Sceneskræk

Jeg er faktisk godt i gang med bogen på dette tidspunkt. De sidste dage har jeg brugt på at skrive til bloggen, besluttet mig for at skrive hver dag og dette indlæg er en del af det. Men hvad er det her for en form? Og skal det have en form? Er det dagbog om at skrive eller er det tomgang ved rødt stop før afgang og tomgang ved næste lyskryds? Whatever. Nu skriver jeg. Jeg er sikker på at hvert ord jeg får nedfældet, hvert ord som er kommet af sig selv uden at skulle tvinges ud er endnu et skridt mod at blive mere tro mod sproget i mig selv. Erkendelse: Jeg er ikke i tvivl om at og hvad jeg skal skrive. Det skal blot bæres naturligt ud på et levende sprog og sproget er kun levende i det omfang at jeg lever, når jeg skriver. Når jeg skriver på den måde, så virker det.
Desuden kan jeg konstatere at det at kunne skrive til en offentlig læserskare giver mig en vis lampefeber. Sceneskræk. Jeg står endnu lidt i kulissen og tænker at disse ord er banale, ligegyldige, røvsyge, grinagtige, fjollede, prætentiøse. I hvert fald helt utilstrækkeligt til at publicere. Og derfor gør jeg det.
Og mon ikke jeg skulle se at kigge lidt på bogen igen? Der er gået nogle dage siden og da jeg tidligere i dag skypede med min kæreste i US fortalte jeg hende om bloggen. ”Skulle du ikke bare se at skrive på bogen?”, var hendes reaktion. Det var om ikke andet den del af hendes reaktion jeg bemærkede mest. Hun har ret. Det er jo det jeg er her for. At skrive bogen, men bloggen fungerer godt for mig kan jeg mærke. Det er en skrivestue, et værksted, hvor bilen kan prøves af inden den bliver sendt på vejen. Det er her jeg kan tale med mig selv og overveje hvilket værktøj der passer. Men det skal heller ikke blive til projektet i sig selv. Jeg kan godt mærke at jeg har en vis berøringsangst med bogen, fordi det er et relativt stort projekt. Nej, sådan føles det, og det er jo noget pjat. Det er sjovt, jeg ved hvad jeg skal skrive, og jeg ved hvad konceptet er. Hvad er problemet? Jeg kigger på det.