Skulderklap er det nemmeste

Ord ind, ord ud. Nogle dage i Jylland og så sker der ikke så meget på bloggen. Til gengæld så er der masser af mad – og så absolut ingen motion. Masser af snak med far og gamle venner. Hygsomt og fortæller om mit nye liv. Spredt applaus. Man er vel i Jylland.
Og så har jeg studset over et par kommentarer. Af en kaliber jeg noget besværet vil kalde konstruktive. Først slettede jeg dem, fordi jeg ikke gad have det stående. Det bidrager jo ikke til ideen i bloggen. Nu har jeg alligevel valgt at sætte dem på under ’Dagens Ord’ og ’Hyldest til Weekendavisen, hvor de først blev skrevet. Hvorfor? Jeg spekulerede lidt over hvad meningen med kommentarerne var og det var jo på den ene side at give mig noget at arbejde med. På den anden side er det også et indtryk af, hvad det bringer frem i læseren. 1200 har nu klikket sig ind. Omkring 20 har efterladt en kommentar. Der skal altså noget til for komme forbi, at læse det og siden skrive et indlæg. Et negativt indlæg er også en reaktion, en tilkendegivelse, noget jeg rører hos en. Nogen har haft en følelse og har haft et udløb. Mine ord har skabt en reaktion. Skønnest naturligvis med en positiv reaktion. Det er jo hvad vi lærer fra vuggen. ’Mor er glad’. Plus. Keep doing. ’Mor er sur’. Minus. Stop doing. I det mindste hvad jeg husker fra vuggen (og siden). Men nej. Det negative er jo blot en oplevelse heraf. Negativt for hvem? Tjah, altså negativt for mig og hvorfor egentlig? Skulderklap er det nemmeste. Jeg skriver ikke bloggen for at gøre alle glade og for kun at lade de gode kommentarer stå. ’Se, mor, hvordan folk synes jeg skriver skidegodt’. Stop doing. Nej, se mennesket. Hør mennesket. Lad det tale som den reaktion det er, som den vækkelse mit indlæg har skabt. Jeg har skabt følelser hos en anden. En anden har ladet følelser blive til ord af noget jeg har skrevet, sagt, ment, insinueret. En anden har tolket, tænkt, følt, udtrykt. Vær velkommen min ven. Jeg hører dig. Tal som den du er. Der er plads til dig.