Ekstranummer!

”Du ved jo selv hvad konsekvenserne er, så der er ikke så meget mere at sige til det”. Noget i den stil lød det fra den ene af de tre ældste, der sad i udvalget overfor mig. Det dømmende udvalg. Det var kommet så vidt på det tidspunkt, at jeg vidste at jeg ikke længere var et Jehovas Vidne og var begyndt at leve mit liv på min egen måde. Det havde de fundet ud af. De havde også fundet ud af, at jeg var politisk aktiv. Det var forkert og for det blev man udstødt. Det vidste jeg godt. Jeg var ikke et øjeblik i tvivl om konsekvenserne af mine valg. Ingen af dem. Men det kunne ikke være anderledes. Det var et valg mellem liv og død. Jeg havde smagt døden i de år det havde taget mig at komme til den konklusion, at jeg ikke kunne handle anderledes. Døden ved at miste fodfæste i livet. Ved ikke at vide, hvad der var at gøre. På det tidspunkt vidste jeg ikke, hvad der var at gøre. Jeg vidste blot, hvad der ikke var at gøre, og den religiøse vej var ikke den rette.
De udstødte mig, de genoprettede balancen og de skabte ro i menigheden. De markerede, at normerne var til for at blive overholdt. De vidste, at de satte mig udenfor frelsen. Udenfor menigheden. Ingen ville længere hilse på mig. Blot for at markere det hver gang jeg skulle støde på nogen af dem. Og det var faktisk helt ok. Sådan måtte det være. Det måtte være prisen. I virkeligheden var det ikke noget jeg havde gjort op med mig selv sådan kalkulerende, på den ene side, på den anden side… Næh, for enten blev jeg og døde langsomt eller også gjorde jeg noget andet. Blev jeg truet til at blive? Nja… Der blev talt meget og pænt om alt det jeg burde. Det man burde. Det blev aldrig rigtigt sagt direkte, i hvert fald ikke særligt ofte, men vi vidste alle, at når man ikke gjorde det man burde, så stillede man sig lidt dårligere i forhold til frelsen og frelsen var i forvejen ikke givet på forhånd. Den skulle man hele tiden gøre sig fortjent til. Så derfor, når det blev nævnt at ’det er nok en god idé, at du strammer dig lidt op dér og dér’, så gav det en rygmarvsreaktion der hed ’shit, jeg tæller nedad på point! Jeg må hellere komme ind i kampen!’ Det var jo en måde at få folk til at overholde normerne, ved at tænde på frygtknappen. Frygten for døden. Frygten for ikke at få del i det evige liv. Det var mere udpræget end jeg ville vedkende mig dengang. Sagen var bare, at jeg på et tidspunkt var nået til den erkendelse, at jeg ikke kunne tro på det mere. Det prellede bare af. Jeg kunne kun blive udstødt, fordi jeg ikke troede på det længere. De troede på det. De troede de kunne true mig, tale mig til fornuft, appellere til mig. Komme med en masse gode grunde. Velmenende mennesker. Søde mennesker var de. De fleste af dem. Jo, det var de alle sammen. De udtrykte sig bare ikke alle sammen lige sødt, når man trådte udenfor banens kridtstreg. Og sådan var systemet jo. Sådan var de mennesker. Hvis man ikke overholdt reglerne var man ikke et godt menneske. Jo, adspurgt om de virkelig elskede mennesker de udstødte ville de svare som den missionske onkel i Lykke-Per; ”jo, vi elsker skam Peter Andreas. Vi elsker bare ikke det han siger, de holdninger han har og alle hans gerninger.” Punktum. Det er da en kærlighed, der er til at forstå.

Jeg har syntes jeg snusede til døden. Jeg har aldrig haft en rigtig pistol for tindingen eller noget i den stil, så på en vis kan det synes overdrevet. Følelsen var dog reel nok og i dette normale liv kan intet nå op på siden af det. Tilbage stod nogle mennesker, der tænkte ’det var han selv ude om. Han vidste hvad han burde gøre’. De vaskede deres hænder for i virkeligheden var der blod på dem. Det var deres virkelighed. Ikke min. For jeg døde ikke. Desuden kunne jeg ikke have handlet anderledes. Sådan måtte det bare være. Og jeg ville gøre det igen, skulle det komme til det.