Live the life you've imagined

Man skal passe på med selvhjælpsordsprog og jeg har jo tidligere fordømt selvhjælpsbøger som noget popsmart noget, men faldt alligevel over denne køleskabsmagnet i New York, som jeg netop er vendt tilbage fra. Citatet er fra Thoreau; Go confidently in the direction of your dreams! Live the life you’ve imagined. Nu har jeg været i New York tre gange og hver gang er jeg kommet hjem, fuld af optimisme, håb og drømme om at jeg kan alt hvad jeg vil. Thoreau rammer min følelse lige i øjet. Det er New York for mig. Men det er ligesom om at det fader ud. Der sker ikke mere efter nogen tid. Bloggen her bærer et tilsvarende præg af det. Det som skulle ske, skete ikke. Okay, noget andet skete og det var bestemt også udmærket. Det havde sin nytte og det satte gang i en masse andet. Dengang troede jeg, at jeg var klar over, hvad jeg drømte om, men det viste sig at blive noget andet, der kom ud af det. Skibet stævnede ud mod en klar destination, og som en anden Columbus fandt jeg ikke Indien, men et helt nyt land. Pis også! Det er det som kaldes udvikling. Det kan måske nok være styret af mål, men målet kan vise sig at være et helt andet.
Okay, hvad er det Thoreau siger? Gå i tillidsfuldt i retning af dine drømme… Ja, det har jeg gjort. Det siger jo naturligvis ikke noget om hvad målet ender med at være. Jeg tror måske jeg frustreres over ikke at vide, hvad målet bliver eller skal være – eller hvad? Rejsen er det vigtigste. Så langt så godt. Det skal jeg tygge lidt mere over, det med at være til stede på rejsen, ikke at være til stede på rejsens mål.
Hvad siger han mere? Lev det liv du har forestillet dig… Og hvad er det så jeg forestiller mig mit liv skal være? Here comes: Forfatter, kendt for ordene, tankerne, reflekteret, nytænkende, ingen overvejelser om penge. Jeg vil gerne skrive en bog som bliver kendt for noget. Måske den bog som dannede selve grundlaget for bloggen. Den har et godt tema, men jeg skal lære at være til stede i dannelsen af bogen. Ikke af at den skal være en bestseller. Ikke skrive den med tanke på anmeldelserne. Hvis den er interessant i sig selv, så er resten lige meget. Så skriver den også sig selv. Selvom det måtte tage 10 år. Sådan er det med så meget andet. Det har jeg trods alt erfaret. Men hvorfor denne utålmodighed? Med alt muligt andet er jeg så evigt tålmodig, balanceret osv. Jeg vil ikke føle jeg spilder mit liv. Jeg føler et pres over, at livet er endeligt. Det kan jeg mærke. Også selvom det måske er 50 år derude et sted. Jeg kunne blive religiøs igen, tro på det evige liv? Hmm… Det ville koste mig min kreativitet og 50 år med kedsomhed og opslidende gerninger med noget jeg ville synes var dødssygt kedeligt. Det alternativ er ikke en mulighed. Det er prisen for troen på det dødelige liv. Jeg tror på et liv før døden. Live the life you’ve imagined. Den religiøse forestilling kan ikke leves. Kun forestilles.
Godt, problemet er ikke bogen, temaet, emnet, håbet, drømmene. Problemet er min utålmodighed og min rastløse jagt på anerkendelsen. Det er jo til at arbejde med. Et ord ad gangen. En tanke ad gangen. En drøm der leves. Nu. Ikke håbes på. Så bliver det jo næsten religiøst igen.

I did it my way!

Nu tror jeg vist at jeg skal til at skrive den nobelprisvinder. Eller også skal jeg bare og en gang for alle gøre op med mig selv, at intet kan forceres. Til gengæld kan jeg leve mit liv i glæde og tilfredshed over at det er mig selv, der træffer beslutningerne i det. At det er mig der styrer skibet og det ikke er skibet der sejler af sted med mig. Eller for at bruge et billede jeg har haft i hovedet den sidste tid; et teater. Jeg kan være tilskuer til livet eller jeg kan spille med i det og stå på scenen ved tæppefald. I did it my way så at sige. Det kan jeg ikke sige som tilskuer. For sandheden er og kulminationen på den rejse, der blev indledt med bloggen endte, hvor den startede. I en fuldmægtigstilling i staten. En anden ganske vist og med en anden Kristian bag skrivebordet. Jo, det kræver lidt forklaring. Ikke at jeg skylder en, men for forståelsen.
Så altså; jeg har skrevet lidt om det tidligere, men jeg konstaterer, at det vigtige for mig er, at lave noget jeg synes er sjovt, noget jeg har en plan med, noget jeg ser mening i, noget jeg vil noget med. Ikke nødvendigvis det alt sammen på samme tid, men det afgørende synes jeg er, at jeg er lige midt i det med mig selv og ikke at jeg er et andet sted. Havde jeg modsat skullet give mening til det, ladet stillingen diktere mig og drømt om mere i løn og en større stilling, ja så havde det alt sammen været spildt. For det var sådan det var – dengang. Den gode erfaring var, at min arbejdsplads dengang var så god som en arbejdsplads kan være. Jeg kunne have rent fokus på, at det kun var mig det handlede om. Kun mig og min egen indstilling og mine egne forventninger til min stilling. Der var ingen at beskylde for noget som helst. Der var kun mig til at tage ansvar og til at gøre noget ved det. Og dét har jeg gjort. Al skriveriet har bragt mig ud af formerne, ud af forventningerne, ud af normerne og i retning af det sprog jeg meget bedre kan tale om mig selv og til mig selv med. Og lige netop dét er det vigtigste jeg har gjort i mange, mange år. Synes jeg. Før var det opslidende at tænke på de næste 35 år på arbejdsmarkedet. Nu betyder de intet. Det der betyder noget er på onsdag, hvor jeg starter og på mine kolleger og på det jeg skal lave. Men jeg skal stadig tage mig selv i at føle jeg spilder livet med almindeligheder uden at gøre noget, uden at producere noget, der kan måles og vejes. En bog f.eks. eller en masse penge eller en god titel. For hvad er meningen med livet? Det er virkeligheden dét det hele har handlet om. Hele tiden. Jeg har stadig ikke svaret. Heller ikke for mig selv. Men jeg har accepteret, at det er en blindgyde at slide mig selv op efter at skulle præstere. Det bliver jeg ikke lykkeligere, rigere eller noget bedre menneske af.

Friheden

Point of no return. PNR. Det er konceptet for bloggen. Og det har ført mig vidt omkring. Faktisk helt til mig selv. Spredt fægtning. Konkrete handlinger. Pludren. Small talk. Store tanker. Ligegyldigheder. Nået ud til andre ved bare at være mig selv. Wow – det sidste var faktisk noget af en mind breaker! Man kan ikke være noget for andre, hvis man ikke er sig selv. I det mindste er det ikke oprigtigt, men en leven op til normer. Efterligning af andre. Bevidstløst, bare følge mængden eller helt bevidst og velovervejet gøre noget andre har formuleret. I mangel af bedre svar hos sig selv er en andens svar en god autoritet. Det virker for en anden – så kan det også virke for mig. Camus har sagt, at et menneske uden karakter opstiller leveregler for sig selv. Camus har fat i noget, men jeg vil moderere det og sige, at et menneske som ikke har fundet sig selv opstiller andres regler for sig selv. I mangel af bedre. Uden noget ville man gå til grunde. Jeg har selv haft og har stadig andres normer hos mig. Sociologen fortæller mig, at det ikke kan være anderledes. Sådan er det at være menneske. Jeg accepterer at holde for rødt. Hver gang. At jeg ikke smasker når jeg spiser. At jeg ikke giver mig selv byttepenge i kiosken. Der er bare nogle ting, der gør det nemmere at omgås andre, men det er en hårfin grænse, hvornår man omgås andre i almindelighed og hvornår man underminerer sig selv, fordi man gerne vil undgå konflikter. Hvordan forvalter man den resterende frihed? Hvordan definerer man den resterende frihed, når hverdagens normer som før omtalt er siet fra? Hvor langt går min grænse? For der findes ikke En Grænse, der er helt tydelig. Der er masser af ingenmandsland. Nogen går der. Nogen går over Grænsen. Nogen kommer aldrig i nærheden af ingenmandsland. Tænk hvis man stødte på andre der også gik der og mente, at deres frihed var mere berettiget. Man skulle kæmpe uden normer. Det er frihed uden privat ejendomsret. Altid til forhandling. Altid et spørgsmål om smag. Respekt og hensyn. Arg egoisme. Den sidste rest af menneskets territorialdrift som samfundet ikke har taget monopol på at definere. Der er frontkæmpere og strategerne. Der er fodtudser. Der er dem der går med når minefeltet er ryddet. Der er dem der bliver derhjemme. Og hvad fanden er bedst at være? Hvad er jeg selv? Nåja. Det er en smagssag. ”At rejse er at leve”. Jojo, men er en erklæret hjemmefødning så død? Hvis man nu har det helt fint med at ’blive derhjemme’? Og det er vel netop dét! At man har friheden til at sige ’ja, jeg har det fint med ikke at være frontkæmper. Jeg er glad for at være til i al ubemærkethed.’ Men netop det at kunne træffe valget og vide med sig selv at det er rigtigt - det er der friheden er.

Page turner

Lex Luther og Superman. Walther Matthau og Jack Lemon. Sherlock Holmes og Moriarty. Det kunne jeg faktisk godt lide. Paulus taler om, at ’der blev givet mig en torn i kødet, en Satans engel, til stadig at slå mig, for at jeg ikke skulle føle mig alt for ophøjet.’ Jeg har fået meget skulderklap, mange gode tilkendegivelser for mine skriverier, og I skal alle sammen have af hjertet tak for dem. Det er skønt og dejligt at blive rost og det giver mig meget inspiration at få kommentarer.
Og så er der en ’Satans engel’. Jeg er sikker på, at Paulus godt kunne have undværet sin kompagnon og jeg kan også godt undvære at blive kritiseret og nedgjort i al usaglighed og fra et sikkert skjul. På en absurd måde er det dog motiverende for min egen proces at overveje, hvad de her stikpiller gør ved min egen kreativitet. Det er faktisk fremmende for den. Det tror jeg sidst af alle, at Anonym selv forstår. En art Stockholm-syndrom ville andre nok kalde det. Det er det ikke. Slet ikke, men ikke at blive modtaget af åbne arme hele vejen rundt og føle misbilligelse ved banale absurde fordømmelser. Hvad handler det om? Ingen anelse, men til gengæld er det en god hadegave at have med i kufferten, når jeg lukker den op og tænker over eksistensen. Alle følelser er velkomne og skal med i ligningen for det er alt sammen livet. Jeg har i alt for mange år bare forsøgt at bortforklare ubehagelige følelser med andre. Givet dem skylden, hvor det i virkeligheden handlede om noget hos mig selv. Det er for enkelt så i stedet at sige at ’så er det min skyld’, for sådan er det ikke, men der er altid en grund til, at man lader sig anfægte af noget frem for noget andet. Jeg skulle blive 30 før jeg havde overblikket til at kunne tage seriøst del i mit eget liv. Sådan føles det ganske vist. Jeg tror nok, at de foregående 10 år giver et andet indtryk. I det mindste er livet mere kompliceret end sproget altid kan indfange i øjeblikket, og der er det levede liv og den historie man fortæller om sig selv. Jeg fortæller om mig selv. Andre fortæller om mig. Jeg ved ikke hvad der er sandt, men jeg ved, hvad der giver mening og jeg ved hvilken historie der giver kriller i maven. Det er en page turner!

Arent't I going to be me?

Første fødsel i lang tid. Jeg troede længe at bloggen var død, at kilden var tømt. At jeg kun kunne skrive ud af frustration, fortvivlelse, tvivl. For at blive afklaret. Sådan var det ikke. Jeg er blevet mere afklaret. Mere velfunderet i mig selv og min egen eksistens. Og nu er det der igen. Og det har hele tiden været der. Der har været blus på gryden. Det var bare ikke serveringsklart.
USA-turen viste sig at være en dannelsesrejse. Et fantastisk sted, I must say. Eller måske bare dét at komme væk fra de almindelige rammer. Tænke og fundere i andre omgivelser. Blive inspireret af nye indtryk. Faktisk kom der en konklusion på de foregående 3-4 måneders 30-årskrise. Med udsigt over Hudsonfloden og lyden af et pulserende Manhattan i baggrunden var det klart, at jeg havde skrevet mig ud af unisproget, ud af akademikeren og fundet mit eget sprog. Aflagt mig opdragelsen som jeg havde accepteret i alle de år. Ved at finde mit eget sprog, min egen tone i livet fandt jeg også ud af, hvad der skulle til for at blive lykkelig. Bestræbelserne var ikke mine egne. Ønsket om at være original, skabe det usete var ikke mit eget. Ønsket om at være i centrum for alles beundring var ikke mit eget. Tjene mere, stige i graderne. Nej og nej og atter nej. Det er ikke det jeg vil. Men jeg elsker mit fag. Jeg er sociolog af hjertet, af natur og min uddannelse har blot udvidet min horisont for det og lært mig at tænke det mere systematisk. Givet mig værktøj. Men håndværkeren er ikke sit værktøj. Det er hans tjener, hans redskab til at forme og fortolke sin verden. Jenny spørger Forrest Gump: “Do you ever dream, Forrest, about who you're gonna be?” Og han svarer så: ”Aren't I going to be me?” Og det er lige præcis sagen. Jeg er ikke sociolog. Jeg er ikke fuldmægtig. Jeg er ikke 6. kyu i karate. Jeg er ikke dansker. Jeg er mig – med alle de her forskellige etiketter klistret på. Det ville være en fornægtelse af min egen historie at sige at det intet betød, for det gør det, men det udgør ikke mig. Jeg er ikke summen af alt det + alt det andet jeg ikke lige har nævnt og som man også kunne skrive til. Problemet i almindelighed vil jo bare være, at man ikke kan sige til andre at ’jeg er mig’. Vi har det nemmest hvis vi kan beskrive os selv som noget eller nogen overfor andre. Og det har jeg også haft og det har jeg sikkert stadig. Det er et sprog med en masse usagte ord at sige at man er sociolog frem for at sige ’jeg er mig’. Vi beskriver hinanden ud fra det værktøj vi bærer. ”Nåh, så er han nok sådan og sådan.” Det er trygt og godt at kunne gøre – og meget menneskeligt. Fordomme på godt og ondt.
Men hvad så, når nu jeg har fundet ud af, at jeg er mig og resten blot er klistermærker og værktøj? Det er ret simpelt. Jeg skal bare lave noget jeg synes er sjovt. Og den sætning kunne passende slutte indlægget af, men der er lidt mere endnu. Jeg afviser ikke højere grader og mere i løn og alt det der. Det er bare ikke målet i sig selv. Hvis ikke det sjovt at arbejde som senior konsulent eller kontorchef eller whatever, så er det ikke jeg skal lave. Jeg skal være mig selv i det jeg laver og det skal være sjovt og udfordrende. Det er målet for hver dag.

Ekstranummer!

”Du ved jo selv hvad konsekvenserne er, så der er ikke så meget mere at sige til det”. Noget i den stil lød det fra den ene af de tre ældste, der sad i udvalget overfor mig. Det dømmende udvalg. Det var kommet så vidt på det tidspunkt, at jeg vidste at jeg ikke længere var et Jehovas Vidne og var begyndt at leve mit liv på min egen måde. Det havde de fundet ud af. De havde også fundet ud af, at jeg var politisk aktiv. Det var forkert og for det blev man udstødt. Det vidste jeg godt. Jeg var ikke et øjeblik i tvivl om konsekvenserne af mine valg. Ingen af dem. Men det kunne ikke være anderledes. Det var et valg mellem liv og død. Jeg havde smagt døden i de år det havde taget mig at komme til den konklusion, at jeg ikke kunne handle anderledes. Døden ved at miste fodfæste i livet. Ved ikke at vide, hvad der var at gøre. På det tidspunkt vidste jeg ikke, hvad der var at gøre. Jeg vidste blot, hvad der ikke var at gøre, og den religiøse vej var ikke den rette.
De udstødte mig, de genoprettede balancen og de skabte ro i menigheden. De markerede, at normerne var til for at blive overholdt. De vidste, at de satte mig udenfor frelsen. Udenfor menigheden. Ingen ville længere hilse på mig. Blot for at markere det hver gang jeg skulle støde på nogen af dem. Og det var faktisk helt ok. Sådan måtte det være. Det måtte være prisen. I virkeligheden var det ikke noget jeg havde gjort op med mig selv sådan kalkulerende, på den ene side, på den anden side… Næh, for enten blev jeg og døde langsomt eller også gjorde jeg noget andet. Blev jeg truet til at blive? Nja… Der blev talt meget og pænt om alt det jeg burde. Det man burde. Det blev aldrig rigtigt sagt direkte, i hvert fald ikke særligt ofte, men vi vidste alle, at når man ikke gjorde det man burde, så stillede man sig lidt dårligere i forhold til frelsen og frelsen var i forvejen ikke givet på forhånd. Den skulle man hele tiden gøre sig fortjent til. Så derfor, når det blev nævnt at ’det er nok en god idé, at du strammer dig lidt op dér og dér’, så gav det en rygmarvsreaktion der hed ’shit, jeg tæller nedad på point! Jeg må hellere komme ind i kampen!’ Det var jo en måde at få folk til at overholde normerne, ved at tænde på frygtknappen. Frygten for døden. Frygten for ikke at få del i det evige liv. Det var mere udpræget end jeg ville vedkende mig dengang. Sagen var bare, at jeg på et tidspunkt var nået til den erkendelse, at jeg ikke kunne tro på det mere. Det prellede bare af. Jeg kunne kun blive udstødt, fordi jeg ikke troede på det længere. De troede på det. De troede de kunne true mig, tale mig til fornuft, appellere til mig. Komme med en masse gode grunde. Velmenende mennesker. Søde mennesker var de. De fleste af dem. Jo, det var de alle sammen. De udtrykte sig bare ikke alle sammen lige sødt, når man trådte udenfor banens kridtstreg. Og sådan var systemet jo. Sådan var de mennesker. Hvis man ikke overholdt reglerne var man ikke et godt menneske. Jo, adspurgt om de virkelig elskede mennesker de udstødte ville de svare som den missionske onkel i Lykke-Per; ”jo, vi elsker skam Peter Andreas. Vi elsker bare ikke det han siger, de holdninger han har og alle hans gerninger.” Punktum. Det er da en kærlighed, der er til at forstå.

Jeg har syntes jeg snusede til døden. Jeg har aldrig haft en rigtig pistol for tindingen eller noget i den stil, så på en vis kan det synes overdrevet. Følelsen var dog reel nok og i dette normale liv kan intet nå op på siden af det. Tilbage stod nogle mennesker, der tænkte ’det var han selv ude om. Han vidste hvad han burde gøre’. De vaskede deres hænder for i virkeligheden var der blod på dem. Det var deres virkelighed. Ikke min. For jeg døde ikke. Desuden kunne jeg ikke have handlet anderledes. Sådan måtte det bare være. Og jeg ville gøre det igen, skulle det komme til det.

Anja og om at vaske guld

Anja var dagens gode oplevelse, dagens motivation. Og det er pudsigt som netop den kommentar (til: ’nu var den der!’) faldt sammen med flere ting jeg har oplevet i dag. Alice spurgte om det gik godt med bogen og jeg sagde at det ikke var gået som jeg havde forestillet mig og at jeg derfor er holdt med at forestille mig så meget. Simone syntes på sin side at mit projekt manglede formål og godt måtte være noget mere akademisk. Som det var kørt af stabelen fra starten. Og så skriver Anja det hun gør. Nøjagtigt det samme jeg sagde til Simone. Faktisk har Anja skrevet mens jeg talte med Simone om netop disse ting. Det er da pudsigt. Nå, men nok om pudsigheder og skæbnespekulationer. Jeg må bare erfare, at det ikke nytter noget at foregribe, hvad der skal ske. Hvad målet skal være. Det kan jeg have en diffus ide om. Måske. Men når jeg ser på bloggen og på udviklingen, så kan jeg konstatere at bogen har rykket sig til en tredje udgave. En form jeg slet ikke havde gættet på fra starten. Faktisk en form jeg havde dømt ude. Hvad havde jeg forestillet mig? Bare glem det. Bare skriv tøjet af dig selv i stedet for at overveje, hvor det skal ende. For hvad er destinationen? Aner det ikke, men for min egen sikkerheds skyld vil jeg gerne vide det lidt på forhånd. Det er da trygt og godt. Bogen rykker sig, og det er ikke kun bogen. Det er mig selv, der rykker mig. Det handler ikke om bog eller om bestseller eller noget i den stil. Det handler om mig og det er først nu det går op for mig. Jeg skal ikke skrive en bog. Bogen skal skrive mig og skrives af mig. Jeg skal skrive mig selv. Skrive mig ud af far og mor, ud af JV, ud af universitetet, ud af staten. Det der har båret mig i 30 år.
At læse Anjas indlæg, at læse hendes tanker… Det lyder som mig selv, når jeg prøver at falde i søvn om aftenen og alle analyserne splitter ord og logikker i atomer og jeg prøver at blive klogere på det hele. Hvad er bør? Hvad er logisk? Hvad er mig? Hvad er andre? Hvad er? Fuck…! Det er at køre i ring i en blindgyde og kun kigge i spejlet for at orientere sig. Men ikke desto mindre meget nyttigt for at nå til en eller anden meningsfuld meningsløshed. Sådan er det. Man skal vaske meget mudder for at finde guldstykkerne. Eller er det sådan? For hvad er? Keeps on going, and going, and going, and…

Underholdning

Der sker ikke så meget her på bloggen. I hvert ikke så meget som jeg selv vil. Bogen rumsterer og det er fint og jeg får også skrevet noget. Heller ikke nær så meget som jeg vil. Nok om det. Ét er ordene og bloggen. Noget andet er alle de tanker jeg flyder rundt i lige i tiden. Helt ud af det blå begyndte jeg at skrive med en på facebook som jeg ikke kender og frem og tilbage osv. og så nævner hun en hjemløs hun kendte engang. Denne hjemløse havde selv valgt det og sagde at hun til forskel fra alle os andre havde valgt det totalt ukontrollerede liv, livet uden bindinger, uden forpligtelser og hun havde rent faktisk prøvet at have det fede job, have status, penge og alt det så mange af os stræber efter. Tanken er rigtig god. Hjemløs bliver jeg nok aldrig. Til det er jeg for lidt et friluftsmenneske, men det at være bundet af det ene og det andet og være defineret i forhold til en masse roller, det er ikke særligt frit. Og hvem er jeg selv i grunden? Og hvem ønsker jeg at være? Det troede jeg faktisk jeg havde godt styr på. Jo, på det ydre. Jeg har lavet det og det og kan kalde mig sociolog og har været igennem et system der har båret mig i 28 år. Nej 30. Lad mig bare også tage de to arbejdsår med. Og hvad er resten så? Når der ikke længere er et system til at stive mig af med? Jeg panikker ikke over det. Jeg bliver ikke deprimeret og jeg føler ingen afmagt. Jeg føler en frihed af at have gennemskuet hvad jeg selv er en del af, et produkt af og synes egentlig det er ret spændende for jeg er ikke bare et resultat af det. Jeg er også noget mere eller noget andet og i alt det forekommer det mig, at jeg ikke er ret meget. Ikke ret meget andet end en nullermand som Annette ville sige. Men hvad så? Skal resten af tiden så bare fyldes ud med underholdning indtil andre lægger jord på? Tjah, det er vel bare hvad det skal.

Helvede er lige foran dig

Det er åbenbart fortiden der kører i ring. Eller også er det bare mennesker der er de samme. Men spøjst er i det alle fald at jeg fra forskellige kanter har oplevet fordømmelse uagtet om jeg gjorde det ene eller det andet. Det er ikke sagt ud fra tanken om ’det er da godt nok synd for mig at nogen ikke bare vil lade mig gøre det jeg gør’, men egentlig mere som en konstatering. JV mente på deres side at det var tosset af mig at forlade det evige liv til fordel for et endeligt. Uafsindigt dumt. Andre at jeg burde være blevet på lærerseminariet, fordi det var et sikkert valg, andre at jeg ikke burde holde orlov midt i studietiden, andre at jeg sagde op. Tåbeligt at få et hul i sit CV, at kaste sig ud i økonomisk usikkerhed, at kaste karrieren i ringen fra et fast job. Hvorfor alle disse ønsker på andre menneskers vegne? Eller bare på mine vegne, men jeg var jo nok den der lige stod tættest på den dag. Er det velment? Tjah. Det er det jo nok. Er det udtryk for egen angst? Det kan det også være. Er det udtryk for misundelse? Også det. Er det udtryk for ubehaget for at ens egen moral, det man selv forsøger at leve op til bliver forkastet? Det tror jeg har stor betydning. Så starter devalueringen, for sådan et menneske kan ikke være et ordentligt menneske, når han får andre til at føle sig skidt tilpas og blæser på det man selv synes er vigtigt. Sørgeligt. Det føles ikke rart når nogen træder ud af det geled man selv går i for at gå på sin egen måde og endda går og fløjter imens og har det meget bedre end før. Hvordan kan man seriøst have det bedre end at gå på den måde vi nu engang har lært er den rigtige!?
Marilyn Manson udtrykker sig sådan her: for at komme i himmelen skal man være en helgen. For at komme i helvede skal man bare være sig selv. Jeg vælger gerne helvede. Og jeg gør det gerne igen. For ét har alle dage siden frafaldet stået helt lysende klart, nemlig at livet er sjovere, livet er nemmere når jeg bare gør hvad jeg selv synes. Og jeg kan ikke være venner med alle. Og der er fanme guld for enden af regnbuen. Nåja, ikke altid, men så var turen derhen rigtig god.
Og hey, i virkeligheden er det her jo også interessante tanker til PNR. PNR’erede mennesker, der oplever deres omgangskreds blive angste for deres forandring, fordi de selv bliver usikre på deres egen rolle i forhold til dem. Tak til anonym for at sætte skub i nogle ting. Skulderklap alene gør ikke det hele.

Kan det virkelig være rigtigt?

Måske handler det her om mit PNR. Måske gør det ikke. Jeg kan ikke sige det, men jeg har altså oplevet noget underligt i år. År ud og år ind har jeg siden puberteten vil jeg gætte på været plaget af høfeber. Nyseanfald i massevis. Løbende øjne, kløende øjne, røde øjne. Snot i lange baner. Virkelig lækkert og meget generende. Ingen mulighed for koncentration, fokus. Kun nysen. Pudsen næse. Næseblod når det stod på for meget. Bedst at være inde, under bruseren. Men jeg har været maksimalt hjulpet af det man nu kan få i håndkøb. Cetirizin var mit dope. Forår og sommer var reddet med kun spredte nys i solen. Og så var det, at jeg mærkede det kildre i næsen. Som det plejer. Lidt mere snottet end ellers. Fandt pillerne fra sidste år. Stadig fine. Haps. Ned med en. Men jeg ventede lidt med at tage dem regelmæssigt før der var grund til det, og da jeg tog til Jylland glemte jeg at tage dem med. Og hvad skete der? Intet. Så absolut intet. Jo, det kildrede lidt. Et par nys om dagen, men det skete også med pillerne. Jeg var lidt panisk ved tanken om at skulle undvære dem – og valgte så at lade det være. Og der skete stadig ikke noget. Jeg tjekkede tallene for birk som er synderen lige nu. 1397. Var det højt? Jeg kunne ikke huske forholdet, men pollenkalenderen fortalte, at birken gik helt amok. Godt så. I dag er tallet 93 og for nedadgående. Og jeg overlevede. Uden medicin. Er jeg blevet fri for høfeber? Kan sådan noget bare forsvinde? Jeg vil jo gerne have et håndgribeligt svar på sådan noget og kan seriøst ikke komme på noget jeg har gjort anderledes. Mit d-vitamintilskud? At jeg spiser mere olivenolie? Eller at jeg er sprunget ud i mig selv, i mit PNR-projekt? Det sidste passer til mit ego, men ikke mit videnskabelige og analytiske og skeptiske jeg. Og hvorfor ikke bare glæde mig over at jeg er fri for at nyse mig gennem sommeren? Det bliver spændende at se, hvordan det går når græs går på banen i juni. Men hvis jeg skal tænke med mit ego, så får jeg næsten fornemmelsen af at kunne smide krykkerne ved bare at give mig hen til gud, til det guddommelige. Og så har jeg endda ikke været til håndspålæggelse i Pinsekirken. Den jordnære Kristian er skeptisk over den ide. Nej, han er faktisk bange for at det er for godt til at være sandt. Tro lidt mere på at tro kan flytte bjerge. Eller bare tro lidt mere på dig selv så flytter du også bjerge.

Tvunget PNR

Og så var der fødselsdag i går. Min egen for at være mere præcis. En god dag, der gik op i karate på en anden måde end den, der giver blå mærker. Fedt. En god klub og med fest om aftenen. Vupti! Så blev det også en slags fødselsdagsfest uden, at det egentlig var det. Nå, men flere har læst min blog og Claus fortalte mig om, at han var blevet grebet af tanken om at overveje, hvad man egentlig skulle med sit (arbejds)liv. Og så introducerede han PNR fra en anden vinkel. Tvunget PNR. Godt så. Kan man det? Hans historie var denne, at hans firma var blevet nødt til at fyre en større hærskare af ansatte. Han var så en af dem. Lige pludselig kunne han heller ikke se sig tilbage. Broen var også brændt, men det var ikke en del af hans egen proces. Nogen havde brændt den for ham. Men det havde fået ham til at tænke mere indgående over, hvad der egentlig var meningen med at arbejde. Nej, meningen med hans arbejde. Meningen med at han arbejdede, at han gav 37 timer af ugen, dagens bedste timer i bytte for penge, søde kolleger og et relativt meningsfuldt job. Var selve jobbet i virkeligheden meningen med det liv? En af hans venner var også blevet fyret og havde fået et nyt job i løbet af 20 minutter og hang hele tiden i røret; ”har du fået et job? Kom så af sted og søg noget!” Han ringede hele tiden. Claus var tilbagelænet og syntes egentlig det fungerede meget godt uden job. Eller måske rettere, uden dét job. Eller måske mere præcist, uden ham i dét job. For helt ærligt, når man lægger 37+ timer om ugen i et job, så vil det da være rart, at det er noget, der virkelig kan få en op af sengen om morgenen. Claus havde det rart med at blive liggende i sengen lige nu. Jeg kender det selv. Fantastisk at kunne stå op til at skrive blog, at skrive bog, at være sammen med fede mennesker. At være herre i eget hus. Det er til gengæld ikke noget, der giver kroner på kontoen…… Som JV havde vi tit gavn af at tænke på ordene i Mattæus 6:33; ”Bliv da ved med først at søge Riget og alle disse [materielle] ting vil blive givet jer i tilgift.” Frit fra hovedet. Jeg har ikke været henne og slå før ordene blev skrevet. Det gjorde jeg så og der står helt præcist: ”Bliv da ved med først at søge riget og hans retfærdighed og alle disse [andre] ting vil blive givet jer i tilgift.” Imponerende nok og sjovt nok at jeg ikke husker det med ’hans retfærdighed’. Logikken var naturligvis, at når man gjorde det rette i åndelig forstand, så skulle man ikke bekymre sig om basale fornødenheder. Vers 34 lyder i øvrigt sådan her kan jeg se, når jeg tilfældigvis læser videre: ”Vær derfor aldrig bekymrede for dagen i morgen, for dagen i morgen vil have sine egne bekymringer. Hver dag har nok i det der er dårligt den dag.” Og det er vel i virkeligheden det det handler om når vi har et job; at vi tjener penge til at klare i morgen, at vi sparer op til pension, at vi sikrer at vores børn kan klare sig. Forsikring, forsikring, forsikring. Og for hvad? Vi er åbenbart latent usikre. Det må være konklusionen på det.
Jeg har det som ham der skrev ’Bibelen uden gud’. Den er god at få forstand af og som kulturbærer umulig at komme udenom, men at bringe gud ind i det gør ikke noget godt. I det mindste ikke hvis man vil belære andre om gud. Gud er en personlig sag, som man kun kan tale om for sit eget vedkommende, ligesom passionen for at samle på frimærker eller for at skrive en bog. Og så synes jeg faktisk heller ikke der er så langt fra PNR til gud. Det er to alen af et stykke. Shit, det kan være farligt at skrive. Nu tror folk at jeg er religiøs. Make of it what you want. Jeg skriver bare hvad jeg tænker om det her i øjeblikket og jeg har stof med mig fra dengang. Det er også mig.