Kan det virkelig være rigtigt?

Måske handler det her om mit PNR. Måske gør det ikke. Jeg kan ikke sige det, men jeg har altså oplevet noget underligt i år. År ud og år ind har jeg siden puberteten vil jeg gætte på været plaget af høfeber. Nyseanfald i massevis. Løbende øjne, kløende øjne, røde øjne. Snot i lange baner. Virkelig lækkert og meget generende. Ingen mulighed for koncentration, fokus. Kun nysen. Pudsen næse. Næseblod når det stod på for meget. Bedst at være inde, under bruseren. Men jeg har været maksimalt hjulpet af det man nu kan få i håndkøb. Cetirizin var mit dope. Forår og sommer var reddet med kun spredte nys i solen. Og så var det, at jeg mærkede det kildre i næsen. Som det plejer. Lidt mere snottet end ellers. Fandt pillerne fra sidste år. Stadig fine. Haps. Ned med en. Men jeg ventede lidt med at tage dem regelmæssigt før der var grund til det, og da jeg tog til Jylland glemte jeg at tage dem med. Og hvad skete der? Intet. Så absolut intet. Jo, det kildrede lidt. Et par nys om dagen, men det skete også med pillerne. Jeg var lidt panisk ved tanken om at skulle undvære dem – og valgte så at lade det være. Og der skete stadig ikke noget. Jeg tjekkede tallene for birk som er synderen lige nu. 1397. Var det højt? Jeg kunne ikke huske forholdet, men pollenkalenderen fortalte, at birken gik helt amok. Godt så. I dag er tallet 93 og for nedadgående. Og jeg overlevede. Uden medicin. Er jeg blevet fri for høfeber? Kan sådan noget bare forsvinde? Jeg vil jo gerne have et håndgribeligt svar på sådan noget og kan seriøst ikke komme på noget jeg har gjort anderledes. Mit d-vitamintilskud? At jeg spiser mere olivenolie? Eller at jeg er sprunget ud i mig selv, i mit PNR-projekt? Det sidste passer til mit ego, men ikke mit videnskabelige og analytiske og skeptiske jeg. Og hvorfor ikke bare glæde mig over at jeg er fri for at nyse mig gennem sommeren? Det bliver spændende at se, hvordan det går når græs går på banen i juni. Men hvis jeg skal tænke med mit ego, så får jeg næsten fornemmelsen af at kunne smide krykkerne ved bare at give mig hen til gud, til det guddommelige. Og så har jeg endda ikke været til håndspålæggelse i Pinsekirken. Den jordnære Kristian er skeptisk over den ide. Nej, han er faktisk bange for at det er for godt til at være sandt. Tro lidt mere på at tro kan flytte bjerge. Eller bare tro lidt mere på dig selv så flytter du også bjerge.