Babyen lever og er levende

Jeg kan åbenbart slet ikke give slip lige nu. Ordene presser sig bare på. Det kan jeg ikke huske jeg nogensinde har oplevet før. Jeg sad netop og gennemlæste mine indlæg på bloggen og syntes at det var pissegodt. Jeg har faktisk læst dem igennem flere gange for at nyde tilfredsheden over mine egne frembringelser. Mit eget sprog. Mine babyer. Det flyder. Det lever. Til sammenligning – mit speciale. Altså… Tanken om et uægte barn… Nej, ikke rigtigt… Et adoptivbarn? Nej, heller ikke. Det er som om det ligger i vuggen og ikke rigtigt har livsgnisten hos sig. Et barn med handicap. Autisme er det nærmeste jeg kommer det. Det interagerer ikke med omverdenen – eller i det mindste kun i meget beskedent omfang. Det lever sit eget ensomme, indelukkede liv. Som at kigge ud på trist og gråt, evigt silende regnvejr, der får vinduet til at drukne og se forvitret ud. Og så igen. Det er også at være uretfærdig overfor specialet. Jeg er stolt over det. Det fyldte meget for mig mens det blev skrevet og det var en god proces. Den bedste skriveproces på hele universitetet. Det bedste semester. En fantastisk oplevelse at få lov at gå i dybden med erkendelser, at nørde med fagstof, der entydigt var spændende. Sådan så jeg jo på det dengang og det var sandt. Det var faktisk en stor del af mig der blev skrevet i de måneder. En akademisering af mig. Som at se tilbage på JV-tiden. En religiøsering af mig (det ord findes ikke, sorry), men det var stadig mig. Begge dele var mig og det er jeg stolt af. Det her er også mig og det er jeg også stolt af. Alle tre dele valgte jeg selv og jeg kan ikke være ked af at have valgt det jeg følte var sandt og rigtigt og godt. Det ville være at falde mig selv i ryggen. Nix. Der er kun i dag og i dag lever og en anden dag vil jeg måske noget andet, være mig på en fjerde måde. Sikkert. Livet er forrygende. Og alt det bare ved at skrive om at skrive. Hmmmm…….. Nå, skidt. Babyen lever, spræller, pludrer, smiler og snakker og vil lege. Vil vokse og udvikle sig. Det er det vigtigste.