Maries PNR

I grunden kan jeg jo ligeså godt fortsætte; jeg skrev med Marie, der nysgerrigt spurgte, hvad bogen skulle handle om og så fortalte jeg det så. Det nævnte jeg også i sidste indlæg. Jeg fortalte så i korte vendinger på det personlige niveau og på samfundsniveau. Marie tog det til sig lige med det samme og fortalte om sin egen historie. Hun havde arbejde i Københavns bedste børnehave, elskede sit job som pædagog og en dag kunne hun bare ikke holde det ud mere. Det kom bare ud af det blå. Hun læste videre, blev cand.scient, blev den første akademiker i familien, og har nu det bedste job hun kan tænke sig med sin nye uddannelse. Voila! Hendes tanke efter/pga./forud for PNR var, at der måtte være mere i livet for hende. Hun kunne heller ikke se sig tilbage over skulderen og blive ved med at beholde sit elskede job i byens bedste børnehave for sådan så det bare ikke ud mere. Hun havde ændret holdning til sig selv og til sit job og til det at have et job i øvrigt og være ledig osv.
Jeg synes det er vildt spændende at der sker sådan noget i menneskers liv og jeg blev vildt motiveret til at skrive om det og det må jeg også godt for Marie. Det er motiverende, fordi det gør temaet og emnet for bogen levende og jeg kan se, at jeg kan krydre det hele med rigtige menneskers historier. Eller rettere, mennesker der er rigtige for mig. Jeg kommer nok også til at have en dialog med Mohammad Atta der uden tvivl også har haft sig et PNR (jatak, mere end én gang vist…) og med forskellige kamikazepiloter. Nok en noget ensidig dialog, men så kan jeg jo sige hvad jeg vil:) Nåh nej, ikke hvis I vil være deres stemmer!

Indskudt; for der kom en opdatering fra Marie, mens jeg sad og skrev her. Jeg klipper lige ind:
”… jeg kan mærke, at det er vigtigt for mig at pointere noget, der ligger i tråd med hvad du tidligere skrev; ”At vende om er ikke muligt uden enorme omkostninger”. Nej det kan der være noget om, men at gøre det jeg MÅTTE gøre har også haft store omkostninger. Men det er helt sikkert at hvis jeg ikke havde gjort noget havde det kostet på livskvalitet kontoen, og jeg var helt sikkert blevet et super surt menneske. Det har virkelig ikke været noget jeg bare gjorde sådan lige vupti.”
Hvad siger I så? Jeg synes det er en god pointe at få med, at det at nå et PNR også kræver store omkostninger. Det havde jeg ikke lige overvejet, men det er jo virkelig sandt! Man vil jo i en anden forstand lave verden om og det koster også. Men det KAN bare ikke være anderledes. Sådan må det være. Og som hun videre skriver: ”Jeg spekulere på om omkostningerne ved ikke at gøre det er mere enorme end omkostningerne ved at gøre det?” Er det ikke sådan det føles? Hvordan føltes det for Mohammad Atta? For kamikazepiloten? Jeg er sikker på at de mente at deres indsats var bedre og mere end hvis de lod være. Marie, det er for fedt. Det giver noget ekstra på den her konto og du er ikke død ligesom de andre jeg taler om. Du er sprællevende og det giver et menneskeligt blik der er supergodt.