Hyldest til Weekendavisen

Tunu er færdig og jeg tog tilfældigvis testen til journalisthøjskolens optagelsesprøve. 45/50 på 7-8 minutter. Jeg er lidt imponeret over mig selv. Gad vide om det var nok? Måske skal jeg være journalist i mit PNR’erede liv? For det har jeg faktisk overvejet en hel masse de sidste par dage. Lad os være realistiske (eller lad bare mig være det); en bog tager tid, der er ikke penge i det og alle de her ligefremme overvejelser. Journalisten arbejder også med ord, artikler, research og den slags. Hmm… Jeg tænker ikke på den slags journalister der har deadline til for 20 minutter siden og som skal producere 32 sekunders indslag til TV-avisen. Mærke noradrenalinen glide gennem hjernen og få hårene til rejse sig og sveden til at pible koldt ved tanken om at chefen ringer lige om lidt og spørger hvor indslaget bliver af. Hver en lyd er en påmindelse om at nogen kommer og drager en til ansvar for det manglende produkt. Som at se en gyser uden at vide, hvad der venter rundt om hjørnet, mens musikken opstemt lover at alle porer åbner sig koldt og alle hår stritter lige om lidt. Ja, jeg har vist læst roman kan jeg se. For at der kan komme noget ud skal der også komme noget ind. Tjah… Nå, men den slags journalistik gider jeg ikke. Jeg har talt med flere af den slags journalister og misunder dem ikke. I det hele taget synes jeg at dagsjournalistik i Danmark i al almindelighed bare er formidling af nyheder. Ikke et forsøg på at grave noget frem. Dag til dag foregår det. Er der ikke tid til andet? Er det for at please en forestilling om at medieforbrugerne er zappere? Til daglig kan man nøjes med én dagsavis for der står det samme i dem alle sammen. Kun i weekenden sker der noget. Jeg er selv ivrig fan af det ugentlige intellektuelle bump i entreen, Weekendavisen. En fryd at læse. Engagerede skribenter. Jeg læste et sted at deres skribenter kun skrev om det de selv syntes. Sikkert ud fra en ramme eller et interesseområde de havde, men stadigvæk, ud fra lysten til deres stof. Det bliver en tekst jo levende af. Og lang. Godt der er en uge til næste avis, men jeg når altid igennem den på en formiddag – og savner den hele ugen. Eller glæder mig til den næste. At læse noget nogen har skrevet i begejstring til et område man selv finder interessant. Jeg kan kun beskrive det sådan her: Flydende honning. Det løber let. Det er smukt. Sødligt og nærende. Indsamlet nænsomt, flittigt og med iver. Videregivet familiært og med et ’velbekomme. Er ude efter mere’. Naboen overtager avisen bagefter. Har faktisk tænkt på en deleordning til hele opgangen. Flere disciple til denne forrygende avis! Hvis jeg må drømme, så drømmer jeg om at være skribent på Weekendavisen.