mandag den 5. juli 2010

Arent't I going to be me?

Første fødsel i lang tid. Jeg troede længe at bloggen var død, at kilden var tømt. At jeg kun kunne skrive ud af frustration, fortvivlelse, tvivl. For at blive afklaret. Sådan var det ikke. Jeg er blevet mere afklaret. Mere velfunderet i mig selv og min egen eksistens. Og nu er det der igen. Og det har hele tiden været der. Der har været blus på gryden. Det var bare ikke serveringsklart.
USA-turen viste sig at være en dannelsesrejse. Et fantastisk sted, I must say. Eller måske bare dét at komme væk fra de almindelige rammer. Tænke og fundere i andre omgivelser. Blive inspireret af nye indtryk. Faktisk kom der en konklusion på de foregående 3-4 måneders 30-årskrise. Med udsigt over Hudsonfloden og lyden af et pulserende Manhattan i baggrunden var det klart, at jeg havde skrevet mig ud af unisproget, ud af akademikeren og fundet mit eget sprog. Aflagt mig opdragelsen som jeg havde accepteret i alle de år. Ved at finde mit eget sprog, min egen tone i livet fandt jeg også ud af, hvad der skulle til for at blive lykkelig. Bestræbelserne var ikke mine egne. Ønsket om at være original, skabe det usete var ikke mit eget. Ønsket om at være i centrum for alles beundring var ikke mit eget. Tjene mere, stige i graderne. Nej og nej og atter nej. Det er ikke det jeg vil. Men jeg elsker mit fag. Jeg er sociolog af hjertet, af natur og min uddannelse har blot udvidet min horisont for det og lært mig at tænke det mere systematisk. Givet mig værktøj. Men håndværkeren er ikke sit værktøj. Det er hans tjener, hans redskab til at forme og fortolke sin verden. Jenny spørger Forrest Gump: “Do you ever dream, Forrest, about who you're gonna be?” Og han svarer så: ”Aren't I going to be me?” Og det er lige præcis sagen. Jeg er ikke sociolog. Jeg er ikke fuldmægtig. Jeg er ikke 6. kyu i karate. Jeg er ikke dansker. Jeg er mig – med alle de her forskellige etiketter klistret på. Det ville være en fornægtelse af min egen historie at sige at det intet betød, for det gør det, men det udgør ikke mig. Jeg er ikke summen af alt det + alt det andet jeg ikke lige har nævnt og som man også kunne skrive til. Problemet i almindelighed vil jo bare være, at man ikke kan sige til andre at ’jeg er mig’. Vi har det nemmest hvis vi kan beskrive os selv som noget eller nogen overfor andre. Og det har jeg også haft og det har jeg sikkert stadig. Det er et sprog med en masse usagte ord at sige at man er sociolog frem for at sige ’jeg er mig’. Vi beskriver hinanden ud fra det værktøj vi bærer. ”Nåh, så er han nok sådan og sådan.” Det er trygt og godt at kunne gøre – og meget menneskeligt. Fordomme på godt og ondt.
Men hvad så, når nu jeg har fundet ud af, at jeg er mig og resten blot er klistermærker og værktøj? Det er ret simpelt. Jeg skal bare lave noget jeg synes er sjovt. Og den sætning kunne passende slutte indlægget af, men der er lidt mere endnu. Jeg afviser ikke højere grader og mere i løn og alt det der. Det er bare ikke målet i sig selv. Hvis ikke det sjovt at arbejde som senior konsulent eller kontorchef eller whatever, så er det ikke jeg skal lave. Jeg skal være mig selv i det jeg laver og det skal være sjovt og udfordrende. Det er målet for hver dag.

6 kommentarer:

Anonym sagde ...

Patetisk!!!!

Du er også arbejdsløs, doven og fortabt...

Unknown sagde ...

Velskrevet!
Godt at se din tur har flyttet dig.
For jo, mennesker er deres label, men formen der understøtter er langt mere og bevægelig, heldigvis.
Egentlig bør livet ikke defineres af oplevelser, snarere efter hændelser observeret og følt.
Videregiver gerne mit simple mantra; DU ER! Hvad fanden kan egentlig være større?
Anja

Anonym sagde ...

åhhh. "Anonym" og "Christian". I er det klassiske "odd-couple".
Ligesom Jack Lemon og Walther Matthau i "Hvem støver af".
Jeres samspil er ganske enkelt sublimt.
Christian med sine sprudlende og velskrevne indlæg, fyldt med energi og livsglæde.
Og Anonym med sine korte, dystre, latterlige og intetsigende kommentarer.

I er i sandhed hinandens modstykker; Sherlock og Moriaty, Lex Luther og Supermand osv. osv.

Fortsæt i begge bare med jeres indlæg. De er dybt underholdende på hver sin måde :)

Mvh. Cartman

Bloggalicious sagde ...

Kristian: Godt at have dig og dine ord tilbage. Troede lidt, at du var stukket af i Staterne :-)

Cartman: Det er da interessant, at du kan se humoren i voksenmobning på et temmeligt insisterende niveau. Jeg er dog ikke selv helt overbevist om kvaliteten af det...

Anonym sagde ...

Hmmmmm. Prøvede bare at vise min støtte til Kristian (og foragt for anonym) på en lidt anderledes måde med et glimt i øjet.

Desuden ved jeg ikke om det ligefrem er mobning, da Kristian i et tidligere indlæg jo netop har redegjort for, at bevidst ikke sletter disse indlæg, da hans blog er et sted hvor alle bliver hørt. (Du må selvfølgelig rette mig hvis jeg har misforstået dette indlæg Kristian?)
Så "take-a-chill-pill" Bloggalicius... :)

- Cartman

Louise sagde ...

De tanker, du har gjort dig i dit indlæg, har jeg tænkt mange gange uden dog at formulere dem så klart, som du har formået. Du sætter de præcise ord på, hvordan det er.

Jeg "taber" ind imellem mig selv af syne, fordi jeg bliver for optaget af, hvad andre mener at jeg bør være, og hvad jeg bør aspirere mod.

Jeg har en ret god fornemmelse af, hvem jeg inderst inde er, så jeg kan som regel føle, hvis jeg kommer på afveje. I de tilfælde plejer jeg - helt elementært - at forestille mig, at jeg sidder på en øde ø eller i en hytte langt ude i skoven... Og så spørger jeg mig selv, om det virkelig er, hvad jeg ville vælge at være, gøre, synes, mene, tænke, hvis der ikke var nogen udefra til at påvirke eller dømme mig. Ikke særlig overraskende bliver svaret ofte nej, og så er det let at træffe det valg, der er rigtigt for mig.