PNR 4. side

Jeg var også en overgang politisk aktiv og mobiliserede en masse kraft på at holde det ud i strakt arm og afvise det som en ny sut. Det tror jeg heller ikke det var og jeg tror heller ikke at karateklubben var en ny sut, men som en ekskæreste sagde, så var der jo ikke noget mærkeligt i at finde fællesskaber og være en del af dem. Vi er jo mennesker. Vi er sociale. Ja, så enkelt var det vel i grunden, og jeg er jo bare den jeg er. Jeg socialiserer mig og blander mig med alle og enhver. Det gjorde jeg også på mit arbejde. Mine kolleger var den primære grund til, at jeg kom der. Kantinens mad den sekundære og et stykke nede af listen kom mit arbejde. Det havde intet med menigheden at gøre. Det var bare sådan det var. Det var sådan jeg var og med karateklubben accepterede jeg det og nød det. Det passede bare godt til mit temperament at være sammen med mennesker om noget, med mennesker der sagde mig noget. Menigheden havde været samlet om noget åndeligt. Bibelen. Gud. Radikal Ungdom om politik. Diskussioner. Og øl. Karate var… Ja, mennesker og krop og ånd uden at være åndeligt.
Klubben havde været en erkendelse for mig selv om, at det var i orden for mig at være en del af et fællesskab. Det opslugte mig ikke. Jeg tabte ikke jordforbindelsen her. Det kunne aldrig blive meningen med livet. I hvert fald ikke meningen med mit liv, men det gav mig en masse jeg ikke fik andre steder. Personlig udvikling, spændende venskaber, blå mærker. Og hvorfor skulle jeg også vurdere de fællesskaber efter ’meningen med livet’? Den ledte jeg alligevel ikke efter der, og der var vist heller ingen af de andre der gjorde. Men her lærte jeg at acceptere mig selv som det sociale menneske jeg rent faktisk er og godt kan lide at være. Endelig.
Karate var den meningsfulde del af mit liv. Mit arbejde den meningsløse, og det fungerede egentlig meget godt. Der var penge på kontoen, og jeg kedede mig ikke i min fritid. Jeg ventede på, at der skete noget. At der kom svar fra himmelen. Lod den ene dag tage den næste. Trænede noget mere. Svedte noget mere. En hel masse faktisk. Men så kom der grøde i vandene. Det skubbede til noget at jeg mødte Annette. Annette havde sagt sit gode og prestigefyldte job op. Var blevet skilt og havde købt en motorcykel og kørt gennem de amerikanske kontinenter for at lede efter sig selv. Hun følte sig ikke til rette i det hun var i. Var hun en inspiration? Eller var hun i virkeligheden the point of no return? Ét var sikkert for kort efter, at jeg havde mødt hende begyndte jeg at lede efter et andet job. Jeg havde bare manglet et spejlbillede. Det hele lå klart. Jeg var på vej væk nu, hvis ikke jeg havde været det hele tiden. Trådene skulle bare samles. Ordene formuleres. Tasken pakkes. Og lige pludselig begyndte det at gå stærkt. Jeg søgte jobbet. Blev kaldt til samtale og inden samtalen var overstået havde jeg sagt mit job op. Alt sammen på to-tre uger. Jobsøgningen var kun et symptom. Efter jeg havde fundet jobannoncen og besluttet mig for at søge stillingen sagde jeg til Annette, ’jeg er færdig med mit job. Det er slut nu’. Og det var faktisk mere slut end jeg havde regnet med lige der, men det var åbenbart en langsom død. Jeg skulle vænne mig til tanken. Acceptere følelsen hos mig selv at det var legitimt at gøre noget så uortodokst som at løbe af pladsen uden anden grund end bare at ville holde. Det stillede skarpt på mine forventninger til mig selv. Mine forventninger til hvad andre, min familie, mine kolleger mente om sådan noget. Jeg mødte i høj grad den holdning, at man velovervejet burde træffe den slags valg. Underforstået, ’Kristian, du har ikke truffet et velovervejet valg’. Men hvad betyder det i grunden? Jeg oplevede at det i den sammenhæng betød, at jeg burde have udpeget mig en ny sikkerhed når jeg forlod en anden sikkerhed. Man kan ikke bare træde ud i vandet uden at vide om man kan bunde. Kunne jeg bunde? Det vidste jeg ikke, men for at blive i billedet, så vidste jeg at jeg kunne svømme og holde mig oven vande. Og det var egentlig det vigtigste. Men det blev mig en interessant erfaring i hvor meget andre og også jeg selv fokuserede på sikkerhed. Sikkerhed, sikkerhed, sikkerhed. Frem for alt. Sikkerhed for hvad? Og til hvad?