PNR 1. side

Mit point of no return indtraf, da det gik op for mig at jeg var nødt til at sige mit job op. Sige op. Ganske enkelt. I nogle uger var jeg begyndt at søge andre jobs. Kigge på ledige stillinger. Overveje hvad jeg egentlig havde lyst til at lave. Mit job som fuldmægtig i staten kedede mig. Det var ikke mig. Det havde det aldrig været og jeg havde vidst fra starten, at jeg aldrig fik det legendariske guldur og brev fra Dronningen i det system. Men et meget godt sted at starte som nyuddannet. Søde kolleger, fast arbejde og mulighed for at lære noget nyt. At gå på arbejde og fylde 37 timer ud er jo immervæk en bedrift. Så meget husker jeg ikke at have arbejdet da jeg gik på universitetet. Vi havde masser af fritid og masser af dårlig samvittighed over alt det vi aldrig nåede, alt det vi altid kunne læse ekstra. Der var altid noget… Men gnisten kom aldrig. Det fængede ikke. Det var ikke fagligt relevant og med udsigt til at mit arbejdsområde skulle gøres mindre udfordrende end det i forvejen var, med udsigt til at få større ansvar, meget større ansvar og det samme i løn, ja så var det bare det sidste søm til kisten. Den stod klar til at blive sat i graven. Salmerne var sunget på sidste vers. De stedsegrønne planter omkransede de sortklædte. Gruset knasede under lædersålerne. Min chef havde enkelt bekendtgjort da jeg fremsatte mit ønske om mere i løn, at sådan gjorde man ikke i staten. Fagforeningen var ellers med mig, bakkede mig op. Den kollega hvis område jeg overtog havde fået en markant større løn end mig. Men sådan gjorde man ikke i staten. Det var ikke noget personligt. Men tak fordi du gør det så godt. I virkeligheden ville mere i løn ikke have forandret min indstilling til mit job. Det var bare et signal om, at det ikke var stedet for mig. Jeg var på vej ud, på vej til noget andet. Jeg ville gerne lave noget jeg var god til. Det jeg var uddannet som. Sociolog. Masser af faglighed. Masser af metode. Analyser. Evalueringer. Udfordringer. Suk og dybt suk! Lad mig nu lave det jeg er god til!
Jeg skulle til samtale hos et lille konsulentfirma. Meget stolt over at jeg var blevet udvalgt blandt formentlig mange hundrede ansøgere. En god samtale. God kemi. Spændende opgaver. En no bull shit virksomhed som chefen sagde. Det var rigtigt. Lige min stil. De fandt en der var bedre. Han matchede 100%. Det forstod jeg med det samme. Al respekt for det. Sådan er spillet.
Da samtalen var aftalt sad jeg en aften og læste avisen og stemmen sagde, ’du skal sige dit job op’. Bare sådan. Det isnede af angst i hjertet og jeg blev våd i hænderne og skyndte mig at læse videre. Dét kunne jeg ikke bare gøre! Hvad med økonomien? Og hvad ville kollegerne sige? At jeg sådan sagde op uden at have noget andet? Og hvad ville familien sige? Hvad ville min far sige? Jeg så for mig at jeg ville blive udnævnt til dette årtis største tåbe og hånet for dumdristighed. Nej, det var ikke en mulighed. Jeg læste, men ordene blev i avisen. Nødvendigheden havde bidt sig fast. Jeg var nødt til at gå linen ud. Jeg kunne ikke blive der. Ikke ét øjeblik mere. Det var lige meget med økonomien. Så måtte jeg skylde i banken. Det var lige meget med kollegerne. Dem skyldte jeg ikke noget. Ikke det i hvert fald. Det var lige meget med far og de andre. Det var min fremtid. Ikke deres. Og uanset for og imod, så måtte jeg bare stoppe. Stoppe nu. Alt andet var ligegyldigt. Jeg var ved at gå til. Det var tydeligt. Noget nyt skulle til at ske. Det lignede noget jeg havde gjort før. Noget af en lignende karakter. Denne gang var jeg bare med i det selv. Det var konkrete overvejelser og følelserne kunne jeg gennemskue. Men hvad skulle jeg tage mig til? Jeg havde kun én fugl på taget. Samtalen med det lille konsulentfirma kendte jeg ikke noget til udfaldet af. Jeg bildte mig ind at jeg fik jobbet. Sådan måtte det være. Det blev min redningskrans en tid. Min forklaring til mig selv. Og så kunne jeg fortælle at det var hvad jeg havde i udsigt. Og så tog jeg en dyb indånding og bad om en samtale med min chef. Sagde det helt enkelt. ’Jeg vil gerne sige mit job op’. Og så var det sagt og verden stod der stadig. ’Jeg kan kun respektere det. Men jeg kan ikke sige tak.’ Hun smilede. Nej, tak duede ikke. Med ansættelsesstop og fyring på vej, så var det skidt for hende. Det vidste jeg godt, men med et slag havde jeg forandret min dagligdag og vundet en masse respekt hos mange kolleger. Andre så skeptiske til. Meget skeptisk. Nogle tænkte deres. Det var der ingen tvivl om. Men det var okay. Jo flere gange jeg fortalte historien jo mere rigtig blev den. ’Hvorfor har du sagt op? Hvad skal du lave?’ Og jeg kunne enkelt svare at det ikke længere var det jeg ville. At jeg bare skulle holde og så søge jobs hjemmefra når det kom så vidt. Og det var det rigtige at gøre. Det føltes på intet tidspunkt forkert. Jeg spekulerede ganske vist over om jeg var for konsekvent. Om jeg brændte unødige broer. Tjah.