En del af udfordringen

Nu står det klart, jeg har aftalt med mig selv, at jeg skal skrive lidt hver dag. Ikke nødvendigvis til bogen, nej, men noget, lidt, et eller andet. Jeg kan mærke, at der på en anderledes måde er en stor kraft i mig, der venter på at komme ud, som skal omsættes i ord. Den er ikke sat på bestemte ord og det handler i høj grad om min evne til at formulere mig, som afgør om det blive flydende, levende, spændende. Den evne får jeg først og fremmest ved at øve mig og – ja – det er sandt. Man er nødt til at gøre noget for at øve sig. Derfor må jeg gladelig indrømme at det ser ud til at jeg ikke kommer til at betragte de som en pligt, men som en mulighed for at komme i værkstedet og arbejde med det jeg har lyst til. Og hold da kæft hvor har jeg i mange år haft lyst til at skrive. Skrive, skrive, skrive! Jeg har bare aldrig anet, hvad jeg skulle skrive om. Jo, en ide hist og en ide pist. (nej, det er nu ikke helt rigtigt. Jeg har haft masser af ideer, men af den ene eller anden grund er det bare aldrig endt med at materialisere sig på skrift. Hvorfor?) Gode ideer synes jeg selv. Der har været masser af stof til masser af artikler. Jeg ved jo meget, jeg tænker over ting og jeg ved også at jeg gør det på skæve måder som kan vække andres interesse. Det med andres interesser er nok det, der har været akilleshælen. Jeg har været for fokuseret på hvad andre måtte synes og mene om det jeg kunne finde på at skrive. Jeg har så at sige haft ’de andre’ siddende på skulderen til at tænke mine ideer i gennem sammen med mig. Som om at de skulle blåstemple det. Nej, det er nok mere rigtigt at sige jeg har ført en debat med dem, ladet dem være kritiske læsere på det jeg havde tænkt mig at skrive. Det kan være udmærket, men nu kan jeg se, at det ikke nytter for det betyder i høj grad, at jeg slet ikke kommer i gang med at få skrevet. Jeg bliver aldrig færdig med at diskutere. Altid nye vinkler, perspektiver, synspunkter. Jeg vil have, at mine argumenter skal være skudsikre. Faktisk vil jeg gerne have at det er perfekt. Bravo! Kristian Molbo. Hvor kommer det fra? Skulle det ikke være noget fra JV? Der diskuterede du jo også med dig selv, eller rettere, du lod evt. modstandere diskutere med dig, så du kunne finpudse dine egne argumenter. Det fungerer fint i en sådan sammenhæng og det var også supergodt, da du var politisk aktiv. Men ikke nu, ikke nu, hvor du skal ud med dig selv. Det skal ikke kritiseres. Det skal ud og så kan du altid gå det igennem. Sådan ville det altid være uanset, hvad du lavede. Intet er perfekt fra fødslen. Er du bange for at andre skal kritisere dig? Er du bange for at du skal sige noget fjollet? Ja, det du. Ja, det er jeg. Jeg er bange for at det jeg siger og som er noget jeg selv synes er rigtig klogt skal blive grinet af, kritiseret og alt muligt i den dur. Og jeg ved jo godt, at det er noget pjat, for uanset hvor godt og gennemarbejdet noget er, så vil der altid være noget jeg har glemt og der vil altid være nogen der har en anden holdning osv. osv. osv. Jeg kan huske at jeg med snart sagt enhver sætning i mit speciale havde dels min vejleders stemme på den ene skulder og dels akademias kritiske røst på den anden. Det sneglede sig frem at få sætning efter sætning ud gennem fingrene. Til gengæld var de kønsløse, meget belæste og meget korrekte. I virkeligheden var det heller ikke noget jeg egentlig rigtigt stod ved. Emnet stod jeg ved. Problemstillingen. Big time. Det var vigtigt, men selve produktet, teksten. Hmm… Nej, det var ikke et barn jeg ville kendes ved, hvis det endelig var. Jeg havde skrevet det ganske vist, men det var ikke mig. Det var akademia og jeg var og er akademia i den henseende. At være en del af noget er jo ikke så ualmindeligt. Som sociolog er det noget jeg ved om nogen. Jeg er jo så f.eks. sociolog (!), men da jeg var JV var det jo det samme. Kønsløse tekster og oplæg om opbyggelige spørgsmål. De var korrekte fra ende til anden, men det var jo ikke mig (eller jo, det var mig, men det var noget jeg havde lært. Det var ikke levende, det havde ikke sit eget liv. Det levede ikke pga. mig. Det levede i kraft af Vagttårnets autoritet og derfor blev det accepteret og var noget man klappede af). Sjovt at have det perspektiv på det nu. Det er meget interessant og reelt kan det koges ned til én ting; vær dig selv. Tro på dig selv, tro på dine ord, tro på din kreativitet, tro på din fantasi og din evne til at tænke noget på en spændende måde. Jo, andre vil kritisere det. Men du vil jo også gerne have at andre skal se dig. Ville du selv ukritisk acceptere hvad andre havde at sige til dig? Nej om gud du ikke ville! Sådan er det jo. Vi er jo os selv og har holdninger osv. og så er vi desuden så vel stedt at vi lever i et demokrati hvor vi kan sige hvad vi vil. Det kan du og det kan andre. Glæd dig over det, glæd dig over at du kan være dig selv, at du ikke behøver at have nogen siddende på din skulder og mere eller mindre konkret kritisere hvad du kan og bør sige. Tænk hvis du havde boet i Iran. Så havde du skullet brække tungen for at opføre dig korrekt og sige det som var tilladt og som reelt ikke havde nogen betydning for det ville ikke være dig. Hvordan havde du det som JV? Hvordan var det der at skulle overveje, hvordan du udtrykte dig for ikke at overtræde normerne og blive mistænkeliggjort som en der var svag i troen, som en der var dårligt selskab eller hvad man nu kaldte det? Det er sandt. Det var ikke mig. Det blev hele tiden facade, det var skuespil, forstillelse og en vagtsomhed efter, hvad der var det rette at gøre eller sige. Eller sådan var det for mig og hvordan kunne jeg vide, hvad jeg egentlig ville når det var det eneste jeg havde kendt? I dag kan jeg se, at det var sådan det var. Jeg levede ikke, jeg var der, men jeg var der ikke selv. Vær dig selv og kend dig selv (i forhold til guderne).