At skrive med hjertet

Bloggen har kørt på en lille uges tid nu og jeg må sige at jeg er ret imponeret over, hvor godt det virker at dele det med nogen. Og jeg er særlig imponeret af hvad det gør for min egen proces, at der kommer kommentarer på. Til sammenligning har jeg jo fået masser af timers vejledning, da jeg gik på uni, så en proces med kritik og feedback er jeg jo ikke ubekendt med. Men det her er anderledes. Jeg taler med hjertet i det her og noget sådan havde jeg aldrig troet jeg skulle sige. Det har altid været for langhåret. I stedet har jeg insisteret på at tale med hovedet. Nå, men når jeg taler med hjertet får jeg også en bedre fornemmelse for dels, hvornår andre taler med hjertet og dels, og det er det vigtigste lige nu, får det også andre til at kommentere fra hjertet. Se bare Marie. Pling! siger det og så kommer hun ud med noget, der har betydet meget for hende. Det har jeg set flere gange.
I går slog det mig, at jeg sender linket til min blog med rundt, når jeg skriver med folk i almindelighed. ”Hey, læs lige også min blog, hvis du har lyst.” Hvis der er noget jeg altid har været dårlig til eller ikke haft lyst til, så er det at sælge mig selv. Ikke på den måde i hvert fald. Give visitkort (som jeg nu aldrig har ejet, men tanken ligner). Sælgerjobs har jeg aldrig søgt eller kunnet se mig selv i. En ting fra JV tror jeg. Godt og grundigt kørt træt af at skulle sælge noget (som partout skulle være og som jeg betragtede som mig. Som at have pænt tøj på, der ikke rigtigt passer). JV solgte ikke noget, men skabte da en masse opmærksomhed og med Spies’ ord, ’dårlig omtale er bedre end ingen’. Det gav intet afkast på kontoen. Masser af smækkede døre. Det er selvfølgelig også en slags resultat. Ufatteligt at vi gang på gang trak i de fodformede og traskede motiverede af sted. Det handlede selvfølgelig om noget andet. Nå, ekskurs, men med det her er jeg overhovedet ikke bange for at sælge mig selv. Nok også fordi jeg gør mig klart at jeg skriver det jeg har lyst til og folk læser og kommenterer, hvis de har lyst. Ingen forventninger eller forhåbninger eller frygt for at blive forkastet. Men og men, men, men. Hver gang en kommentar ticker ind i indbakken er det med sommerfugle i maven jeg læser den. Spændende at se hvad han synes, spændende at se om det er noget hun kan lide. Er jeg helt til rotterne med det jeg laver? Og ud fra kommentarerne at dømme er det ikke helt skidt. Ros og seriøse indspark. Det er pissegodt. Det er motiverende, og det er med til at holde tankerne i gang og det får mig i retninger jeg ikke selv lige havde overvejet.
Og en sidste ting, note til mig selv, jeg skal ud af døren lige om lidt og tænkte at jeg godt lige kunne nå at skrive en bid inden. Dårlig ide. Jeg har følt mig lidt tvunget til at få skrevet det jeg skulle inden jeg smækkede efter mig og måske også fordi jeg følte mig lidt forpligtet til at reagere på kommentarerne. Inspiration kan jeg altså ikke skynde på eller finde frem af forpligtelse, og det har været lidt presset. Det kommer på bloggen, netop derfor. Don’t do that.