PNR 2. side

I stedet for at sige helt op tog jeg orlov. Jeg fik et halvt års ’orlov uden løn til private formål’. Sådan lød beskrivelsen. Så kunne jeg komme tilbage til en stilling hvis jeg ombestemte mig. Ikke den samme stilling. Bare en stilling. Måske en meget god løsning, når jeg ikke vidste hvad der var i udsigt til mig. Og en meget god løsning at nævne overfor de skeptiske kolleger. De nikkede billigende når jeg fortalte det. Men det var ret interessant som jeg havde skubbet til et eller andet. Det var tydeligt at det ikke var noget man bare gjorde. Sagde op for bare at gå hjem. Flere af mine jævnaldrende kolleger roste mig for mit mod og sagde: ”Jeg ville ønske jeg havde dit mod. Jeg synes heller ikke mit arbejde giver mig noget. Jeg keder mig.” Men hvorfor sagde de så ikke bare op, når de selv kunne se det? Eller søgte noget andet? Hvad drejede det sig om? Eller levede de sig selv fuldt ud i deres fritid ligesom dem jeg havde arbejdet sammen med ved samlebåndet på Tulip? Snakken gik altid om hvad de skulle lave når de kom hjem. Ikke om hvad de skulle lave når de kom på arbejde i morgen. Det vidste vi jo alle sammen. Det handlede om at få penge til fritiden, til afbetalingerne, til børnene, til glæderne. Næh, sådan var mine kolleger jo ikke. De investerede mange kræfter i deres arbejde. Arbejdede over for at kunne nå det de skulle. Leve op til forpligtelserne. Være den dygtige og gode medarbejder man kunne stole på. Men de kunne ikke lide at gøre det?! Jeg studsede lidt over det og tog mig selv i det. Jeg havde jo ræsonneret på samme måde de sidste par år fordi jeg ikke selv anede hvad jeg skulle stille op og pengene var jo gode nok. Kollegerne en fornøjelse at være sammen med hver dag og kantinens mad var ikke sjældent det sidste skub ud af dynen om morgenen. Men nu kunne det bare ikke være anderledes. Jeg kunne godt se at jeg gav køb på en større sikkerhed i det daglige. En sikkerhed for i morgen og næste måned. Mest økonomisk faktisk. Jeg levede ikke i kraft af mit job. Det var ikke der jeg parkerede min selvbevidsthed eller følte jeg udlevede mine potentialer for nu at udtrykke nogle sentenser fra coachingfilosofien. Økonomisk tryghed og sikkerhed. Kunne det virkelig være så vigtigt? At jeg der så mig selv som meget åndeliggjort, som tænker, som reflekteret og al den slags i virkeligheden var materialist uden at eje noget særligt? Jeg var forbavset, men jeg var samtidig også klar over at det jeg søgte, det jeg manglede var frihed og lige nu, lige her, så skulle friheden købes på bekostning af sikkerheden. Men frihed til hvad? Frihed fra hvad? Ingen anelse og jeg gik og drømte om at skulle være konsulent og spekulerede over hvilken skjorte jeg skulle have på til jobsamtalen. Jobbet jeg alligevel ikke fik. Men med det job i udsigt var der udsigt til at arbejde meget mere med det jeg var god til. Jeg var sociolog. Jeg havde færdigheder. Jeg var håndværker. Jeg kunne lave analyser og evalueringer og ’håndtere store mængder data’ som jeg skrev i ansøgningen. Det var der jo også en sikkerhed i. Og en frihed til – endelig – at gøre det jeg havde læst i fem år for at lære. Det var jo det jeg var sat på jorden for at lave! Jeg gav mig til at indrette mig mentalt på at lave analyser og dataindsamling som jeg havde lært det.
Jobbet fik jeg så ikke og mine kolleger spurgte til hvad jeg så ville. Jeg havde søgt en lignende stilling, som jeg havde skrevet en meget halvhjertet ansøgning til. Reelt havde jeg taget den første ansøgning og rettet lidt til og sendt af sted. Svaret kom nogle dage senere. Ingen samtale herfra. Helt fint. Det gad jeg heller ikke kunne jeg mærke. Jeg vidste slet ikke hvad jeg ville. Jeg vidste kun med sikkerhed at jeg skulle have opsigelsesperioden overstået. Snarest. Min motivation var på et nulpunkt.
Endelig oprandt dagen, min sidste dag. Jeg havde set frem til den som havde jeg ikke haft ferie hele livet.