jo godt hvad jeg skulle skrive, så skrev jeg uden problemer 3/4 side på 20 minutter. Og med lidt finpudsning fungerede det fint i øjeblikket efter.
Hvad kan jeg konkludere af det? At skrivning er en udvikling, at skrive er et håndværk. Det kan vel være jeg har evnerne. Det tror jeg på. Det har jeg faktisk aldrig været i tvivl om, men at blive god til noget man har evner til kræver øvelse og masser af det. Er jeg god til bare at skrive? Skidt spørgsmål i en sen time. Jeg mener mig selv blivende bedre. Ro på. Ingen Dostojevski – endnu. Og det vil jeg godt understrege. Det er ikke med f.eks. ham som lyset for enden af tunnelen. You’ve gotta make your own kinda music, som Mama’s and Pappa’s synger. Fuck, det bliver jeg ved med at vende tilbage til. Er det så vigtigt for mig at understrege hele tiden? Tydeligvis. Men det virker. Det kan jeg jo se. Det er der guldet er. Det er der regnbuen ender.
Nå, men jeg tror at planen for morgendagen er at prøve at skrive nogle af afsnittene om og se hvordan det virker. Jeg har en god fornemmelse af det kan jeg mærke. Det er squ for solidt som det er nu. Det er som med rugkerner godt med surdej. Meget at fordøje og tungt at tykke – men pissesundt! Jeg er jo akademiker for helvede! Og i det måltid tager man ikke pålægschokolademaden til sidst. Man bladrer ikke engang til slutningen for at se, hvordan det ender. Man lægger det væk og ringer efter pizza. Hvad skal menuen så være? Indbydende, let fordøjelig, mættende, behagelig, sundt. Det lyder næsten som italiensk mad. Det lever man også længe af at spise og akademikere sværger til det - men ikke med tanke på det sunde ved det. Bare fordi det er lækkert. Jeg har fundet noget her!