Det bliver helt sikkert en bestseller! (PNR 2)

Fortsættelse følger og nedenstående er i direkte tråd med det sidste indlæg:

Jeg har en bestseller i det her stof. Jeg kan ikke længere se mig over skulderen og længes tilbage som fuldmægtig i staten hvor jeg producerer et velsmurt bureaukrati af ministerbreve og implementering af EU-lovgivning. Som en anden forelsket kan jeg slet ikke tie stille med at fortælle andre hvad jeg har planer om. Ideen fænger hos de fleste. Det giver blod på tanden. Jeg ser overskrifterne på The New York Times, når den engelske oversættelse rammer Amazon. Og måske skulle jeg til en begyndelse starte med at skrive? Der er noget der, der lyder rigtigt. Det begynder jeg så på, men hvordan starter man på en bestseller? Jeg finder et par af dem ned fra hylden. Hvordan gjorde de? Det går op for mig at de nok ikke har tænkt så meget over, at det var det de lavede, selvom de virker sådan på mig. De virker levende og personlige i deres stil. Engagerede. De vil fortælle noget, der ligger dem meget på sinde og de ved hvad det er. Hmmm… Et citat fra Sylvester Stallone – af alle – popper op i hovedet på mig; ”Du bør kun efterstræbe et mål, som du om nødvendigt også med fornøjelse ville gøre gratis. For at opnå succes er du nemlig nødt til at følge din passion.” At tænke på en bankkonto med fede sorte tal skaber ingen motivation. Snarere desperation. Det mærker jeg med det samme. Blindgyde. Stallone har ret og hvad er problemet i grunden? Der er masser af motivation i stoffet. Det er vildt spændende og hvis alternativet er at vende tilbage til en stilling i staten, så er den bro brændt ned for længst. Det er jo bare at gå i gang og så lægge ambitioner og kritikere på hylden. Emnet er ligetil, det er spændende og hvad mere er, jeg er ledig og har masser af tid til at arbejde med det.
Jeg laver et udkast og lægger ud med den ultimative og klassiske PNR, forelskelsen. Skriver en side om en fyr der er forelsket. Han findes ikke virkeligheden, i det mindste ikke hvad jeg ved af. Manden er søbet til i romantik og roser og hvide kronblade der rykkes af utallige bellisser, elsker, elsker ikke, elsker… Fra at have været den ordinære studerende, der har fritiden fyldt op med politiske aktiviteter og overvejelser om hvor langt SU’en rækker sidst på måneden er hans tanker og følelser pludselig fyldt op med hende. Hun er over det hele og han kan slet ikke forstå, hvordan han nogensinde meningsfuldt har kunnet trække vejret uden, at hun fyldte op i hans tanker. Ewan McGregor synger det på denne måde i Moulin Rouge;

Suddenly the world seems such a perfect place
Suddenly it moves with such a perfect grace
Suddenly my life doesn't seem such a waste
It all revolves around you

Og sådan er det for Paul, som jeg nåede at kalde ham. Han er uigenkaldeligt bortrykket til en dimension af ekstrem ensidig fokus på denne bestemte person. Kan han gå tilbage til det halvgrå liv som studerende? Nej. Har han lyst? Heller ikke. Han har kun lyst til at tænke på hende, være sammen med hende, røre ved hende, gøre ting sammen med hende. For at være sød lod jeg hende være forelsket i ham også og jeg kaldte hende Marietta. De var faktisk rigtig søde sammen. Jeg så dem for mig i solskinnet i foråret. Masser af grin og smil og søde mennesker, der dansede med hinanden i hånden over en blomsterbesået eng. Min farfar havde det billede hængende.
Idéen holdt og som beskrivelse af PNR fungerede forelskelsen rigtigt godt. Det var hovedet på sømmet og hammeren sad knaldgodt. Sprogligt var det lidt dødt. Noget var i vejen. Jeg valgte at lade være det være og gå videre. Bare at få skrevet noget og så kunne jeg altid justere det. Men det nagede mig. Når jeg læste den nye tekst igennem havde jeg ikke lyst til at læse afsnittet med forelskelsen. Det virkede for kunstigt. Jeg ville ikke være ved det. Jeg kom heller ikke ordentligt i gang med emnet syntes jeg. Lige pludselig gik der ambitioner og selvkritik i det. Jeg padlede i smult vande og stødte på bunden hele tiden. Jeg fik ikke skrevet noget.
Som en midlertidig løsning besluttede jeg mig for at metaskrive. Skrive om at skrive og mest af alt, skrive hver dag. For et par år siden havde jeg oprettet en blog og udover den gode vilje og en formålsbeskrivelse var der aldrig sket mere. Den havde haft 15 hits. Jeg talte for de 14 for at se, hvor mange der havde været forbi og så havde jeg droppet det. Nu gav det mening at dele ud af mine frustrationer og at holde mig selv varm i cyberspace. Jeg besluttede mig for at være ærlig, og hvis jeg var bange for at publicere noget skulle jeg gøre det. Det var en del af skriveterapien. Det skulle bare handle om mig og om at skrive. Og der var masser at skrive om og det var vildt forløsende bare at skrive om alle problemerne og der var åbenbart meget der trængte sig på. Jeg bekendtgjorde min debut på facebook. Så kunne mine venner læse med, mest for tanken om, at nogen læste med. Efter et par dage var der to der spurgte om det samme og sagt med Rafals ord:
”Hmm, Molbo, hvad har du gang i:)? Du skriver godt, jeg har også overvejet mange gange at skrive en bog og der er noget jeg gerne vil skrive om en dag. Derfor kan jeg godt forstå dig. Men sig nu mig for pokker, hvad skal du skrive om? Hvad kommer din bog til at handle om? Sig nu bare et par stikord. Hils kæresten:). Knus, Rafal”
Jeg bed mærke i det med, at jeg skrev godt. Og så kunne jeg godt se, at der måske kunne være en ide i at dele de konkrete tanker om PNR med læserne. Involvere dem. Jeg havde en vis frygt for at blive kopieret og kigget over skulderen, men hvorfor egentlig? I karateklubben havde Nils foreslået det samme, da jeg fortalte om min blog. Jeg så tegnene i himmelen. Og så gjorde jeg det, lavede et oplæg om bogens koncept på bloggen.