Jeg skriver, ergo er jeg!

Og Stephen King blev færdig og Nabaz havde fødselsdag og shihan Takumi fik mig til at føle mig som om jeg var startet til karate i går. Tillykke til Nabaz og jeg erkender ydmygt at jeg stadig har meget at lære, hvad karate angår. Fint, for jeg er stadig ret vild med det.
Nabaz tager billeder. Han tager mange billeder og han er god til det. Rigtig god efter min ringe vurdering (og ikke kun efter min vurdering. Også dygtige fotografer nikker samstemmende, men kig selv: www.nabaz.dk). Nabaz og jeg ligner hinanden på særligt ét punkt. Han gør hvad han lyst til og er god til. Nej, lad mig holde mig til at han gør, hvad han har lyst til. Og så dyrker han det og bliver bedre og bliver god. Men lysten driver værket. Ligesom med mig selv. Jeg har sjældent følt det SÅ befriende bare at skrive og gøre det og gøre hvad jeg har lyst til. Læse og skrive. Læse og skrive. Det her har jeg lyst til og det er det bedste jeg kan forestille mig lige nu og jeg vil gerne blive bedre til at skrive. Meget bedre og det kan jeg også godt. Bare jeg gør det en hel masse. Og gør det fordi jeg vil. Det er faktisk ret enkelt. Dét som får mig til at springe op af sengen om morgenen. Indskudt: Jeg er stadig 110% B-menneske, så jeg springer ingen steder. Blot for at understrege at det ikke har ændret sig, men når jeg vågner glæder jeg mig til at omfavne dagen, skrive den ud, læse den til ende. Sætte ord på den. Det er bare så fantastisk at være til. Og det er bare så skønt at jeg har opdaget at ordene er livet for mig. I alle disse år (eller sådan føles det nu) har ordene været mit følge. Jeg har tænkt i ord, i at sprogliggøre, i at være præcis i mine formuleringer. Læst meget, talt meget. Forstået meget. Blevet klogere på endnu mindre. Alt sammen med et formål. At forstå. Og i denne skrevne stund kan jeg konstatere, at jeg med denne min skrivning ikke har brug for at forstå. Jeg har bare brug for at skrive. Ikke andet.