Takeoff!

Nu mens gryden er i kog og ordene er varme vil jeg skynde mig at sige det her; de næste 14 dage er jeg nok ikke online på bloggen. Det forventer jeg i hvert fald ikke selv. Turen går til US. Til San Francisco, LA og NYC. Vær blot misundelig. Jeg glæder mig helt åndssvagt. Var i NYC sidste år. Jeg købte The American Dream 100%! Bagsiden af medaljen taler vi ikke om.
Nå, men jeg vil også benytte lejligheden til at reklamere lidt for mig selv udover, hvad der ellers står her. På mandag, altså imorgen, på DR2 medvirker jeg i ’De Omvendte’ kl. 22.50. Det er selvfølgelig min JV-baggrund, der spøger der. Jeg tror det blev ret godt. Har selv til gode at se det, men konceptet var ret spændende. At tilvælge eller fravælge en masse regler som grundlaget for et lykkeligt liv. Men gode tanker herfra til jer allesammen og god ferie til mig selv. Takeoff 12.35.

Ekstranummer!

”Du ved jo selv hvad konsekvenserne er, så der er ikke så meget mere at sige til det”. Noget i den stil lød det fra den ene af de tre ældste, der sad i udvalget overfor mig. Det dømmende udvalg. Det var kommet så vidt på det tidspunkt, at jeg vidste at jeg ikke længere var et Jehovas Vidne og var begyndt at leve mit liv på min egen måde. Det havde de fundet ud af. De havde også fundet ud af, at jeg var politisk aktiv. Det var forkert og for det blev man udstødt. Det vidste jeg godt. Jeg var ikke et øjeblik i tvivl om konsekvenserne af mine valg. Ingen af dem. Men det kunne ikke være anderledes. Det var et valg mellem liv og død. Jeg havde smagt døden i de år det havde taget mig at komme til den konklusion, at jeg ikke kunne handle anderledes. Døden ved at miste fodfæste i livet. Ved ikke at vide, hvad der var at gøre. På det tidspunkt vidste jeg ikke, hvad der var at gøre. Jeg vidste blot, hvad der ikke var at gøre, og den religiøse vej var ikke den rette.
De udstødte mig, de genoprettede balancen og de skabte ro i menigheden. De markerede, at normerne var til for at blive overholdt. De vidste, at de satte mig udenfor frelsen. Udenfor menigheden. Ingen ville længere hilse på mig. Blot for at markere det hver gang jeg skulle støde på nogen af dem. Og det var faktisk helt ok. Sådan måtte det være. Det måtte være prisen. I virkeligheden var det ikke noget jeg havde gjort op med mig selv sådan kalkulerende, på den ene side, på den anden side… Næh, for enten blev jeg og døde langsomt eller også gjorde jeg noget andet. Blev jeg truet til at blive? Nja… Der blev talt meget og pænt om alt det jeg burde. Det man burde. Det blev aldrig rigtigt sagt direkte, i hvert fald ikke særligt ofte, men vi vidste alle, at når man ikke gjorde det man burde, så stillede man sig lidt dårligere i forhold til frelsen og frelsen var i forvejen ikke givet på forhånd. Den skulle man hele tiden gøre sig fortjent til. Så derfor, når det blev nævnt at ’det er nok en god idé, at du strammer dig lidt op dér og dér’, så gav det en rygmarvsreaktion der hed ’shit, jeg tæller nedad på point! Jeg må hellere komme ind i kampen!’ Det var jo en måde at få folk til at overholde normerne, ved at tænde på frygtknappen. Frygten for døden. Frygten for ikke at få del i det evige liv. Det var mere udpræget end jeg ville vedkende mig dengang. Sagen var bare, at jeg på et tidspunkt var nået til den erkendelse, at jeg ikke kunne tro på det mere. Det prellede bare af. Jeg kunne kun blive udstødt, fordi jeg ikke troede på det længere. De troede på det. De troede de kunne true mig, tale mig til fornuft, appellere til mig. Komme med en masse gode grunde. Velmenende mennesker. Søde mennesker var de. De fleste af dem. Jo, det var de alle sammen. De udtrykte sig bare ikke alle sammen lige sødt, når man trådte udenfor banens kridtstreg. Og sådan var systemet jo. Sådan var de mennesker. Hvis man ikke overholdt reglerne var man ikke et godt menneske. Jo, adspurgt om de virkelig elskede mennesker de udstødte ville de svare som den missionske onkel i Lykke-Per; ”jo, vi elsker skam Peter Andreas. Vi elsker bare ikke det han siger, de holdninger han har og alle hans gerninger.” Punktum. Det er da en kærlighed, der er til at forstå.

Jeg har syntes jeg snusede til døden. Jeg har aldrig haft en rigtig pistol for tindingen eller noget i den stil, så på en vis kan det synes overdrevet. Følelsen var dog reel nok og i dette normale liv kan intet nå op på siden af det. Tilbage stod nogle mennesker, der tænkte ’det var han selv ude om. Han vidste hvad han burde gøre’. De vaskede deres hænder for i virkeligheden var der blod på dem. Det var deres virkelighed. Ikke min. For jeg døde ikke. Desuden kunne jeg ikke have handlet anderledes. Sådan måtte det bare være. Og jeg ville gøre det igen, skulle det komme til det.

PNR 4. side

Jeg var også en overgang politisk aktiv og mobiliserede en masse kraft på at holde det ud i strakt arm og afvise det som en ny sut. Det tror jeg heller ikke det var og jeg tror heller ikke at karateklubben var en ny sut, men som en ekskæreste sagde, så var der jo ikke noget mærkeligt i at finde fællesskaber og være en del af dem. Vi er jo mennesker. Vi er sociale. Ja, så enkelt var det vel i grunden, og jeg er jo bare den jeg er. Jeg socialiserer mig og blander mig med alle og enhver. Det gjorde jeg også på mit arbejde. Mine kolleger var den primære grund til, at jeg kom der. Kantinens mad den sekundære og et stykke nede af listen kom mit arbejde. Det havde intet med menigheden at gøre. Det var bare sådan det var. Det var sådan jeg var og med karateklubben accepterede jeg det og nød det. Det passede bare godt til mit temperament at være sammen med mennesker om noget, med mennesker der sagde mig noget. Menigheden havde været samlet om noget åndeligt. Bibelen. Gud. Radikal Ungdom om politik. Diskussioner. Og øl. Karate var… Ja, mennesker og krop og ånd uden at være åndeligt.
Klubben havde været en erkendelse for mig selv om, at det var i orden for mig at være en del af et fællesskab. Det opslugte mig ikke. Jeg tabte ikke jordforbindelsen her. Det kunne aldrig blive meningen med livet. I hvert fald ikke meningen med mit liv, men det gav mig en masse jeg ikke fik andre steder. Personlig udvikling, spændende venskaber, blå mærker. Og hvorfor skulle jeg også vurdere de fællesskaber efter ’meningen med livet’? Den ledte jeg alligevel ikke efter der, og der var vist heller ingen af de andre der gjorde. Men her lærte jeg at acceptere mig selv som det sociale menneske jeg rent faktisk er og godt kan lide at være. Endelig.
Karate var den meningsfulde del af mit liv. Mit arbejde den meningsløse, og det fungerede egentlig meget godt. Der var penge på kontoen, og jeg kedede mig ikke i min fritid. Jeg ventede på, at der skete noget. At der kom svar fra himmelen. Lod den ene dag tage den næste. Trænede noget mere. Svedte noget mere. En hel masse faktisk. Men så kom der grøde i vandene. Det skubbede til noget at jeg mødte Annette. Annette havde sagt sit gode og prestigefyldte job op. Var blevet skilt og havde købt en motorcykel og kørt gennem de amerikanske kontinenter for at lede efter sig selv. Hun følte sig ikke til rette i det hun var i. Var hun en inspiration? Eller var hun i virkeligheden the point of no return? Ét var sikkert for kort efter, at jeg havde mødt hende begyndte jeg at lede efter et andet job. Jeg havde bare manglet et spejlbillede. Det hele lå klart. Jeg var på vej væk nu, hvis ikke jeg havde været det hele tiden. Trådene skulle bare samles. Ordene formuleres. Tasken pakkes. Og lige pludselig begyndte det at gå stærkt. Jeg søgte jobbet. Blev kaldt til samtale og inden samtalen var overstået havde jeg sagt mit job op. Alt sammen på to-tre uger. Jobsøgningen var kun et symptom. Efter jeg havde fundet jobannoncen og besluttet mig for at søge stillingen sagde jeg til Annette, ’jeg er færdig med mit job. Det er slut nu’. Og det var faktisk mere slut end jeg havde regnet med lige der, men det var åbenbart en langsom død. Jeg skulle vænne mig til tanken. Acceptere følelsen hos mig selv at det var legitimt at gøre noget så uortodokst som at løbe af pladsen uden anden grund end bare at ville holde. Det stillede skarpt på mine forventninger til mig selv. Mine forventninger til hvad andre, min familie, mine kolleger mente om sådan noget. Jeg mødte i høj grad den holdning, at man velovervejet burde træffe den slags valg. Underforstået, ’Kristian, du har ikke truffet et velovervejet valg’. Men hvad betyder det i grunden? Jeg oplevede at det i den sammenhæng betød, at jeg burde have udpeget mig en ny sikkerhed når jeg forlod en anden sikkerhed. Man kan ikke bare træde ud i vandet uden at vide om man kan bunde. Kunne jeg bunde? Det vidste jeg ikke, men for at blive i billedet, så vidste jeg at jeg kunne svømme og holde mig oven vande. Og det var egentlig det vigtigste. Men det blev mig en interessant erfaring i hvor meget andre og også jeg selv fokuserede på sikkerhed. Sikkerhed, sikkerhed, sikkerhed. Frem for alt. Sikkerhed for hvad? Og til hvad?

Anja og om at vaske guld

Anja var dagens gode oplevelse, dagens motivation. Og det er pudsigt som netop den kommentar (til: ’nu var den der!’) faldt sammen med flere ting jeg har oplevet i dag. Alice spurgte om det gik godt med bogen og jeg sagde at det ikke var gået som jeg havde forestillet mig og at jeg derfor er holdt med at forestille mig så meget. Simone syntes på sin side at mit projekt manglede formål og godt måtte være noget mere akademisk. Som det var kørt af stabelen fra starten. Og så skriver Anja det hun gør. Nøjagtigt det samme jeg sagde til Simone. Faktisk har Anja skrevet mens jeg talte med Simone om netop disse ting. Det er da pudsigt. Nå, men nok om pudsigheder og skæbnespekulationer. Jeg må bare erfare, at det ikke nytter noget at foregribe, hvad der skal ske. Hvad målet skal være. Det kan jeg have en diffus ide om. Måske. Men når jeg ser på bloggen og på udviklingen, så kan jeg konstatere at bogen har rykket sig til en tredje udgave. En form jeg slet ikke havde gættet på fra starten. Faktisk en form jeg havde dømt ude. Hvad havde jeg forestillet mig? Bare glem det. Bare skriv tøjet af dig selv i stedet for at overveje, hvor det skal ende. For hvad er destinationen? Aner det ikke, men for min egen sikkerheds skyld vil jeg gerne vide det lidt på forhånd. Det er da trygt og godt. Bogen rykker sig, og det er ikke kun bogen. Det er mig selv, der rykker mig. Det handler ikke om bog eller om bestseller eller noget i den stil. Det handler om mig og det er først nu det går op for mig. Jeg skal ikke skrive en bog. Bogen skal skrive mig og skrives af mig. Jeg skal skrive mig selv. Skrive mig ud af far og mor, ud af JV, ud af universitetet, ud af staten. Det der har båret mig i 30 år.
At læse Anjas indlæg, at læse hendes tanker… Det lyder som mig selv, når jeg prøver at falde i søvn om aftenen og alle analyserne splitter ord og logikker i atomer og jeg prøver at blive klogere på det hele. Hvad er bør? Hvad er logisk? Hvad er mig? Hvad er andre? Hvad er? Fuck…! Det er at køre i ring i en blindgyde og kun kigge i spejlet for at orientere sig. Men ikke desto mindre meget nyttigt for at nå til en eller anden meningsfuld meningsløshed. Sådan er det. Man skal vaske meget mudder for at finde guldstykkerne. Eller er det sådan? For hvad er? Keeps on going, and going, and going, and…

PNR 3. side

Obligatorisk morgenmad med kontoret og jeg fik et par bøger af mine kolleger. Nelson Mandelas ’Vejen til Frihed’ og en biografi om Obama ’Kometen’. Symbolikken var til at tage og føle på. Lidt senere kom en kollega forbi med en plade chokolade med passionsfrugt i. ’Følg din passion’, sagde hun, ’og tag det med det søde’. Jeg blev faktisk lidt skæv af al den symbolik og i det hele var det en god og lidt trist dag. Mine kolleger syntes jeg godt om og de syntes godt om mig. De var jo nærmest den eneste grund til at jeg mødte på arbejde hver dag. Men det nyttede ikke og da jeg gik ud af hoveddøren vidste jeg helt enkelt at jeg ikke kom tilbage. Aldrig mere. I snesjappet lurede foråret. Nu kunne det kun blive lysere tider og jeg gik mod stationen med en dyb indånding og et dybt suk. Aldrig mere bureaukrat. Men hvad så? Det vidste jeg ikke. Og reelt havde jeg jo ikke vidst det siden jeg blev kandidat. I studietiden havde jeg masser af ambitioner, planer osv. HR-konsulent i et internationalt firma og jeg skulle rejse verden rundt og give mit bidrag til CO2-regningen og se spændende steder og lufthavne og være en vigtig medarbejder ingen kunne undvære. Da jeg så endelig stod med eksamensbeviset i hånden… Ja, hvad så? Det havde været målet i sig selv at blive færdig viste det sig. Jeg vidste kun at jeg skulle have et job. Nej, jeg vidste kun at jeg var træt af at være på SU. Nu måtte der godt ske noget andet. Jeg indstillede mig på endnu en læreperiode. Ny venten på det der var godt. Til jobsøgningskurserne fik vi hele tiden at vide, at det første job ikke var drømmejobbet. Det skulle vi ikke forvente. Vi skulle være tålmodige. Få erfaring i det eller de første job. Så det gjorde jeg så. Det var altid nemmere at få et job når man havde et og med et job kunne man bedre se hvilke muligheder der var osv. Jeg kendte alle replikkerne. Men ikke at jeg overhovedet blev klogere af at gå på arbejde. Jo, jeg kom da til at vide en masse om ministerbetjening, excel-ark, evaluering, projektstyring osv., men det var som om det kun skabte opmærksomhed på de konkrete opgaver. Ikke på hvad jeg ville. Mit udsyn var aldrig klart. Altid grumset. Uklart og jeg lod stå til. Tænkte at svaret nok kom.
Jeg begyndte at gå til karate. Det var fedt at arbejde med kroppen på en helt anden måde end med fitness og løb og der var noget nyt jeg kunne lære. Bare med kroppen, og jeg begyndte at tale med min krop gennem cirkelspark og slag med masser af hoftebevægelse i. Det gav mig rigtig meget og jeg begyndte igen at udvikle mig, følte at jeg bevægede mig. Nu i kroppen. Hvor jeg før havde været åndsfokuseret og lært at læse i bøger og blevet kandidat i det, blev jeg nu kropsfokuseret og kunne se, at jeg ikke var ret meget længere end 2. klasse hvad det angik. Jeg skulle til at lære at spise med kniv og gaffel igen. Jeg ville gerne og min krop var bange for det og derfor gjorde jeg det endnu mere.
Karateklubben var en opvågnen til en fortid fra for længe siden. Fra min menighedstid. Efter den første træning vidste jeg, at det var noget for mig. Min krop var ustyrligt motiveret. Men der var også noget andet. Det var ikke slagsbrødre der gik der. Man trænede ikke karate for at slås. Man trænede med fokus på sig selv – og fordi det var nogle fede mennesker der gik der som sensei Casper udtrykte det over et par øl engang. Jeg havde studset lidt over hans første bemærkning til mig da jeg lidt nervøst ringede for at høre, hvornår der var træning; ’øh, jeg er altså ikke vant til at slå på nogen og den slags. Jeg er bare akademiker’. ’Jamen det er vi alle sammen. Du kommer bare.’ Det var de nu ikke alle sammen, men det gik hurtigt op for mig at det ikke var en klub for slagsbrødre og det gav mig endnu mere lyst til at blive der. Man kom hinanden ved, når man lige havde vist at man godt ville træne mere end et par gange. Det blev sådan her; træning 50%, det sociale 50%. Jeg kunne ikke bare træne for træningens skyld. Folk var fede og jeg blev accepteret, og jeg mærkede, at jeg faldt ind i en rolle som da jeg kom i menigheden. Snakkede med alle, godt humør og efter et års tid fik jeg også tilbudt en plads i bestyrelsen. Året efter blev jeg træner på børneholdet og det gik mere og mere op for mig at jeg jo nok var mere en del af klubben end jeg selv gik og tænkte om det. Siden bruddet med menigheden havde jeg været meget bevidst om ikke finde et erstatningsfællesskab. Det var ligesom tabu for så havde man ikke brudt med det i virkeligheden.

Underholdning

Der sker ikke så meget her på bloggen. I hvert ikke så meget som jeg selv vil. Bogen rumsterer og det er fint og jeg får også skrevet noget. Heller ikke nær så meget som jeg vil. Nok om det. Ét er ordene og bloggen. Noget andet er alle de tanker jeg flyder rundt i lige i tiden. Helt ud af det blå begyndte jeg at skrive med en på facebook som jeg ikke kender og frem og tilbage osv. og så nævner hun en hjemløs hun kendte engang. Denne hjemløse havde selv valgt det og sagde at hun til forskel fra alle os andre havde valgt det totalt ukontrollerede liv, livet uden bindinger, uden forpligtelser og hun havde rent faktisk prøvet at have det fede job, have status, penge og alt det så mange af os stræber efter. Tanken er rigtig god. Hjemløs bliver jeg nok aldrig. Til det er jeg for lidt et friluftsmenneske, men det at være bundet af det ene og det andet og være defineret i forhold til en masse roller, det er ikke særligt frit. Og hvem er jeg selv i grunden? Og hvem ønsker jeg at være? Det troede jeg faktisk jeg havde godt styr på. Jo, på det ydre. Jeg har lavet det og det og kan kalde mig sociolog og har været igennem et system der har båret mig i 28 år. Nej 30. Lad mig bare også tage de to arbejdsår med. Og hvad er resten så? Når der ikke længere er et system til at stive mig af med? Jeg panikker ikke over det. Jeg bliver ikke deprimeret og jeg føler ingen afmagt. Jeg føler en frihed af at have gennemskuet hvad jeg selv er en del af, et produkt af og synes egentlig det er ret spændende for jeg er ikke bare et resultat af det. Jeg er også noget mere eller noget andet og i alt det forekommer det mig, at jeg ikke er ret meget. Ikke ret meget andet end en nullermand som Annette ville sige. Men hvad så? Skal resten af tiden så bare fyldes ud med underholdning indtil andre lægger jord på? Tjah, det er vel bare hvad det skal.

PNR 2. side

I stedet for at sige helt op tog jeg orlov. Jeg fik et halvt års ’orlov uden løn til private formål’. Sådan lød beskrivelsen. Så kunne jeg komme tilbage til en stilling hvis jeg ombestemte mig. Ikke den samme stilling. Bare en stilling. Måske en meget god løsning, når jeg ikke vidste hvad der var i udsigt til mig. Og en meget god løsning at nævne overfor de skeptiske kolleger. De nikkede billigende når jeg fortalte det. Men det var ret interessant som jeg havde skubbet til et eller andet. Det var tydeligt at det ikke var noget man bare gjorde. Sagde op for bare at gå hjem. Flere af mine jævnaldrende kolleger roste mig for mit mod og sagde: ”Jeg ville ønske jeg havde dit mod. Jeg synes heller ikke mit arbejde giver mig noget. Jeg keder mig.” Men hvorfor sagde de så ikke bare op, når de selv kunne se det? Eller søgte noget andet? Hvad drejede det sig om? Eller levede de sig selv fuldt ud i deres fritid ligesom dem jeg havde arbejdet sammen med ved samlebåndet på Tulip? Snakken gik altid om hvad de skulle lave når de kom hjem. Ikke om hvad de skulle lave når de kom på arbejde i morgen. Det vidste vi jo alle sammen. Det handlede om at få penge til fritiden, til afbetalingerne, til børnene, til glæderne. Næh, sådan var mine kolleger jo ikke. De investerede mange kræfter i deres arbejde. Arbejdede over for at kunne nå det de skulle. Leve op til forpligtelserne. Være den dygtige og gode medarbejder man kunne stole på. Men de kunne ikke lide at gøre det?! Jeg studsede lidt over det og tog mig selv i det. Jeg havde jo ræsonneret på samme måde de sidste par år fordi jeg ikke selv anede hvad jeg skulle stille op og pengene var jo gode nok. Kollegerne en fornøjelse at være sammen med hver dag og kantinens mad var ikke sjældent det sidste skub ud af dynen om morgenen. Men nu kunne det bare ikke være anderledes. Jeg kunne godt se at jeg gav køb på en større sikkerhed i det daglige. En sikkerhed for i morgen og næste måned. Mest økonomisk faktisk. Jeg levede ikke i kraft af mit job. Det var ikke der jeg parkerede min selvbevidsthed eller følte jeg udlevede mine potentialer for nu at udtrykke nogle sentenser fra coachingfilosofien. Økonomisk tryghed og sikkerhed. Kunne det virkelig være så vigtigt? At jeg der så mig selv som meget åndeliggjort, som tænker, som reflekteret og al den slags i virkeligheden var materialist uden at eje noget særligt? Jeg var forbavset, men jeg var samtidig også klar over at det jeg søgte, det jeg manglede var frihed og lige nu, lige her, så skulle friheden købes på bekostning af sikkerheden. Men frihed til hvad? Frihed fra hvad? Ingen anelse og jeg gik og drømte om at skulle være konsulent og spekulerede over hvilken skjorte jeg skulle have på til jobsamtalen. Jobbet jeg alligevel ikke fik. Men med det job i udsigt var der udsigt til at arbejde meget mere med det jeg var god til. Jeg var sociolog. Jeg havde færdigheder. Jeg var håndværker. Jeg kunne lave analyser og evalueringer og ’håndtere store mængder data’ som jeg skrev i ansøgningen. Det var der jo også en sikkerhed i. Og en frihed til – endelig – at gøre det jeg havde læst i fem år for at lære. Det var jo det jeg var sat på jorden for at lave! Jeg gav mig til at indrette mig mentalt på at lave analyser og dataindsamling som jeg havde lært det.
Jobbet fik jeg så ikke og mine kolleger spurgte til hvad jeg så ville. Jeg havde søgt en lignende stilling, som jeg havde skrevet en meget halvhjertet ansøgning til. Reelt havde jeg taget den første ansøgning og rettet lidt til og sendt af sted. Svaret kom nogle dage senere. Ingen samtale herfra. Helt fint. Det gad jeg heller ikke kunne jeg mærke. Jeg vidste slet ikke hvad jeg ville. Jeg vidste kun med sikkerhed at jeg skulle have opsigelsesperioden overstået. Snarest. Min motivation var på et nulpunkt.
Endelig oprandt dagen, min sidste dag. Jeg havde set frem til den som havde jeg ikke haft ferie hele livet.

PNR 1. side

Mit point of no return indtraf, da det gik op for mig at jeg var nødt til at sige mit job op. Sige op. Ganske enkelt. I nogle uger var jeg begyndt at søge andre jobs. Kigge på ledige stillinger. Overveje hvad jeg egentlig havde lyst til at lave. Mit job som fuldmægtig i staten kedede mig. Det var ikke mig. Det havde det aldrig været og jeg havde vidst fra starten, at jeg aldrig fik det legendariske guldur og brev fra Dronningen i det system. Men et meget godt sted at starte som nyuddannet. Søde kolleger, fast arbejde og mulighed for at lære noget nyt. At gå på arbejde og fylde 37 timer ud er jo immervæk en bedrift. Så meget husker jeg ikke at have arbejdet da jeg gik på universitetet. Vi havde masser af fritid og masser af dårlig samvittighed over alt det vi aldrig nåede, alt det vi altid kunne læse ekstra. Der var altid noget… Men gnisten kom aldrig. Det fængede ikke. Det var ikke fagligt relevant og med udsigt til at mit arbejdsområde skulle gøres mindre udfordrende end det i forvejen var, med udsigt til at få større ansvar, meget større ansvar og det samme i løn, ja så var det bare det sidste søm til kisten. Den stod klar til at blive sat i graven. Salmerne var sunget på sidste vers. De stedsegrønne planter omkransede de sortklædte. Gruset knasede under lædersålerne. Min chef havde enkelt bekendtgjort da jeg fremsatte mit ønske om mere i løn, at sådan gjorde man ikke i staten. Fagforeningen var ellers med mig, bakkede mig op. Den kollega hvis område jeg overtog havde fået en markant større løn end mig. Men sådan gjorde man ikke i staten. Det var ikke noget personligt. Men tak fordi du gør det så godt. I virkeligheden ville mere i løn ikke have forandret min indstilling til mit job. Det var bare et signal om, at det ikke var stedet for mig. Jeg var på vej ud, på vej til noget andet. Jeg ville gerne lave noget jeg var god til. Det jeg var uddannet som. Sociolog. Masser af faglighed. Masser af metode. Analyser. Evalueringer. Udfordringer. Suk og dybt suk! Lad mig nu lave det jeg er god til!
Jeg skulle til samtale hos et lille konsulentfirma. Meget stolt over at jeg var blevet udvalgt blandt formentlig mange hundrede ansøgere. En god samtale. God kemi. Spændende opgaver. En no bull shit virksomhed som chefen sagde. Det var rigtigt. Lige min stil. De fandt en der var bedre. Han matchede 100%. Det forstod jeg med det samme. Al respekt for det. Sådan er spillet.
Da samtalen var aftalt sad jeg en aften og læste avisen og stemmen sagde, ’du skal sige dit job op’. Bare sådan. Det isnede af angst i hjertet og jeg blev våd i hænderne og skyndte mig at læse videre. Dét kunne jeg ikke bare gøre! Hvad med økonomien? Og hvad ville kollegerne sige? At jeg sådan sagde op uden at have noget andet? Og hvad ville familien sige? Hvad ville min far sige? Jeg så for mig at jeg ville blive udnævnt til dette årtis største tåbe og hånet for dumdristighed. Nej, det var ikke en mulighed. Jeg læste, men ordene blev i avisen. Nødvendigheden havde bidt sig fast. Jeg var nødt til at gå linen ud. Jeg kunne ikke blive der. Ikke ét øjeblik mere. Det var lige meget med økonomien. Så måtte jeg skylde i banken. Det var lige meget med kollegerne. Dem skyldte jeg ikke noget. Ikke det i hvert fald. Det var lige meget med far og de andre. Det var min fremtid. Ikke deres. Og uanset for og imod, så måtte jeg bare stoppe. Stoppe nu. Alt andet var ligegyldigt. Jeg var ved at gå til. Det var tydeligt. Noget nyt skulle til at ske. Det lignede noget jeg havde gjort før. Noget af en lignende karakter. Denne gang var jeg bare med i det selv. Det var konkrete overvejelser og følelserne kunne jeg gennemskue. Men hvad skulle jeg tage mig til? Jeg havde kun én fugl på taget. Samtalen med det lille konsulentfirma kendte jeg ikke noget til udfaldet af. Jeg bildte mig ind at jeg fik jobbet. Sådan måtte det være. Det blev min redningskrans en tid. Min forklaring til mig selv. Og så kunne jeg fortælle at det var hvad jeg havde i udsigt. Og så tog jeg en dyb indånding og bad om en samtale med min chef. Sagde det helt enkelt. ’Jeg vil gerne sige mit job op’. Og så var det sagt og verden stod der stadig. ’Jeg kan kun respektere det. Men jeg kan ikke sige tak.’ Hun smilede. Nej, tak duede ikke. Med ansættelsesstop og fyring på vej, så var det skidt for hende. Det vidste jeg godt, men med et slag havde jeg forandret min dagligdag og vundet en masse respekt hos mange kolleger. Andre så skeptiske til. Meget skeptisk. Nogle tænkte deres. Det var der ingen tvivl om. Men det var okay. Jo flere gange jeg fortalte historien jo mere rigtig blev den. ’Hvorfor har du sagt op? Hvad skal du lave?’ Og jeg kunne enkelt svare at det ikke længere var det jeg ville. At jeg bare skulle holde og så søge jobs hjemmefra når det kom så vidt. Og det var det rigtige at gøre. Det føltes på intet tidspunkt forkert. Jeg spekulerede ganske vist over om jeg var for konsekvent. Om jeg brændte unødige broer. Tjah.

Nu var den der!

Selvom de sidste par dage har været uden indlæg, så har det bestemt ikke været uproduktivt. Jeg har taget fat i bogprojektet fra en anden vinkel og det bliver den vinkel, der kommer til at køre bogen til slut. Det er jeg ret sikker på. Det blev lige præcis på den måde jeg fra starten havde dømt ude, halvbiografisk, med mig selv i centrum og flankeret af andres historier. Det er tydeligt for mig at mærke at det er ret grænseoverskridende at det skal være sådan. At jeg klæder mig selv af og at jeg har lyst til at gemme mig bag en form, en bestemt måde at skrive på. Nej, jeg må selv i centrum, for så skriver jeg bedst. Det er ikke sikkert, at det bliver en bestseller og det er heller ikke sikkert at andre får noget ud af det. Men jeg får noget ud af det. Skrev jeg upersonligt fik jeg ikke noget ud af det og læseren gjorde da heller ikke. Men nu er det ikke ud fra en nyttetænkning, at jeg gør det på denne måde. Det er bare sådan det skal være. Rå og ufortyndet. Og endnu bedre – eller endnu værre, for det er selvfølgelig også grænseoverskridende – så bliver det blogindlæg. Side for side. Her er det så. Give a warm welcome to The Point of no Return!

Helvede er lige foran dig

Det er åbenbart fortiden der kører i ring. Eller også er det bare mennesker der er de samme. Men spøjst er i det alle fald at jeg fra forskellige kanter har oplevet fordømmelse uagtet om jeg gjorde det ene eller det andet. Det er ikke sagt ud fra tanken om ’det er da godt nok synd for mig at nogen ikke bare vil lade mig gøre det jeg gør’, men egentlig mere som en konstatering. JV mente på deres side at det var tosset af mig at forlade det evige liv til fordel for et endeligt. Uafsindigt dumt. Andre at jeg burde være blevet på lærerseminariet, fordi det var et sikkert valg, andre at jeg ikke burde holde orlov midt i studietiden, andre at jeg sagde op. Tåbeligt at få et hul i sit CV, at kaste sig ud i økonomisk usikkerhed, at kaste karrieren i ringen fra et fast job. Hvorfor alle disse ønsker på andre menneskers vegne? Eller bare på mine vegne, men jeg var jo nok den der lige stod tættest på den dag. Er det velment? Tjah. Det er det jo nok. Er det udtryk for egen angst? Det kan det også være. Er det udtryk for misundelse? Også det. Er det udtryk for ubehaget for at ens egen moral, det man selv forsøger at leve op til bliver forkastet? Det tror jeg har stor betydning. Så starter devalueringen, for sådan et menneske kan ikke være et ordentligt menneske, når han får andre til at føle sig skidt tilpas og blæser på det man selv synes er vigtigt. Sørgeligt. Det føles ikke rart når nogen træder ud af det geled man selv går i for at gå på sin egen måde og endda går og fløjter imens og har det meget bedre end før. Hvordan kan man seriøst have det bedre end at gå på den måde vi nu engang har lært er den rigtige!?
Marilyn Manson udtrykker sig sådan her: for at komme i himmelen skal man være en helgen. For at komme i helvede skal man bare være sig selv. Jeg vælger gerne helvede. Og jeg gør det gerne igen. For ét har alle dage siden frafaldet stået helt lysende klart, nemlig at livet er sjovere, livet er nemmere når jeg bare gør hvad jeg selv synes. Og jeg kan ikke være venner med alle. Og der er fanme guld for enden af regnbuen. Nåja, ikke altid, men så var turen derhen rigtig god.
Og hey, i virkeligheden er det her jo også interessante tanker til PNR. PNR’erede mennesker, der oplever deres omgangskreds blive angste for deres forandring, fordi de selv bliver usikre på deres egen rolle i forhold til dem. Tak til anonym for at sætte skub i nogle ting. Skulderklap alene gør ikke det hele.

Kan det virkelig være rigtigt?

Måske handler det her om mit PNR. Måske gør det ikke. Jeg kan ikke sige det, men jeg har altså oplevet noget underligt i år. År ud og år ind har jeg siden puberteten vil jeg gætte på været plaget af høfeber. Nyseanfald i massevis. Løbende øjne, kløende øjne, røde øjne. Snot i lange baner. Virkelig lækkert og meget generende. Ingen mulighed for koncentration, fokus. Kun nysen. Pudsen næse. Næseblod når det stod på for meget. Bedst at være inde, under bruseren. Men jeg har været maksimalt hjulpet af det man nu kan få i håndkøb. Cetirizin var mit dope. Forår og sommer var reddet med kun spredte nys i solen. Og så var det, at jeg mærkede det kildre i næsen. Som det plejer. Lidt mere snottet end ellers. Fandt pillerne fra sidste år. Stadig fine. Haps. Ned med en. Men jeg ventede lidt med at tage dem regelmæssigt før der var grund til det, og da jeg tog til Jylland glemte jeg at tage dem med. Og hvad skete der? Intet. Så absolut intet. Jo, det kildrede lidt. Et par nys om dagen, men det skete også med pillerne. Jeg var lidt panisk ved tanken om at skulle undvære dem – og valgte så at lade det være. Og der skete stadig ikke noget. Jeg tjekkede tallene for birk som er synderen lige nu. 1397. Var det højt? Jeg kunne ikke huske forholdet, men pollenkalenderen fortalte, at birken gik helt amok. Godt så. I dag er tallet 93 og for nedadgående. Og jeg overlevede. Uden medicin. Er jeg blevet fri for høfeber? Kan sådan noget bare forsvinde? Jeg vil jo gerne have et håndgribeligt svar på sådan noget og kan seriøst ikke komme på noget jeg har gjort anderledes. Mit d-vitamintilskud? At jeg spiser mere olivenolie? Eller at jeg er sprunget ud i mig selv, i mit PNR-projekt? Det sidste passer til mit ego, men ikke mit videnskabelige og analytiske og skeptiske jeg. Og hvorfor ikke bare glæde mig over at jeg er fri for at nyse mig gennem sommeren? Det bliver spændende at se, hvordan det går når græs går på banen i juni. Men hvis jeg skal tænke med mit ego, så får jeg næsten fornemmelsen af at kunne smide krykkerne ved bare at give mig hen til gud, til det guddommelige. Og så har jeg endda ikke været til håndspålæggelse i Pinsekirken. Den jordnære Kristian er skeptisk over den ide. Nej, han er faktisk bange for at det er for godt til at være sandt. Tro lidt mere på at tro kan flytte bjerge. Eller bare tro lidt mere på dig selv så flytter du også bjerge.

PNR igen

Kjeld spurgte; ”hvor bliver bogen af?” Eller det var hvad jeg selv hørte. Og det er jo ret sandt. En masse udenomssnak og det har været og det er helt berettiget. Vejen til målet er ikke bred og lige, men smal og snoet for nu at kaste sig over i den mere åndelige del af projektet. Fint nok at få lidt indspark i processen. Ganske vist ser det på bloggen ud som om jeg kører i en anden retning. Det har jeg måske også gjort. Nej, det har jeg gjort, men bogen har hele tiden spøgt. Den bliver skrevet, der bliver arbejdet. Ikke på tasterne ganske vist, men i baghovedet. Det syder og det koger og det tager nye former. Forskellige ideer bliver prøvet af, tanker går igen. Koncepter forkastes, nye tages ind. Og hvad er det hele reelt? Talte med Annette i går og vi talte om PNR, hvad der var vældig nyttigt. For, som hun sagde, kan man tale om PNR, hvis der reelt ikke er tale om andet end, at Audien har fået ny lak? Hvis man bare har skiftet religionen ud med et religiøst forhold til sport? Det kan jo meget vel være at det opleves som PNR, men hvis det bare er en erstatning, fordi det første blev for besværligt er det så virkeligt PNR? Der er noget i det. Ingen tvivl. Min mor har en veninde, der har sværget til den ene selvhjælpsbog efter den anden. Efter den ene diæt efter den anden. Den ene alternative specialist efter den anden. Læger og psykologer er dømt ude som inkompetente, forstokkede og ensidige. Aldrig har jeg kendt nogen der har haft så mange nybrud, venden sig væk fra det gamle, rettet sig mod nyt og som aldrig har været tilfreds. Altid har været syg. Altid haft ondt. Altid været træt, uoplagt. Én lang beklagelse. Men altid nyvunden optimisme, nærmest som en kærlighedshistorie, når hun endnu engang har fundet ud af, hvad det er der skal til. Det gamle liv skal lægges på hylden. Nyt liv skal pustes op. Kort efter den samme trille. Ny selvhjælpsbog. Lykkehjulet kører igen. Ender lige om lidt på fallit. Igen.
Det opleves som PNR. Ingen tvivl om det. Set udefra så er der reelt ingen forandring. Bare nye fisk i akvariet. Vandet er lige beskidt. Set indefra? Hvordan ser det så ud? Jeg gætter, men der er en oplevelse af at sætte noget nyt i gang. At gøre det, der denne gang hjælper. At tage ansvar for sig selv. At gøre det rigtige for sig selv. Dér var nybruddet! For det er nybruddet, omvendelsen, opvågnen og forandring man ønsker, drømmer om og håber på. Man ved der er noget der kan blive meget bedre. Noget der skal lægges væk. Noget der skal dø og det er det man tror der er sket. Hver gang man begynder på noget nyt. Nej, det er ikke PNR, men i skrivende stund vil jeg kalde det blindgyde-PNR. Pickuppen sidder fast samme sted og man tror hver gang den er hoppet videre i rillen for så bare at gentage samme sang.
Eller giver det overhovedet mening at anvende begrebet om PNR i denne sammenhæng? Hmm… Både og. Jeg medgiver at det ligger på vippen. Måske. En oplevelse af PNR. For udenforstående er der ingen PNR. Eller jo, det kan godt se sådan ud. Og det kan jo sagtens være at den der vender sig bort fra fanatisk religion og bliver fanatisk sportsudøver aldrig kunne se for sig at blive religiøs igen. At det ikke længere er en farbar vej. Det er vel PNR? Helt afgjort. Det er det.

Skulderklap er det nemmeste

Ord ind, ord ud. Nogle dage i Jylland og så sker der ikke så meget på bloggen. Til gengæld så er der masser af mad – og så absolut ingen motion. Masser af snak med far og gamle venner. Hygsomt og fortæller om mit nye liv. Spredt applaus. Man er vel i Jylland.
Og så har jeg studset over et par kommentarer. Af en kaliber jeg noget besværet vil kalde konstruktive. Først slettede jeg dem, fordi jeg ikke gad have det stående. Det bidrager jo ikke til ideen i bloggen. Nu har jeg alligevel valgt at sætte dem på under ’Dagens Ord’ og ’Hyldest til Weekendavisen, hvor de først blev skrevet. Hvorfor? Jeg spekulerede lidt over hvad meningen med kommentarerne var og det var jo på den ene side at give mig noget at arbejde med. På den anden side er det også et indtryk af, hvad det bringer frem i læseren. 1200 har nu klikket sig ind. Omkring 20 har efterladt en kommentar. Der skal altså noget til for komme forbi, at læse det og siden skrive et indlæg. Et negativt indlæg er også en reaktion, en tilkendegivelse, noget jeg rører hos en. Nogen har haft en følelse og har haft et udløb. Mine ord har skabt en reaktion. Skønnest naturligvis med en positiv reaktion. Det er jo hvad vi lærer fra vuggen. ’Mor er glad’. Plus. Keep doing. ’Mor er sur’. Minus. Stop doing. I det mindste hvad jeg husker fra vuggen (og siden). Men nej. Det negative er jo blot en oplevelse heraf. Negativt for hvem? Tjah, altså negativt for mig og hvorfor egentlig? Skulderklap er det nemmeste. Jeg skriver ikke bloggen for at gøre alle glade og for kun at lade de gode kommentarer stå. ’Se, mor, hvordan folk synes jeg skriver skidegodt’. Stop doing. Nej, se mennesket. Hør mennesket. Lad det tale som den reaktion det er, som den vækkelse mit indlæg har skabt. Jeg har skabt følelser hos en anden. En anden har ladet følelser blive til ord af noget jeg har skrevet, sagt, ment, insinueret. En anden har tolket, tænkt, følt, udtrykt. Vær velkommen min ven. Jeg hører dig. Tal som den du er. Der er plads til dig.