søndag den 24. april 2011
Den nye helt
Og egentlig vil jeg godt sige tak til Deirdre-Ann for at være hendes nye helt. Bloggen har ligget stille og med den kommentar kom der skub i tingene igen. Tak fordi du minder mig om, at jeg ikke lever i et vacuum, men er sammen med andre og påvirkes af dem – og af dig. Du prikkede til mit eget ønske om at gøre noget mere og hvad mere kan jeg ønske mig end at få den ros, som du kommer med. Jeg vil gerne være nogens nye helt:)
Live the life you've imagined
Man skal passe på med selvhjælpsordsprog og jeg har jo tidligere fordømt selvhjælpsbøger som noget popsmart noget, men faldt alligevel over denne køleskabsmagnet i New York, som jeg netop er vendt tilbage fra. Citatet er fra Thoreau; Go confidently in the direction of your dreams! Live the life you’ve imagined. Nu har jeg været i New York tre gange og hver gang er jeg kommet hjem, fuld af optimisme, håb og drømme om at jeg kan alt hvad jeg vil. Thoreau rammer min følelse lige i øjet. Det er New York for mig. Men det er ligesom om at det fader ud. Der sker ikke mere efter nogen tid. Bloggen her bærer et tilsvarende præg af det. Det som skulle ske, skete ikke. Okay, noget andet skete og det var bestemt også udmærket. Det havde sin nytte og det satte gang i en masse andet. Dengang troede jeg, at jeg var klar over, hvad jeg drømte om, men det viste sig at blive noget andet, der kom ud af det. Skibet stævnede ud mod en klar destination, og som en anden Columbus fandt jeg ikke Indien, men et helt nyt land. Pis også! Det er det som kaldes udvikling. Det kan måske nok være styret af mål, men målet kan vise sig at være et helt andet.
Okay, hvad er det Thoreau siger? Gå i tillidsfuldt i retning af dine drømme… Ja, det har jeg gjort. Det siger jo naturligvis ikke noget om hvad målet ender med at være. Jeg tror måske jeg frustreres over ikke at vide, hvad målet bliver eller skal være – eller hvad? Rejsen er det vigtigste. Så langt så godt. Det skal jeg tygge lidt mere over, det med at være til stede på rejsen, ikke at være til stede på rejsens mål.
Hvad siger han mere? Lev det liv du har forestillet dig… Og hvad er det så jeg forestiller mig mit liv skal være? Here comes: Forfatter, kendt for ordene, tankerne, reflekteret, nytænkende, ingen overvejelser om penge. Jeg vil gerne skrive en bog som bliver kendt for noget. Måske den bog som dannede selve grundlaget for bloggen. Den har et godt tema, men jeg skal lære at være til stede i dannelsen af bogen. Ikke af at den skal være en bestseller. Ikke skrive den med tanke på anmeldelserne. Hvis den er interessant i sig selv, så er resten lige meget. Så skriver den også sig selv. Selvom det måtte tage 10 år. Sådan er det med så meget andet. Det har jeg trods alt erfaret. Men hvorfor denne utålmodighed? Med alt muligt andet er jeg så evigt tålmodig, balanceret osv. Jeg vil ikke føle jeg spilder mit liv. Jeg føler et pres over, at livet er endeligt. Det kan jeg mærke. Også selvom det måske er 50 år derude et sted. Jeg kunne blive religiøs igen, tro på det evige liv? Hmm… Det ville koste mig min kreativitet og 50 år med kedsomhed og opslidende gerninger med noget jeg ville synes var dødssygt kedeligt. Det alternativ er ikke en mulighed. Det er prisen for troen på det dødelige liv. Jeg tror på et liv før døden. Live the life you’ve imagined. Den religiøse forestilling kan ikke leves. Kun forestilles.
Godt, problemet er ikke bogen, temaet, emnet, håbet, drømmene. Problemet er min utålmodighed og min rastløse jagt på anerkendelsen. Det er jo til at arbejde med. Et ord ad gangen. En tanke ad gangen. En drøm der leves. Nu. Ikke håbes på. Så bliver det jo næsten religiøst igen.
Okay, hvad er det Thoreau siger? Gå i tillidsfuldt i retning af dine drømme… Ja, det har jeg gjort. Det siger jo naturligvis ikke noget om hvad målet ender med at være. Jeg tror måske jeg frustreres over ikke at vide, hvad målet bliver eller skal være – eller hvad? Rejsen er det vigtigste. Så langt så godt. Det skal jeg tygge lidt mere over, det med at være til stede på rejsen, ikke at være til stede på rejsens mål.
Hvad siger han mere? Lev det liv du har forestillet dig… Og hvad er det så jeg forestiller mig mit liv skal være? Here comes: Forfatter, kendt for ordene, tankerne, reflekteret, nytænkende, ingen overvejelser om penge. Jeg vil gerne skrive en bog som bliver kendt for noget. Måske den bog som dannede selve grundlaget for bloggen. Den har et godt tema, men jeg skal lære at være til stede i dannelsen af bogen. Ikke af at den skal være en bestseller. Ikke skrive den med tanke på anmeldelserne. Hvis den er interessant i sig selv, så er resten lige meget. Så skriver den også sig selv. Selvom det måtte tage 10 år. Sådan er det med så meget andet. Det har jeg trods alt erfaret. Men hvorfor denne utålmodighed? Med alt muligt andet er jeg så evigt tålmodig, balanceret osv. Jeg vil ikke føle jeg spilder mit liv. Jeg føler et pres over, at livet er endeligt. Det kan jeg mærke. Også selvom det måske er 50 år derude et sted. Jeg kunne blive religiøs igen, tro på det evige liv? Hmm… Det ville koste mig min kreativitet og 50 år med kedsomhed og opslidende gerninger med noget jeg ville synes var dødssygt kedeligt. Det alternativ er ikke en mulighed. Det er prisen for troen på det dødelige liv. Jeg tror på et liv før døden. Live the life you’ve imagined. Den religiøse forestilling kan ikke leves. Kun forestilles.
Godt, problemet er ikke bogen, temaet, emnet, håbet, drømmene. Problemet er min utålmodighed og min rastløse jagt på anerkendelsen. Det er jo til at arbejde med. Et ord ad gangen. En tanke ad gangen. En drøm der leves. Nu. Ikke håbes på. Så bliver det jo næsten religiøst igen.
mandag den 30. august 2010
Raymond Franz og Samvittighedskrise
Samvittighedskrise. Jeg husker stadig, da jeg hørte titlen på bogen første gang. Jeg var i tjenesten med en ældste fra min menighed, Erik Andersen, og vi sad i bilen for at planlægge de næste besøg. Der var en stemning som i et kapel. Erik havde netop været med til at udstøde en række ældste for at læse bogen og fortalte mig om det med et tonefald jeg ikke havde hørt ham tale i før. Der var frygt og sorg i hans stemme. ”De havde alle sammen læst bogen”, sagde han, ”og nu var der ingen vej tilbage for dem”. Han var tydeligt rystet over, at en bog kunne få mænd i så høje positioner til nærmest fra dag til næste at vende hele deres liv og tro ryggen. Jeg var selv rystet. Hvordan kunne ældste, betroede mænd og gode eksempler falde for sådan noget? Jeg fornemmede klart, at der var noget særligt farligt ved den bog og det bekræftede mig i at Satan arbejdede med stærke våben. Nogle år senere fandt jeg selv et eksemplar af den på biblioteket, og den var nærmest elektrisk eller varm for jeg kunne ikke holde den længe. Læste indholdsfortegnelsen og dømte den ude; ’Det holder ikke. Det er bare en vred gammel mand, der kaster med smuds’.
Men sandt er det. Den fik stor betydning for mange menneskers liv. På godt og ondt. Og for mange Jehovas Vidner var den en kilde til frygt eller noget man valgte slet ikke at forholde sig til. Ude af øje, ude af sind. Efter min mening var det den bedste kritik af Jehovas Vidner, der indtil da og i mange år frem var blevet skrevet, og fordi den var skrevet af en person, der havde siddet til bords med Det Styrende Råd, Raymond Franz, kunne Jehovas Vidner ikke afvise de påstande den fremførte uden at være nødt til at komme med modargumenter. Netop det var en umulig opgave, for Franz beskrev en række forhold som de var. Han var ærlig, velunderbygget, saglig og – venlig – i sin beskrivelse af Organisationens medskyld i bedrag, uansvarlighed og dobbeltmoral. For de Jehovas Vidner, der læste bogen var det uigendriveligt. De kunne ikke længere se på deres overbevisning med samme autoritetstro øjne som før. Som Søren Jensen har udtrykt det; ’bogen slog benene væk under mig. Pang! Min tro røg ud i kloakken ligesom, når man trækker i en snor på et toilet. Så var den væk’. Sådan kunne den virke på en person, der i øvrigt var et overbevist Jehovas Vidne, og et højt respekteret medlem af sin menighed. Han troede, han kunne læse bogen og afvise den, når nu han og Jehovas Vidner havde sandheden om bibelen.
Oversat til dansk, gav bogen en helt anden tyngde i den kritik som Støttegruppen kunne rette mod Jehovas Vidner. Da man i Danmark fik kendskab til den engelske udgave fra 1983 var man meget ivrige efter at få den oversat til dansk og oversættelsen blev igangsat af Arne og Birte fra Juelsminde. I 1991 blev den udgivet på dansk. Poul Dal har udtrykt sin egen modtagelse af Samvittighedskrise på denne måde; ’vi var kritiske overfor Vagttårnet, men det var meget løst. Med Samvittighedskrise fik vi ligesom noget at have det i’. Og det var meget rammende, for den kritik som Støttegruppen havde rettet mod Jehovas Vidner hidtil var i høj grad baseret på personlige erfaringer og opfattelser af tingene, hvilket var let for Jehovas Vidner at gendrive som vrede enkeltpersoners frustrerede følelser. Den form for kritik var ofte en anledning for Jehovas Vidner til at forsvare sig selv, og det var let for dem at afvise den som ensidig.
Tilgængelig på dansk fik Samvittighedskrise afgørende indflydelse på mange hundrede menneskers forhold til Jehovas Vidner. Både troende, tvivlende, udstødte og udenforstående. Den gav de troende et handicappende stød, og den gav de tvivlende de svar de selv fornemmede svævede rundt omkring dem. De udstødte blev skarpere i kritikken og udenforstående blev meget klogere på hvilken organisation, der stod bag Jehovas Vidner. Og den gjorde Jehovas Vidner selv langt mere konsekvente overfor kritikere, tvivlere og frafaldne, og de nægter til denne dag at forholde sig officielt til kritikken.
Raymond Franz døde 2. juni 2010 og med denne artikel ville jeg gerne beskrive hans liv og betydningen af hans arbejde for Jehovas Vidner og udstødte i Danmark. Da jeg begyndte at skrive viste det sig, at jeg ikke kunne adskille ham fra Samvittighedskrise. Jeg har aldrig tænkt på ham i anden relation end den, idet jeg aldrig har talt om ham i anden sammenhæng end den. Men hans person og tilgang til Jehovas Vidner er bestemt en tanke værd og artiklen her kan i øvrigt også ses som en slags nekrolog.
Med et faktuelt ræs ser hans liv sådan ud: Raymond Franz blev født 8. maj1922. Han blev døbt som Jehovas Vidne i 1939 og blev Gileadmissionær i 1944. Efter at have tjent som rejsende tilsynsmand i USA blev han sendt til Puerto Rico i 1946 som missionær. Han var missionær i Caraibien i en årrække og som 37-årig giftede han sig med Cynthia og de var missionærer sammen indtil de i 1965 indtrådte i Betelfamilien i Brooklyn. Her bidrog han med både redigering og skrivning af artikler til ’Hjælp til Bibelforståelse’. I 1971 blev han medlem af Det Styrende Råd og i 1980 tog ham og hans kone orlov fra Betelarbejdet. I 1981 blev han udstødt for at spise sammen med et udstødt Jehovas Vidne. I 1983 udgav han bogen Crisis of Conscience (Samvittighedskrise) og i 1991 bogen In Search of Christian Freedom (ikke udgivet på dansk). I årene efter sin udstødelse var han aktiv i arbejdet med at udgive bøger og stiftede forlaget Commentary Press, som primært udgiver bøger, der er kritiske i forhold til Jehovas Vidner og forestår oversættelse af disse bøger.
Franz opgav aldrig sin kristne tro. Jeg ved ikke, hvad han i øvrigt beskæftigede sig med de senere år, men jeg ved, at han og hans bøger var en stor støtte for tusindvis af mennesker over hele verden.
Ud fra Samvittighedskrise at dømme var Franz et oprigtigt troende menneske, der arbejdede i kristendommens tjeneste som Jehovas Vidne. Han havde haft Jehovas Vidner tæt inde på livet fra 1. dag, da hans far blev døbt i 1913, og hans onkel Frederick Franz var en af koryfæerne blandt Jehovas Vidner, så det var Jehovas Vidners teologi, der var den dominerende for ham og den arbejdede han for at fremme. Imidlertid blev han mere og mere i tvivl om Vagttårnets legitimitet som den tro og kloge træl efter sin indtræden i Betelfamilien og særligt som medlem af Det Styrende Råd. Som han selv beskriver det, havde han svært ved at se, hvordan mange afgørelser truffet af Rådet kunne forsvares ud fra anerkendelsen af den kristne kærlighed og Franz pointerer meget rammende, hvordan kærligheden til organisationens regler er større end kærligheden til mennesker – eller til gud – fordi organisationens autoritet ikke må kunne drages i tvivl. Særligt friheden til kærlighed til gud og friheden fra regler er noget Franz beskriver i In Search of Christian Freedom, hvor han i forhold til mange Jehovas Vidner genfinder meningen med Johannes 8:32 om at ’I skal kende sandheden og sandheden skal frigøre jer.’ I denne sammenhæng bliver det friheden fra regler, fra forpligtelsen overfor en organisation og frihed til at tjene gud uden bindinger og under ansvar. Franz bevarer sin kristne grundholdning, anerkender Kristus som frelser, men har et meget bredt udsyn i forhold til kristendommen. På den måde har han hjulpet mange Jehovas Vidner med at bevare deres kristne tro efter, at de har forladt den overbevisning de havde som Jehovas Vidner.
Jeg er ikke selv kristen, men jeg synes, at det taler for Franz, at han formår at skelne mellem Jehovas Vidner, deres kristne teologi og kristendommens overordnede principper og forsvare de sidste. At han evner at kritisere Jehovas Vidners ubibelske dogmer og deres autoritære og teokratiske syn på en jordisk organisation og samtidig fremhæve kristendommens dyder som nogle der sagtens kunne dyrkes og blomstre blandt Jehovas Vidner, vidner for mig om en dyb, dyb kærlighed til de mennesker han har kendt blandt Jehovas Vidner. Hans grundholdning har været, at Jehovas Vidner har et godt motiv bag deres handlinger; de ønsker at elske deres næste, de ønsker at elske gud af et rent hjerte og i deres iver efter det, opstiller de en masse regler, der ender med at blive byrder, der slider mennesker op. Reelt er Franz’ kritik ikke et angreb på Jehovas Vidner og netop det gør ham til en af deres stærkeste kritikere.
Men sandt er det. Den fik stor betydning for mange menneskers liv. På godt og ondt. Og for mange Jehovas Vidner var den en kilde til frygt eller noget man valgte slet ikke at forholde sig til. Ude af øje, ude af sind. Efter min mening var det den bedste kritik af Jehovas Vidner, der indtil da og i mange år frem var blevet skrevet, og fordi den var skrevet af en person, der havde siddet til bords med Det Styrende Råd, Raymond Franz, kunne Jehovas Vidner ikke afvise de påstande den fremførte uden at være nødt til at komme med modargumenter. Netop det var en umulig opgave, for Franz beskrev en række forhold som de var. Han var ærlig, velunderbygget, saglig og – venlig – i sin beskrivelse af Organisationens medskyld i bedrag, uansvarlighed og dobbeltmoral. For de Jehovas Vidner, der læste bogen var det uigendriveligt. De kunne ikke længere se på deres overbevisning med samme autoritetstro øjne som før. Som Søren Jensen har udtrykt det; ’bogen slog benene væk under mig. Pang! Min tro røg ud i kloakken ligesom, når man trækker i en snor på et toilet. Så var den væk’. Sådan kunne den virke på en person, der i øvrigt var et overbevist Jehovas Vidne, og et højt respekteret medlem af sin menighed. Han troede, han kunne læse bogen og afvise den, når nu han og Jehovas Vidner havde sandheden om bibelen.
Oversat til dansk, gav bogen en helt anden tyngde i den kritik som Støttegruppen kunne rette mod Jehovas Vidner. Da man i Danmark fik kendskab til den engelske udgave fra 1983 var man meget ivrige efter at få den oversat til dansk og oversættelsen blev igangsat af Arne og Birte fra Juelsminde. I 1991 blev den udgivet på dansk. Poul Dal har udtrykt sin egen modtagelse af Samvittighedskrise på denne måde; ’vi var kritiske overfor Vagttårnet, men det var meget løst. Med Samvittighedskrise fik vi ligesom noget at have det i’. Og det var meget rammende, for den kritik som Støttegruppen havde rettet mod Jehovas Vidner hidtil var i høj grad baseret på personlige erfaringer og opfattelser af tingene, hvilket var let for Jehovas Vidner at gendrive som vrede enkeltpersoners frustrerede følelser. Den form for kritik var ofte en anledning for Jehovas Vidner til at forsvare sig selv, og det var let for dem at afvise den som ensidig.
Tilgængelig på dansk fik Samvittighedskrise afgørende indflydelse på mange hundrede menneskers forhold til Jehovas Vidner. Både troende, tvivlende, udstødte og udenforstående. Den gav de troende et handicappende stød, og den gav de tvivlende de svar de selv fornemmede svævede rundt omkring dem. De udstødte blev skarpere i kritikken og udenforstående blev meget klogere på hvilken organisation, der stod bag Jehovas Vidner. Og den gjorde Jehovas Vidner selv langt mere konsekvente overfor kritikere, tvivlere og frafaldne, og de nægter til denne dag at forholde sig officielt til kritikken.
Raymond Franz døde 2. juni 2010 og med denne artikel ville jeg gerne beskrive hans liv og betydningen af hans arbejde for Jehovas Vidner og udstødte i Danmark. Da jeg begyndte at skrive viste det sig, at jeg ikke kunne adskille ham fra Samvittighedskrise. Jeg har aldrig tænkt på ham i anden relation end den, idet jeg aldrig har talt om ham i anden sammenhæng end den. Men hans person og tilgang til Jehovas Vidner er bestemt en tanke værd og artiklen her kan i øvrigt også ses som en slags nekrolog.
Med et faktuelt ræs ser hans liv sådan ud: Raymond Franz blev født 8. maj1922. Han blev døbt som Jehovas Vidne i 1939 og blev Gileadmissionær i 1944. Efter at have tjent som rejsende tilsynsmand i USA blev han sendt til Puerto Rico i 1946 som missionær. Han var missionær i Caraibien i en årrække og som 37-årig giftede han sig med Cynthia og de var missionærer sammen indtil de i 1965 indtrådte i Betelfamilien i Brooklyn. Her bidrog han med både redigering og skrivning af artikler til ’Hjælp til Bibelforståelse’. I 1971 blev han medlem af Det Styrende Råd og i 1980 tog ham og hans kone orlov fra Betelarbejdet. I 1981 blev han udstødt for at spise sammen med et udstødt Jehovas Vidne. I 1983 udgav han bogen Crisis of Conscience (Samvittighedskrise) og i 1991 bogen In Search of Christian Freedom (ikke udgivet på dansk). I årene efter sin udstødelse var han aktiv i arbejdet med at udgive bøger og stiftede forlaget Commentary Press, som primært udgiver bøger, der er kritiske i forhold til Jehovas Vidner og forestår oversættelse af disse bøger.
Franz opgav aldrig sin kristne tro. Jeg ved ikke, hvad han i øvrigt beskæftigede sig med de senere år, men jeg ved, at han og hans bøger var en stor støtte for tusindvis af mennesker over hele verden.
Ud fra Samvittighedskrise at dømme var Franz et oprigtigt troende menneske, der arbejdede i kristendommens tjeneste som Jehovas Vidne. Han havde haft Jehovas Vidner tæt inde på livet fra 1. dag, da hans far blev døbt i 1913, og hans onkel Frederick Franz var en af koryfæerne blandt Jehovas Vidner, så det var Jehovas Vidners teologi, der var den dominerende for ham og den arbejdede han for at fremme. Imidlertid blev han mere og mere i tvivl om Vagttårnets legitimitet som den tro og kloge træl efter sin indtræden i Betelfamilien og særligt som medlem af Det Styrende Råd. Som han selv beskriver det, havde han svært ved at se, hvordan mange afgørelser truffet af Rådet kunne forsvares ud fra anerkendelsen af den kristne kærlighed og Franz pointerer meget rammende, hvordan kærligheden til organisationens regler er større end kærligheden til mennesker – eller til gud – fordi organisationens autoritet ikke må kunne drages i tvivl. Særligt friheden til kærlighed til gud og friheden fra regler er noget Franz beskriver i In Search of Christian Freedom, hvor han i forhold til mange Jehovas Vidner genfinder meningen med Johannes 8:32 om at ’I skal kende sandheden og sandheden skal frigøre jer.’ I denne sammenhæng bliver det friheden fra regler, fra forpligtelsen overfor en organisation og frihed til at tjene gud uden bindinger og under ansvar. Franz bevarer sin kristne grundholdning, anerkender Kristus som frelser, men har et meget bredt udsyn i forhold til kristendommen. På den måde har han hjulpet mange Jehovas Vidner med at bevare deres kristne tro efter, at de har forladt den overbevisning de havde som Jehovas Vidner.
Jeg er ikke selv kristen, men jeg synes, at det taler for Franz, at han formår at skelne mellem Jehovas Vidner, deres kristne teologi og kristendommens overordnede principper og forsvare de sidste. At han evner at kritisere Jehovas Vidners ubibelske dogmer og deres autoritære og teokratiske syn på en jordisk organisation og samtidig fremhæve kristendommens dyder som nogle der sagtens kunne dyrkes og blomstre blandt Jehovas Vidner, vidner for mig om en dyb, dyb kærlighed til de mennesker han har kendt blandt Jehovas Vidner. Hans grundholdning har været, at Jehovas Vidner har et godt motiv bag deres handlinger; de ønsker at elske deres næste, de ønsker at elske gud af et rent hjerte og i deres iver efter det, opstiller de en masse regler, der ender med at blive byrder, der slider mennesker op. Reelt er Franz’ kritik ikke et angreb på Jehovas Vidner og netop det gør ham til en af deres stærkeste kritikere.
Næste artikel
Næste artikel. Og for et noget indforstået publikum gætter jeg på. Det får være. Nu siger jeg det bare. Den blev skrevet i anledning af mandens død 2. juni i år og er varm fra tastaturet i dag. Egentlig var det ikke meningen, at den skulle på bloggen, men da jeg cyklede hjem tidligere i dag kunne jeg se, at det kunne den da egentlig godt. Kjeld sagde at jeg skulle skrive den i samme stil som bloggen i øvrigt og jeg har bare skrevet den som den faldt mig ind. Jeg kender naturligvis til sagen og til manden, har haft tjekket op på nogle data og haft en skitse fra starten, men ellers skudt fra hoften. Faktisk var skitsen en beskrivelse af ham selv, en minibiografi, men da jeg først sendte ordene af sted var det vigtigste at skrive om betydningen af en bog han skrev. Bagefter kom biografien. En skæg erfaring må jeg indrømme. For mig var bogen altså indbegrebet af ham og det skulle lige siges først. Og det var interessant at erfare, at jeg skriveblokerede med det samme jeg vendte mig mod min skitse frem for at skrive det, der faldt mig ind. Hele første halvdel er faktisk skrevet uden skitse, mens anden halvdel er mere efter skitsen. Nu er artiklen så sendt til gennemlæsning hos nogle, der også har en mening om indholdet og jeg har censureret et par navne indtil andre har givet deres mening desangående.
fredag den 27. august 2010
Artikler til Anne III
Sjovt at konstatere, at også det at skrive en artikel om et bestemt emne vækker normerne fra uni frem igen. Man skal have sig en problemstilling. Man skal være saglig. Man skal være velunderbygget. Fint nok. Det skal naturligvis ikke være pure opspind og jeg kan også godt mærke at jeg både på en sund og forceret måde kræver det af mig selv og på den måde er det anderledes end med at skrive bog. På den sunde side skærper det refleksionen; holder det eller lyder det for smart? På den forcerede side bliver alt reflekteret ihjel. Der skal kilder på alt. Alt skal studeres til bunds. Bjerget af artikler og bøger vil ingen ende tage for at skrive bare en enkelt side. I virkeligheden et meget højt krav at stille til mig selv bare for at få lov at skrive noget jeg synes er spændende at dykke ned i. Så det vil jeg egentlig bare starte med at gøre. Så kan det blive kritiseret bagefter.
Hypokondri og ekstremisme
I 1972 fandt man japaneren Shoichi Yokoi, der havde gemt sig i junglen i Guam siden japanernes overgivelse af øen til amerikanerne. Han havde nægtet at anerkende nederlaget og stak af ind i junglen for at fortsætte kampen derfra. Det gjorde han selvsagt ikke, men det var for stor en skam at komme hjem igen. At se nederlaget i øjnene magtede han ikke. Så hellere leve som eneboer i junglen i en hule. Langt fra civilisation. Han blev overrasket af nogle lokale, der overmandede ham og førte ham ud af junglen. Da han kom hjem til Japan sagde han, ’at det er med stor skam jeg er vendt hjem i live.’ Hans historie har fascineret mig siden jeg som 12-årig læste om ham i en krigsskildring i billeder, og jeg har netop fundet billedet af ham frem igen og læst lidt mere om ham til denne artikel. De var faktisk 10 soldater, der stak af ved nederlaget i 1944. De syv vendte tilbage og de to døde af sult og i de sidste otte år boede han helt alene i junglen.
Når jeg kommer til at tænke på ham var det i forbindelse med en række stærkt overbeviste mennesker jeg har kendt eller kender til og min oplevelse af dem har været, at de i deres frygt for at erkende at deres usårlige overbevisning og livssandhed ikke er helt så sand faktisk gør præcis det samme som Shoichi. De vender sig i anden forstand væk civilisationen, fordi de vender sig væk fra al fornuft, al rationalitet og nuancer og isolerer sig i et hjørne af ekstremitet i et forsøg på at dæmpe deres angst og fastholde deres verdenssyn. Herfra kæmper de deres enmandskamp evt. bakket op af sympatisører, der hjælper dem med at bekræfte at de har ret. Om nødvendigt stod de alene og døde i visheden om at de havde ret. At leve videre i visheden om, at de tog fejl ville være værre end døden og faktisk når de som mennesker og som personer ikke ret langt, fordi de bruger så meget energi på at fastholde deres verdenssyn og ikke formår at se verdens nuancer uden at brænde øjnene. Det er abstrakte vurderinger. Det kræver vist lidt kød og blod. Eksempel 1: min mor har en veninde der snart sagt altid har været syg. I øvrigt uden nogen diagnose udover dem hun selv kan stille ved at læse forskellige helseblade og den slags. Hun spiser et væld af medicin udskrevet fra helsekostbutikken og hendes børn får også et skud af et udvalg, for de fejler også en række ting. Symptomerne er mangfoldige. Lægen kan man ikke regne med i alt det her. Han udskriver jo bare syntetiske gifte og kan ikke hjælpe i øvrigt. Psykologer er åndelige kvaksalvere, der forskruet tror, at de med deres pseudovidenskab kan gøre folk raske. I samtlige af de jobs hun har haft har hendes chef altid været en idiot som ikke tænker sig om og som ikke tager højde for folks forskellighed. Når hun bliver fyret er det fordi han ikke vil indrømme, at hun har ret i sin kritik af ham – for det er typisk en mand – og ikke fordi hun har meget sygefravær. Jeg ved ikke hvad hun fejler og jeg har aldrig kendt nogen der spiser så meget medicin og som stadig er så syg. Mit bedste bud er hypokondri og/eller, at hun løber væk fra noget der belaster hende på sjæl og krop, men uanset, så synes jeg bestemt at sammenligningen med Shoichi er rimelig. Hun fastholder et meget negativt billede af verden og hun er vel nærmest den eneste der har forstået at handle retfærdigt og alle andre er imod hende. Eller i det mindste ligeglade. I det forbund er hendes børn naturlige arvtagere af den opfattelse og så længe de spiser medicin og lytter til mors timelange fortællinger om livets elendighed, så opretholdes hendes forestilling om verdens elendighed. Alt i mens forsvinder livet omkring hende og i hende. Senest er hun blevet tilkendt invalidepension, fordi hun formentlig har stresset sig selv uarbejdsdygtig. En psykolog fik endelig lov til at prikke lidt til noget. Ud fra hvad jeg ved om hypokondri er det en psykisk tilstand hvor man projicerer sin psykiske smerte over på legemet. Der er noget man ikke evner at tage hånd om – af den ene eller anden grund, men det er mere legitimt at være syg og måske også nemmere for en selv at tage nogle piller end at kigge indad. Og det er nøjagtigt det samme som hvad Shoichi gjorde. Han gemte sig i junglen, fordi han ikke magtede at se skammen og nederlaget i øjnene. Hellere leve i en forestilling om at krigen ikke er slut. Det samme med veninden. Hellere gemme sig bag en sygeseng og en masse medicin og vente på bedring rundt om det næste hjørne, og det næste, og det næste indtil man er hele vejen rundt om blokken for 117. gang. Ingen fremgang. Kun stilstand, men forestillingen om fremgang er der hele tiden. Fælles for dem begge er den totale mangel på evne til at tage hånd om egen situation og i stedet lade omstændighederne styre sig. Og en udtalt mistro til andre holdninger og opfattelser end deres egen.
Kunne man forestille sig at det var ekstremistens psykologi? At han sad mavedybt i følelser han ikke magtede at rede sig ud af og derfor fastholdt en række holdninger, der ikke kunne bøjes for at skabe en rolig kontinuitet i sit liv? At holdningerne blev et dække over en smerte og uforløsthed? Og for at bekræfte sig selv i det finder han ligesindede eller disciple, for jo flere man er om at mene det samme, jo mindre forkert er det naturligvis. Men i virkeligheden er han helt alene, for fællesskabet er kun forestillet. Hans følelser er kun hans egne. Holdninger kan deles, følelser kan ikke og udvikler hans følelser sig vil hans holdninger også tilsvarende gøre det og spørgsmålet er så om fællesskabet kan følge med ham. Gør han sig fri eller gør han sin ensomhed til den totale livsstil?
Når jeg kommer til at tænke på ham var det i forbindelse med en række stærkt overbeviste mennesker jeg har kendt eller kender til og min oplevelse af dem har været, at de i deres frygt for at erkende at deres usårlige overbevisning og livssandhed ikke er helt så sand faktisk gør præcis det samme som Shoichi. De vender sig i anden forstand væk civilisationen, fordi de vender sig væk fra al fornuft, al rationalitet og nuancer og isolerer sig i et hjørne af ekstremitet i et forsøg på at dæmpe deres angst og fastholde deres verdenssyn. Herfra kæmper de deres enmandskamp evt. bakket op af sympatisører, der hjælper dem med at bekræfte at de har ret. Om nødvendigt stod de alene og døde i visheden om at de havde ret. At leve videre i visheden om, at de tog fejl ville være værre end døden og faktisk når de som mennesker og som personer ikke ret langt, fordi de bruger så meget energi på at fastholde deres verdenssyn og ikke formår at se verdens nuancer uden at brænde øjnene. Det er abstrakte vurderinger. Det kræver vist lidt kød og blod. Eksempel 1: min mor har en veninde der snart sagt altid har været syg. I øvrigt uden nogen diagnose udover dem hun selv kan stille ved at læse forskellige helseblade og den slags. Hun spiser et væld af medicin udskrevet fra helsekostbutikken og hendes børn får også et skud af et udvalg, for de fejler også en række ting. Symptomerne er mangfoldige. Lægen kan man ikke regne med i alt det her. Han udskriver jo bare syntetiske gifte og kan ikke hjælpe i øvrigt. Psykologer er åndelige kvaksalvere, der forskruet tror, at de med deres pseudovidenskab kan gøre folk raske. I samtlige af de jobs hun har haft har hendes chef altid været en idiot som ikke tænker sig om og som ikke tager højde for folks forskellighed. Når hun bliver fyret er det fordi han ikke vil indrømme, at hun har ret i sin kritik af ham – for det er typisk en mand – og ikke fordi hun har meget sygefravær. Jeg ved ikke hvad hun fejler og jeg har aldrig kendt nogen der spiser så meget medicin og som stadig er så syg. Mit bedste bud er hypokondri og/eller, at hun løber væk fra noget der belaster hende på sjæl og krop, men uanset, så synes jeg bestemt at sammenligningen med Shoichi er rimelig. Hun fastholder et meget negativt billede af verden og hun er vel nærmest den eneste der har forstået at handle retfærdigt og alle andre er imod hende. Eller i det mindste ligeglade. I det forbund er hendes børn naturlige arvtagere af den opfattelse og så længe de spiser medicin og lytter til mors timelange fortællinger om livets elendighed, så opretholdes hendes forestilling om verdens elendighed. Alt i mens forsvinder livet omkring hende og i hende. Senest er hun blevet tilkendt invalidepension, fordi hun formentlig har stresset sig selv uarbejdsdygtig. En psykolog fik endelig lov til at prikke lidt til noget. Ud fra hvad jeg ved om hypokondri er det en psykisk tilstand hvor man projicerer sin psykiske smerte over på legemet. Der er noget man ikke evner at tage hånd om – af den ene eller anden grund, men det er mere legitimt at være syg og måske også nemmere for en selv at tage nogle piller end at kigge indad. Og det er nøjagtigt det samme som hvad Shoichi gjorde. Han gemte sig i junglen, fordi han ikke magtede at se skammen og nederlaget i øjnene. Hellere leve i en forestilling om at krigen ikke er slut. Det samme med veninden. Hellere gemme sig bag en sygeseng og en masse medicin og vente på bedring rundt om det næste hjørne, og det næste, og det næste indtil man er hele vejen rundt om blokken for 117. gang. Ingen fremgang. Kun stilstand, men forestillingen om fremgang er der hele tiden. Fælles for dem begge er den totale mangel på evne til at tage hånd om egen situation og i stedet lade omstændighederne styre sig. Og en udtalt mistro til andre holdninger og opfattelser end deres egen.
Kunne man forestille sig at det var ekstremistens psykologi? At han sad mavedybt i følelser han ikke magtede at rede sig ud af og derfor fastholdt en række holdninger, der ikke kunne bøjes for at skabe en rolig kontinuitet i sit liv? At holdningerne blev et dække over en smerte og uforløsthed? Og for at bekræfte sig selv i det finder han ligesindede eller disciple, for jo flere man er om at mene det samme, jo mindre forkert er det naturligvis. Men i virkeligheden er han helt alene, for fællesskabet er kun forestillet. Hans følelser er kun hans egne. Holdninger kan deles, følelser kan ikke og udvikler hans følelser sig vil hans holdninger også tilsvarende gøre det og spørgsmålet er så om fællesskabet kan følge med ham. Gør han sig fri eller gør han sin ensomhed til den totale livsstil?
Artikler til Anne II
Jeg nævnte tidligere, at artikler kunne være vejen frem, at gøre bogen færdig i bidder så at sige. Anne fik den idé og jeg har aldrig rigtig benyttet mig af den. Det var også med tanke på en helt anden bog, at den ide fik sit liv. Tingene udviklede sig, bogen flyttede sig. Jeg flyttede mig. Og så skete der ikke rigtig noget på den konto. Men det døde aldrig og jeg får ofte ideer til artikler det kunne være interessant at skrive. Til forskel fra bogen tager det forskellige emner op. Emner, der kan kilde mit intellekt eller mine politiske holdninger eller begge dele. Bogen er en anden boldgade. Og så var det, at det slog mig, at jeg jo aldrig havde brugt bloggen til det. Faktisk et godt eksempel for mig selv på, at en form kan begrænse. Begrænsningen kan give fokus og udsyn i en bestemt retning og det er fint og har været vældig nyttigt.
Men anyway. Nu skal bloggen bruges til det og så må jeg se, hvordan det udvikler sig. Bloggen bliver muligvis en rodekasse for det kan være der kommer bog ind over, og fred med det. Jeg har været så ordentlig med så mange ting. Og måske skal der oprettes en artikelblog. Nu ser jeg. Men jeg starter her med at dyrke artikelspirerne. Så må det visne eller gro.
Men anyway. Nu skal bloggen bruges til det og så må jeg se, hvordan det udvikler sig. Bloggen bliver muligvis en rodekasse for det kan være der kommer bog ind over, og fred med det. Jeg har været så ordentlig med så mange ting. Og måske skal der oprettes en artikelblog. Nu ser jeg. Men jeg starter her med at dyrke artikelspirerne. Så må det visne eller gro.
Abonner på:
Opslag (Atom)
