Den haaaar vi set…!

Forfatterdrøm, journalistdrøm. Den med journalisten må jeg sige jeg tænkte lidt over. Det handler først og fremmest om at tænke konventionelt. At have et lønarbejde, gøre det jeg gerne vil. I det mindste gøre det jeg vil det meste af tiden. Så kan jeg måske leve med, at der er en chef der stiller andre krav ind i mellem. Lidt gift i bægeret, men hvad gør det, når resten egentlig er rent nok? Og det er netop det. Men selv med lidt malurt i bægeret, så smager hele drikken bittert. For det er hvad der sker. Det hele kommer til at smage bittert. Og hvorfor? Fordi jeg gerne vil have sikkerhed. Sikkerhed i en fast indkomst. Fint nok at være journalist og hvorfor f.eks. ikke være det freelance, hvis endelig det skal være? Jeg er imponeret over, hvor meget det hænger i mig at skulle have sikkerhed. Og sikkerhed for hvad? Det handler jo ikke om andet end penge og materielle goder. Frygten for at skylde banken noget. Frygten for ikke at have til i morgen. Øh… Hvornår er det lige det sidst er sket, det med ikke at have til i morgen? Nej, netop. I virkeligheden er det vel det evige spørgsmål for mennesket. Hvad skal der ske med mig i morgen? Usikkerheden. Frygten for det ukendte. Det har været temaet for mangen en bog, skuespil osv. Det er ufatteligt så meget vi investerer i den overvejelse. Bekymring. Og vi udfærdiger masser af strategier for os selv. Som lønarbejdere; sikkerhed i arbejdet, overenskomster, opsigelsesvarsler, pension, sygeløn. Som kroppe; sygesikring, sundhedsvæsen, ernæringsplaner, træningsprogrammer. Som eksistentialister; troen på det evige liv, religion, helse, psykologi, troen på det gode liv indtil vi bliver 100. I det hele taget er det jo ret betryggende for os, at der er et samfund der giver os en plads i det øjeblik vi kommer til verden. Og hvad er min plads i det samfund? Tjah… Hvad har jeg lyst til? Hvad kan jeg? For det sjove er jo, at man har en tilbøjelighed til at vælge noget der er set før. Sjovt nok at man har lyst til noget der allerede er der. Noget der passer ind i samfundets ramme. Måske ikke noget der passer ind i klikens, familiens, klassens ramme. Eller folks forventninger til en, sådan helt overordnet. Jeg har lyst til at skrive. ’Den haaaar vi set…! Uuud, en tiger...!’ Ja... Hvor originalt er det lige? Men det afgørende er først og fremmest, at det er det der tænder mig. Fuck, at det er set før. Hvis det tænder mig at feje skolegården? Hvad med bare at gøre det, og så lade være med at tænke på at det du gør skal føre til Nobelprisen? Men det kunne nu være meget rart, at der også var penge i det. Bare til i morgen… Mattæus 6:34.