Friheden

Point of no return. PNR. Det er konceptet for bloggen. Og det har ført mig vidt omkring. Faktisk helt til mig selv. Spredt fægtning. Konkrete handlinger. Pludren. Small talk. Store tanker. Ligegyldigheder. Nået ud til andre ved bare at være mig selv. Wow – det sidste var faktisk noget af en mind breaker! Man kan ikke være noget for andre, hvis man ikke er sig selv. I det mindste er det ikke oprigtigt, men en leven op til normer. Efterligning af andre. Bevidstløst, bare følge mængden eller helt bevidst og velovervejet gøre noget andre har formuleret. I mangel af bedre svar hos sig selv er en andens svar en god autoritet. Det virker for en anden – så kan det også virke for mig. Camus har sagt, at et menneske uden karakter opstiller leveregler for sig selv. Camus har fat i noget, men jeg vil moderere det og sige, at et menneske som ikke har fundet sig selv opstiller andres regler for sig selv. I mangel af bedre. Uden noget ville man gå til grunde. Jeg har selv haft og har stadig andres normer hos mig. Sociologen fortæller mig, at det ikke kan være anderledes. Sådan er det at være menneske. Jeg accepterer at holde for rødt. Hver gang. At jeg ikke smasker når jeg spiser. At jeg ikke giver mig selv byttepenge i kiosken. Der er bare nogle ting, der gør det nemmere at omgås andre, men det er en hårfin grænse, hvornår man omgås andre i almindelighed og hvornår man underminerer sig selv, fordi man gerne vil undgå konflikter. Hvordan forvalter man den resterende frihed? Hvordan definerer man den resterende frihed, når hverdagens normer som før omtalt er siet fra? Hvor langt går min grænse? For der findes ikke En Grænse, der er helt tydelig. Der er masser af ingenmandsland. Nogen går der. Nogen går over Grænsen. Nogen kommer aldrig i nærheden af ingenmandsland. Tænk hvis man stødte på andre der også gik der og mente, at deres frihed var mere berettiget. Man skulle kæmpe uden normer. Det er frihed uden privat ejendomsret. Altid til forhandling. Altid et spørgsmål om smag. Respekt og hensyn. Arg egoisme. Den sidste rest af menneskets territorialdrift som samfundet ikke har taget monopol på at definere. Der er frontkæmpere og strategerne. Der er fodtudser. Der er dem der går med når minefeltet er ryddet. Der er dem der bliver derhjemme. Og hvad fanden er bedst at være? Hvad er jeg selv? Nåja. Det er en smagssag. ”At rejse er at leve”. Jojo, men er en erklæret hjemmefødning så død? Hvis man nu har det helt fint med at ’blive derhjemme’? Og det er vel netop dét! At man har friheden til at sige ’ja, jeg har det fint med ikke at være frontkæmper. Jeg er glad for at være til i al ubemærkethed.’ Men netop det at kunne træffe valget og vide med sig selv at det er rigtigt - det er der friheden er.