I did it my way!

Nu tror jeg vist at jeg skal til at skrive den nobelprisvinder. Eller også skal jeg bare og en gang for alle gøre op med mig selv, at intet kan forceres. Til gengæld kan jeg leve mit liv i glæde og tilfredshed over at det er mig selv, der træffer beslutningerne i det. At det er mig der styrer skibet og det ikke er skibet der sejler af sted med mig. Eller for at bruge et billede jeg har haft i hovedet den sidste tid; et teater. Jeg kan være tilskuer til livet eller jeg kan spille med i det og stå på scenen ved tæppefald. I did it my way så at sige. Det kan jeg ikke sige som tilskuer. For sandheden er og kulminationen på den rejse, der blev indledt med bloggen endte, hvor den startede. I en fuldmægtigstilling i staten. En anden ganske vist og med en anden Kristian bag skrivebordet. Jo, det kræver lidt forklaring. Ikke at jeg skylder en, men for forståelsen.
Så altså; jeg har skrevet lidt om det tidligere, men jeg konstaterer, at det vigtige for mig er, at lave noget jeg synes er sjovt, noget jeg har en plan med, noget jeg ser mening i, noget jeg vil noget med. Ikke nødvendigvis det alt sammen på samme tid, men det afgørende synes jeg er, at jeg er lige midt i det med mig selv og ikke at jeg er et andet sted. Havde jeg modsat skullet give mening til det, ladet stillingen diktere mig og drømt om mere i løn og en større stilling, ja så havde det alt sammen været spildt. For det var sådan det var – dengang. Den gode erfaring var, at min arbejdsplads dengang var så god som en arbejdsplads kan være. Jeg kunne have rent fokus på, at det kun var mig det handlede om. Kun mig og min egen indstilling og mine egne forventninger til min stilling. Der var ingen at beskylde for noget som helst. Der var kun mig til at tage ansvar og til at gøre noget ved det. Og dét har jeg gjort. Al skriveriet har bragt mig ud af formerne, ud af forventningerne, ud af normerne og i retning af det sprog jeg meget bedre kan tale om mig selv og til mig selv med. Og lige netop dét er det vigtigste jeg har gjort i mange, mange år. Synes jeg. Før var det opslidende at tænke på de næste 35 år på arbejdsmarkedet. Nu betyder de intet. Det der betyder noget er på onsdag, hvor jeg starter og på mine kolleger og på det jeg skal lave. Men jeg skal stadig tage mig selv i at føle jeg spilder livet med almindeligheder uden at gøre noget, uden at producere noget, der kan måles og vejes. En bog f.eks. eller en masse penge eller en god titel. For hvad er meningen med livet? Det er virkeligheden dét det hele har handlet om. Hele tiden. Jeg har stadig ikke svaret. Heller ikke for mig selv. Men jeg har accepteret, at det er en blindgyde at slide mig selv op efter at skulle præstere. Det bliver jeg ikke lykkeligere, rigere eller noget bedre menneske af.