PNR 3. side

Obligatorisk morgenmad med kontoret og jeg fik et par bøger af mine kolleger. Nelson Mandelas ’Vejen til Frihed’ og en biografi om Obama ’Kometen’. Symbolikken var til at tage og føle på. Lidt senere kom en kollega forbi med en plade chokolade med passionsfrugt i. ’Følg din passion’, sagde hun, ’og tag det med det søde’. Jeg blev faktisk lidt skæv af al den symbolik og i det hele var det en god og lidt trist dag. Mine kolleger syntes jeg godt om og de syntes godt om mig. De var jo nærmest den eneste grund til at jeg mødte på arbejde hver dag. Men det nyttede ikke og da jeg gik ud af hoveddøren vidste jeg helt enkelt at jeg ikke kom tilbage. Aldrig mere. I snesjappet lurede foråret. Nu kunne det kun blive lysere tider og jeg gik mod stationen med en dyb indånding og et dybt suk. Aldrig mere bureaukrat. Men hvad så? Det vidste jeg ikke. Og reelt havde jeg jo ikke vidst det siden jeg blev kandidat. I studietiden havde jeg masser af ambitioner, planer osv. HR-konsulent i et internationalt firma og jeg skulle rejse verden rundt og give mit bidrag til CO2-regningen og se spændende steder og lufthavne og være en vigtig medarbejder ingen kunne undvære. Da jeg så endelig stod med eksamensbeviset i hånden… Ja, hvad så? Det havde været målet i sig selv at blive færdig viste det sig. Jeg vidste kun at jeg skulle have et job. Nej, jeg vidste kun at jeg var træt af at være på SU. Nu måtte der godt ske noget andet. Jeg indstillede mig på endnu en læreperiode. Ny venten på det der var godt. Til jobsøgningskurserne fik vi hele tiden at vide, at det første job ikke var drømmejobbet. Det skulle vi ikke forvente. Vi skulle være tålmodige. Få erfaring i det eller de første job. Så det gjorde jeg så. Det var altid nemmere at få et job når man havde et og med et job kunne man bedre se hvilke muligheder der var osv. Jeg kendte alle replikkerne. Men ikke at jeg overhovedet blev klogere af at gå på arbejde. Jo, jeg kom da til at vide en masse om ministerbetjening, excel-ark, evaluering, projektstyring osv., men det var som om det kun skabte opmærksomhed på de konkrete opgaver. Ikke på hvad jeg ville. Mit udsyn var aldrig klart. Altid grumset. Uklart og jeg lod stå til. Tænkte at svaret nok kom.
Jeg begyndte at gå til karate. Det var fedt at arbejde med kroppen på en helt anden måde end med fitness og løb og der var noget nyt jeg kunne lære. Bare med kroppen, og jeg begyndte at tale med min krop gennem cirkelspark og slag med masser af hoftebevægelse i. Det gav mig rigtig meget og jeg begyndte igen at udvikle mig, følte at jeg bevægede mig. Nu i kroppen. Hvor jeg før havde været åndsfokuseret og lært at læse i bøger og blevet kandidat i det, blev jeg nu kropsfokuseret og kunne se, at jeg ikke var ret meget længere end 2. klasse hvad det angik. Jeg skulle til at lære at spise med kniv og gaffel igen. Jeg ville gerne og min krop var bange for det og derfor gjorde jeg det endnu mere.
Karateklubben var en opvågnen til en fortid fra for længe siden. Fra min menighedstid. Efter den første træning vidste jeg, at det var noget for mig. Min krop var ustyrligt motiveret. Men der var også noget andet. Det var ikke slagsbrødre der gik der. Man trænede ikke karate for at slås. Man trænede med fokus på sig selv – og fordi det var nogle fede mennesker der gik der som sensei Casper udtrykte det over et par øl engang. Jeg havde studset lidt over hans første bemærkning til mig da jeg lidt nervøst ringede for at høre, hvornår der var træning; ’øh, jeg er altså ikke vant til at slå på nogen og den slags. Jeg er bare akademiker’. ’Jamen det er vi alle sammen. Du kommer bare.’ Det var de nu ikke alle sammen, men det gik hurtigt op for mig at det ikke var en klub for slagsbrødre og det gav mig endnu mere lyst til at blive der. Man kom hinanden ved, når man lige havde vist at man godt ville træne mere end et par gange. Det blev sådan her; træning 50%, det sociale 50%. Jeg kunne ikke bare træne for træningens skyld. Folk var fede og jeg blev accepteret, og jeg mærkede, at jeg faldt ind i en rolle som da jeg kom i menigheden. Snakkede med alle, godt humør og efter et års tid fik jeg også tilbudt en plads i bestyrelsen. Året efter blev jeg træner på børneholdet og det gik mere og mere op for mig at jeg jo nok var mere en del af klubben end jeg selv gik og tænkte om det. Siden bruddet med menigheden havde jeg været meget bevidst om ikke finde et erstatningsfællesskab. Det var ligesom tabu for så havde man ikke brudt med det i virkeligheden.