Nu var den der!

Selvom de sidste par dage har været uden indlæg, så har det bestemt ikke været uproduktivt. Jeg har taget fat i bogprojektet fra en anden vinkel og det bliver den vinkel, der kommer til at køre bogen til slut. Det er jeg ret sikker på. Det blev lige præcis på den måde jeg fra starten havde dømt ude, halvbiografisk, med mig selv i centrum og flankeret af andres historier. Det er tydeligt for mig at mærke at det er ret grænseoverskridende at det skal være sådan. At jeg klæder mig selv af og at jeg har lyst til at gemme mig bag en form, en bestemt måde at skrive på. Nej, jeg må selv i centrum, for så skriver jeg bedst. Det er ikke sikkert, at det bliver en bestseller og det er heller ikke sikkert at andre får noget ud af det. Men jeg får noget ud af det. Skrev jeg upersonligt fik jeg ikke noget ud af det og læseren gjorde da heller ikke. Men nu er det ikke ud fra en nyttetænkning, at jeg gør det på denne måde. Det er bare sådan det skal være. Rå og ufortyndet. Og endnu bedre – eller endnu værre, for det er selvfølgelig også grænseoverskridende – så bliver det blogindlæg. Side for side. Her er det så. Give a warm welcome to The Point of no Return!