Jeg er sulten. Jeg mangler ord!

Det blev så til to indlæg:)I dag har været en god dag. Dette er ganske vist det første jeg skriver, men det er heller ikke det der gør den god. Jeg var forbi Kjeld og havde en vældig god snak om PNR. Hans liv, hans livshistorier, for der er tale om flere. Hvornår begynder det i virkeligheden? Hvornår sætter PNR ind? Da man bliver klar over det? Da man møder ham der får en på sporet? Da man bliver født? Ikke så afgørende for mig at se, men overvejelserne er spændende. Desuden talte vi en mængde om tekst og bøger og da han ubetinget er den person jeg kender der har læst mest (og også skrevet mest. Amatørforfatter til fingerspidserne), så virker hans ord autoritative på mig. Med tanke på Stephen King fra de sidste par dage, fortalte jeg at jeg var begyndt at læse lækre ord for at blive bedre når jeg skrev. ”Ja, det er da klart!” var hans reaktion. ”Tove Ditlevsen sagde at ’for at der kunne komme noget ud, måtte der komme noget ind.’ Ellers tørrer det ud.” Det havde han nævnt før, men i denne sammenhæng rakte jeg ud efter det som de nøgleord jeg havde manglet. Jeg bad om at måtte låne en bog med godt sprog og en med dårligt. ”Jeg ved ikke engang om jeg har en med dårligt sprog. Finn har vist smidt den sidste ud. Den var også frygtelig.” Det havde Finn ikke nået, men med det samme jeg læste den første side var det ingen overraskelse. Kæft den var dårligt skrevet! Forfatteren gjorde et eller andet forkrampet forsøg på at skrive noget, der skulle være både originalt og sjovt og som mildest talt var dilettantisk kopisme. Rædsomt, og det virkede overhovedet ikke overbevisende og slet ikke personligt. ”Vil du låne den?” Jeg havde fået nok efter første side. ”Nej, smid den bare ud.” Til gengæld lånte jeg så fire andre bøger; Erling Jepsens ’Kunsten at græde i kor’ og ’Med venlig deltagelse’, Kim Leines ’Tunu’ og Günter Grass’ ’Bliktrommen’. Masser af ord at bade i. For det havde netop været min oplevelse de sidste par dage, at jeg blev bedre til at skrive når jeg fik ord indenbords. Stephen King har reddet min læselyst mange gange og nu gjorde han det så igen. Jeg var sulten efter mere. Efter meget mere! Jeg kan også mærke, hvordan jeg er blevet mere opmærksom på sproget i bøger jeg læser. På formen. Ikke så meget på indholdet med mindre det er specifikt valgt til emnet. Jeg havde tidligere også læst meget, men det var netop mere for indholdet. Ikke så meget for sproget. Romaner sagde mig intet. Spild af tid. Hvad fik jeg ud af en opdigtet historie? Så hellere bruge min tid på at læse noget faktuelt eller biografisk. Nu forstod jeg hvad jeg kunne få ud af romaner. Sproget. Sproget for helvede! Som den nybegynder jeg er, kunne jeg starte med at tage ved lære af andre. Lugte til gryderne. ’Vi paa forfædre skuldre staa, vi tykkes store, vi ere smaa.’ Nemlig. Ophav ukendt, men Kierkegaard citerer det i ’Andersen som romanforfatter’. Det har jeg ofte tænkt på og det gav på ny mening. Nu skal jeg i gang med at læse og endnu engang i bøger jeg ikke selv har stående. Hvornår får jeg mon dem læst?