Dagens ord

Knuget. Et ord fra ’Kunsten at græde i kor’. Jeg sendte det straks videre til en tidligere kollega, Peter. Vi havde det med at have Dagens Ord. Spændende, anderledes, gode, mærkelige og oftest bare gamle danske ord, bedagede ord, der var blevet forsømt og glemt. Vi livede dem op på ny og tog dem ind i dagen. Dagens Ord var taknemmeligt for ordet angav jo ikke om der var flere. Der kunne også være Dagens Bonusord, Dagens Specialbonusord eller også var Dagens Ord alle dem der kunne stå på en stor, gul post it. De aflange. Ordet knuget eller ’at være knuget’ ville lige være et ord for Dagens Ord. I hvert fald er det et supergodt ord. Det udtrykker en hel masse som man med almindelige nutidige ord skulle bruge mange ord på at bruge. Hvad tænker jeg om det? At være knuget… Det er ikke at være tynget. Det er heller ikke fordi der er noget der nager en og så er det alligevel lidt af begge dele. Noget af følelsen fra begge steder er der. Jeg tænker på den gamle kone, ude på landet i den lerklinede. Ude på heden. Et værelse, enkeltglas i vinduer, der er løbet. Koldt. Hun sidder i sin stol, vrider hænderne i skødet, hovedet lidt på skrå og så har hun det her særlige udtryk. Hun kan ikke få ro. Ansigtet lagt i bekymrede folder, øjnene rynket næsten sammen i kragetæer, mundvigene krampagtigt trukket op. Tankerne kredser om det samme. Finder aldrig hvile. Det er et problem, der ikke løser sig og som måske, måske ikke løser sig af sig selv, men udsigterne er ikke gode. Faktisk usandsynlige som en lottokupon, men gevinst er der jo nogen der får.
Ja, det var ordet og jeg legede lidt med at beskrive det ud fra de tanker jeg havde om det. Gik det godt? Tjah… Jeg kunne ikke gøre det bedre. Ikke nu. Og sådan er det når jeg øver mig. Er på vej. Og jeg er altid på vej. På et tidspunkt så nok bedre på vej. Men altid på vej.

Den haaaar vi set…!

Forfatterdrøm, journalistdrøm. Den med journalisten må jeg sige jeg tænkte lidt over. Det handler først og fremmest om at tænke konventionelt. At have et lønarbejde, gøre det jeg gerne vil. I det mindste gøre det jeg vil det meste af tiden. Så kan jeg måske leve med, at der er en chef der stiller andre krav ind i mellem. Lidt gift i bægeret, men hvad gør det, når resten egentlig er rent nok? Og det er netop det. Men selv med lidt malurt i bægeret, så smager hele drikken bittert. For det er hvad der sker. Det hele kommer til at smage bittert. Og hvorfor? Fordi jeg gerne vil have sikkerhed. Sikkerhed i en fast indkomst. Fint nok at være journalist og hvorfor f.eks. ikke være det freelance, hvis endelig det skal være? Jeg er imponeret over, hvor meget det hænger i mig at skulle have sikkerhed. Og sikkerhed for hvad? Det handler jo ikke om andet end penge og materielle goder. Frygten for at skylde banken noget. Frygten for ikke at have til i morgen. Øh… Hvornår er det lige det sidst er sket, det med ikke at have til i morgen? Nej, netop. I virkeligheden er det vel det evige spørgsmål for mennesket. Hvad skal der ske med mig i morgen? Usikkerheden. Frygten for det ukendte. Det har været temaet for mangen en bog, skuespil osv. Det er ufatteligt så meget vi investerer i den overvejelse. Bekymring. Og vi udfærdiger masser af strategier for os selv. Som lønarbejdere; sikkerhed i arbejdet, overenskomster, opsigelsesvarsler, pension, sygeløn. Som kroppe; sygesikring, sundhedsvæsen, ernæringsplaner, træningsprogrammer. Som eksistentialister; troen på det evige liv, religion, helse, psykologi, troen på det gode liv indtil vi bliver 100. I det hele taget er det jo ret betryggende for os, at der er et samfund der giver os en plads i det øjeblik vi kommer til verden. Og hvad er min plads i det samfund? Tjah… Hvad har jeg lyst til? Hvad kan jeg? For det sjove er jo, at man har en tilbøjelighed til at vælge noget der er set før. Sjovt nok at man har lyst til noget der allerede er der. Noget der passer ind i samfundets ramme. Måske ikke noget der passer ind i klikens, familiens, klassens ramme. Eller folks forventninger til en, sådan helt overordnet. Jeg har lyst til at skrive. ’Den haaaar vi set…! Uuud, en tiger...!’ Ja... Hvor originalt er det lige? Men det afgørende er først og fremmest, at det er det der tænder mig. Fuck, at det er set før. Hvis det tænder mig at feje skolegården? Hvad med bare at gøre det, og så lade være med at tænke på at det du gør skal føre til Nobelprisen? Men det kunne nu være meget rart, at der også var penge i det. Bare til i morgen… Mattæus 6:34.

Hyldest til Weekendavisen

Tunu er færdig og jeg tog tilfældigvis testen til journalisthøjskolens optagelsesprøve. 45/50 på 7-8 minutter. Jeg er lidt imponeret over mig selv. Gad vide om det var nok? Måske skal jeg være journalist i mit PNR’erede liv? For det har jeg faktisk overvejet en hel masse de sidste par dage. Lad os være realistiske (eller lad bare mig være det); en bog tager tid, der er ikke penge i det og alle de her ligefremme overvejelser. Journalisten arbejder også med ord, artikler, research og den slags. Hmm… Jeg tænker ikke på den slags journalister der har deadline til for 20 minutter siden og som skal producere 32 sekunders indslag til TV-avisen. Mærke noradrenalinen glide gennem hjernen og få hårene til rejse sig og sveden til at pible koldt ved tanken om at chefen ringer lige om lidt og spørger hvor indslaget bliver af. Hver en lyd er en påmindelse om at nogen kommer og drager en til ansvar for det manglende produkt. Som at se en gyser uden at vide, hvad der venter rundt om hjørnet, mens musikken opstemt lover at alle porer åbner sig koldt og alle hår stritter lige om lidt. Ja, jeg har vist læst roman kan jeg se. For at der kan komme noget ud skal der også komme noget ind. Tjah… Nå, men den slags journalistik gider jeg ikke. Jeg har talt med flere af den slags journalister og misunder dem ikke. I det hele taget synes jeg at dagsjournalistik i Danmark i al almindelighed bare er formidling af nyheder. Ikke et forsøg på at grave noget frem. Dag til dag foregår det. Er der ikke tid til andet? Er det for at please en forestilling om at medieforbrugerne er zappere? Til daglig kan man nøjes med én dagsavis for der står det samme i dem alle sammen. Kun i weekenden sker der noget. Jeg er selv ivrig fan af det ugentlige intellektuelle bump i entreen, Weekendavisen. En fryd at læse. Engagerede skribenter. Jeg læste et sted at deres skribenter kun skrev om det de selv syntes. Sikkert ud fra en ramme eller et interesseområde de havde, men stadigvæk, ud fra lysten til deres stof. Det bliver en tekst jo levende af. Og lang. Godt der er en uge til næste avis, men jeg når altid igennem den på en formiddag – og savner den hele ugen. Eller glæder mig til den næste. At læse noget nogen har skrevet i begejstring til et område man selv finder interessant. Jeg kan kun beskrive det sådan her: Flydende honning. Det løber let. Det er smukt. Sødligt og nærende. Indsamlet nænsomt, flittigt og med iver. Videregivet familiært og med et ’velbekomme. Er ude efter mere’. Naboen overtager avisen bagefter. Har faktisk tænkt på en deleordning til hele opgangen. Flere disciple til denne forrygende avis! Hvis jeg må drømme, så drømmer jeg om at være skribent på Weekendavisen.

Jeg skriver, ergo er jeg!

Og Stephen King blev færdig og Nabaz havde fødselsdag og shihan Takumi fik mig til at føle mig som om jeg var startet til karate i går. Tillykke til Nabaz og jeg erkender ydmygt at jeg stadig har meget at lære, hvad karate angår. Fint, for jeg er stadig ret vild med det.
Nabaz tager billeder. Han tager mange billeder og han er god til det. Rigtig god efter min ringe vurdering (og ikke kun efter min vurdering. Også dygtige fotografer nikker samstemmende, men kig selv: www.nabaz.dk). Nabaz og jeg ligner hinanden på særligt ét punkt. Han gør hvad han lyst til og er god til. Nej, lad mig holde mig til at han gør, hvad han har lyst til. Og så dyrker han det og bliver bedre og bliver god. Men lysten driver værket. Ligesom med mig selv. Jeg har sjældent følt det SÅ befriende bare at skrive og gøre det og gøre hvad jeg har lyst til. Læse og skrive. Læse og skrive. Det her har jeg lyst til og det er det bedste jeg kan forestille mig lige nu og jeg vil gerne blive bedre til at skrive. Meget bedre og det kan jeg også godt. Bare jeg gør det en hel masse. Og gør det fordi jeg vil. Det er faktisk ret enkelt. Dét som får mig til at springe op af sengen om morgenen. Indskudt: Jeg er stadig 110% B-menneske, så jeg springer ingen steder. Blot for at understrege at det ikke har ændret sig, men når jeg vågner glæder jeg mig til at omfavne dagen, skrive den ud, læse den til ende. Sætte ord på den. Det er bare så fantastisk at være til. Og det er bare så skønt at jeg har opdaget at ordene er livet for mig. I alle disse år (eller sådan føles det nu) har ordene været mit følge. Jeg har tænkt i ord, i at sprogliggøre, i at være præcis i mine formuleringer. Læst meget, talt meget. Forstået meget. Blevet klogere på endnu mindre. Alt sammen med et formål. At forstå. Og i denne skrevne stund kan jeg konstatere, at jeg med denne min skrivning ikke har brug for at forstå. Jeg har bare brug for at skrive. Ikke andet.

Jeg er sulten. Jeg mangler ord!

Det blev så til to indlæg:)I dag har været en god dag. Dette er ganske vist det første jeg skriver, men det er heller ikke det der gør den god. Jeg var forbi Kjeld og havde en vældig god snak om PNR. Hans liv, hans livshistorier, for der er tale om flere. Hvornår begynder det i virkeligheden? Hvornår sætter PNR ind? Da man bliver klar over det? Da man møder ham der får en på sporet? Da man bliver født? Ikke så afgørende for mig at se, men overvejelserne er spændende. Desuden talte vi en mængde om tekst og bøger og da han ubetinget er den person jeg kender der har læst mest (og også skrevet mest. Amatørforfatter til fingerspidserne), så virker hans ord autoritative på mig. Med tanke på Stephen King fra de sidste par dage, fortalte jeg at jeg var begyndt at læse lækre ord for at blive bedre når jeg skrev. ”Ja, det er da klart!” var hans reaktion. ”Tove Ditlevsen sagde at ’for at der kunne komme noget ud, måtte der komme noget ind.’ Ellers tørrer det ud.” Det havde han nævnt før, men i denne sammenhæng rakte jeg ud efter det som de nøgleord jeg havde manglet. Jeg bad om at måtte låne en bog med godt sprog og en med dårligt. ”Jeg ved ikke engang om jeg har en med dårligt sprog. Finn har vist smidt den sidste ud. Den var også frygtelig.” Det havde Finn ikke nået, men med det samme jeg læste den første side var det ingen overraskelse. Kæft den var dårligt skrevet! Forfatteren gjorde et eller andet forkrampet forsøg på at skrive noget, der skulle være både originalt og sjovt og som mildest talt var dilettantisk kopisme. Rædsomt, og det virkede overhovedet ikke overbevisende og slet ikke personligt. ”Vil du låne den?” Jeg havde fået nok efter første side. ”Nej, smid den bare ud.” Til gengæld lånte jeg så fire andre bøger; Erling Jepsens ’Kunsten at græde i kor’ og ’Med venlig deltagelse’, Kim Leines ’Tunu’ og Günter Grass’ ’Bliktrommen’. Masser af ord at bade i. For det havde netop været min oplevelse de sidste par dage, at jeg blev bedre til at skrive når jeg fik ord indenbords. Stephen King har reddet min læselyst mange gange og nu gjorde han det så igen. Jeg var sulten efter mere. Efter meget mere! Jeg kan også mærke, hvordan jeg er blevet mere opmærksom på sproget i bøger jeg læser. På formen. Ikke så meget på indholdet med mindre det er specifikt valgt til emnet. Jeg havde tidligere også læst meget, men det var netop mere for indholdet. Ikke så meget for sproget. Romaner sagde mig intet. Spild af tid. Hvad fik jeg ud af en opdigtet historie? Så hellere bruge min tid på at læse noget faktuelt eller biografisk. Nu forstod jeg hvad jeg kunne få ud af romaner. Sproget. Sproget for helvede! Som den nybegynder jeg er, kunne jeg starte med at tage ved lære af andre. Lugte til gryderne. ’Vi paa forfædre skuldre staa, vi tykkes store, vi ere smaa.’ Nemlig. Ophav ukendt, men Kierkegaard citerer det i ’Andersen som romanforfatter’. Det har jeg ofte tænkt på og det gav på ny mening. Nu skal jeg i gang med at læse og endnu engang i bøger jeg ikke selv har stående. Hvornår får jeg mon dem læst?

At skrive af overskuddet

I går var en yderst produktiv dag viste det sig. Jeg skrev indlægget på bloggen. Der kom to på og det andet var ganske vist fra dagen før. Men jeg fik også skrevet en masse andet. En masse produktionstekst på bogen og efter det fik jeg en indskydelse til at skrive en artikel om et emne jeg syntes krævede min bogstavelige opmærksomhed. Alt i alt fik jeg nok skrevet 4 sider. Det er jeg meget godt tilfreds med. Rigtig meget. Jeg konstaterer, at det gør noget for mit sprog at skrive meget. Surprise? Nej… Men det er fedt og det gør mig glad. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har skrevet 4 sider på en dag uden at det føltes som noget særligt. Eller bare 4 sider i det hele taget. Det er som et overskud der bare bliver ved med at være der. Det er forrygende og det er faktisk en fed oplevelse. Jeg må bare blive ved med at gå i den retning, der giver mening. Og det her giver meget mening. Supermeget mening. Det kan der kun komme noget godt ud af. Jeg tænkte i dag på at skrive min livshistorie. Mest som en skriveøvelse. Lidt a la Karl Ove Knausgård. Historien kender jeg. … Nå, tanken bliver lidt luftig af at komme på skrift. Men ideen om at skrive er god nok. Og nu står de to tekster i ét dokument. Skal det være et eller to indlæg på bloggen?

Just do it!

Der er ikke kommet de ord ud af det som jeg har ønsket de sidste dage. Hvorfor ikke? Hvad holder mig tilbage? Er godt i gang med Geralds Farlige Leg som i bedste Stephen King-stil er fyldt med lækkert sprog. Nogle sentenser deri fik mig til at tænke over, at jeg blåøjet og banalt sidder og venter på gennembruddet, på inspirationen. Nærmest at nogen kommer og tager mig ved hånden. Helt ærligt, det er dig selv der skal skrive den skide bog! Og hvis ikke du skriver den, så sker der ikke noget! Nøjagtigt som da du skrev speciale. Man får bare ikke skrevet noget, hvis ikke man bokser tasterne og man får ikke skrevet noget ved at sukke efter inspiration. Og hvorfor synes du at du mangler inspirationen? Tjah… Reelt er jeg vel bange for at det skal være dilettantisk, at der er for lidt at byde på, for lidt at sige og at det bliver for overfladisk og endnu en selvhjælpsbog af den slags som jeg selv har så meget foragt for. Come on, det bestemmer du jo selv og du kan jo ikke dømme noget ude du ikke engang har skrevet. Er du ikke meget godt tilfreds med ideen? Jo… Er du ikke meget godt tilfreds med det du har skrevet indtil nu? Jo… Og giver folks kommentarer dig grund til at tvivle på konceptet? Nej… Så hvad er problemet? Ja, hvad er problemet? At jeg føler mig tvunget til at skrive noget beåndet. Hver dag. Igen ambitionerne og kritikeren der kigger forbi. Tak for besøget. Vær venlig at gå igen. Så i stedet for bare at skrive noget, så skriver jeg intet. Alt eller intet. Alt eller intet. Det samme mantra som i mange år. Nu må det bare stoppe! Enhver rejse starter med det første skridt og jeg lader mig slå ud af at målet er så langt væk. Hvis du endelig skulle køre stilen med alt eller intet, så skriv. Eller lad være med at skrive. Better to kill the infant in the cradle, than nursing unacted desires! For det bliver du aldrig lykkelig af! At skrive er ikke let, det er ikke enkelt, det er dagligt arbejde. Det kan alle forfattere sige med eftertryk. Til gengæld, hvis det er det du vil, så er det sjovt, berigende og motivationen er grundlæggende til stede. Fik du den? Og ja, det er det jeg vil. Og jeg gør det for netop ikke at se tilbage på en drøm der er blevet holdt i live, men som aldrig er blevet virkeliggjort. Just do it! Og accepter at det første udkast ikke er det bedste. Det næste heller ikke. Først efter flere omskrivninger og så er du nok alligevel ikke helt tilfreds. Så skriv en ny bog. Bjarne Reuter bliver heller aldrig færdig. Han skriver bare videre. Bare kom ud med det der bor i dig og så tag den derfra.

Og hvad med stilen?

Show must go on. I dag kommer der et afsnit mere til bogen. Det kan jeg mærke. Jeg skal bare lige varme op og det bliver med denne tekst. Og efter disse sætninger gik toget i stå, fordi jeg gav mig til at tænke over, hvad der egentlig skulle stå i den tekst. Jeg tænkte på det sidste jeg havde skrevet, på de sidste kommentarer jeg havde ladet mig inspirere af. I går havde jeg været meget klar på hvad jeg skulle skrive, men udsatte det fordi jeg havde en aftale midt i det hele. Nu er det hele lidt uldent, snart sagt ikke eksisterende. Den gode vilje mangler ikke, eller også er det et pres fra mig selv. Nu skal du skrive! Og hvad kommer der ud af det? Det modsatte kan jeg konstatere. Nå, men hvad var det jeg havde fået ud af de sidste dages kommentarer? Så kan jeg prøve at starte der. Alice spurgte til genren og jeg har med vilje slet ikke kigget efter genre. I det mindste ikke så formelt. Jeg er først og fremmest hoppet ud i det jeg syntes lød bedst når jeg skrev. Men det er meget godt at have nogle formaliteter at veje det op imod så på den vis er det ok. Narrativ er det der lyder rigtigst. Jeg tænker særligt på formen i to bøger jeg har læst; Martin Krasniks ’Min amerikanske drøm’ og Leny Malacinskis ’Den dag jeg opdagede jeg var undertrykt’ (Mimi, du tænker bare dit:) Masser af hverdagssprog, en historiefortælling, en pointe, sidebemærkninger og små anekdoter. Meget personligt uden at være privat og det er bøger jeg har slugt på halve dage. Det er min form uden at det er en kopiering af dem. For jeg konstaterer at det er det, der får mig til at tale mest flydende og naturligt. Hvis jeg kan komme lidt med ekskurser, være lidt søgende osv. Og så kan jeg altid justere, når det fulde billede viser og har vist sig. Selvbiografisk skal det ikke være. Det synes jeg slet ikke er interessant, men min egen historie kan være med til at vise vejen og det synes jeg faktisk der er meget drivkraft i.

Og ud kom en sommerfugl

Så fik jeg skrevet dispositionen og lagt den på bloggen. Mit fokus er indskrænket til det individuelle niveau og det er faktisk også det jeg har mest lyst til. Det er her jeg kan være mest mig selv, når jeg skriver. Lige nu om ikke andet. Jeg havde ellers besluttet at jeg ikke skulle skrive om mig. Navlepilleri af 1. klasse har jeg vundet guld i mange gange og nu må det ligesom være slut. Men det er ikke det samme. Jeg bruger mig selv og fortæller om andre. Det gør det vedkommende og jeg kan også mærke at det er det der vinder genklang i kommentarerne. ”Fortæl os om de andre” er holdningen fra flere af kommentatorerne. Det kan jeg bedst gøre fra mig selv. So be it. Jeg fornemmede et lettelsens suk fra flere, da jeg droppede de to øvrige niveauer. Måske åndede jeg selv lettet op da jeg gjorde det mere håndgribeligt. Jeg må bare se hvad der kommer. Det her er et godt sted at starte. På uni sagde vi altid at en opgaveformulering skulle være KISS, keep it simple stupid. I den pæne version keep it simple sweetheart og den knap så pæne, keep it simple asshole, men meningen var nu tydelig uanset hvor politisk korrekt man følte sig. Så kunne man altid bygge mere på i stedet for at starte i toppen af Babelstårnet.
Og kommentarerne er guld værd for mig. Det er som at få ren ilt i en by fyldt med smog. Det bliver lidt lettere at ånde. Det er som få nogen til at spille med på fodboldholdet. Det er sgu så vanskeligt at spille alene. Så kan det godt være at jeg spiller bolden til hjørne, men indtil da har det givet mig lejlighed til spekulere og vende og dreje det. Den enkelte kommentar er måske ikke blevet virkelighed, men har afstedkommet nye ideer, nye retninger. Som larven, der helt forsvandt og ud kom en sommerfugl.
Og nu er jeg klar til at skrive videre på bogen. Jeg kan se i kikkerten at jeg bliver nødt til at tage fat i enkeltpersoner og få dem til at fortælle om deres PNR. Jeg tror jeg skal starte med Marie. Jeg synes I skal tænke på om I selv har lyst til at bidrage eller om kender nogle gode historier. Eller vent… Måske skal der lige være noget mere håndfast inden vi alle løber ivrige af sted. Men tænk endelig over det.

Disposition, kommentarer modtages

Disposition 19.04.2010
Jeg tænker nyt. Nej, jeg tænker videre, jeg reviderer og jeg vil meget gerne have jeres respons på det. Så kom med alt hvad du tænker. Just do it. Censur er forbudt.

Indledning
Her fortæller jeg om min baggrund for at skrive bogen. Mit eget PNR, hvad PNR betyder og så videre. Bare for at komme i gang. Jeg giver også indblik i, hvad jeg tænker om PNR, forskellige former for PNR. Så vidt jeg kan se på nuværende tidspunkt er der tale om PNR på individuelt niveau. Jeg talte først om PNR på tre niveauer, men jeg tror det er bedst at begrænse det til ét. I det mindste fastholde fokus på ét lige nu. Det bliver det individuelle. Menneskers personlige historie. Det der rører os.

Omvendelsen
Dækker over flere ting, der har det til fælles, at personen villigt træder ind på en ny vej. Det er nødvendigt og kan bare ikke være anderledes. Som jeg har skrevet en hel masse om og vedkommendes erkendelse er det afgørende. Her kan nævnes den forelskede, den religiøst omvendte, den politisk vakte, den aktivistisk vakte, den sportsligt vakte, personen i midtvejskrisen/panikalder mv.

Dødsattesten
Lyder værre end det kan være, men er det også. Det er det nye perspektiv og tak til Claus. Her er mennesker tvunget til PNR. Det kan være den fyrede, den invaliderede, den sygdomsramte med reduceret levetid, den efterladte ved dødsfald/skilsmisse. Hensigten er her at sætte fokus på, at man kan tvinges ud i nye erkendelser, tvinges til at tage stilling til nye forhold og hvad de gør. Mennesker vokser, mennesker går til grunde. Dem der skal dø sætter sig og tuder eller lever intenst og målrettet i bevidstheden om døden.

Korsvejen
Har man sagt A må man også sige B. Nogle valg kan bare ikke gøres om og det kan man ikke altid vide før et stykke tid efter, men man kunne have valgt anderledes på et tidspunkt. Mennesker der får børn finder ud det efter 9 måneder. Markant forandret virkelighed. Ingen bytteret på bebsen. X-factor-vinderen gjorde sig nok heller ikke klart, hvad det førte med sig at vinde, da han gik til audition. Dette punkt er ikke tænkt færdigt. Måske holder det. Måske ikke.

At gå linen ud
Hvad gør man, hvis man finder sig selv efter PNR? Lev livet fuldt ud. Et afsnit om overvejelser man kan gøre sig. Hvad gjorde andre? Sammendrag af bogens erfaringer. Fokus på afgørende handlinger osv. Heller ikke gennemtænkt.

Tvunget PNR

Og så var der fødselsdag i går. Min egen for at være mere præcis. En god dag, der gik op i karate på en anden måde end den, der giver blå mærker. Fedt. En god klub og med fest om aftenen. Vupti! Så blev det også en slags fødselsdagsfest uden, at det egentlig var det. Nå, men flere har læst min blog og Claus fortalte mig om, at han var blevet grebet af tanken om at overveje, hvad man egentlig skulle med sit (arbejds)liv. Og så introducerede han PNR fra en anden vinkel. Tvunget PNR. Godt så. Kan man det? Hans historie var denne, at hans firma var blevet nødt til at fyre en større hærskare af ansatte. Han var så en af dem. Lige pludselig kunne han heller ikke se sig tilbage. Broen var også brændt, men det var ikke en del af hans egen proces. Nogen havde brændt den for ham. Men det havde fået ham til at tænke mere indgående over, hvad der egentlig var meningen med at arbejde. Nej, meningen med hans arbejde. Meningen med at han arbejdede, at han gav 37 timer af ugen, dagens bedste timer i bytte for penge, søde kolleger og et relativt meningsfuldt job. Var selve jobbet i virkeligheden meningen med det liv? En af hans venner var også blevet fyret og havde fået et nyt job i løbet af 20 minutter og hang hele tiden i røret; ”har du fået et job? Kom så af sted og søg noget!” Han ringede hele tiden. Claus var tilbagelænet og syntes egentlig det fungerede meget godt uden job. Eller måske rettere, uden dét job. Eller måske mere præcist, uden ham i dét job. For helt ærligt, når man lægger 37+ timer om ugen i et job, så vil det da være rart, at det er noget, der virkelig kan få en op af sengen om morgenen. Claus havde det rart med at blive liggende i sengen lige nu. Jeg kender det selv. Fantastisk at kunne stå op til at skrive blog, at skrive bog, at være sammen med fede mennesker. At være herre i eget hus. Det er til gengæld ikke noget, der giver kroner på kontoen…… Som JV havde vi tit gavn af at tænke på ordene i Mattæus 6:33; ”Bliv da ved med først at søge Riget og alle disse [materielle] ting vil blive givet jer i tilgift.” Frit fra hovedet. Jeg har ikke været henne og slå før ordene blev skrevet. Det gjorde jeg så og der står helt præcist: ”Bliv da ved med først at søge riget og hans retfærdighed og alle disse [andre] ting vil blive givet jer i tilgift.” Imponerende nok og sjovt nok at jeg ikke husker det med ’hans retfærdighed’. Logikken var naturligvis, at når man gjorde det rette i åndelig forstand, så skulle man ikke bekymre sig om basale fornødenheder. Vers 34 lyder i øvrigt sådan her kan jeg se, når jeg tilfældigvis læser videre: ”Vær derfor aldrig bekymrede for dagen i morgen, for dagen i morgen vil have sine egne bekymringer. Hver dag har nok i det der er dårligt den dag.” Og det er vel i virkeligheden det det handler om når vi har et job; at vi tjener penge til at klare i morgen, at vi sparer op til pension, at vi sikrer at vores børn kan klare sig. Forsikring, forsikring, forsikring. Og for hvad? Vi er åbenbart latent usikre. Det må være konklusionen på det.
Jeg har det som ham der skrev ’Bibelen uden gud’. Den er god at få forstand af og som kulturbærer umulig at komme udenom, men at bringe gud ind i det gør ikke noget godt. I det mindste ikke hvis man vil belære andre om gud. Gud er en personlig sag, som man kun kan tale om for sit eget vedkommende, ligesom passionen for at samle på frimærker eller for at skrive en bog. Og så synes jeg faktisk heller ikke der er så langt fra PNR til gud. Det er to alen af et stykke. Shit, det kan være farligt at skrive. Nu tror folk at jeg er religiøs. Make of it what you want. Jeg skriver bare hvad jeg tænker om det her i øjeblikket og jeg har stof med mig fra dengang. Det er også mig.

Hvad er PNR?

Nick har ret i, at selve begrebet, PNR, kræver noget præcisering, noget finpudsning. Så vidt har jeg kun antydet, skrevet lidt om mig selv og lidt om ideen på baggrund af holocaust. På uni var det aldrig gået og selvom det her aldrig skal være en akademisk afhandling, så skal det udpensles. At male med den brede pensel eller male med den fine pen. Hmm… Man maler ikke med en pen, men pensler findes i mange størrelser. Lige pludselig giver det sprogligt mening, hvad jeg vil. Akademisk skal det ikke være med dens teoretiseren, pros and cons, og tørre analyser af alle detaljer. Nej. På den anden side nytter det heller ikke at det bliver hovedløst og noget der ikke holder til det enkelte saglige argument. ”Hvad nu hvis…?”, ”Har du tænkt på hvorfor…?” Altså: Jeg sætter fokus på et område og tillader læseren at spørge kritisk. Jeg fremlægger logikken, hvorfor det giver mening. Lige nu kan jeg se, at teksten retter sig mod det individuelle område. På det individuelle område er du og jeg, og det der giver mening for os i en given sammenhæng. Det er kernen. Det der opleves som meningsfuldt, det der opleves som et PNR. Objektivt set og ret beset er det erkendelse. Enig med Nick. Det personlige element er væk, oplevelsen er neutraliseret. Det vil jeg ikke. Det skal være med. Det er her hjertet taler. Det er her mennesker bliver hørt og rørt. Men hvad betyder PNR? Hvad er det mere præcist? For den enkelte; følelsen af at blive nødt til at følge et nyt spor i livet og samtidig lægge et gammelt bag sig. Det lød fanme akademisk. Jeg prøver igen, nu lidt mere prosaisk; den person, der oplever PNR oplever, at de gamle værdier, de gamle vaner, de gamle måder at tænke på ikke længere dur eller ikke længere er rigtige. De er blevet eller er klar til at blive skiftet ud med nogle nye. Der skal ske noget nyt, der skal handles på nye måder og mennesker skal ses og bliver set på nye måder. Hvad forklaringen til dette skifte er, er nødt til at blive fundet hos den enkelte… Og så lå den stille mens jeg havde fødselsdag.Tillykke til mig med de 31:)

At skrive med hjertet

Bloggen har kørt på en lille uges tid nu og jeg må sige at jeg er ret imponeret over, hvor godt det virker at dele det med nogen. Og jeg er særlig imponeret af hvad det gør for min egen proces, at der kommer kommentarer på. Til sammenligning har jeg jo fået masser af timers vejledning, da jeg gik på uni, så en proces med kritik og feedback er jeg jo ikke ubekendt med. Men det her er anderledes. Jeg taler med hjertet i det her og noget sådan havde jeg aldrig troet jeg skulle sige. Det har altid været for langhåret. I stedet har jeg insisteret på at tale med hovedet. Nå, men når jeg taler med hjertet får jeg også en bedre fornemmelse for dels, hvornår andre taler med hjertet og dels, og det er det vigtigste lige nu, får det også andre til at kommentere fra hjertet. Se bare Marie. Pling! siger det og så kommer hun ud med noget, der har betydet meget for hende. Det har jeg set flere gange.
I går slog det mig, at jeg sender linket til min blog med rundt, når jeg skriver med folk i almindelighed. ”Hey, læs lige også min blog, hvis du har lyst.” Hvis der er noget jeg altid har været dårlig til eller ikke haft lyst til, så er det at sælge mig selv. Ikke på den måde i hvert fald. Give visitkort (som jeg nu aldrig har ejet, men tanken ligner). Sælgerjobs har jeg aldrig søgt eller kunnet se mig selv i. En ting fra JV tror jeg. Godt og grundigt kørt træt af at skulle sælge noget (som partout skulle være og som jeg betragtede som mig. Som at have pænt tøj på, der ikke rigtigt passer). JV solgte ikke noget, men skabte da en masse opmærksomhed og med Spies’ ord, ’dårlig omtale er bedre end ingen’. Det gav intet afkast på kontoen. Masser af smækkede døre. Det er selvfølgelig også en slags resultat. Ufatteligt at vi gang på gang trak i de fodformede og traskede motiverede af sted. Det handlede selvfølgelig om noget andet. Nå, ekskurs, men med det her er jeg overhovedet ikke bange for at sælge mig selv. Nok også fordi jeg gør mig klart at jeg skriver det jeg har lyst til og folk læser og kommenterer, hvis de har lyst. Ingen forventninger eller forhåbninger eller frygt for at blive forkastet. Men og men, men, men. Hver gang en kommentar ticker ind i indbakken er det med sommerfugle i maven jeg læser den. Spændende at se hvad han synes, spændende at se om det er noget hun kan lide. Er jeg helt til rotterne med det jeg laver? Og ud fra kommentarerne at dømme er det ikke helt skidt. Ros og seriøse indspark. Det er pissegodt. Det er motiverende, og det er med til at holde tankerne i gang og det får mig i retninger jeg ikke selv lige havde overvejet.
Og en sidste ting, note til mig selv, jeg skal ud af døren lige om lidt og tænkte at jeg godt lige kunne nå at skrive en bid inden. Dårlig ide. Jeg har følt mig lidt tvunget til at få skrevet det jeg skulle inden jeg smækkede efter mig og måske også fordi jeg følte mig lidt forpligtet til at reagere på kommentarerne. Inspiration kan jeg altså ikke skynde på eller finde frem af forpligtelse, og det har været lidt presset. Det kommer på bloggen, netop derfor. Don’t do that.

Det bliver helt sikkert en bestseller! (PNR 2)

Fortsættelse følger og nedenstående er i direkte tråd med det sidste indlæg:

Jeg har en bestseller i det her stof. Jeg kan ikke længere se mig over skulderen og længes tilbage som fuldmægtig i staten hvor jeg producerer et velsmurt bureaukrati af ministerbreve og implementering af EU-lovgivning. Som en anden forelsket kan jeg slet ikke tie stille med at fortælle andre hvad jeg har planer om. Ideen fænger hos de fleste. Det giver blod på tanden. Jeg ser overskrifterne på The New York Times, når den engelske oversættelse rammer Amazon. Og måske skulle jeg til en begyndelse starte med at skrive? Der er noget der, der lyder rigtigt. Det begynder jeg så på, men hvordan starter man på en bestseller? Jeg finder et par af dem ned fra hylden. Hvordan gjorde de? Det går op for mig at de nok ikke har tænkt så meget over, at det var det de lavede, selvom de virker sådan på mig. De virker levende og personlige i deres stil. Engagerede. De vil fortælle noget, der ligger dem meget på sinde og de ved hvad det er. Hmmm… Et citat fra Sylvester Stallone – af alle – popper op i hovedet på mig; ”Du bør kun efterstræbe et mål, som du om nødvendigt også med fornøjelse ville gøre gratis. For at opnå succes er du nemlig nødt til at følge din passion.” At tænke på en bankkonto med fede sorte tal skaber ingen motivation. Snarere desperation. Det mærker jeg med det samme. Blindgyde. Stallone har ret og hvad er problemet i grunden? Der er masser af motivation i stoffet. Det er vildt spændende og hvis alternativet er at vende tilbage til en stilling i staten, så er den bro brændt ned for længst. Det er jo bare at gå i gang og så lægge ambitioner og kritikere på hylden. Emnet er ligetil, det er spændende og hvad mere er, jeg er ledig og har masser af tid til at arbejde med det.
Jeg laver et udkast og lægger ud med den ultimative og klassiske PNR, forelskelsen. Skriver en side om en fyr der er forelsket. Han findes ikke virkeligheden, i det mindste ikke hvad jeg ved af. Manden er søbet til i romantik og roser og hvide kronblade der rykkes af utallige bellisser, elsker, elsker ikke, elsker… Fra at have været den ordinære studerende, der har fritiden fyldt op med politiske aktiviteter og overvejelser om hvor langt SU’en rækker sidst på måneden er hans tanker og følelser pludselig fyldt op med hende. Hun er over det hele og han kan slet ikke forstå, hvordan han nogensinde meningsfuldt har kunnet trække vejret uden, at hun fyldte op i hans tanker. Ewan McGregor synger det på denne måde i Moulin Rouge;

Suddenly the world seems such a perfect place
Suddenly it moves with such a perfect grace
Suddenly my life doesn't seem such a waste
It all revolves around you

Og sådan er det for Paul, som jeg nåede at kalde ham. Han er uigenkaldeligt bortrykket til en dimension af ekstrem ensidig fokus på denne bestemte person. Kan han gå tilbage til det halvgrå liv som studerende? Nej. Har han lyst? Heller ikke. Han har kun lyst til at tænke på hende, være sammen med hende, røre ved hende, gøre ting sammen med hende. For at være sød lod jeg hende være forelsket i ham også og jeg kaldte hende Marietta. De var faktisk rigtig søde sammen. Jeg så dem for mig i solskinnet i foråret. Masser af grin og smil og søde mennesker, der dansede med hinanden i hånden over en blomsterbesået eng. Min farfar havde det billede hængende.
Idéen holdt og som beskrivelse af PNR fungerede forelskelsen rigtigt godt. Det var hovedet på sømmet og hammeren sad knaldgodt. Sprogligt var det lidt dødt. Noget var i vejen. Jeg valgte at lade være det være og gå videre. Bare at få skrevet noget og så kunne jeg altid justere det. Men det nagede mig. Når jeg læste den nye tekst igennem havde jeg ikke lyst til at læse afsnittet med forelskelsen. Det virkede for kunstigt. Jeg ville ikke være ved det. Jeg kom heller ikke ordentligt i gang med emnet syntes jeg. Lige pludselig gik der ambitioner og selvkritik i det. Jeg padlede i smult vande og stødte på bunden hele tiden. Jeg fik ikke skrevet noget.
Som en midlertidig løsning besluttede jeg mig for at metaskrive. Skrive om at skrive og mest af alt, skrive hver dag. For et par år siden havde jeg oprettet en blog og udover den gode vilje og en formålsbeskrivelse var der aldrig sket mere. Den havde haft 15 hits. Jeg talte for de 14 for at se, hvor mange der havde været forbi og så havde jeg droppet det. Nu gav det mening at dele ud af mine frustrationer og at holde mig selv varm i cyberspace. Jeg besluttede mig for at være ærlig, og hvis jeg var bange for at publicere noget skulle jeg gøre det. Det var en del af skriveterapien. Det skulle bare handle om mig og om at skrive. Og der var masser at skrive om og det var vildt forløsende bare at skrive om alle problemerne og der var åbenbart meget der trængte sig på. Jeg bekendtgjorde min debut på facebook. Så kunne mine venner læse med, mest for tanken om, at nogen læste med. Efter et par dage var der to der spurgte om det samme og sagt med Rafals ord:
”Hmm, Molbo, hvad har du gang i:)? Du skriver godt, jeg har også overvejet mange gange at skrive en bog og der er noget jeg gerne vil skrive om en dag. Derfor kan jeg godt forstå dig. Men sig nu mig for pokker, hvad skal du skrive om? Hvad kommer din bog til at handle om? Sig nu bare et par stikord. Hils kæresten:). Knus, Rafal”
Jeg bed mærke i det med, at jeg skrev godt. Og så kunne jeg godt se, at der måske kunne være en ide i at dele de konkrete tanker om PNR med læserne. Involvere dem. Jeg havde en vis frygt for at blive kopieret og kigget over skulderen, men hvorfor egentlig? I karateklubben havde Nils foreslået det samme, da jeg fortalte om min blog. Jeg så tegnene i himmelen. Og så gjorde jeg det, lavede et oplæg om bogens koncept på bloggen.

Nu er den her!

Vupti. Så var det her. Jeg troede ellers at jeg var gået i seng igår og så måtte jeg stå op igen og på en times tid var det her skrevet. Jeg føler mig sikker på at det skal være formen og nok også indledningen. Giv endelig kritik. Kommentarer modtages med kyshånd:

Mit point of no return indtraf, da det en aften gik op for mig at jeg var nødt til at sige mit job op. Det var bestemt en grænseoverskridende tanke. Jeg lagde den fra mig. Fandt avisen frem igen. Tanken kom tilbage. Sådan måtte det være. Jeg var nødt til at sige det. Sige til min chef, at jeg ikke længere skulle være ansat. At jeg sagde op. Jeg blev syg af at være der. Jeg kedede mig og det var ikke særligt udfordrende og det havde det ikke været længe. En evig kamp at stå op hver morgen. Jeg var ikke klar over, at det var et PNR. Ikke dengang, men jeg vidste bare, at jeg nu ikke længere kunne være der, at dagene var talte. At tænke på at det skulle fortsætte duede bare ikke. Det gjorde mig træt ind i marven bare at tænke det. Det måtte stoppe også selvom jeg ikke havde noget andet job at springe over i.
Jeg sagde det til min chef, til mine kolleger. ”Hvad har du fået? Hvad skal du lave?” ”Jeg har ikke fået noget andet, jeg skal bare holde.” De forstod det ikke. Forsøgte at tale mig fra det. Jeg gik fra en fast stilling under gode arbejdsvilkår, sagde et fast job op uden at have noget andet i en tid, hvor arbejdsløsheden steg og udsigten til at få job som akademiker ikke blev nemmere. Prisen for at blive tilbage forekom mig at være meget højere end den pris jeg skulle betale for at holde. Det drejede sig ret beset først og fremmest om at gå fra en pæn løn til dagpenge + at mit CV ville få et hul. Det kunne være meget værre. Det var kun overfladiske værdier. Sådan oplevede jeg det.
Halvanden måned senere havde jeg min sidste dag og sagde pænt farvel til mine kolleger. De gav mig Nelson Mandelas ’Vejen til frihed’ og en biografi om Obama, ’Kometen’. Det rammede det pænt ind. Sagde det hele. Jeg havde fået min frihed. Nej, jeg havde taget min frihed. Jeg kunne ikke gå tilbage på vejen. Jeg kunne ikke længere se mig selv i en stilling som den. Noget andet måtte ske. Hvad det var, vidste jeg ikke. Jeg fandt nok på noget. To dage senere dumpede det ned. Som fra himmelen. Jeg skulle skrive en bog. Det jeg altid havde drømt om, men aldrig rigtig havde haft nogen virkelig god ide til. Nu var den der. Puff. Bare sådan.
Min kæreste og jeg havde nogen tid tidligere diskuteret om holocaust havde været uafvendeligt, om jøderne selv kunne have sagt fra inden de gik frem til en massenedskydning, inden de gik ind i gaskammeret. Jeg mente, at tingene var spidset til i en sådan grad, at det ikke var tænkeligt. Det kunne muligvis være afværget nogle år før, men ikke da beslutningen først var taget og militæret og bureaukratiet og de rette højtstående enkeltpersoner var indstillede på, at det skulle ske. Forud var gået år med almindelig antisemitisme, et regerende parti, der uimodsagt udråbte jøderne til at være hele Tysklands problem og som med lovgivning gjorde dem til andenrangsborgere, andenrangsmennesker. Ingen havde protesteret nævneværdigt og man motiverede jøder til at emigrere. Finde andre steder at bosætte sig. Jøderne var vant til bøje nakken og ride stormen af. Gøre som der blev sagt. Det civile had kulminerede med Krystalnatten, legitimeret af partiet, udført af de partitro, accepteret af de fleste. Med udbruddet af krigen ændrede scenen sig. Deporteringer og mord blev legitimeret i en markant anden målestok. Krigens moral trådte i kraft og tyske jøder blev deporteret til Polen alt i mens, at Polens jøder blev ghettoiserede. Det nu tyske Polen fik et problem med sygdomme, underernæring og lokal overbefolkning, hvor jøderne var stuvede sammen. Noget måtte gøres. Nu. Under de gældende omstændigheder blev den mest nærliggende og naturlige løsning på problemet simpelt hen at gasse jøderne. Det havde man haft succes med i Tyskland hvor de handicappede under eutanasiprogrammet var blevet slået ihjel på denne måde. Hvorfor skulle jøderne betragtes anderledes? Metoden fungerede endda godt. Og sådan blev det. Man skalerede bare størrelsesordenen op. Tyskland havde et effektivt bureaukrati, der enkelt foretog de logistiske foranstaltninger og systematiserede arbejdet. I den anden ende stod en beredvillig håndfuld soldater og slavearbejdere. Vejen var banet og i løbet af fem år var seks millioner jøder blevet slået ihjel. De fem millioner ved gasning. Kunne det vendes, da først beslutningen var taget? Det blev det ikke. Tyskland måtte nedkæmpes militært før det sluttede. PNR var indtrådt og herefter var der ingen mulig vej tilbage og prisen for at standse det skulle blive meget høj.
Det skulle min bog handle om! The Point of No Return. I løbet af tre kvarter kunne jeg skrive en disposition til bogen med tilhørende stikord og forskellige måder rent konceptuelt at gribe det an på. Her var der noget med bid i. Det var spændende, det var relevant og først og fremmest var det motiverende. Jeg kunne se det i tre overordnede afsnit; PNR på individuelt niveau; PNR på gruppeniveau og PNR på samfundsniveau. På individniveau var jeg selv, selvom jeg med det samme vidste, at det ikke skulle handle om mig. Jeg kunne med det samme tænke på 9/11-bomberne, Bernard Madoff, religiøst omvendte, radikaliserede mennesker, mennesker på skilleveje. Vi havde noget til fælles. På gruppeniveau var….. mens jeg på samfundsniveau så for mig, hvordan folkemord, finanskrisen, iPod’en, Windows havde noget til fælles. Og sikkert meget mere. Det var bare min brainstorm om det.

Maries PNR

I grunden kan jeg jo ligeså godt fortsætte; jeg skrev med Marie, der nysgerrigt spurgte, hvad bogen skulle handle om og så fortalte jeg det så. Det nævnte jeg også i sidste indlæg. Jeg fortalte så i korte vendinger på det personlige niveau og på samfundsniveau. Marie tog det til sig lige med det samme og fortalte om sin egen historie. Hun havde arbejde i Københavns bedste børnehave, elskede sit job som pædagog og en dag kunne hun bare ikke holde det ud mere. Det kom bare ud af det blå. Hun læste videre, blev cand.scient, blev den første akademiker i familien, og har nu det bedste job hun kan tænke sig med sin nye uddannelse. Voila! Hendes tanke efter/pga./forud for PNR var, at der måtte være mere i livet for hende. Hun kunne heller ikke se sig tilbage over skulderen og blive ved med at beholde sit elskede job i byens bedste børnehave for sådan så det bare ikke ud mere. Hun havde ændret holdning til sig selv og til sit job og til det at have et job i øvrigt og være ledig osv.
Jeg synes det er vildt spændende at der sker sådan noget i menneskers liv og jeg blev vildt motiveret til at skrive om det og det må jeg også godt for Marie. Det er motiverende, fordi det gør temaet og emnet for bogen levende og jeg kan se, at jeg kan krydre det hele med rigtige menneskers historier. Eller rettere, mennesker der er rigtige for mig. Jeg kommer nok også til at have en dialog med Mohammad Atta der uden tvivl også har haft sig et PNR (jatak, mere end én gang vist…) og med forskellige kamikazepiloter. Nok en noget ensidig dialog, men så kan jeg jo sige hvad jeg vil:) Nåh nej, ikke hvis I vil være deres stemmer!

Indskudt; for der kom en opdatering fra Marie, mens jeg sad og skrev her. Jeg klipper lige ind:
”… jeg kan mærke, at det er vigtigt for mig at pointere noget, der ligger i tråd med hvad du tidligere skrev; ”At vende om er ikke muligt uden enorme omkostninger”. Nej det kan der være noget om, men at gøre det jeg MÅTTE gøre har også haft store omkostninger. Men det er helt sikkert at hvis jeg ikke havde gjort noget havde det kostet på livskvalitet kontoen, og jeg var helt sikkert blevet et super surt menneske. Det har virkelig ikke været noget jeg bare gjorde sådan lige vupti.”
Hvad siger I så? Jeg synes det er en god pointe at få med, at det at nå et PNR også kræver store omkostninger. Det havde jeg ikke lige overvejet, men det er jo virkelig sandt! Man vil jo i en anden forstand lave verden om og det koster også. Men det KAN bare ikke være anderledes. Sådan må det være. Og som hun videre skriver: ”Jeg spekulere på om omkostningerne ved ikke at gøre det er mere enorme end omkostningerne ved at gøre det?” Er det ikke sådan det føles? Hvordan føltes det for Mohammad Atta? For kamikazepiloten? Jeg er sikker på at de mente at deres indsats var bedre og mere end hvis de lod være. Marie, det er for fedt. Det giver noget ekstra på den her konto og du er ikke død ligesom de andre jeg taler om. Du er sprællevende og det giver et menneskeligt blik der er supergodt.

The Point of no Return (PNR 1)

Bloggeren har debuteret. Big time. Det funger det her. Over al forventning. Det er mærkeligt at konstatere, at det der skal til er, ja gæt engang, reaktioner. Det var jo ikke derfor jeg lagde ud til at starte med, men at lægge sig selv ud, det giver dønninger i brændingen. Og jeg skriver jo for at nogen kan læse med. Hmmm… Jeg gør det, jeg deler med jer, hvad det er bogen skal handle om. Jeg kan mærke, at det bliver levende på en helt anden måde, hvis jeg gør det. I går skrev jeg tilfældigvis med en om bogen og hun forstod det med det samme og brugte mine begreber til selv at beskrive nogle episoder i sit liv. Meget spændende og med andre nuancer end jeg selv lige havde tænkt på. Interaktion. Det kan der komme et meget bedre produkt ud af end jeg selv kunne komme frem til. Det bliver ikke ensomt at skrive. Det bliver måske endda en udfordring at lukke døren og finde roen frem. Nå, ro på. Et skridt af gangen. Vær her, vær her lige nu.
Men beslutningen er nu taget. Interaktionen må foregå og den må foregå med jer. Jeg deler villigt ud og jeg tror næsten jeg vil sige af alt. Den får lige lov at stå lidt. Det lyder også af meget. Tør jeg det?
Nå, men i hvert fald og for at starte; Rafal og Faust kommenterede og var begge to ivrige efter at få noget at vide og med Nils’ idé oven i hatten, så er det sådan det bliver. Så hvad handler det om? Arbejdstitlen er ’The Point of no Return’ og fra nu af bare PNR. Idéen kom faktisk til mig i løbet af et øjeblik. Da jeg om fredagen havde sagt farvel til mine kolleger kunne jeg om søndagen skrive en disposition til en bog på en halv time/tre kvarter. Vupti. Det måtte have noget på sig. Ideer har jeg haft masser af, men aldrig så sammenhængende. Det måtte jeg forfølge. Tanken om PNR kom sig egentlig af en diskussion jeg havde med Annette om holocaust på et tidspunkt. Jeg mente, at det gav mening at tale om at en hel masse faktorer til sidst og ufravigeligt kun kunne ende med folkemord. Først den almindelige antisemitisme, så et regerende partis italesættelse af en nations lidelser pga. jøderne, så en juridisk implementering der gjorde jøder andenrangsborgere og –mennesker. Sideløbende hermed var der en regelmæssig smædekampagne og en opfordring til jøderne om at emigrere. Civilt kulminerede det med Krystalnatten i 1938 og med krigen kunne deporteringen begynde. Polen blev oversvømmet med jøder. Hvad skulle man reelt gøre med dem? De var et problem. Også i Polen. Svaret kom fra erfaringerne fra eutanasiprogrammet, hvor man havde gasset de handicappede. Man skalerede det bare op og flyttede det til små lejre i afsidesliggende områder af Polen. I det øjeblik man traf beslutningen om gasning, var det PNR. Uafvendeligt. En række statslige og militære institutioner var indrettet på dette foretagende og de nødvendige højtstående personer billigede det og motiverede det. Det kunne ikke vendes om igen, da det først var sat i gang. Det fik sin egen logik, på tværs af de enkelte tyske soldaters følelsesmæssige reaktioner på myrderierne. Der måtte et militært nederlag til for at stoppe det og så var krigen i øvrigt ikke ført af de allierede for at redde jøderne fra et folkemord.
Man kan naturligvis diskutere, hvornår PNR indtræffer i dette tilfælde og kommentér det endelig. Min pointe er bare, at en række begivenheder og holdninger får sammenfald og skaber en trend, en bevægelse der, når først den kører, ikke kan stoppes uden meget store omkostninger. Diskussionen med Annette var så anledningen og det, der røg i min disposition den navnkundige søndag var, at man kunne anvende princippet om PNR på både et individuelt niveau, på gruppeniveau og på samfundsniveau, hvor holocaust vil være at finde. På det individuelle niveau kan de fleste af os finde os selv. Når man er forelsket f.eks., eller mig selv der fandt ud af at jeg bare var nødt til at sige mit job op. Fra da af kunne jeg ikke blive der længere. Det var bare nødt til at få en ende. Jeg tænker selv på at beskrive den forelskede, den religiøst omvendte, kamikazepiloten og personen der skifter job/ægtefælle/osv. på det personlige niveau. På gruppeniveau er jeg ikke rigtigt kommet på noget godt endnu, mens jeg på samfundsniveau kan nævne holocaust (eller et andet folkemord for den sags skyld), finanskrisen, iPod’en.
Det er tankerne så vidt og jeg har skrevet lidt frem og tilbage om kamikazepiloten og de forskellige faktorer, der leder frem til at man ender med at træffe et så radikalt valg. Min tanke er, at man kan skitsere de faktorer, der som bække, der flyder til en flod, ender med at løbe med så hastig en fart og så meget kraft at det bliver PNR. Kommentarer er velkomne. Nu er oplægget lagt frem.

Artikler til Anne

Fuck og helvede. Det har været en forfærdelig dag, når det kommer til det rent skrivemæssige. Intet er sket. Satte mig ned, læste det hele igennem. Igen. Og tænkte at der nok skulle komme noget til mig. Noget klogt. Intet. Absolut intet. Jeg prøvede at skrive og så kom det her:
”Jeg kan squ ikke skrive noget, der virker bare nogenlunde autentisk, virkeligt, troværdigt, whatever. Hvad handler det om? Jeg lader mig påvirke til, at det skal motivere nogen til at læse det. Det er vist hvad det handler om. At Gyldendal skal udgive det og det skal blive en bestseller og så er man naturligvis nødt til at starte på en ordentlig måde. Ligesom mit stjerneidol, Malcolm Gladwell. Starte ligesom ham. Jaja, for så skal det nok blive godt. Kopiere en succes. Måske skulle jeg bare fortsætte sporet jeg er slået ind ad. Så kommer det nok af sig selv.”
Jeg synes det er vildt pinligt. Pinligt, for jeg troede der skulle ske en masse i dag, at i dag ville blive en succes, en god oplevelse. Næh. Overhovedet ikke. Pinligt fordi jeg beslutter at fortælle om det.
Nå, fortalte om bloggen i karateklubben. Nils foreslog at jeg kunne bruge bloggen til at debattere bogen med læserne af bloggen. Det er en ide. Ved ikke lige hvad jeg synes om det. Sæt nu hvis nogen stjæler min gode idé! Alle sidder jo og venter på at blive inspirerede til at skrive lige det jeg vil jeg skrive… Jo, det er en god ide. Anne foreslog på et andet tidspunkt at jeg i stedet for at skrive bog fra ende til anden i stedet skriver artikler som jeg til sidst kan føje sammen til en bog. Anne, du er ikke så dum. Idéen er i hvert fald god. Hvordan kunne bøger blive til førhen, hvor bloggen ikke var opfundet? Føler mig squ noget rådvild. Ideen med at skrive hver dag holder. No doubt. Det skal bare være mere bogrelevant. Alle de her tanker er skønne bare at flyve ud på papiret. Det er der ikke så meget spas ved. Det er som at sniksnakke, smalltalke uden at dykke ned i noget. Njarh… Indholdsmæssigt, men sprogligt fungerer det meget godt. Metasnak. Som at lade motoren køre på æter eller løbe på enkle kulhydrater. Der skal squ mere på. Ellers dør det. Det kan være et appendix. Det må ikke stå alene. Som Annette sagde ’hvad med bare at komme i gang med at skrive?’ Der sker altså noget ved at involvere andre i det her. I dag publicerede jeg bloggen på facebook og folks kommentarer var ret gode at få. Ingen mand er en ø og bogen er til for at blive læst. Articles, here I come! Anne, den er til dig:)

Babyen lever og er levende

Jeg kan åbenbart slet ikke give slip lige nu. Ordene presser sig bare på. Det kan jeg ikke huske jeg nogensinde har oplevet før. Jeg sad netop og gennemlæste mine indlæg på bloggen og syntes at det var pissegodt. Jeg har faktisk læst dem igennem flere gange for at nyde tilfredsheden over mine egne frembringelser. Mit eget sprog. Mine babyer. Det flyder. Det lever. Til sammenligning – mit speciale. Altså… Tanken om et uægte barn… Nej, ikke rigtigt… Et adoptivbarn? Nej, heller ikke. Det er som om det ligger i vuggen og ikke rigtigt har livsgnisten hos sig. Et barn med handicap. Autisme er det nærmeste jeg kommer det. Det interagerer ikke med omverdenen – eller i det mindste kun i meget beskedent omfang. Det lever sit eget ensomme, indelukkede liv. Som at kigge ud på trist og gråt, evigt silende regnvejr, der får vinduet til at drukne og se forvitret ud. Og så igen. Det er også at være uretfærdig overfor specialet. Jeg er stolt over det. Det fyldte meget for mig mens det blev skrevet og det var en god proces. Den bedste skriveproces på hele universitetet. Det bedste semester. En fantastisk oplevelse at få lov at gå i dybden med erkendelser, at nørde med fagstof, der entydigt var spændende. Sådan så jeg jo på det dengang og det var sandt. Det var faktisk en stor del af mig der blev skrevet i de måneder. En akademisering af mig. Som at se tilbage på JV-tiden. En religiøsering af mig (det ord findes ikke, sorry), men det var stadig mig. Begge dele var mig og det er jeg stolt af. Det her er også mig og det er jeg også stolt af. Alle tre dele valgte jeg selv og jeg kan ikke være ked af at have valgt det jeg følte var sandt og rigtigt og godt. Det ville være at falde mig selv i ryggen. Nix. Der er kun i dag og i dag lever og en anden dag vil jeg måske noget andet, være mig på en fjerde måde. Sikkert. Livet er forrygende. Og alt det bare ved at skrive om at skrive. Hmmmm…….. Nå, skidt. Babyen lever, spræller, pludrer, smiler og snakker og vil lege. Vil vokse og udvikle sig. Det er det vigtigste.

Italiensk mad

Nu har jeg læst de sider igennem jeg har skrevet på bogen. Indledning er det vel. Problemformulering som man ville kalde det på uni. Konceptet holder. Ingen tvivl. Bare med to dage på bloggen, hvor jeg har givet mig selv frit løb, givet den gas og bare ladet ordene flyde uden at det skulle handle om så meget kan jeg se at de 5-8 sider jeg har skrevet mangler noget liv. Det syntes jeg ikke da jeg skrev dem. Jeg følte mig ikke hæmmet da jeg skrev. Det var ligetil. Faktisk var det sådan at når jeg ville skrive med en bestemt hensigt, når jeg ikke bare lod mig selv give plads, så skete der intet. Eller jo, der skete noget, men ikke noget der fungerede. Det var blinde veje. Det smagte forkert. Sætningerne døde når jeg læste dem igen. De passede ikke ind i helheden. Når jeg bare skrev, for jeg vidste jo godt hvad jeg skulle skrive, så skrev jeg uden problemer 3/4 side på 20 minutter. Og med lidt finpudsning fungerede det fint i øjeblikket efter.
Hvad kan jeg konkludere af det? At skrivning er en udvikling, at skrive er et håndværk. Det kan vel være jeg har evnerne. Det tror jeg på. Det har jeg faktisk aldrig været i tvivl om, men at blive god til noget man har evner til kræver øvelse og masser af det. Er jeg god til bare at skrive? Skidt spørgsmål i en sen time. Jeg mener mig selv blivende bedre. Ro på. Ingen Dostojevski – endnu. Og det vil jeg godt understrege. Det er ikke med f.eks. ham som lyset for enden af tunnelen. You’ve gotta make your own kinda music, som Mama’s and Pappa’s synger. Fuck, det bliver jeg ved med at vende tilbage til. Er det så vigtigt for mig at understrege hele tiden? Tydeligvis. Men det virker. Det kan jeg jo se. Det er der guldet er. Det er der regnbuen ender.
Nå, men jeg tror at planen for morgendagen er at prøve at skrive nogle af afsnittene om og se hvordan det virker. Jeg har en god fornemmelse af det kan jeg mærke. Det er squ for solidt som det er nu. Det er som med rugkerner godt med surdej. Meget at fordøje og tungt at tykke – men pissesundt! Jeg er jo akademiker for helvede! Og i det måltid tager man ikke pålægschokolademaden til sidst. Man bladrer ikke engang til slutningen for at se, hvordan det ender. Man lægger det væk og ringer efter pizza. Hvad skal menuen så være? Indbydende, let fordøjelig, mættende, behagelig, sundt. Det lyder næsten som italiensk mad. Det lever man også længe af at spise og akademikere sværger til det - men ikke med tanke på det sunde ved det. Bare fordi det er lækkert. Jeg har fundet noget her!

Sceneskræk

Jeg er faktisk godt i gang med bogen på dette tidspunkt. De sidste dage har jeg brugt på at skrive til bloggen, besluttet mig for at skrive hver dag og dette indlæg er en del af det. Men hvad er det her for en form? Og skal det have en form? Er det dagbog om at skrive eller er det tomgang ved rødt stop før afgang og tomgang ved næste lyskryds? Whatever. Nu skriver jeg. Jeg er sikker på at hvert ord jeg får nedfældet, hvert ord som er kommet af sig selv uden at skulle tvinges ud er endnu et skridt mod at blive mere tro mod sproget i mig selv. Erkendelse: Jeg er ikke i tvivl om at og hvad jeg skal skrive. Det skal blot bæres naturligt ud på et levende sprog og sproget er kun levende i det omfang at jeg lever, når jeg skriver. Når jeg skriver på den måde, så virker det.
Desuden kan jeg konstatere at det at kunne skrive til en offentlig læserskare giver mig en vis lampefeber. Sceneskræk. Jeg står endnu lidt i kulissen og tænker at disse ord er banale, ligegyldige, røvsyge, grinagtige, fjollede, prætentiøse. I hvert fald helt utilstrækkeligt til at publicere. Og derfor gør jeg det.
Og mon ikke jeg skulle se at kigge lidt på bogen igen? Der er gået nogle dage siden og da jeg tidligere i dag skypede med min kæreste i US fortalte jeg hende om bloggen. ”Skulle du ikke bare se at skrive på bogen?”, var hendes reaktion. Det var om ikke andet den del af hendes reaktion jeg bemærkede mest. Hun har ret. Det er jo det jeg er her for. At skrive bogen, men bloggen fungerer godt for mig kan jeg mærke. Det er en skrivestue, et værksted, hvor bilen kan prøves af inden den bliver sendt på vejen. Det er her jeg kan tale med mig selv og overveje hvilket værktøj der passer. Men det skal heller ikke blive til projektet i sig selv. Jeg kan godt mærke at jeg har en vis berøringsangst med bogen, fordi det er et relativt stort projekt. Nej, sådan føles det, og det er jo noget pjat. Det er sjovt, jeg ved hvad jeg skal skrive, og jeg ved hvad konceptet er. Hvad er problemet? Jeg kigger på det.

Indskudt; om at skrive selv

Det er pudsigt, for lige pludselig går det op for mig, at det at have fundet på at skrive på en blog giver en reaktion i mig om at skulle tilpasse mig det jeg skriver til en eller anden læser. Med det samme går jeg ind i hovedet på vedkommende og forestiller mig hvad det er han (ja, det er faktisk en han) tænker og tror og ønsker. Slap nu af! Jeg tænker på formen af indlæggene. Giver de kronologisk mening? Er der noget der er indforstået? Skal jeg lige forklare, hvorfor jeg kommer med ekskurser? Tjek: Kristian, du skal kun skrive det, der falder dig ind, når det falder dig ind. Den eneste regel, der kan tænkes er formålet med bloggen, at skrive om at skrive bogen. Slut, basta, finito.
Men hey, man kan også tjene penge på en blog! Google kan hjælpe med at sætte ads på som man kan tjene penge på! Så hvis jeg skriver lidt mere ud fra en bestemt form, sliber lidt til så kronologien er smurt, får det til at få en rød tråd, give det et forløb, give det formål – og måske allermest – få det til at se ud som om at min skriveproces har været et fastlagt forløb fra starten som andre bare kan kopiere, så er det noget der sælger! Folk vil læse bloggen, klikke på ads og vupti! ind på min konto flyder pengene. Jo flere, jo bedre. Jaaaah! Men det er jo slet ikke det jeg skal eller vil, når det kommer til stykket. Jo, jeg vil da gerne tjene penge, jeg vil da gerne please en læser. Men allerede nu, på dette tidlige tidspunkt i processen kan jeg se at det ikke vil vise processen. Det vil ikke vise mig og alt det der går igennem mig i arbejdet med at skrive og tænke og føle teksten, processen, bogen. Det vil være et forsøg på at opnå noget og det noget er ikke bogen og det er ikke gavnligt for at skrive noget som helst jeg kan sætte kvalitetsstemplet: ’Kristian Molbo, The Original!’ på.

En del af udfordringen

Nu står det klart, jeg har aftalt med mig selv, at jeg skal skrive lidt hver dag. Ikke nødvendigvis til bogen, nej, men noget, lidt, et eller andet. Jeg kan mærke, at der på en anderledes måde er en stor kraft i mig, der venter på at komme ud, som skal omsættes i ord. Den er ikke sat på bestemte ord og det handler i høj grad om min evne til at formulere mig, som afgør om det blive flydende, levende, spændende. Den evne får jeg først og fremmest ved at øve mig og – ja – det er sandt. Man er nødt til at gøre noget for at øve sig. Derfor må jeg gladelig indrømme at det ser ud til at jeg ikke kommer til at betragte de som en pligt, men som en mulighed for at komme i værkstedet og arbejde med det jeg har lyst til. Og hold da kæft hvor har jeg i mange år haft lyst til at skrive. Skrive, skrive, skrive! Jeg har bare aldrig anet, hvad jeg skulle skrive om. Jo, en ide hist og en ide pist. (nej, det er nu ikke helt rigtigt. Jeg har haft masser af ideer, men af den ene eller anden grund er det bare aldrig endt med at materialisere sig på skrift. Hvorfor?) Gode ideer synes jeg selv. Der har været masser af stof til masser af artikler. Jeg ved jo meget, jeg tænker over ting og jeg ved også at jeg gør det på skæve måder som kan vække andres interesse. Det med andres interesser er nok det, der har været akilleshælen. Jeg har været for fokuseret på hvad andre måtte synes og mene om det jeg kunne finde på at skrive. Jeg har så at sige haft ’de andre’ siddende på skulderen til at tænke mine ideer i gennem sammen med mig. Som om at de skulle blåstemple det. Nej, det er nok mere rigtigt at sige jeg har ført en debat med dem, ladet dem være kritiske læsere på det jeg havde tænkt mig at skrive. Det kan være udmærket, men nu kan jeg se, at det ikke nytter for det betyder i høj grad, at jeg slet ikke kommer i gang med at få skrevet. Jeg bliver aldrig færdig med at diskutere. Altid nye vinkler, perspektiver, synspunkter. Jeg vil have, at mine argumenter skal være skudsikre. Faktisk vil jeg gerne have at det er perfekt. Bravo! Kristian Molbo. Hvor kommer det fra? Skulle det ikke være noget fra JV? Der diskuterede du jo også med dig selv, eller rettere, du lod evt. modstandere diskutere med dig, så du kunne finpudse dine egne argumenter. Det fungerer fint i en sådan sammenhæng og det var også supergodt, da du var politisk aktiv. Men ikke nu, ikke nu, hvor du skal ud med dig selv. Det skal ikke kritiseres. Det skal ud og så kan du altid gå det igennem. Sådan ville det altid være uanset, hvad du lavede. Intet er perfekt fra fødslen. Er du bange for at andre skal kritisere dig? Er du bange for at du skal sige noget fjollet? Ja, det du. Ja, det er jeg. Jeg er bange for at det jeg siger og som er noget jeg selv synes er rigtig klogt skal blive grinet af, kritiseret og alt muligt i den dur. Og jeg ved jo godt, at det er noget pjat, for uanset hvor godt og gennemarbejdet noget er, så vil der altid være noget jeg har glemt og der vil altid være nogen der har en anden holdning osv. osv. osv. Jeg kan huske at jeg med snart sagt enhver sætning i mit speciale havde dels min vejleders stemme på den ene skulder og dels akademias kritiske røst på den anden. Det sneglede sig frem at få sætning efter sætning ud gennem fingrene. Til gengæld var de kønsløse, meget belæste og meget korrekte. I virkeligheden var det heller ikke noget jeg egentlig rigtigt stod ved. Emnet stod jeg ved. Problemstillingen. Big time. Det var vigtigt, men selve produktet, teksten. Hmm… Nej, det var ikke et barn jeg ville kendes ved, hvis det endelig var. Jeg havde skrevet det ganske vist, men det var ikke mig. Det var akademia og jeg var og er akademia i den henseende. At være en del af noget er jo ikke så ualmindeligt. Som sociolog er det noget jeg ved om nogen. Jeg er jo så f.eks. sociolog (!), men da jeg var JV var det jo det samme. Kønsløse tekster og oplæg om opbyggelige spørgsmål. De var korrekte fra ende til anden, men det var jo ikke mig (eller jo, det var mig, men det var noget jeg havde lært. Det var ikke levende, det havde ikke sit eget liv. Det levede ikke pga. mig. Det levede i kraft af Vagttårnets autoritet og derfor blev det accepteret og var noget man klappede af). Sjovt at have det perspektiv på det nu. Det er meget interessant og reelt kan det koges ned til én ting; vær dig selv. Tro på dig selv, tro på dine ord, tro på din kreativitet, tro på din fantasi og din evne til at tænke noget på en spændende måde. Jo, andre vil kritisere det. Men du vil jo også gerne have at andre skal se dig. Ville du selv ukritisk acceptere hvad andre havde at sige til dig? Nej om gud du ikke ville! Sådan er det jo. Vi er jo os selv og har holdninger osv. og så er vi desuden så vel stedt at vi lever i et demokrati hvor vi kan sige hvad vi vil. Det kan du og det kan andre. Glæd dig over det, glæd dig over at du kan være dig selv, at du ikke behøver at have nogen siddende på din skulder og mere eller mindre konkret kritisere hvad du kan og bør sige. Tænk hvis du havde boet i Iran. Så havde du skullet brække tungen for at opføre dig korrekt og sige det som var tilladt og som reelt ikke havde nogen betydning for det ville ikke være dig. Hvordan havde du det som JV? Hvordan var det der at skulle overveje, hvordan du udtrykte dig for ikke at overtræde normerne og blive mistænkeliggjort som en der var svag i troen, som en der var dårligt selskab eller hvad man nu kaldte det? Det er sandt. Det var ikke mig. Det blev hele tiden facade, det var skuespil, forstillelse og en vagtsomhed efter, hvad der var det rette at gøre eller sige. Eller sådan var det for mig og hvordan kunne jeg vide, hvad jeg egentlig ville når det var det eneste jeg havde kendt? I dag kan jeg se, at det var sådan det var. Jeg levede ikke, jeg var der, men jeg var der ikke selv. Vær dig selv og kend dig selv (i forhold til guderne).

Hvorfor?

Formålet med denne blog er helt entydigt at beskrive mit personlige projekt, nemlig min debut med min første bog. Min debut som forfatter. Jeg har truffet en beslutning om, at jeg skal skrive en bog. Det skal jeg prøve og det skal være nu. Jeg vil ikke sidde tilbage som pensionist og ærgre mig over, at det var noget jeg ikke gjorde. Nu gør jeg det. Så går det eller også så går det ikke. Og går det ikke, så har jeg prøvet og vil ikke kunne se tilbage på at det var et uprøvet projekt i livet.
Bloggen er så at sige en dagbog over mine tanker omkring at skrive på den ene side og på den anden side er den en øvelse i at skrive i det hele taget. Jeg har ganske vist en boglig uddannelse som sociolog og har som sådan skrevet 100vis af sider gennem universitetsårene. Privat har jeg også skrevet rigtigt meget i forskellige debatsammenhænge, så det at skrive er mig for så vidt ikke fremmed. Eller rettere, det at sætte ord sammen og forklare mig er noget jeg har meget let ved. At skrive og forfatte er noget lidt andet kan jeg konstatere. Det er at være uhæmmet, at ramme hvad det er jeg vil ud med uden at lade mig hæmme af den indre kritiker jeg som akademiker har meget af. Det er også at lægge forestillingen om en målgruppe på hylden. Jeg har en indre stemme der med en unavngiven person, en repræsentant for en forestillet målgruppe taler mig over skulderen, når jeg skriver. Den kritiserer, den perspektiverer, den tænker. Den er ikke min stemme. Den må forstumme og det må alene være mig der taler, dvs. skriver. Det er min udfordring og det kan lade sig gøre. Jeg ved godt, hvad det er jeg vil, og det behøver jeg ikke være bange for, det behøver jeg ikke kritisere før det er født.
I mange år har jeg haft meget imod, at folk deler ud af egne personlige erfaringer, banaliteter ofte, men for dem store erfaringer, fordi de er nye. Jeg har kritiseret det med den tanke, at andre har tænkt de tanker før, har gjort sig erfaringerne før og måske endda beskrevet dem meget bedre og mere minutiøst. Gå da til dem først! Som Churchill paradoksalt udtrykker det, så kan man ikke sige noget der ikke er sagt før. Det er der meget sandt i. Jeg er ikke anderledes. Jeg gør mig én ting helt klart med denne blog og det er, at jeg primært skriver den for min egen skyld. For at få mine tanker og erfaringer omkring bogprojektet gjort til visuelt sprog. For at blive bedre til at skrive. Bare for at skrive. Skrive, skrive, skrive. Det har jeg bare villet i så mange år og nu skal det bare være. Dybt suk. Nu er det her og nu skal det have lov at flyde. Hvis du vil læse med må du meget gerne. Hvis du vil give dit besyv med er du mere end velkommen. Selvom jeg siger at jeg skriver for min egen skyld, så ved jeg, at jeg som menneske ikke står alene. Ord, tanker og erfaringer får en anden og mere levende karakter, når jeg ved at nogen kan lytte med. Det er også et hensyn at tage til min egen proces og jeg ville jo lyve for mig selv, hvis jeg sagde at jeg skrev en bog som jeg ikke ønskede noget skulle læse. Meningsfuldt? For mig giver det rigtigt meget mening. I jagten på at være mig selv og vedstå mig det jeg vil sige, i det der er mit budskab, kan kun jeg være til stede, men ikke uden dig. Det er et paradoks. Jeg ved det, men sådan er det, og jeg kan ikke sige mere om det uden at begynde at vrøvle. Jeg lader det stå for sig selv og skriver videre.

Velbekomme og god fornøjelse med min blog, hvis du er med på en kigger.