Og hvad med stilen?

Show must go on. I dag kommer der et afsnit mere til bogen. Det kan jeg mærke. Jeg skal bare lige varme op og det bliver med denne tekst. Og efter disse sætninger gik toget i stå, fordi jeg gav mig til at tænke over, hvad der egentlig skulle stå i den tekst. Jeg tænkte på det sidste jeg havde skrevet, på de sidste kommentarer jeg havde ladet mig inspirere af. I går havde jeg været meget klar på hvad jeg skulle skrive, men udsatte det fordi jeg havde en aftale midt i det hele. Nu er det hele lidt uldent, snart sagt ikke eksisterende. Den gode vilje mangler ikke, eller også er det et pres fra mig selv. Nu skal du skrive! Og hvad kommer der ud af det? Det modsatte kan jeg konstatere. Nå, men hvad var det jeg havde fået ud af de sidste dages kommentarer? Så kan jeg prøve at starte der. Alice spurgte til genren og jeg har med vilje slet ikke kigget efter genre. I det mindste ikke så formelt. Jeg er først og fremmest hoppet ud i det jeg syntes lød bedst når jeg skrev. Men det er meget godt at have nogle formaliteter at veje det op imod så på den vis er det ok. Narrativ er det der lyder rigtigst. Jeg tænker særligt på formen i to bøger jeg har læst; Martin Krasniks ’Min amerikanske drøm’ og Leny Malacinskis ’Den dag jeg opdagede jeg var undertrykt’ (Mimi, du tænker bare dit:) Masser af hverdagssprog, en historiefortælling, en pointe, sidebemærkninger og små anekdoter. Meget personligt uden at være privat og det er bøger jeg har slugt på halve dage. Det er min form uden at det er en kopiering af dem. For jeg konstaterer at det er det, der får mig til at tale mest flydende og naturligt. Hvis jeg kan komme lidt med ekskurser, være lidt søgende osv. Og så kan jeg altid justere, når det fulde billede viser og har vist sig. Selvbiografisk skal det ikke være. Det synes jeg slet ikke er interessant, men min egen historie kan være med til at vise vejen og det synes jeg faktisk der er meget drivkraft i.