Raymond Franz og Samvittighedskrise

Samvittighedskrise. Jeg husker stadig, da jeg hørte titlen på bogen første gang. Jeg var i tjenesten med en ældste fra min menighed, Erik Andersen, og vi sad i bilen for at planlægge de næste besøg. Der var en stemning som i et kapel. Erik havde netop været med til at udstøde en række ældste for at læse bogen og fortalte mig om det med et tonefald jeg ikke havde hørt ham tale i før. Der var frygt og sorg i hans stemme. ”De havde alle sammen læst bogen”, sagde han, ”og nu var der ingen vej tilbage for dem”. Han var tydeligt rystet over, at en bog kunne få mænd i så høje positioner til nærmest fra dag til næste at vende hele deres liv og tro ryggen. Jeg var selv rystet. Hvordan kunne ældste, betroede mænd og gode eksempler falde for sådan noget? Jeg fornemmede klart, at der var noget særligt farligt ved den bog og det bekræftede mig i at Satan arbejdede med stærke våben. Nogle år senere fandt jeg selv et eksemplar af den på biblioteket, og den var nærmest elektrisk eller varm for jeg kunne ikke holde den længe. Læste indholdsfortegnelsen og dømte den ude; ’Det holder ikke. Det er bare en vred gammel mand, der kaster med smuds’.
Men sandt er det. Den fik stor betydning for mange menneskers liv. På godt og ondt. Og for mange Jehovas Vidner var den en kilde til frygt eller noget man valgte slet ikke at forholde sig til. Ude af øje, ude af sind. Efter min mening var det den bedste kritik af Jehovas Vidner, der indtil da og i mange år frem var blevet skrevet, og fordi den var skrevet af en person, der havde siddet til bords med Det Styrende Råd, Raymond Franz, kunne Jehovas Vidner ikke afvise de påstande den fremførte uden at være nødt til at komme med modargumenter. Netop det var en umulig opgave, for Franz beskrev en række forhold som de var. Han var ærlig, velunderbygget, saglig og – venlig – i sin beskrivelse af Organisationens medskyld i bedrag, uansvarlighed og dobbeltmoral. For de Jehovas Vidner, der læste bogen var det uigendriveligt. De kunne ikke længere se på deres overbevisning med samme autoritetstro øjne som før. Som Søren Jensen har udtrykt det; ’bogen slog benene væk under mig. Pang! Min tro røg ud i kloakken ligesom, når man trækker i en snor på et toilet. Så var den væk’. Sådan kunne den virke på en person, der i øvrigt var et overbevist Jehovas Vidne, og et højt respekteret medlem af sin menighed. Han troede, han kunne læse bogen og afvise den, når nu han og Jehovas Vidner havde sandheden om bibelen.
Oversat til dansk, gav bogen en helt anden tyngde i den kritik som Støttegruppen kunne rette mod Jehovas Vidner. Da man i Danmark fik kendskab til den engelske udgave fra 1983 var man meget ivrige efter at få den oversat til dansk og oversættelsen blev igangsat af Arne og Birte fra Juelsminde. I 1991 blev den udgivet på dansk. Poul Dal har udtrykt sin egen modtagelse af Samvittighedskrise på denne måde; ’vi var kritiske overfor Vagttårnet, men det var meget løst. Med Samvittighedskrise fik vi ligesom noget at have det i’. Og det var meget rammende, for den kritik som Støttegruppen havde rettet mod Jehovas Vidner hidtil var i høj grad baseret på personlige erfaringer og opfattelser af tingene, hvilket var let for Jehovas Vidner at gendrive som vrede enkeltpersoners frustrerede følelser. Den form for kritik var ofte en anledning for Jehovas Vidner til at forsvare sig selv, og det var let for dem at afvise den som ensidig.
Tilgængelig på dansk fik Samvittighedskrise afgørende indflydelse på mange hundrede menneskers forhold til Jehovas Vidner. Både troende, tvivlende, udstødte og udenforstående. Den gav de troende et handicappende stød, og den gav de tvivlende de svar de selv fornemmede svævede rundt omkring dem. De udstødte blev skarpere i kritikken og udenforstående blev meget klogere på hvilken organisation, der stod bag Jehovas Vidner. Og den gjorde Jehovas Vidner selv langt mere konsekvente overfor kritikere, tvivlere og frafaldne, og de nægter til denne dag at forholde sig officielt til kritikken.
Raymond Franz døde 2. juni 2010 og med denne artikel ville jeg gerne beskrive hans liv og betydningen af hans arbejde for Jehovas Vidner og udstødte i Danmark. Da jeg begyndte at skrive viste det sig, at jeg ikke kunne adskille ham fra Samvittighedskrise. Jeg har aldrig tænkt på ham i anden relation end den, idet jeg aldrig har talt om ham i anden sammenhæng end den. Men hans person og tilgang til Jehovas Vidner er bestemt en tanke værd og artiklen her kan i øvrigt også ses som en slags nekrolog.
Med et faktuelt ræs ser hans liv sådan ud: Raymond Franz blev født 8. maj1922. Han blev døbt som Jehovas Vidne i 1939 og blev Gileadmissionær i 1944. Efter at have tjent som rejsende tilsynsmand i USA blev han sendt til Puerto Rico i 1946 som missionær. Han var missionær i Caraibien i en årrække og som 37-årig giftede han sig med Cynthia og de var missionærer sammen indtil de i 1965 indtrådte i Betelfamilien i Brooklyn. Her bidrog han med både redigering og skrivning af artikler til ’Hjælp til Bibelforståelse’. I 1971 blev han medlem af Det Styrende Råd og i 1980 tog ham og hans kone orlov fra Betelarbejdet. I 1981 blev han udstødt for at spise sammen med et udstødt Jehovas Vidne. I 1983 udgav han bogen Crisis of Conscience (Samvittighedskrise) og i 1991 bogen In Search of Christian Freedom (ikke udgivet på dansk). I årene efter sin udstødelse var han aktiv i arbejdet med at udgive bøger og stiftede forlaget Commentary Press, som primært udgiver bøger, der er kritiske i forhold til Jehovas Vidner og forestår oversættelse af disse bøger.
Franz opgav aldrig sin kristne tro. Jeg ved ikke, hvad han i øvrigt beskæftigede sig med de senere år, men jeg ved, at han og hans bøger var en stor støtte for tusindvis af mennesker over hele verden.
Ud fra Samvittighedskrise at dømme var Franz et oprigtigt troende menneske, der arbejdede i kristendommens tjeneste som Jehovas Vidne. Han havde haft Jehovas Vidner tæt inde på livet fra 1. dag, da hans far blev døbt i 1913, og hans onkel Frederick Franz var en af koryfæerne blandt Jehovas Vidner, så det var Jehovas Vidners teologi, der var den dominerende for ham og den arbejdede han for at fremme. Imidlertid blev han mere og mere i tvivl om Vagttårnets legitimitet som den tro og kloge træl efter sin indtræden i Betelfamilien og særligt som medlem af Det Styrende Råd. Som han selv beskriver det, havde han svært ved at se, hvordan mange afgørelser truffet af Rådet kunne forsvares ud fra anerkendelsen af den kristne kærlighed og Franz pointerer meget rammende, hvordan kærligheden til organisationens regler er større end kærligheden til mennesker – eller til gud – fordi organisationens autoritet ikke må kunne drages i tvivl. Særligt friheden til kærlighed til gud og friheden fra regler er noget Franz beskriver i In Search of Christian Freedom, hvor han i forhold til mange Jehovas Vidner genfinder meningen med Johannes 8:32 om at ’I skal kende sandheden og sandheden skal frigøre jer.’ I denne sammenhæng bliver det friheden fra regler, fra forpligtelsen overfor en organisation og frihed til at tjene gud uden bindinger og under ansvar. Franz bevarer sin kristne grundholdning, anerkender Kristus som frelser, men har et meget bredt udsyn i forhold til kristendommen. På den måde har han hjulpet mange Jehovas Vidner med at bevare deres kristne tro efter, at de har forladt den overbevisning de havde som Jehovas Vidner.
Jeg er ikke selv kristen, men jeg synes, at det taler for Franz, at han formår at skelne mellem Jehovas Vidner, deres kristne teologi og kristendommens overordnede principper og forsvare de sidste. At han evner at kritisere Jehovas Vidners ubibelske dogmer og deres autoritære og teokratiske syn på en jordisk organisation og samtidig fremhæve kristendommens dyder som nogle der sagtens kunne dyrkes og blomstre blandt Jehovas Vidner, vidner for mig om en dyb, dyb kærlighed til de mennesker han har kendt blandt Jehovas Vidner. Hans grundholdning har været, at Jehovas Vidner har et godt motiv bag deres handlinger; de ønsker at elske deres næste, de ønsker at elske gud af et rent hjerte og i deres iver efter det, opstiller de en masse regler, der ender med at blive byrder, der slider mennesker op. Reelt er Franz’ kritik ikke et angreb på Jehovas Vidner og netop det gør ham til en af deres stærkeste kritikere.

Næste artikel

Næste artikel. Og for et noget indforstået publikum gætter jeg på. Det får være. Nu siger jeg det bare. Den blev skrevet i anledning af mandens død 2. juni i år og er varm fra tastaturet i dag. Egentlig var det ikke meningen, at den skulle på bloggen, men da jeg cyklede hjem tidligere i dag kunne jeg se, at det kunne den da egentlig godt. Kjeld sagde at jeg skulle skrive den i samme stil som bloggen i øvrigt og jeg har bare skrevet den som den faldt mig ind. Jeg kender naturligvis til sagen og til manden, har haft tjekket op på nogle data og haft en skitse fra starten, men ellers skudt fra hoften. Faktisk var skitsen en beskrivelse af ham selv, en minibiografi, men da jeg først sendte ordene af sted var det vigtigste at skrive om betydningen af en bog han skrev. Bagefter kom biografien. En skæg erfaring må jeg indrømme. For mig var bogen altså indbegrebet af ham og det skulle lige siges først. Og det var interessant at erfare, at jeg skriveblokerede med det samme jeg vendte mig mod min skitse frem for at skrive det, der faldt mig ind. Hele første halvdel er faktisk skrevet uden skitse, mens anden halvdel er mere efter skitsen. Nu er artiklen så sendt til gennemlæsning hos nogle, der også har en mening om indholdet og jeg har censureret et par navne indtil andre har givet deres mening desangående.

Artikler til Anne III

Sjovt at konstatere, at også det at skrive en artikel om et bestemt emne vækker normerne fra uni frem igen. Man skal have sig en problemstilling. Man skal være saglig. Man skal være velunderbygget. Fint nok. Det skal naturligvis ikke være pure opspind og jeg kan også godt mærke at jeg både på en sund og forceret måde kræver det af mig selv og på den måde er det anderledes end med at skrive bog. På den sunde side skærper det refleksionen; holder det eller lyder det for smart? På den forcerede side bliver alt reflekteret ihjel. Der skal kilder på alt. Alt skal studeres til bunds. Bjerget af artikler og bøger vil ingen ende tage for at skrive bare en enkelt side. I virkeligheden et meget højt krav at stille til mig selv bare for at få lov at skrive noget jeg synes er spændende at dykke ned i. Så det vil jeg egentlig bare starte med at gøre. Så kan det blive kritiseret bagefter.

Hypokondri og ekstremisme

I 1972 fandt man japaneren Shoichi Yokoi, der havde gemt sig i junglen i Guam siden japanernes overgivelse af øen til amerikanerne. Han havde nægtet at anerkende nederlaget og stak af ind i junglen for at fortsætte kampen derfra. Det gjorde han selvsagt ikke, men det var for stor en skam at komme hjem igen. At se nederlaget i øjnene magtede han ikke. Så hellere leve som eneboer i junglen i en hule. Langt fra civilisation. Han blev overrasket af nogle lokale, der overmandede ham og førte ham ud af junglen. Da han kom hjem til Japan sagde han, ’at det er med stor skam jeg er vendt hjem i live.’ Hans historie har fascineret mig siden jeg som 12-årig læste om ham i en krigsskildring i billeder, og jeg har netop fundet billedet af ham frem igen og læst lidt mere om ham til denne artikel. De var faktisk 10 soldater, der stak af ved nederlaget i 1944. De syv vendte tilbage og de to døde af sult og i de sidste otte år boede han helt alene i junglen.
Når jeg kommer til at tænke på ham var det i forbindelse med en række stærkt overbeviste mennesker jeg har kendt eller kender til og min oplevelse af dem har været, at de i deres frygt for at erkende at deres usårlige overbevisning og livssandhed ikke er helt så sand faktisk gør præcis det samme som Shoichi. De vender sig i anden forstand væk civilisationen, fordi de vender sig væk fra al fornuft, al rationalitet og nuancer og isolerer sig i et hjørne af ekstremitet i et forsøg på at dæmpe deres angst og fastholde deres verdenssyn. Herfra kæmper de deres enmandskamp evt. bakket op af sympatisører, der hjælper dem med at bekræfte at de har ret. Om nødvendigt stod de alene og døde i visheden om at de havde ret. At leve videre i visheden om, at de tog fejl ville være værre end døden og faktisk når de som mennesker og som personer ikke ret langt, fordi de bruger så meget energi på at fastholde deres verdenssyn og ikke formår at se verdens nuancer uden at brænde øjnene. Det er abstrakte vurderinger. Det kræver vist lidt kød og blod. Eksempel 1: min mor har en veninde der snart sagt altid har været syg. I øvrigt uden nogen diagnose udover dem hun selv kan stille ved at læse forskellige helseblade og den slags. Hun spiser et væld af medicin udskrevet fra helsekostbutikken og hendes børn får også et skud af et udvalg, for de fejler også en række ting. Symptomerne er mangfoldige. Lægen kan man ikke regne med i alt det her. Han udskriver jo bare syntetiske gifte og kan ikke hjælpe i øvrigt. Psykologer er åndelige kvaksalvere, der forskruet tror, at de med deres pseudovidenskab kan gøre folk raske. I samtlige af de jobs hun har haft har hendes chef altid været en idiot som ikke tænker sig om og som ikke tager højde for folks forskellighed. Når hun bliver fyret er det fordi han ikke vil indrømme, at hun har ret i sin kritik af ham – for det er typisk en mand – og ikke fordi hun har meget sygefravær. Jeg ved ikke hvad hun fejler og jeg har aldrig kendt nogen der spiser så meget medicin og som stadig er så syg. Mit bedste bud er hypokondri og/eller, at hun løber væk fra noget der belaster hende på sjæl og krop, men uanset, så synes jeg bestemt at sammenligningen med Shoichi er rimelig. Hun fastholder et meget negativt billede af verden og hun er vel nærmest den eneste der har forstået at handle retfærdigt og alle andre er imod hende. Eller i det mindste ligeglade. I det forbund er hendes børn naturlige arvtagere af den opfattelse og så længe de spiser medicin og lytter til mors timelange fortællinger om livets elendighed, så opretholdes hendes forestilling om verdens elendighed. Alt i mens forsvinder livet omkring hende og i hende. Senest er hun blevet tilkendt invalidepension, fordi hun formentlig har stresset sig selv uarbejdsdygtig. En psykolog fik endelig lov til at prikke lidt til noget. Ud fra hvad jeg ved om hypokondri er det en psykisk tilstand hvor man projicerer sin psykiske smerte over på legemet. Der er noget man ikke evner at tage hånd om – af den ene eller anden grund, men det er mere legitimt at være syg og måske også nemmere for en selv at tage nogle piller end at kigge indad. Og det er nøjagtigt det samme som hvad Shoichi gjorde. Han gemte sig i junglen, fordi han ikke magtede at se skammen og nederlaget i øjnene. Hellere leve i en forestilling om at krigen ikke er slut. Det samme med veninden. Hellere gemme sig bag en sygeseng og en masse medicin og vente på bedring rundt om det næste hjørne, og det næste, og det næste indtil man er hele vejen rundt om blokken for 117. gang. Ingen fremgang. Kun stilstand, men forestillingen om fremgang er der hele tiden. Fælles for dem begge er den totale mangel på evne til at tage hånd om egen situation og i stedet lade omstændighederne styre sig. Og en udtalt mistro til andre holdninger og opfattelser end deres egen.
Kunne man forestille sig at det var ekstremistens psykologi? At han sad mavedybt i følelser han ikke magtede at rede sig ud af og derfor fastholdt en række holdninger, der ikke kunne bøjes for at skabe en rolig kontinuitet i sit liv? At holdningerne blev et dække over en smerte og uforløsthed? Og for at bekræfte sig selv i det finder han ligesindede eller disciple, for jo flere man er om at mene det samme, jo mindre forkert er det naturligvis. Men i virkeligheden er han helt alene, for fællesskabet er kun forestillet. Hans følelser er kun hans egne. Holdninger kan deles, følelser kan ikke og udvikler hans følelser sig vil hans holdninger også tilsvarende gøre det og spørgsmålet er så om fællesskabet kan følge med ham. Gør han sig fri eller gør han sin ensomhed til den totale livsstil?

Artikler til Anne II

Jeg nævnte tidligere, at artikler kunne være vejen frem, at gøre bogen færdig i bidder så at sige. Anne fik den idé og jeg har aldrig rigtig benyttet mig af den. Det var også med tanke på en helt anden bog, at den ide fik sit liv. Tingene udviklede sig, bogen flyttede sig. Jeg flyttede mig. Og så skete der ikke rigtig noget på den konto. Men det døde aldrig og jeg får ofte ideer til artikler det kunne være interessant at skrive. Til forskel fra bogen tager det forskellige emner op. Emner, der kan kilde mit intellekt eller mine politiske holdninger eller begge dele. Bogen er en anden boldgade. Og så var det, at det slog mig, at jeg jo aldrig havde brugt bloggen til det. Faktisk et godt eksempel for mig selv på, at en form kan begrænse. Begrænsningen kan give fokus og udsyn i en bestemt retning og det er fint og har været vældig nyttigt.
Men anyway. Nu skal bloggen bruges til det og så må jeg se, hvordan det udvikler sig. Bloggen bliver muligvis en rodekasse for det kan være der kommer bog ind over, og fred med det. Jeg har været så ordentlig med så mange ting. Og måske skal der oprettes en artikelblog. Nu ser jeg. Men jeg starter her med at dyrke artikelspirerne. Så må det visne eller gro.

I did it my way!

Nu tror jeg vist at jeg skal til at skrive den nobelprisvinder. Eller også skal jeg bare og en gang for alle gøre op med mig selv, at intet kan forceres. Til gengæld kan jeg leve mit liv i glæde og tilfredshed over at det er mig selv, der træffer beslutningerne i det. At det er mig der styrer skibet og det ikke er skibet der sejler af sted med mig. Eller for at bruge et billede jeg har haft i hovedet den sidste tid; et teater. Jeg kan være tilskuer til livet eller jeg kan spille med i det og stå på scenen ved tæppefald. I did it my way så at sige. Det kan jeg ikke sige som tilskuer. For sandheden er og kulminationen på den rejse, der blev indledt med bloggen endte, hvor den startede. I en fuldmægtigstilling i staten. En anden ganske vist og med en anden Kristian bag skrivebordet. Jo, det kræver lidt forklaring. Ikke at jeg skylder en, men for forståelsen.
Så altså; jeg har skrevet lidt om det tidligere, men jeg konstaterer, at det vigtige for mig er, at lave noget jeg synes er sjovt, noget jeg har en plan med, noget jeg ser mening i, noget jeg vil noget med. Ikke nødvendigvis det alt sammen på samme tid, men det afgørende synes jeg er, at jeg er lige midt i det med mig selv og ikke at jeg er et andet sted. Havde jeg modsat skullet give mening til det, ladet stillingen diktere mig og drømt om mere i løn og en større stilling, ja så havde det alt sammen været spildt. For det var sådan det var – dengang. Den gode erfaring var, at min arbejdsplads dengang var så god som en arbejdsplads kan være. Jeg kunne have rent fokus på, at det kun var mig det handlede om. Kun mig og min egen indstilling og mine egne forventninger til min stilling. Der var ingen at beskylde for noget som helst. Der var kun mig til at tage ansvar og til at gøre noget ved det. Og dét har jeg gjort. Al skriveriet har bragt mig ud af formerne, ud af forventningerne, ud af normerne og i retning af det sprog jeg meget bedre kan tale om mig selv og til mig selv med. Og lige netop dét er det vigtigste jeg har gjort i mange, mange år. Synes jeg. Før var det opslidende at tænke på de næste 35 år på arbejdsmarkedet. Nu betyder de intet. Det der betyder noget er på onsdag, hvor jeg starter og på mine kolleger og på det jeg skal lave. Men jeg skal stadig tage mig selv i at føle jeg spilder livet med almindeligheder uden at gøre noget, uden at producere noget, der kan måles og vejes. En bog f.eks. eller en masse penge eller en god titel. For hvad er meningen med livet? Det er virkeligheden dét det hele har handlet om. Hele tiden. Jeg har stadig ikke svaret. Heller ikke for mig selv. Men jeg har accepteret, at det er en blindgyde at slide mig selv op efter at skulle præstere. Det bliver jeg ikke lykkeligere, rigere eller noget bedre menneske af.