Helvede er lige foran dig

Det er åbenbart fortiden der kører i ring. Eller også er det bare mennesker der er de samme. Men spøjst er i det alle fald at jeg fra forskellige kanter har oplevet fordømmelse uagtet om jeg gjorde det ene eller det andet. Det er ikke sagt ud fra tanken om ’det er da godt nok synd for mig at nogen ikke bare vil lade mig gøre det jeg gør’, men egentlig mere som en konstatering. JV mente på deres side at det var tosset af mig at forlade det evige liv til fordel for et endeligt. Uafsindigt dumt. Andre at jeg burde være blevet på lærerseminariet, fordi det var et sikkert valg, andre at jeg ikke burde holde orlov midt i studietiden, andre at jeg sagde op. Tåbeligt at få et hul i sit CV, at kaste sig ud i økonomisk usikkerhed, at kaste karrieren i ringen fra et fast job. Hvorfor alle disse ønsker på andre menneskers vegne? Eller bare på mine vegne, men jeg var jo nok den der lige stod tættest på den dag. Er det velment? Tjah. Det er det jo nok. Er det udtryk for egen angst? Det kan det også være. Er det udtryk for misundelse? Også det. Er det udtryk for ubehaget for at ens egen moral, det man selv forsøger at leve op til bliver forkastet? Det tror jeg har stor betydning. Så starter devalueringen, for sådan et menneske kan ikke være et ordentligt menneske, når han får andre til at føle sig skidt tilpas og blæser på det man selv synes er vigtigt. Sørgeligt. Det føles ikke rart når nogen træder ud af det geled man selv går i for at gå på sin egen måde og endda går og fløjter imens og har det meget bedre end før. Hvordan kan man seriøst have det bedre end at gå på den måde vi nu engang har lært er den rigtige!?
Marilyn Manson udtrykker sig sådan her: for at komme i himmelen skal man være en helgen. For at komme i helvede skal man bare være sig selv. Jeg vælger gerne helvede. Og jeg gør det gerne igen. For ét har alle dage siden frafaldet stået helt lysende klart, nemlig at livet er sjovere, livet er nemmere når jeg bare gør hvad jeg selv synes. Og jeg kan ikke være venner med alle. Og der er fanme guld for enden af regnbuen. Nåja, ikke altid, men så var turen derhen rigtig god.
Og hey, i virkeligheden er det her jo også interessante tanker til PNR. PNR’erede mennesker, der oplever deres omgangskreds blive angste for deres forandring, fordi de selv bliver usikre på deres egen rolle i forhold til dem. Tak til anonym for at sætte skub i nogle ting. Skulderklap alene gør ikke det hele.