Friheden

Point of no return. PNR. Det er konceptet for bloggen. Og det har ført mig vidt omkring. Faktisk helt til mig selv. Spredt fægtning. Konkrete handlinger. Pludren. Small talk. Store tanker. Ligegyldigheder. Nået ud til andre ved bare at være mig selv. Wow – det sidste var faktisk noget af en mind breaker! Man kan ikke være noget for andre, hvis man ikke er sig selv. I det mindste er det ikke oprigtigt, men en leven op til normer. Efterligning af andre. Bevidstløst, bare følge mængden eller helt bevidst og velovervejet gøre noget andre har formuleret. I mangel af bedre svar hos sig selv er en andens svar en god autoritet. Det virker for en anden – så kan det også virke for mig. Camus har sagt, at et menneske uden karakter opstiller leveregler for sig selv. Camus har fat i noget, men jeg vil moderere det og sige, at et menneske som ikke har fundet sig selv opstiller andres regler for sig selv. I mangel af bedre. Uden noget ville man gå til grunde. Jeg har selv haft og har stadig andres normer hos mig. Sociologen fortæller mig, at det ikke kan være anderledes. Sådan er det at være menneske. Jeg accepterer at holde for rødt. Hver gang. At jeg ikke smasker når jeg spiser. At jeg ikke giver mig selv byttepenge i kiosken. Der er bare nogle ting, der gør det nemmere at omgås andre, men det er en hårfin grænse, hvornår man omgås andre i almindelighed og hvornår man underminerer sig selv, fordi man gerne vil undgå konflikter. Hvordan forvalter man den resterende frihed? Hvordan definerer man den resterende frihed, når hverdagens normer som før omtalt er siet fra? Hvor langt går min grænse? For der findes ikke En Grænse, der er helt tydelig. Der er masser af ingenmandsland. Nogen går der. Nogen går over Grænsen. Nogen kommer aldrig i nærheden af ingenmandsland. Tænk hvis man stødte på andre der også gik der og mente, at deres frihed var mere berettiget. Man skulle kæmpe uden normer. Det er frihed uden privat ejendomsret. Altid til forhandling. Altid et spørgsmål om smag. Respekt og hensyn. Arg egoisme. Den sidste rest af menneskets territorialdrift som samfundet ikke har taget monopol på at definere. Der er frontkæmpere og strategerne. Der er fodtudser. Der er dem der går med når minefeltet er ryddet. Der er dem der bliver derhjemme. Og hvad fanden er bedst at være? Hvad er jeg selv? Nåja. Det er en smagssag. ”At rejse er at leve”. Jojo, men er en erklæret hjemmefødning så død? Hvis man nu har det helt fint med at ’blive derhjemme’? Og det er vel netop dét! At man har friheden til at sige ’ja, jeg har det fint med ikke at være frontkæmper. Jeg er glad for at være til i al ubemærkethed.’ Men netop det at kunne træffe valget og vide med sig selv at det er rigtigt - det er der friheden er.

Page turner

Lex Luther og Superman. Walther Matthau og Jack Lemon. Sherlock Holmes og Moriarty. Det kunne jeg faktisk godt lide. Paulus taler om, at ’der blev givet mig en torn i kødet, en Satans engel, til stadig at slå mig, for at jeg ikke skulle føle mig alt for ophøjet.’ Jeg har fået meget skulderklap, mange gode tilkendegivelser for mine skriverier, og I skal alle sammen have af hjertet tak for dem. Det er skønt og dejligt at blive rost og det giver mig meget inspiration at få kommentarer.
Og så er der en ’Satans engel’. Jeg er sikker på, at Paulus godt kunne have undværet sin kompagnon og jeg kan også godt undvære at blive kritiseret og nedgjort i al usaglighed og fra et sikkert skjul. På en absurd måde er det dog motiverende for min egen proces at overveje, hvad de her stikpiller gør ved min egen kreativitet. Det er faktisk fremmende for den. Det tror jeg sidst af alle, at Anonym selv forstår. En art Stockholm-syndrom ville andre nok kalde det. Det er det ikke. Slet ikke, men ikke at blive modtaget af åbne arme hele vejen rundt og føle misbilligelse ved banale absurde fordømmelser. Hvad handler det om? Ingen anelse, men til gengæld er det en god hadegave at have med i kufferten, når jeg lukker den op og tænker over eksistensen. Alle følelser er velkomne og skal med i ligningen for det er alt sammen livet. Jeg har i alt for mange år bare forsøgt at bortforklare ubehagelige følelser med andre. Givet dem skylden, hvor det i virkeligheden handlede om noget hos mig selv. Det er for enkelt så i stedet at sige at ’så er det min skyld’, for sådan er det ikke, men der er altid en grund til, at man lader sig anfægte af noget frem for noget andet. Jeg skulle blive 30 før jeg havde overblikket til at kunne tage seriøst del i mit eget liv. Sådan føles det ganske vist. Jeg tror nok, at de foregående 10 år giver et andet indtryk. I det mindste er livet mere kompliceret end sproget altid kan indfange i øjeblikket, og der er det levede liv og den historie man fortæller om sig selv. Jeg fortæller om mig selv. Andre fortæller om mig. Jeg ved ikke hvad der er sandt, men jeg ved, hvad der giver mening og jeg ved hvilken historie der giver kriller i maven. Det er en page turner!

Arent't I going to be me?

Første fødsel i lang tid. Jeg troede længe at bloggen var død, at kilden var tømt. At jeg kun kunne skrive ud af frustration, fortvivlelse, tvivl. For at blive afklaret. Sådan var det ikke. Jeg er blevet mere afklaret. Mere velfunderet i mig selv og min egen eksistens. Og nu er det der igen. Og det har hele tiden været der. Der har været blus på gryden. Det var bare ikke serveringsklart.
USA-turen viste sig at være en dannelsesrejse. Et fantastisk sted, I must say. Eller måske bare dét at komme væk fra de almindelige rammer. Tænke og fundere i andre omgivelser. Blive inspireret af nye indtryk. Faktisk kom der en konklusion på de foregående 3-4 måneders 30-årskrise. Med udsigt over Hudsonfloden og lyden af et pulserende Manhattan i baggrunden var det klart, at jeg havde skrevet mig ud af unisproget, ud af akademikeren og fundet mit eget sprog. Aflagt mig opdragelsen som jeg havde accepteret i alle de år. Ved at finde mit eget sprog, min egen tone i livet fandt jeg også ud af, hvad der skulle til for at blive lykkelig. Bestræbelserne var ikke mine egne. Ønsket om at være original, skabe det usete var ikke mit eget. Ønsket om at være i centrum for alles beundring var ikke mit eget. Tjene mere, stige i graderne. Nej og nej og atter nej. Det er ikke det jeg vil. Men jeg elsker mit fag. Jeg er sociolog af hjertet, af natur og min uddannelse har blot udvidet min horisont for det og lært mig at tænke det mere systematisk. Givet mig værktøj. Men håndværkeren er ikke sit værktøj. Det er hans tjener, hans redskab til at forme og fortolke sin verden. Jenny spørger Forrest Gump: “Do you ever dream, Forrest, about who you're gonna be?” Og han svarer så: ”Aren't I going to be me?” Og det er lige præcis sagen. Jeg er ikke sociolog. Jeg er ikke fuldmægtig. Jeg er ikke 6. kyu i karate. Jeg er ikke dansker. Jeg er mig – med alle de her forskellige etiketter klistret på. Det ville være en fornægtelse af min egen historie at sige at det intet betød, for det gør det, men det udgør ikke mig. Jeg er ikke summen af alt det + alt det andet jeg ikke lige har nævnt og som man også kunne skrive til. Problemet i almindelighed vil jo bare være, at man ikke kan sige til andre at ’jeg er mig’. Vi har det nemmest hvis vi kan beskrive os selv som noget eller nogen overfor andre. Og det har jeg også haft og det har jeg sikkert stadig. Det er et sprog med en masse usagte ord at sige at man er sociolog frem for at sige ’jeg er mig’. Vi beskriver hinanden ud fra det værktøj vi bærer. ”Nåh, så er han nok sådan og sådan.” Det er trygt og godt at kunne gøre – og meget menneskeligt. Fordomme på godt og ondt.
Men hvad så, når nu jeg har fundet ud af, at jeg er mig og resten blot er klistermærker og værktøj? Det er ret simpelt. Jeg skal bare lave noget jeg synes er sjovt. Og den sætning kunne passende slutte indlægget af, men der er lidt mere endnu. Jeg afviser ikke højere grader og mere i løn og alt det der. Det er bare ikke målet i sig selv. Hvis ikke det sjovt at arbejde som senior konsulent eller kontorchef eller whatever, så er det ikke jeg skal lave. Jeg skal være mig selv i det jeg laver og det skal være sjovt og udfordrende. Det er målet for hver dag.