The Point of no Return

Den nye helt

2011-04-24T23:18:00.002+02:00

Og egentlig vil jeg godt sige tak til Deirdre-Ann for at være hendes nye helt. Bloggen har ligget stille og med den kommentar kom der skub i tingene igen. Tak fordi du minder mig om, at jeg ikke lever i et vacuum, men er sammen med andre og påvirkes af dem – og af dig. Du prikkede til mit eget ønske om at gøre noget mere og hvad mere kan jeg ønske mig end at få den ros, som du kommer med. Jeg vil gerne være nogens nye helt:)

Live the life you've imagined

2011-04-24T23:14:00.000+02:00

Man skal passe på med selvhjælpsordsprog og jeg har jo tidligere fordømt selvhjælpsbøger som noget popsmart noget, men faldt alligevel over denne køleskabsmagnet i New York, som jeg netop er vendt tilbage fra. Citatet er fra Thoreau; Go confidently in the direction of your dreams! Live the life you’ve imagined. Nu har jeg været i New York tre gange og hver gang er jeg kommet hjem, fuld af optimisme, håb og drømme om at jeg kan alt hvad jeg vil. Thoreau rammer min følelse lige i øjet. Det er New York for mig. Men det er ligesom om at det fader ud. Der sker ikke mere efter nogen tid. Bloggen her bærer et tilsvarende præg af det. Det som skulle ske, skete ikke. Okay, noget andet skete og det var bestemt også udmærket. Det havde sin nytte og det satte gang i en masse andet. Dengang troede jeg, at jeg var klar over, hvad jeg drømte om, men det viste sig at blive noget andet, der kom ud af det. Skibet stævnede ud mod en klar destination, og som en anden Columbus fandt jeg ikke Indien, men et helt nyt land. Pis også! Det er det som kaldes udvikling. Det kan måske nok være styret af mål, men målet kan vise sig at være et helt andet.
Okay, hvad er det Thoreau siger? Gå i tillidsfuldt i retning af dine drømme… Ja, det har jeg gjort. Det siger jo naturligvis ikke noget om hvad målet ender med at være. Jeg tror måske jeg frustreres over ikke at vide, hvad målet bliver eller skal være – eller hvad? Rejsen er det vigtigste. Så langt så godt. Det skal jeg tygge lidt mere over, det med at være til stede på rejsen, ikke at være til stede på rejsens mål.
Hvad siger han mere? Lev det liv du har forestillet dig… Og hvad er det så jeg forestiller mig mit liv skal være? Here comes: Forfatter, kendt for ordene, tankerne, reflekteret, nytænkende, ingen overvejelser om penge. Jeg vil gerne skrive en bog som bliver kendt for noget. Måske den bog som dannede selve grundlaget for bloggen. Den har et godt tema, men jeg skal lære at være til stede i dannelsen af bogen. Ikke af at den skal være en bestseller. Ikke skrive den med tanke på anmeldelserne. Hvis den er interessant i sig selv, så er resten lige meget. Så skriver den også sig selv. Selvom det måtte tage 10 år. Sådan er det med så meget andet. Det har jeg trods alt erfaret. Men hvorfor denne utålmodighed? Med alt muligt andet er jeg så evigt tålmodig, balanceret osv. Jeg vil ikke føle jeg spilder mit liv. Jeg føler et pres over, at livet er endeligt. Det kan jeg mærke. Også selvom det måske er 50 år derude et sted. Jeg kunne blive religiøs igen, tro på det evige liv? Hmm… Det ville koste mig min kreativitet og 50 år med kedsomhed og opslidende gerninger med noget jeg ville synes var dødssygt kedeligt. Det alternativ er ikke en mulighed. Det er prisen for troen på det dødelige liv. Jeg tror på et liv før døden. Live the life you’ve imagined. Den religiøse forestilling kan ikke leves. Kun forestilles.
Godt, problemet er ikke bogen, temaet, emnet, håbet, drømmene. Problemet er min utålmodighed og min rastløse jagt på anerkendelsen. Det er jo til at arbejde med. Et ord ad gangen. En tanke ad gangen. En drøm der leves. Nu. Ikke håbes på. Så bliver det jo næsten religiøst igen.

Raymond Franz og Samvittighedskrise

2010-08-30T21:59:00.001+02:00

Samvittighedskrise. Jeg husker stadig, da jeg hørte titlen på bogen første gang. Jeg var i tjenesten med en ældste fra min menighed, Erik Andersen, og vi sad i bilen for at planlægge de næste besøg. Der var en stemning som i et kapel. Erik havde netop været med til at udstøde en række ældste for at læse bogen og fortalte mig om det med et tonefald jeg ikke havde hørt ham tale i før. Der var frygt og sorg i hans stemme. ”De havde alle sammen læst bogen”, sagde han, ”og nu var der ingen vej tilbage for dem”. Han var tydeligt rystet over, at en bog kunne få mænd i så høje positioner til nærmest fra dag til næste at vende hele deres liv og tro ryggen. Jeg var selv rystet. Hvordan kunne ældste, betroede mænd og gode eksempler falde for sådan noget? Jeg fornemmede klart, at der var noget særligt farligt ved den bog og det bekræftede mig i at Satan arbejdede med stærke våben. Nogle år senere fandt jeg selv et eksemplar af den på biblioteket, og den var nærmest elektrisk eller varm for jeg kunne ikke holde den længe. Læste indholdsfortegnelsen og dømte den ude; ’Det holder ikke. Det er bare en vred gammel mand, der kaster med smuds’.
Men sandt er det. Den fik stor betydning for mange menneskers liv. På godt og ondt. Og for mange Jehovas Vidner var den en kilde til frygt eller noget man valgte slet ikke at forholde sig til. Ude af øje, ude af sind. Efter min mening var det den bedste kritik af Jehovas Vidner, der indtil da og i mange år frem var blevet skrevet, og fordi den var skrevet af en person, der havde siddet til bords med Det Styrende Råd, Raymond Franz, kunne Jehovas Vidner ikke afvise de påstande den fremførte uden at være nødt til at komme med modargumenter. Netop det var en umulig opgave, for Franz beskrev en række forhold som de var. Han var ærlig, velunderbygget, saglig og – venlig – i sin beskrivelse af Organisationens medskyld i bedrag, uansvarlighed og dobbeltmoral. For de Jehovas Vidner, der læste bogen var det uigendriveligt. De kunne ikke længere se på deres overbevisning med samme autoritetstro øjne som før. Som Søren Jensen har udtrykt det; ’bogen slog benene væk under mig. Pang! Min tro røg ud i kloakken ligesom, når man trækker i en snor på et toilet. Så var den væk’. Sådan kunne den virke på en person, der i øvrigt var et overbevist Jehovas Vidne, og et højt respekteret medlem af sin menighed. Han troede, han kunne læse bogen og afvise den, når nu han og Jehovas Vidner havde sandheden om bibelen.
Oversat til dansk, gav bogen en helt anden tyngde i den kritik som Støttegruppen kunne rette mod Jehovas Vidner. Da man i Danmark fik kendskab til den engelske udgave fra 1983 var man meget ivrige efter at få den oversat til dansk og oversættelsen blev igangsat af Arne og Birte fra Juelsminde. I 1991 blev den udgivet på dansk. Poul Dal har udtrykt sin egen modtagelse af Samvittighedskrise på denne måde; ’vi var kritiske overfor Vagttårnet, men det var meget løst. Med Samvittighedskrise fik vi ligesom noget at have det i’. Og det var meget rammende, for den kritik som Støttegruppen havde rettet mod Jehovas Vidner hidtil var i høj grad baseret på personlige erfaringer og opfattelser af tingene, hvilket var let for Jehovas Vidner at gendrive som vrede enkeltpersoners frustrerede følelser. Den form for kritik var ofte en anledning for Jehovas Vidner til at forsvare sig selv, og det var let for dem at afvise den som ensidig.
Tilgængelig på dansk fik Samvittighedskrise afgørende indflydelse på mange hundrede menneskers forhold til Jehovas Vidner. Både troende, tvivlende, udstødte og udenforstående. Den gav de troende et handicappende stød, og den gav de tvivlende de svar de selv fornemmede svævede rundt omkring dem. De udstødte blev skarpere i kritikken og udenforstående blev meget klogere på hvilken organisation, der stod bag Jehovas Vidner. Og den gjorde Jehovas Vidner selv langt mere konsekvente overfor kritikere, tvivlere og frafaldne, og de nægter til denne dag at forholde sig officielt til kritikken.
Raymond Franz døde 2. juni 2010 og med denne artikel ville jeg gerne beskrive hans liv og betydningen af hans arbejde for Jehovas Vidner og udstødte i Danmark. Da jeg begyndte at skrive viste det sig, at jeg ikke kunne adskille ham fra Samvittighedskrise. Jeg har aldrig tænkt på ham i anden relation end den, idet jeg aldrig har talt om ham i anden sammenhæng end den. Men hans person og tilgang til Jehovas Vidner er bestemt en tanke værd og artiklen her kan i øvrigt også ses som en slags nekrolog.
Med et faktuelt ræs ser hans liv sådan ud: Raymond Franz blev født 8. maj1922. Han blev døbt som Jehovas Vidne i 1939 og blev Gileadmissionær i 1944. Efter at have tjent som rejsende tilsynsmand i USA blev han sendt til Puerto Rico i 1946 som missionær. Han var missionær i Caraibien i en årrække og som 37-årig giftede han sig med Cynthia og de var missionærer sammen indtil de i 1965 indtrådte i Betelfamilien i Brooklyn. Her bidrog han med både redigering og skrivning af artikler til ’Hjælp til Bibelforståelse’. I 1971 blev han medlem af Det Styrende Råd og i 1980 tog ham og hans kone orlov fra Betelarbejdet. I 1981 blev han udstødt for at spise sammen med et udstødt Jehovas Vidne. I 1983 udgav han bogen Crisis of Conscience (Samvittighedskrise) og i 1991 bogen In Search of Christian Freedom (ikke udgivet på dansk). I årene efter sin udstødelse var han aktiv i arbejdet med at udgive bøger og stiftede forlaget Commentary Press, som primært udgiver bøger, der er kritiske i forhold til Jehovas Vidner og forestår oversættelse af disse bøger.
Franz opgav aldrig sin kristne tro. Jeg ved ikke, hvad han i øvrigt beskæftigede sig med de senere år, men jeg ved, at han og hans bøger var en stor støtte for tusindvis af mennesker over hele verden.
Ud fra Samvittighedskrise at dømme var Franz et oprigtigt troende menneske, der arbejdede i kristendommens tjeneste som Jehovas Vidne. Han havde haft Jehovas Vidner tæt inde på livet fra 1. dag, da hans far blev døbt i 1913, og hans onkel Frederick Franz var en af koryfæerne blandt Jehovas Vidner, så det var Jehovas Vidners teologi, der var den dominerende for ham og den arbejdede han for at fremme. Imidlertid blev han mere og mere i tvivl om Vagttårnets legitimitet som den tro og kloge træl efter sin indtræden i Betelfamilien og særligt som medlem af Det Styrende Råd. Som han selv beskriver det, havde han svært ved at se, hvordan mange afgørelser truffet af Rådet kunne forsvares ud fra anerkendelsen af den kristne kærlighed og Franz pointerer meget rammende, hvordan kærligheden til organisationens regler er større end kærligheden til mennesker – eller til gud – fordi organisationens autoritet ikke må kunne drages i tvivl. Særligt friheden til kærlighed til gud og friheden fra regler er noget Franz beskriver i In Search of Christian Freedom, hvor han i forhold til mange Jehovas Vidner genfinder meningen med Johannes 8:32 om at ’I skal kende sandheden og sandheden skal frigøre jer.’ I denne sammenhæng bliver det friheden fra regler, fra forpligtelsen overfor en organisation og frihed til at tjene gud uden bindinger og under ansvar. Franz bevarer sin kristne grundholdning, anerkender Kristus som frelser, men har et meget bredt udsyn i forhold til kristendommen. På den måde har han hjulpet mange Jehovas Vidner med at bevare deres kristne tro efter, at de har forladt den overbevisning de havde som Jehovas Vidner.
Jeg er ikke selv kristen, men jeg synes, at det taler for Franz, at han formår at skelne mellem Jehovas Vidner, deres kristne teologi og kristendommens overordnede principper og forsvare de sidste. At han evner at kritisere Jehovas Vidners ubibelske dogmer og deres autoritære og teokratiske syn på en jordisk organisation og samtidig fremhæve kristendommens dyder som nogle der sagtens kunne dyrkes og blomstre blandt Jehovas Vidner, vidner for mig om en dyb, dyb kærlighed til de mennesker han har kendt blandt Jehovas Vidner. Hans grundholdning har været, at Jehovas Vidner har et godt motiv bag deres handlinger; de ønsker at elske deres næste, de ønsker at elske gud af et rent hjerte og i deres iver efter det, opstiller de en masse regler, der ender med at blive byrder, der slider mennesker op. Reelt er Franz’ kritik ikke et angreb på Jehovas Vidner og netop det gør ham til en af deres stærkeste kritikere.

Næste artikel

2010-08-30T21:51:00.000+02:00

Næste artikel. Og for et noget indforstået publikum gætter jeg på. Det får være. Nu siger jeg det bare. Den blev skrevet i anledning af mandens død 2. juni i år og er varm fra tastaturet i dag. Egentlig var det ikke meningen, at den skulle på bloggen, men da jeg cyklede hjem tidligere i dag kunne jeg se, at det kunne den da egentlig godt. Kjeld sagde at jeg skulle skrive den i samme stil som bloggen i øvrigt og jeg har bare skrevet den som den faldt mig ind. Jeg kender naturligvis til sagen og til manden, har haft tjekket op på nogle data og haft en skitse fra starten, men ellers skudt fra hoften. Faktisk var skitsen en beskrivelse af ham selv, en minibiografi, men da jeg først sendte ordene af sted var det vigtigste at skrive om betydningen af en bog han skrev. Bagefter kom biografien. En skæg erfaring må jeg indrømme. For mig var bogen altså indbegrebet af ham og det skulle lige siges først. Og det var interessant at erfare, at jeg skriveblokerede med det samme jeg vendte mig mod min skitse frem for at skrive det, der faldt mig ind. Hele første halvdel er faktisk skrevet uden skitse, mens anden halvdel er mere efter skitsen. Nu er artiklen så sendt til gennemlæsning hos nogle, der også har en mening om indholdet og jeg har censureret et par navne indtil andre har givet deres mening desangående.

Artikler til Anne III

2010-08-27T20:23:00.000+02:00

Sjovt at konstatere, at også det at skrive en artikel om et bestemt emne vækker normerne fra uni frem igen. Man skal have sig en problemstilling. Man skal være saglig. Man skal være velunderbygget. Fint nok. Det skal naturligvis ikke være pure opspind og jeg kan også godt mærke at jeg både på en sund og forceret måde kræver det af mig selv og på den måde er det anderledes end med at skrive bog. På den sunde side skærper det refleksionen; holder det eller lyder det for smart? På den forcerede side bliver alt reflekteret ihjel. Der skal kilder på alt. Alt skal studeres til bunds. Bjerget af artikler og bøger vil ingen ende tage for at skrive bare en enkelt side. I virkeligheden et meget højt krav at stille til mig selv bare for at få lov at skrive noget jeg synes er spændende at dykke ned i. Så det vil jeg egentlig bare starte med at gøre. Så kan det blive kritiseret bagefter.

Hypokondri og ekstremisme

2010-08-27T20:22:00.001+02:00

I 1972 fandt man japaneren Shoichi Yokoi, der havde gemt sig i junglen i Guam siden japanernes overgivelse af øen til amerikanerne. Han havde nægtet at anerkende nederlaget og stak af ind i junglen for at fortsætte kampen derfra. Det gjorde han selvsagt ikke, men det var for stor en skam at komme hjem igen. At se nederlaget i øjnene magtede han ikke. Så hellere leve som eneboer i junglen i en hule. Langt fra civilisation. Han blev overrasket af nogle lokale, der overmandede ham og førte ham ud af junglen. Da han kom hjem til Japan sagde han, ’at det er med stor skam jeg er vendt hjem i live.’ Hans historie har fascineret mig siden jeg som 12-årig læste om ham i en krigsskildring i billeder, og jeg har netop fundet billedet af ham frem igen og læst lidt mere om ham til denne artikel. De var faktisk 10 soldater, der stak af ved nederlaget i 1944. De syv vendte tilbage og de to døde af sult og i de sidste otte år boede han helt alene i junglen.
Når jeg kommer til at tænke på ham var det i forbindelse med en række stærkt overbeviste mennesker jeg har kendt eller kender til og min oplevelse af dem har været, at de i deres frygt for at erkende at deres usårlige overbevisning og livssandhed ikke er helt så sand faktisk gør præcis det samme som Shoichi. De vender sig i anden forstand væk civilisationen, fordi de vender sig væk fra al fornuft, al rationalitet og nuancer og isolerer sig i et hjørne af ekstremitet i et forsøg på at dæmpe deres angst og fastholde deres verdenssyn. Herfra kæmper de deres enmandskamp evt. bakket op af sympatisører, der hjælper dem med at bekræfte at de har ret. Om nødvendigt stod de alene og døde i visheden om at de havde ret. At leve videre i visheden om, at de tog fejl ville være værre end døden og faktisk når de som mennesker og som personer ikke ret langt, fordi de bruger så meget energi på at fastholde deres verdenssyn og ikke formår at se verdens nuancer uden at brænde øjnene. Det er abstrakte vurderinger. Det kræver vist lidt kød og blod. Eksempel 1: min mor har en veninde der snart sagt altid har været syg. I øvrigt uden nogen diagnose udover dem hun selv kan stille ved at læse forskellige helseblade og den slags. Hun spiser et væld af medicin udskrevet fra helsekostbutikken og hendes børn får også et skud af et udvalg, for de fejler også en række ting. Symptomerne er mangfoldige. Lægen kan man ikke regne med i alt det her. Han udskriver jo bare syntetiske gifte og kan ikke hjælpe i øvrigt. Psykologer er åndelige kvaksalvere, der forskruet tror, at de med deres pseudovidenskab kan gøre folk raske. I samtlige af de jobs hun har haft har hendes chef altid været en idiot som ikke tænker sig om og som ikke tager højde for folks forskellighed. Når hun bliver fyret er det fordi han ikke vil indrømme, at hun har ret i sin kritik af ham – for det er typisk en mand – og ikke fordi hun har meget sygefravær. Jeg ved ikke hvad hun fejler og jeg har aldrig kendt nogen der spiser så meget medicin og som stadig er så syg. Mit bedste bud er hypokondri og/eller, at hun løber væk fra noget der belaster hende på sjæl og krop, men uanset, så synes jeg bestemt at sammenligningen med Shoichi er rimelig. Hun fastholder et meget negativt billede af verden og hun er vel nærmest den eneste der har forstået at handle retfærdigt og alle andre er imod hende. Eller i det mindste ligeglade. I det forbund er hendes børn naturlige arvtagere af den opfattelse og så længe de spiser medicin og lytter til mors timelange fortællinger om livets elendighed, så opretholdes hendes forestilling om verdens elendighed. Alt i mens forsvinder livet omkring hende og i hende. Senest er hun blevet tilkendt invalidepension, fordi hun formentlig har stresset sig selv uarbejdsdygtig. En psykolog fik endelig lov til at prikke lidt til noget. Ud fra hvad jeg ved om hypokondri er det en psykisk tilstand hvor man projicerer sin psykiske smerte over på legemet. Der er noget man ikke evner at tage hånd om – af den ene eller anden grund, men det er mere legitimt at være syg og måske også nemmere for en selv at tage nogle piller end at kigge indad. Og det er nøjagtigt det samme som hvad Shoichi gjorde. Han gemte sig i junglen, fordi han ikke magtede at se skammen og nederlaget i øjnene. Hellere leve i en forestilling om at krigen ikke er slut. Det samme med veninden. Hellere gemme sig bag en sygeseng og en masse medicin og vente på bedring rundt om det næste hjørne, og det næste, og det næste indtil man er hele vejen rundt om blokken for 117. gang. Ingen fremgang. Kun stilstand, men forestillingen om fremgang er der hele tiden. Fælles for dem begge er den totale mangel på evne til at tage hånd om egen situation og i stedet lade omstændighederne styre sig. Og en udtalt mistro til andre holdninger og opfattelser end deres egen.
Kunne man forestille sig at det var ekstremistens psykologi? At han sad mavedybt i følelser han ikke magtede at rede sig ud af og derfor fastholdt en række holdninger, der ikke kunne bøjes for at skabe en rolig kontinuitet i sit liv? At holdningerne blev et dække over en smerte og uforløsthed? Og for at bekræfte sig selv i det finder han ligesindede eller disciple, for jo flere man er om at mene det samme, jo mindre forkert er det naturligvis. Men i virkeligheden er han helt alene, for fællesskabet er kun forestillet. Hans følelser er kun hans egne. Holdninger kan deles, følelser kan ikke og udvikler hans følelser sig vil hans holdninger også tilsvarende gøre det og spørgsmålet er så om fællesskabet kan følge med ham. Gør han sig fri eller gør han sin ensomhed til den totale livsstil?

Artikler til Anne II

2010-08-27T20:20:00.000+02:00

Jeg nævnte tidligere, at artikler kunne være vejen frem, at gøre bogen færdig i bidder så at sige. Anne fik den idé og jeg har aldrig rigtig benyttet mig af den. Det var også med tanke på en helt anden bog, at den ide fik sit liv. Tingene udviklede sig, bogen flyttede sig. Jeg flyttede mig. Og så skete der ikke rigtig noget på den konto. Men det døde aldrig og jeg får ofte ideer til artikler det kunne være interessant at skrive. Til forskel fra bogen tager det forskellige emner op. Emner, der kan kilde mit intellekt eller mine politiske holdninger eller begge dele. Bogen er en anden boldgade. Og så var det, at det slog mig, at jeg jo aldrig havde brugt bloggen til det. Faktisk et godt eksempel for mig selv på, at en form kan begrænse. Begrænsningen kan give fokus og udsyn i en bestemt retning og det er fint og har været vældig nyttigt.
Men anyway. Nu skal bloggen bruges til det og så må jeg se, hvordan det udvikler sig. Bloggen bliver muligvis en rodekasse for det kan være der kommer bog ind over, og fred med det. Jeg har været så ordentlig med så mange ting. Og måske skal der oprettes en artikelblog. Nu ser jeg. Men jeg starter her med at dyrke artikelspirerne. Så må det visne eller gro.

I did it my way!

2010-08-25T14:07:00.000+02:00

Nu tror jeg vist at jeg skal til at skrive den nobelprisvinder. Eller også skal jeg bare og en gang for alle gøre op med mig selv, at intet kan forceres. Til gengæld kan jeg leve mit liv i glæde og tilfredshed over at det er mig selv, der træffer beslutningerne i det. At det er mig der styrer skibet og det ikke er skibet der sejler af sted med mig. Eller for at bruge et billede jeg har haft i hovedet den sidste tid; et teater. Jeg kan være tilskuer til livet eller jeg kan spille med i det og stå på scenen ved tæppefald. I did it my way så at sige. Det kan jeg ikke sige som tilskuer. For sandheden er og kulminationen på den rejse, der blev indledt med bloggen endte, hvor den startede. I en fuldmægtigstilling i staten. En anden ganske vist og med en anden Kristian bag skrivebordet. Jo, det kræver lidt forklaring. Ikke at jeg skylder en, men for forståelsen.
Så altså; jeg har skrevet lidt om det tidligere, men jeg konstaterer, at det vigtige for mig er, at lave noget jeg synes er sjovt, noget jeg har en plan med, noget jeg ser mening i, noget jeg vil noget med. Ikke nødvendigvis det alt sammen på samme tid, men det afgørende synes jeg er, at jeg er lige midt i det med mig selv og ikke at jeg er et andet sted. Havde jeg modsat skullet give mening til det, ladet stillingen diktere mig og drømt om mere i løn og en større stilling, ja så havde det alt sammen været spildt. For det var sådan det var – dengang. Den gode erfaring var, at min arbejdsplads dengang var så god som en arbejdsplads kan være. Jeg kunne have rent fokus på, at det kun var mig det handlede om. Kun mig og min egen indstilling og mine egne forventninger til min stilling. Der var ingen at beskylde for noget som helst. Der var kun mig til at tage ansvar og til at gøre noget ved det. Og dét har jeg gjort. Al skriveriet har bragt mig ud af formerne, ud af forventningerne, ud af normerne og i retning af det sprog jeg meget bedre kan tale om mig selv og til mig selv med. Og lige netop dét er det vigtigste jeg har gjort i mange, mange år. Synes jeg. Før var det opslidende at tænke på de næste 35 år på arbejdsmarkedet. Nu betyder de intet. Det der betyder noget er på onsdag, hvor jeg starter og på mine kolleger og på det jeg skal lave. Men jeg skal stadig tage mig selv i at føle jeg spilder livet med almindeligheder uden at gøre noget, uden at producere noget, der kan måles og vejes. En bog f.eks. eller en masse penge eller en god titel. For hvad er meningen med livet? Det er virkeligheden dét det hele har handlet om. Hele tiden. Jeg har stadig ikke svaret. Heller ikke for mig selv. Men jeg har accepteret, at det er en blindgyde at slide mig selv op efter at skulle præstere. Det bliver jeg ikke lykkeligere, rigere eller noget bedre menneske af.

Friheden

2010-07-17T18:49:00.000+02:00

Point of no return. PNR. Det er konceptet for bloggen. Og det har ført mig vidt omkring. Faktisk helt til mig selv. Spredt fægtning. Konkrete handlinger. Pludren. Small talk. Store tanker. Ligegyldigheder. Nået ud til andre ved bare at være mig selv. Wow – det sidste var faktisk noget af en mind breaker! Man kan ikke være noget for andre, hvis man ikke er sig selv. I det mindste er det ikke oprigtigt, men en leven op til normer. Efterligning af andre. Bevidstløst, bare følge mængden eller helt bevidst og velovervejet gøre noget andre har formuleret. I mangel af bedre svar hos sig selv er en andens svar en god autoritet. Det virker for en anden – så kan det også virke for mig. Camus har sagt, at et menneske uden karakter opstiller leveregler for sig selv. Camus har fat i noget, men jeg vil moderere det og sige, at et menneske som ikke har fundet sig selv opstiller andres regler for sig selv. I mangel af bedre. Uden noget ville man gå til grunde. Jeg har selv haft og har stadig andres normer hos mig. Sociologen fortæller mig, at det ikke kan være anderledes. Sådan er det at være menneske. Jeg accepterer at holde for rødt. Hver gang. At jeg ikke smasker når jeg spiser. At jeg ikke giver mig selv byttepenge i kiosken. Der er bare nogle ting, der gør det nemmere at omgås andre, men det er en hårfin grænse, hvornår man omgås andre i almindelighed og hvornår man underminerer sig selv, fordi man gerne vil undgå konflikter. Hvordan forvalter man den resterende frihed? Hvordan definerer man den resterende frihed, når hverdagens normer som før omtalt er siet fra? Hvor langt går min grænse? For der findes ikke En Grænse, der er helt tydelig. Der er masser af ingenmandsland. Nogen går der. Nogen går over Grænsen. Nogen kommer aldrig i nærheden af ingenmandsland. Tænk hvis man stødte på andre der også gik der og mente, at deres frihed var mere berettiget. Man skulle kæmpe uden normer. Det er frihed uden privat ejendomsret. Altid til forhandling. Altid et spørgsmål om smag. Respekt og hensyn. Arg egoisme. Den sidste rest af menneskets territorialdrift som samfundet ikke har taget monopol på at definere. Der er frontkæmpere og strategerne. Der er fodtudser. Der er dem der går med når minefeltet er ryddet. Der er dem der bliver derhjemme. Og hvad fanden er bedst at være? Hvad er jeg selv? Nåja. Det er en smagssag. ”At rejse er at leve”. Jojo, men er en erklæret hjemmefødning så død? Hvis man nu har det helt fint med at ’blive derhjemme’? Og det er vel netop dét! At man har friheden til at sige ’ja, jeg har det fint med ikke at være frontkæmper. Jeg er glad for at være til i al ubemærkethed.’ Men netop det at kunne træffe valget og vide med sig selv at det er rigtigt - det er der friheden er.

Page turner

2010-07-07T11:29:00.002+02:00

Lex Luther og Superman. Walther Matthau og Jack Lemon. Sherlock Holmes og Moriarty. Det kunne jeg faktisk godt lide. Paulus taler om, at ’der blev givet mig en torn i kødet, en Satans engel, til stadig at slå mig, for at jeg ikke skulle føle mig alt for ophøjet.’ Jeg har fået meget skulderklap, mange gode tilkendegivelser for mine skriverier, og I skal alle sammen have af hjertet tak for dem. Det er skønt og dejligt at blive rost og det giver mig meget inspiration at få kommentarer.
Og så er der en ’Satans engel’. Jeg er sikker på, at Paulus godt kunne have undværet sin kompagnon og jeg kan også godt undvære at blive kritiseret og nedgjort i al usaglighed og fra et sikkert skjul. På en absurd måde er det dog motiverende for min egen proces at overveje, hvad de her stikpiller gør ved min egen kreativitet. Det er faktisk fremmende for den. Det tror jeg sidst af alle, at Anonym selv forstår. En art Stockholm-syndrom ville andre nok kalde det. Det er det ikke. Slet ikke, men ikke at blive modtaget af åbne arme hele vejen rundt og føle misbilligelse ved banale absurde fordømmelser. Hvad handler det om? Ingen anelse, men til gengæld er det en god hadegave at have med i kufferten, når jeg lukker den op og tænker over eksistensen. Alle følelser er velkomne og skal med i ligningen for det er alt sammen livet. Jeg har i alt for mange år bare forsøgt at bortforklare ubehagelige følelser med andre. Givet dem skylden, hvor det i virkeligheden handlede om noget hos mig selv. Det er for enkelt så i stedet at sige at ’så er det min skyld’, for sådan er det ikke, men der er altid en grund til, at man lader sig anfægte af noget frem for noget andet. Jeg skulle blive 30 før jeg havde overblikket til at kunne tage seriøst del i mit eget liv. Sådan føles det ganske vist. Jeg tror nok, at de foregående 10 år giver et andet indtryk. I det mindste er livet mere kompliceret end sproget altid kan indfange i øjeblikket, og der er det levede liv og den historie man fortæller om sig selv. Jeg fortæller om mig selv. Andre fortæller om mig. Jeg ved ikke hvad der er sandt, men jeg ved, hvad der giver mening og jeg ved hvilken historie der giver kriller i maven. Det er en page turner!

Arent't I going to be me?

2010-07-05T13:20:00.000+02:00

Første fødsel i lang tid. Jeg troede længe at bloggen var død, at kilden var tømt. At jeg kun kunne skrive ud af frustration, fortvivlelse, tvivl. For at blive afklaret. Sådan var det ikke. Jeg er blevet mere afklaret. Mere velfunderet i mig selv og min egen eksistens. Og nu er det der igen. Og det har hele tiden været der. Der har været blus på gryden. Det var bare ikke serveringsklart.
USA-turen viste sig at være en dannelsesrejse. Et fantastisk sted, I must say. Eller måske bare dét at komme væk fra de almindelige rammer. Tænke og fundere i andre omgivelser. Blive inspireret af nye indtryk. Faktisk kom der en konklusion på de foregående 3-4 måneders 30-årskrise. Med udsigt over Hudsonfloden og lyden af et pulserende Manhattan i baggrunden var det klart, at jeg havde skrevet mig ud af unisproget, ud af akademikeren og fundet mit eget sprog. Aflagt mig opdragelsen som jeg havde accepteret i alle de år. Ved at finde mit eget sprog, min egen tone i livet fandt jeg også ud af, hvad der skulle til for at blive lykkelig. Bestræbelserne var ikke mine egne. Ønsket om at være original, skabe det usete var ikke mit eget. Ønsket om at være i centrum for alles beundring var ikke mit eget. Tjene mere, stige i graderne. Nej og nej og atter nej. Det er ikke det jeg vil. Men jeg elsker mit fag. Jeg er sociolog af hjertet, af natur og min uddannelse har blot udvidet min horisont for det og lært mig at tænke det mere systematisk. Givet mig værktøj. Men håndværkeren er ikke sit værktøj. Det er hans tjener, hans redskab til at forme og fortolke sin verden. Jenny spørger Forrest Gump: “Do you ever dream, Forrest, about who you're gonna be?” Og han svarer så: ”Aren't I going to be me?” Og det er lige præcis sagen. Jeg er ikke sociolog. Jeg er ikke fuldmægtig. Jeg er ikke 6. kyu i karate. Jeg er ikke dansker. Jeg er mig – med alle de her forskellige etiketter klistret på. Det ville være en fornægtelse af min egen historie at sige at det intet betød, for det gør det, men det udgør ikke mig. Jeg er ikke summen af alt det + alt det andet jeg ikke lige har nævnt og som man også kunne skrive til. Problemet i almindelighed vil jo bare være, at man ikke kan sige til andre at ’jeg er mig’. Vi har det nemmest hvis vi kan beskrive os selv som noget eller nogen overfor andre. Og det har jeg også haft og det har jeg sikkert stadig. Det er et sprog med en masse usagte ord at sige at man er sociolog frem for at sige ’jeg er mig’. Vi beskriver hinanden ud fra det værktøj vi bærer. ”Nåh, så er han nok sådan og sådan.” Det er trygt og godt at kunne gøre – og meget menneskeligt. Fordomme på godt og ondt.
Men hvad så, når nu jeg har fundet ud af, at jeg er mig og resten blot er klistermærker og værktøj? Det er ret simpelt. Jeg skal bare lave noget jeg synes er sjovt. Og den sætning kunne passende slutte indlægget af, men der er lidt mere endnu. Jeg afviser ikke højere grader og mere i løn og alt det der. Det er bare ikke målet i sig selv. Hvis ikke det sjovt at arbejde som senior konsulent eller kontorchef eller whatever, så er det ikke jeg skal lave. Jeg skal være mig selv i det jeg laver og det skal være sjovt og udfordrende. Det er målet for hver dag.

Takeoff!

2010-05-23T08:30:00.007+02:00

Nu mens gryden er i kog og ordene er varme vil jeg skynde mig at sige det her; de næste 14 dage er jeg nok ikke online på bloggen. Det forventer jeg i hvert fald ikke selv. Turen går til US. Til San Francisco, LA og NYC. Vær blot misundelig. Jeg glæder mig helt åndssvagt. Var i NYC sidste år. Jeg købte The American Dream 100%! Bagsiden af medaljen taler vi ikke om.
Nå, men jeg vil også benytte lejligheden til at reklamere lidt for mig selv udover, hvad der ellers står her. På mandag, altså imorgen, på DR2 medvirker jeg i ’De Omvendte’ kl. 22.50. Det er selvfølgelig min JV-baggrund, der spøger der. Jeg tror det blev ret godt. Har selv til gode at se det, men konceptet var ret spændende. At tilvælge eller fravælge en masse regler som grundlaget for et lykkeligt liv. Men gode tanker herfra til jer allesammen og god ferie til mig selv. Takeoff 12.35.

Ekstranummer!

2010-05-22T11:07:00.000+02:00

”Du ved jo selv hvad konsekvenserne er, så der er ikke så meget mere at sige til det”. Noget i den stil lød det fra den ene af de tre ældste, der sad i udvalget overfor mig. Det dømmende udvalg. Det var kommet så vidt på det tidspunkt, at jeg vidste at jeg ikke længere var et Jehovas Vidne og var begyndt at leve mit liv på min egen måde. Det havde de fundet ud af. De havde også fundet ud af, at jeg var politisk aktiv. Det var forkert og for det blev man udstødt. Det vidste jeg godt. Jeg var ikke et øjeblik i tvivl om konsekvenserne af mine valg. Ingen af dem. Men det kunne ikke være anderledes. Det var et valg mellem liv og død. Jeg havde smagt døden i de år det havde taget mig at komme til den konklusion, at jeg ikke kunne handle anderledes. Døden ved at miste fodfæste i livet. Ved ikke at vide, hvad der var at gøre. På det tidspunkt vidste jeg ikke, hvad der var at gøre. Jeg vidste blot, hvad der ikke var at gøre, og den religiøse vej var ikke den rette.
De udstødte mig, de genoprettede balancen og de skabte ro i menigheden. De markerede, at normerne var til for at blive overholdt. De vidste, at de satte mig udenfor frelsen. Udenfor menigheden. Ingen ville længere hilse på mig. Blot for at markere det hver gang jeg skulle støde på nogen af dem. Og det var faktisk helt ok. Sådan måtte det være. Det måtte være prisen. I virkeligheden var det ikke noget jeg havde gjort op med mig selv sådan kalkulerende, på den ene side, på den anden side… Næh, for enten blev jeg og døde langsomt eller også gjorde jeg noget andet. Blev jeg truet til at blive? Nja… Der blev talt meget og pænt om alt det jeg burde. Det man burde. Det blev aldrig rigtigt sagt direkte, i hvert fald ikke særligt ofte, men vi vidste alle, at når man ikke gjorde det man burde, så stillede man sig lidt dårligere i forhold til frelsen og frelsen var i forvejen ikke givet på forhånd. Den skulle man hele tiden gøre sig fortjent til. Så derfor, når det blev nævnt at ’det er nok en god idé, at du strammer dig lidt op dér og dér’, så gav det en rygmarvsreaktion der hed ’shit, jeg tæller nedad på point! Jeg må hellere komme ind i kampen!’ Det var jo en måde at få folk til at overholde normerne, ved at tænde på frygtknappen. Frygten for døden. Frygten for ikke at få del i det evige liv. Det var mere udpræget end jeg ville vedkende mig dengang. Sagen var bare, at jeg på et tidspunkt var nået til den erkendelse, at jeg ikke kunne tro på det mere. Det prellede bare af. Jeg kunne kun blive udstødt, fordi jeg ikke troede på det længere. De troede på det. De troede de kunne true mig, tale mig til fornuft, appellere til mig. Komme med en masse gode grunde. Velmenende mennesker. Søde mennesker var de. De fleste af dem. Jo, det var de alle sammen. De udtrykte sig bare ikke alle sammen lige sødt, når man trådte udenfor banens kridtstreg. Og sådan var systemet jo. Sådan var de mennesker. Hvis man ikke overholdt reglerne var man ikke et godt menneske. Jo, adspurgt om de virkelig elskede mennesker de udstødte ville de svare som den missionske onkel i Lykke-Per; ”jo, vi elsker skam Peter Andreas. Vi elsker bare ikke det han siger, de holdninger han har og alle hans gerninger.” Punktum. Det er da en kærlighed, der er til at forstå.

Jeg har syntes jeg snusede til døden. Jeg har aldrig haft en rigtig pistol for tindingen eller noget i den stil, så på en vis kan det synes overdrevet. Følelsen var dog reel nok og i dette normale liv kan intet nå op på siden af det. Tilbage stod nogle mennesker, der tænkte ’det var han selv ude om. Han vidste hvad han burde gøre’. De vaskede deres hænder for i virkeligheden var der blod på dem. Det var deres virkelighed. Ikke min. For jeg døde ikke. Desuden kunne jeg ikke have handlet anderledes. Sådan måtte det bare være. Og jeg ville gøre det igen, skulle det komme til det.

PNR 4. side

2010-05-21T18:18:00.003+02:00

Jeg var også en overgang politisk aktiv og mobiliserede en masse kraft på at holde det ud i strakt arm og afvise det som en ny sut. Det tror jeg heller ikke det var og jeg tror heller ikke at karateklubben var en ny sut, men som en ekskæreste sagde, så var der jo ikke noget mærkeligt i at finde fællesskaber og være en del af dem. Vi er jo mennesker. Vi er sociale. Ja, så enkelt var det vel i grunden, og jeg er jo bare den jeg er. Jeg socialiserer mig og blander mig med alle og enhver. Det gjorde jeg også på mit arbejde. Mine kolleger var den primære grund til, at jeg kom der. Kantinens mad den sekundære og et stykke nede af listen kom mit arbejde. Det havde intet med menigheden at gøre. Det var bare sådan det var. Det var sådan jeg var og med karateklubben accepterede jeg det og nød det. Det passede bare godt til mit temperament at være sammen med mennesker om noget, med mennesker der sagde mig noget. Menigheden havde været samlet om noget åndeligt. Bibelen. Gud. Radikal Ungdom om politik. Diskussioner. Og øl. Karate var… Ja, mennesker og krop og ånd uden at være åndeligt.
Klubben havde været en erkendelse for mig selv om, at det var i orden for mig at være en del af et fællesskab. Det opslugte mig ikke. Jeg tabte ikke jordforbindelsen her. Det kunne aldrig blive meningen med livet. I hvert fald ikke meningen med mit liv, men det gav mig en masse jeg ikke fik andre steder. Personlig udvikling, spændende venskaber, blå mærker. Og hvorfor skulle jeg også vurdere de fællesskaber efter ’meningen med livet’? Den ledte jeg alligevel ikke efter der, og der var vist heller ingen af de andre der gjorde. Men her lærte jeg at acceptere mig selv som det sociale menneske jeg rent faktisk er og godt kan lide at være. Endelig.
Karate var den meningsfulde del af mit liv. Mit arbejde den meningsløse, og det fungerede egentlig meget godt. Der var penge på kontoen, og jeg kedede mig ikke i min fritid. Jeg ventede på, at der skete noget. At der kom svar fra himmelen. Lod den ene dag tage den næste. Trænede noget mere. Svedte noget mere. En hel masse faktisk. Men så kom der grøde i vandene. Det skubbede til noget at jeg mødte Annette. Annette havde sagt sit gode og prestigefyldte job op. Var blevet skilt og havde købt en motorcykel og kørt gennem de amerikanske kontinenter for at lede efter sig selv. Hun følte sig ikke til rette i det hun var i. Var hun en inspiration? Eller var hun i virkeligheden the point of no return? Ét var sikkert for kort efter, at jeg havde mødt hende begyndte jeg at lede efter et andet job. Jeg havde bare manglet et spejlbillede. Det hele lå klart. Jeg var på vej væk nu, hvis ikke jeg havde været det hele tiden. Trådene skulle bare samles. Ordene formuleres. Tasken pakkes. Og lige pludselig begyndte det at gå stærkt. Jeg søgte jobbet. Blev kaldt til samtale og inden samtalen var overstået havde jeg sagt mit job op. Alt sammen på to-tre uger. Jobsøgningen var kun et symptom. Efter jeg havde fundet jobannoncen og besluttet mig for at søge stillingen sagde jeg til Annette, ’jeg er færdig med mit job. Det er slut nu’. Og det var faktisk mere slut end jeg havde regnet med lige der, men det var åbenbart en langsom død. Jeg skulle vænne mig til tanken. Acceptere følelsen hos mig selv at det var legitimt at gøre noget så uortodokst som at løbe af pladsen uden anden grund end bare at ville holde. Det stillede skarpt på mine forventninger til mig selv. Mine forventninger til hvad andre, min familie, mine kolleger mente om sådan noget. Jeg mødte i høj grad den holdning, at man velovervejet burde træffe den slags valg. Underforstået, ’Kristian, du har ikke truffet et velovervejet valg’. Men hvad betyder det i grunden? Jeg oplevede at det i den sammenhæng betød, at jeg burde have udpeget mig en ny sikkerhed når jeg forlod en anden sikkerhed. Man kan ikke bare træde ud i vandet uden at vide om man kan bunde. Kunne jeg bunde? Det vidste jeg ikke, men for at blive i billedet, så vidste jeg at jeg kunne svømme og holde mig oven vande. Og det var egentlig det vigtigste. Men det blev mig en interessant erfaring i hvor meget andre og også jeg selv fokuserede på sikkerhed. Sikkerhed, sikkerhed, sikkerhed. Frem for alt. Sikkerhed for hvad? Og til hvad?

Anja og om at vaske guld

2010-05-21T18:10:00.000+02:00

Anja var dagens gode oplevelse, dagens motivation. Og det er pudsigt som netop den kommentar (til: ’nu var den der!’) faldt sammen med flere ting jeg har oplevet i dag. Alice spurgte om det gik godt med bogen og jeg sagde at det ikke var gået som jeg havde forestillet mig og at jeg derfor er holdt med at forestille mig så meget. Simone syntes på sin side at mit projekt manglede formål og godt måtte være noget mere akademisk. Som det var kørt af stabelen fra starten. Og så skriver Anja det hun gør. Nøjagtigt det samme jeg sagde til Simone. Faktisk har Anja skrevet mens jeg talte med Simone om netop disse ting. Det er da pudsigt. Nå, men nok om pudsigheder og skæbnespekulationer. Jeg må bare erfare, at det ikke nytter noget at foregribe, hvad der skal ske. Hvad målet skal være. Det kan jeg have en diffus ide om. Måske. Men når jeg ser på bloggen og på udviklingen, så kan jeg konstatere at bogen har rykket sig til en tredje udgave. En form jeg slet ikke havde gættet på fra starten. Faktisk en form jeg havde dømt ude. Hvad havde jeg forestillet mig? Bare glem det. Bare skriv tøjet af dig selv i stedet for at overveje, hvor det skal ende. For hvad er destinationen? Aner det ikke, men for min egen sikkerheds skyld vil jeg gerne vide det lidt på forhånd. Det er da trygt og godt. Bogen rykker sig, og det er ikke kun bogen. Det er mig selv, der rykker mig. Det handler ikke om bog eller om bestseller eller noget i den stil. Det handler om mig og det er først nu det går op for mig. Jeg skal ikke skrive en bog. Bogen skal skrive mig og skrives af mig. Jeg skal skrive mig selv. Skrive mig ud af far og mor, ud af JV, ud af universitetet, ud af staten. Det der har båret mig i 30 år.
At læse Anjas indlæg, at læse hendes tanker… Det lyder som mig selv, når jeg prøver at falde i søvn om aftenen og alle analyserne splitter ord og logikker i atomer og jeg prøver at blive klogere på det hele. Hvad er bør? Hvad er logisk? Hvad er mig? Hvad er andre? Hvad er? Fuck…! Det er at køre i ring i en blindgyde og kun kigge i spejlet for at orientere sig. Men ikke desto mindre meget nyttigt for at nå til en eller anden meningsfuld meningsløshed. Sådan er det. Man skal vaske meget mudder for at finde guldstykkerne. Eller er det sådan? For hvad er? Keeps on going, and going, and going, and…

PNR 3. side

2010-05-18T23:31:00.002+02:00

Obligatorisk morgenmad med kontoret og jeg fik et par bøger af mine kolleger. Nelson Mandelas ’Vejen til Frihed’ og en biografi om Obama ’Kometen’. Symbolikken var til at tage og føle på. Lidt senere kom en kollega forbi med en plade chokolade med passionsfrugt i. ’Følg din passion’, sagde hun, ’og tag det med det søde’. Jeg blev faktisk lidt skæv af al den symbolik og i det hele var det en god og lidt trist dag. Mine kolleger syntes jeg godt om og de syntes godt om mig. De var jo nærmest den eneste grund til at jeg mødte på arbejde hver dag. Men det nyttede ikke og da jeg gik ud af hoveddøren vidste jeg helt enkelt at jeg ikke kom tilbage. Aldrig mere. I snesjappet lurede foråret. Nu kunne det kun blive lysere tider og jeg gik mod stationen med en dyb indånding og et dybt suk. Aldrig mere bureaukrat. Men hvad så? Det vidste jeg ikke. Og reelt havde jeg jo ikke vidst det siden jeg blev kandidat. I studietiden havde jeg masser af ambitioner, planer osv. HR-konsulent i et internationalt firma og jeg skulle rejse verden rundt og give mit bidrag til CO2-regningen og se spændende steder og lufthavne og være en vigtig medarbejder ingen kunne undvære. Da jeg så endelig stod med eksamensbeviset i hånden… Ja, hvad så? Det havde været målet i sig selv at blive færdig viste det sig. Jeg vidste kun at jeg skulle have et job. Nej, jeg vidste kun at jeg var træt af at være på SU. Nu måtte der godt ske noget andet. Jeg indstillede mig på endnu en læreperiode. Ny venten på det der var godt. Til jobsøgningskurserne fik vi hele tiden at vide, at det første job ikke var drømmejobbet. Det skulle vi ikke forvente. Vi skulle være tålmodige. Få erfaring i det eller de første job. Så det gjorde jeg så. Det var altid nemmere at få et job når man havde et og med et job kunne man bedre se hvilke muligheder der var osv. Jeg kendte alle replikkerne. Men ikke at jeg overhovedet blev klogere af at gå på arbejde. Jo, jeg kom da til at vide en masse om ministerbetjening, excel-ark, evaluering, projektstyring osv., men det var som om det kun skabte opmærksomhed på de konkrete opgaver. Ikke på hvad jeg ville. Mit udsyn var aldrig klart. Altid grumset. Uklart og jeg lod stå til. Tænkte at svaret nok kom.
Jeg begyndte at gå til karate. Det var fedt at arbejde med kroppen på en helt anden måde end med fitness og løb og der var noget nyt jeg kunne lære. Bare med kroppen, og jeg begyndte at tale med min krop gennem cirkelspark og slag med masser af hoftebevægelse i. Det gav mig rigtig meget og jeg begyndte igen at udvikle mig, følte at jeg bevægede mig. Nu i kroppen. Hvor jeg før havde været åndsfokuseret og lært at læse i bøger og blevet kandidat i det, blev jeg nu kropsfokuseret og kunne se, at jeg ikke var ret meget længere end 2. klasse hvad det angik. Jeg skulle til at lære at spise med kniv og gaffel igen. Jeg ville gerne og min krop var bange for det og derfor gjorde jeg det endnu mere.
Karateklubben var en opvågnen til en fortid fra for længe siden. Fra min menighedstid. Efter den første træning vidste jeg, at det var noget for mig. Min krop var ustyrligt motiveret. Men der var også noget andet. Det var ikke slagsbrødre der gik der. Man trænede ikke karate for at slås. Man trænede med fokus på sig selv – og fordi det var nogle fede mennesker der gik der som sensei Casper udtrykte det over et par øl engang. Jeg havde studset lidt over hans første bemærkning til mig da jeg lidt nervøst ringede for at høre, hvornår der var træning; ’øh, jeg er altså ikke vant til at slå på nogen og den slags. Jeg er bare akademiker’. ’Jamen det er vi alle sammen. Du kommer bare.’ Det var de nu ikke alle sammen, men det gik hurtigt op for mig at det ikke var en klub for slagsbrødre og det gav mig endnu mere lyst til at blive der. Man kom hinanden ved, når man lige havde vist at man godt ville træne mere end et par gange. Det blev sådan her; træning 50%, det sociale 50%. Jeg kunne ikke bare træne for træningens skyld. Folk var fede og jeg blev accepteret, og jeg mærkede, at jeg faldt ind i en rolle som da jeg kom i menigheden. Snakkede med alle, godt humør og efter et års tid fik jeg også tilbudt en plads i bestyrelsen. Året efter blev jeg træner på børneholdet og det gik mere og mere op for mig at jeg jo nok var mere en del af klubben end jeg selv gik og tænkte om det. Siden bruddet med menigheden havde jeg været meget bevidst om ikke finde et erstatningsfællesskab. Det var ligesom tabu for så havde man ikke brudt med det i virkeligheden.

Underholdning

2010-05-17T00:23:00.002+02:00

Der sker ikke så meget her på bloggen. I hvert ikke så meget som jeg selv vil. Bogen rumsterer og det er fint og jeg får også skrevet noget. Heller ikke nær så meget som jeg vil. Nok om det. Ét er ordene og bloggen. Noget andet er alle de tanker jeg flyder rundt i lige i tiden. Helt ud af det blå begyndte jeg at skrive med en på facebook som jeg ikke kender og frem og tilbage osv. og så nævner hun en hjemløs hun kendte engang. Denne hjemløse havde selv valgt det og sagde at hun til forskel fra alle os andre havde valgt det totalt ukontrollerede liv, livet uden bindinger, uden forpligtelser og hun havde rent faktisk prøvet at have det fede job, have status, penge og alt det så mange af os stræber efter. Tanken er rigtig god. Hjemløs bliver jeg nok aldrig. Til det er jeg for lidt et friluftsmenneske, men det at være bundet af det ene og det andet og være defineret i forhold til en masse roller, det er ikke særligt frit. Og hvem er jeg selv i grunden? Og hvem ønsker jeg at være? Det troede jeg faktisk jeg havde godt styr på. Jo, på det ydre. Jeg har lavet det og det og kan kalde mig sociolog og har været igennem et system der har båret mig i 28 år. Nej 30. Lad mig bare også tage de to arbejdsår med. Og hvad er resten så? Når der ikke længere er et system til at stive mig af med? Jeg panikker ikke over det. Jeg bliver ikke deprimeret og jeg føler ingen afmagt. Jeg føler en frihed af at have gennemskuet hvad jeg selv er en del af, et produkt af og synes egentlig det er ret spændende for jeg er ikke bare et resultat af det. Jeg er også noget mere eller noget andet og i alt det forekommer det mig, at jeg ikke er ret meget. Ikke ret meget andet end en nullermand som Annette ville sige. Men hvad så? Skal resten af tiden så bare fyldes ud med underholdning indtil andre lægger jord på? Tjah, det er vel bare hvad det skal.

PNR 2. side

2010-05-11T00:20:00.001+02:00

I stedet for at sige helt op tog jeg orlov. Jeg fik et halvt års ’orlov uden løn til private formål’. Sådan lød beskrivelsen. Så kunne jeg komme tilbage til en stilling hvis jeg ombestemte mig. Ikke den samme stilling. Bare en stilling. Måske en meget god løsning, når jeg ikke vidste hvad der var i udsigt til mig. Og en meget god løsning at nævne overfor de skeptiske kolleger. De nikkede billigende når jeg fortalte det. Men det var ret interessant som jeg havde skubbet til et eller andet. Det var tydeligt at det ikke var noget man bare gjorde. Sagde op for bare at gå hjem. Flere af mine jævnaldrende kolleger roste mig for mit mod og sagde: ”Jeg ville ønske jeg havde dit mod. Jeg synes heller ikke mit arbejde giver mig noget. Jeg keder mig.” Men hvorfor sagde de så ikke bare op, når de selv kunne se det? Eller søgte noget andet? Hvad drejede det sig om? Eller levede de sig selv fuldt ud i deres fritid ligesom dem jeg havde arbejdet sammen med ved samlebåndet på Tulip? Snakken gik altid om hvad de skulle lave når de kom hjem. Ikke om hvad de skulle lave når de kom på arbejde i morgen. Det vidste vi jo alle sammen. Det handlede om at få penge til fritiden, til afbetalingerne, til børnene, til glæderne. Næh, sådan var mine kolleger jo ikke. De investerede mange kræfter i deres arbejde. Arbejdede over for at kunne nå det de skulle. Leve op til forpligtelserne. Være den dygtige og gode medarbejder man kunne stole på. Men de kunne ikke lide at gøre det?! Jeg studsede lidt over det og tog mig selv i det. Jeg havde jo ræsonneret på samme måde de sidste par år fordi jeg ikke selv anede hvad jeg skulle stille op og pengene var jo gode nok. Kollegerne en fornøjelse at være sammen med hver dag og kantinens mad var ikke sjældent det sidste skub ud af dynen om morgenen. Men nu kunne det bare ikke være anderledes. Jeg kunne godt se at jeg gav køb på en større sikkerhed i det daglige. En sikkerhed for i morgen og næste måned. Mest økonomisk faktisk. Jeg levede ikke i kraft af mit job. Det var ikke der jeg parkerede min selvbevidsthed eller følte jeg udlevede mine potentialer for nu at udtrykke nogle sentenser fra coachingfilosofien. Økonomisk tryghed og sikkerhed. Kunne det virkelig være så vigtigt? At jeg der så mig selv som meget åndeliggjort, som tænker, som reflekteret og al den slags i virkeligheden var materialist uden at eje noget særligt? Jeg var forbavset, men jeg var samtidig også klar over at det jeg søgte, det jeg manglede var frihed og lige nu, lige her, så skulle friheden købes på bekostning af sikkerheden. Men frihed til hvad? Frihed fra hvad? Ingen anelse og jeg gik og drømte om at skulle være konsulent og spekulerede over hvilken skjorte jeg skulle have på til jobsamtalen. Jobbet jeg alligevel ikke fik. Men med det job i udsigt var der udsigt til at arbejde meget mere med det jeg var god til. Jeg var sociolog. Jeg havde færdigheder. Jeg var håndværker. Jeg kunne lave analyser og evalueringer og ’håndtere store mængder data’ som jeg skrev i ansøgningen. Det var der jo også en sikkerhed i. Og en frihed til – endelig – at gøre det jeg havde læst i fem år for at lære. Det var jo det jeg var sat på jorden for at lave! Jeg gav mig til at indrette mig mentalt på at lave analyser og dataindsamling som jeg havde lært det.
Jobbet fik jeg så ikke og mine kolleger spurgte til hvad jeg så ville. Jeg havde søgt en lignende stilling, som jeg havde skrevet en meget halvhjertet ansøgning til. Reelt havde jeg taget den første ansøgning og rettet lidt til og sendt af sted. Svaret kom nogle dage senere. Ingen samtale herfra. Helt fint. Det gad jeg heller ikke kunne jeg mærke. Jeg vidste slet ikke hvad jeg ville. Jeg vidste kun med sikkerhed at jeg skulle have opsigelsesperioden overstået. Snarest. Min motivation var på et nulpunkt.
Endelig oprandt dagen, min sidste dag. Jeg havde set frem til den som havde jeg ikke haft ferie hele livet.

PNR 1. side

2010-05-11T00:19:00.001+02:00

Mit point of no return indtraf, da det gik op for mig at jeg var nødt til at sige mit job op. Sige op. Ganske enkelt. I nogle uger var jeg begyndt at søge andre jobs. Kigge på ledige stillinger. Overveje hvad jeg egentlig havde lyst til at lave. Mit job som fuldmægtig i staten kedede mig. Det var ikke mig. Det havde det aldrig været og jeg havde vidst fra starten, at jeg aldrig fik det legendariske guldur og brev fra Dronningen i det system. Men et meget godt sted at starte som nyuddannet. Søde kolleger, fast arbejde og mulighed for at lære noget nyt. At gå på arbejde og fylde 37 timer ud er jo immervæk en bedrift. Så meget husker jeg ikke at have arbejdet da jeg gik på universitetet. Vi havde masser af fritid og masser af dårlig samvittighed over alt det vi aldrig nåede, alt det vi altid kunne læse ekstra. Der var altid noget… Men gnisten kom aldrig. Det fængede ikke. Det var ikke fagligt relevant og med udsigt til at mit arbejdsområde skulle gøres mindre udfordrende end det i forvejen var, med udsigt til at få større ansvar, meget større ansvar og det samme i løn, ja så var det bare det sidste søm til kisten. Den stod klar til at blive sat i graven. Salmerne var sunget på sidste vers. De stedsegrønne planter omkransede de sortklædte. Gruset knasede under lædersålerne. Min chef havde enkelt bekendtgjort da jeg fremsatte mit ønske om mere i løn, at sådan gjorde man ikke i staten. Fagforeningen var ellers med mig, bakkede mig op. Den kollega hvis område jeg overtog havde fået en markant større løn end mig. Men sådan gjorde man ikke i staten. Det var ikke noget personligt. Men tak fordi du gør det så godt. I virkeligheden ville mere i løn ikke have forandret min indstilling til mit job. Det var bare et signal om, at det ikke var stedet for mig. Jeg var på vej ud, på vej til noget andet. Jeg ville gerne lave noget jeg var god til. Det jeg var uddannet som. Sociolog. Masser af faglighed. Masser af metode. Analyser. Evalueringer. Udfordringer. Suk og dybt suk! Lad mig nu lave det jeg er god til!
Jeg skulle til samtale hos et lille konsulentfirma. Meget stolt over at jeg var blevet udvalgt blandt formentlig mange hundrede ansøgere. En god samtale. God kemi. Spændende opgaver. En no bull shit virksomhed som chefen sagde. Det var rigtigt. Lige min stil. De fandt en der var bedre. Han matchede 100%. Det forstod jeg med det samme. Al respekt for det. Sådan er spillet.
Da samtalen var aftalt sad jeg en aften og læste avisen og stemmen sagde, ’du skal sige dit job op’. Bare sådan. Det isnede af angst i hjertet og jeg blev våd i hænderne og skyndte mig at læse videre. Dét kunne jeg ikke bare gøre! Hvad med økonomien? Og hvad ville kollegerne sige? At jeg sådan sagde op uden at have noget andet? Og hvad ville familien sige? Hvad ville min far sige? Jeg så for mig at jeg ville blive udnævnt til dette årtis største tåbe og hånet for dumdristighed. Nej, det var ikke en mulighed. Jeg læste, men ordene blev i avisen. Nødvendigheden havde bidt sig fast. Jeg var nødt til at gå linen ud. Jeg kunne ikke blive der. Ikke ét øjeblik mere. Det var lige meget med økonomien. Så måtte jeg skylde i banken. Det var lige meget med kollegerne. Dem skyldte jeg ikke noget. Ikke det i hvert fald. Det var lige meget med far og de andre. Det var min fremtid. Ikke deres. Og uanset for og imod, så måtte jeg bare stoppe. Stoppe nu. Alt andet var ligegyldigt. Jeg var ved at gå til. Det var tydeligt. Noget nyt skulle til at ske. Det lignede noget jeg havde gjort før. Noget af en lignende karakter. Denne gang var jeg bare med i det selv. Det var konkrete overvejelser og følelserne kunne jeg gennemskue. Men hvad skulle jeg tage mig til? Jeg havde kun én fugl på taget. Samtalen med det lille konsulentfirma kendte jeg ikke noget til udfaldet af. Jeg bildte mig ind at jeg fik jobbet. Sådan måtte det være. Det blev min redningskrans en tid. Min forklaring til mig selv. Og så kunne jeg fortælle at det var hvad jeg havde i udsigt. Og så tog jeg en dyb indånding og bad om en samtale med min chef. Sagde det helt enkelt. ’Jeg vil gerne sige mit job op’. Og så var det sagt og verden stod der stadig. ’Jeg kan kun respektere det. Men jeg kan ikke sige tak.’ Hun smilede. Nej, tak duede ikke. Med ansættelsesstop og fyring på vej, så var det skidt for hende. Det vidste jeg godt, men med et slag havde jeg forandret min dagligdag og vundet en masse respekt hos mange kolleger. Andre så skeptiske til. Meget skeptisk. Nogle tænkte deres. Det var der ingen tvivl om. Men det var okay. Jo flere gange jeg fortalte historien jo mere rigtig blev den. ’Hvorfor har du sagt op? Hvad skal du lave?’ Og jeg kunne enkelt svare at det ikke længere var det jeg ville. At jeg bare skulle holde og så søge jobs hjemmefra når det kom så vidt. Og det var det rigtige at gøre. Det føltes på intet tidspunkt forkert. Jeg spekulerede ganske vist over om jeg var for konsekvent. Om jeg brændte unødige broer. Tjah.

Nu var den der!

2010-05-11T00:13:00.000+02:00

Selvom de sidste par dage har været uden indlæg, så har det bestemt ikke været uproduktivt. Jeg har taget fat i bogprojektet fra en anden vinkel og det bliver den vinkel, der kommer til at køre bogen til slut. Det er jeg ret sikker på. Det blev lige præcis på den måde jeg fra starten havde dømt ude, halvbiografisk, med mig selv i centrum og flankeret af andres historier. Det er tydeligt for mig at mærke at det er ret grænseoverskridende at det skal være sådan. At jeg klæder mig selv af og at jeg har lyst til at gemme mig bag en form, en bestemt måde at skrive på. Nej, jeg må selv i centrum, for så skriver jeg bedst. Det er ikke sikkert, at det bliver en bestseller og det er heller ikke sikkert at andre får noget ud af det. Men jeg får noget ud af det. Skrev jeg upersonligt fik jeg ikke noget ud af det og læseren gjorde da heller ikke. Men nu er det ikke ud fra en nyttetænkning, at jeg gør det på denne måde. Det er bare sådan det skal være. Rå og ufortyndet. Og endnu bedre – eller endnu værre, for det er selvfølgelig også grænseoverskridende – så bliver det blogindlæg. Side for side. Her er det så. Give a warm welcome to The Point of no Return!

Helvede er lige foran dig

2010-05-08T00:40:00.000+02:00

Det er åbenbart fortiden der kører i ring. Eller også er det bare mennesker der er de samme. Men spøjst er i det alle fald at jeg fra forskellige kanter har oplevet fordømmelse uagtet om jeg gjorde det ene eller det andet. Det er ikke sagt ud fra tanken om ’det er da godt nok synd for mig at nogen ikke bare vil lade mig gøre det jeg gør’, men egentlig mere som en konstatering. JV mente på deres side at det var tosset af mig at forlade det evige liv til fordel for et endeligt. Uafsindigt dumt. Andre at jeg burde være blevet på lærerseminariet, fordi det var et sikkert valg, andre at jeg ikke burde holde orlov midt i studietiden, andre at jeg sagde op. Tåbeligt at få et hul i sit CV, at kaste sig ud i økonomisk usikkerhed, at kaste karrieren i ringen fra et fast job. Hvorfor alle disse ønsker på andre menneskers vegne? Eller bare på mine vegne, men jeg var jo nok den der lige stod tættest på den dag. Er det velment? Tjah. Det er det jo nok. Er det udtryk for egen angst? Det kan det også være. Er det udtryk for misundelse? Også det. Er det udtryk for ubehaget for at ens egen moral, det man selv forsøger at leve op til bliver forkastet? Det tror jeg har stor betydning. Så starter devalueringen, for sådan et menneske kan ikke være et ordentligt menneske, når han får andre til at føle sig skidt tilpas og blæser på det man selv synes er vigtigt. Sørgeligt. Det føles ikke rart når nogen træder ud af det geled man selv går i for at gå på sin egen måde og endda går og fløjter imens og har det meget bedre end før. Hvordan kan man seriøst have det bedre end at gå på den måde vi nu engang har lært er den rigtige!?
Marilyn Manson udtrykker sig sådan her: for at komme i himmelen skal man være en helgen. For at komme i helvede skal man bare være sig selv. Jeg vælger gerne helvede. Og jeg gør det gerne igen. For ét har alle dage siden frafaldet stået helt lysende klart, nemlig at livet er sjovere, livet er nemmere når jeg bare gør hvad jeg selv synes. Og jeg kan ikke være venner med alle. Og der er fanme guld for enden af regnbuen. Nåja, ikke altid, men så var turen derhen rigtig god.
Og hey, i virkeligheden er det her jo også interessante tanker til PNR. PNR’erede mennesker, der oplever deres omgangskreds blive angste for deres forandring, fordi de selv bliver usikre på deres egen rolle i forhold til dem. Tak til anonym for at sætte skub i nogle ting. Skulderklap alene gør ikke det hele.

Kan det virkelig være rigtigt?

2010-05-07T01:31:00.003+02:00

Måske handler det her om mit PNR. Måske gør det ikke. Jeg kan ikke sige det, men jeg har altså oplevet noget underligt i år. År ud og år ind har jeg siden puberteten vil jeg gætte på været plaget af høfeber. Nyseanfald i massevis. Løbende øjne, kløende øjne, røde øjne. Snot i lange baner. Virkelig lækkert og meget generende. Ingen mulighed for koncentration, fokus. Kun nysen. Pudsen næse. Næseblod når det stod på for meget. Bedst at være inde, under bruseren. Men jeg har været maksimalt hjulpet af det man nu kan få i håndkøb. Cetirizin var mit dope. Forår og sommer var reddet med kun spredte nys i solen. Og så var det, at jeg mærkede det kildre i næsen. Som det plejer. Lidt mere snottet end ellers. Fandt pillerne fra sidste år. Stadig fine. Haps. Ned med en. Men jeg ventede lidt med at tage dem regelmæssigt før der var grund til det, og da jeg tog til Jylland glemte jeg at tage dem med. Og hvad skete der? Intet. Så absolut intet. Jo, det kildrede lidt. Et par nys om dagen, men det skete også med pillerne. Jeg var lidt panisk ved tanken om at skulle undvære dem – og valgte så at lade det være. Og der skete stadig ikke noget. Jeg tjekkede tallene for birk som er synderen lige nu. 1397. Var det højt? Jeg kunne ikke huske forholdet, men pollenkalenderen fortalte, at birken gik helt amok. Godt så. I dag er tallet 93 og for nedadgående. Og jeg overlevede. Uden medicin. Er jeg blevet fri for høfeber? Kan sådan noget bare forsvinde? Jeg vil jo gerne have et håndgribeligt svar på sådan noget og kan seriøst ikke komme på noget jeg har gjort anderledes. Mit d-vitamintilskud? At jeg spiser mere olivenolie? Eller at jeg er sprunget ud i mig selv, i mit PNR-projekt? Det sidste passer til mit ego, men ikke mit videnskabelige og analytiske og skeptiske jeg. Og hvorfor ikke bare glæde mig over at jeg er fri for at nyse mig gennem sommeren? Det bliver spændende at se, hvordan det går når græs går på banen i juni. Men hvis jeg skal tænke med mit ego, så får jeg næsten fornemmelsen af at kunne smide krykkerne ved bare at give mig hen til gud, til det guddommelige. Og så har jeg endda ikke været til håndspålæggelse i Pinsekirken. Den jordnære Kristian er skeptisk over den ide. Nej, han er faktisk bange for at det er for godt til at være sandt. Tro lidt mere på at tro kan flytte bjerge. Eller bare tro lidt mere på dig selv så flytter du også bjerge.

PNR igen

2010-05-06T16:08:00.002+02:00

Kjeld spurgte; ”hvor bliver bogen af?” Eller det var hvad jeg selv hørte. Og det er jo ret sandt. En masse udenomssnak og det har været og det er helt berettiget. Vejen til målet er ikke bred og lige, men smal og snoet for nu at kaste sig over i den mere åndelige del af projektet. Fint nok at få lidt indspark i processen. Ganske vist ser det på bloggen ud som om jeg kører i en anden retning. Det har jeg måske også gjort. Nej, det har jeg gjort, men bogen har hele tiden spøgt. Den bliver skrevet, der bliver arbejdet. Ikke på tasterne ganske vist, men i baghovedet. Det syder og det koger og det tager nye former. Forskellige ideer bliver prøvet af, tanker går igen. Koncepter forkastes, nye tages ind. Og hvad er det hele reelt? Talte med Annette i går og vi talte om PNR, hvad der var vældig nyttigt. For, som hun sagde, kan man tale om PNR, hvis der reelt ikke er tale om andet end, at Audien har fået ny lak? Hvis man bare har skiftet religionen ud med et religiøst forhold til sport? Det kan jo meget vel være at det opleves som PNR, men hvis det bare er en erstatning, fordi det første blev for besværligt er det så virkeligt PNR? Der er noget i det. Ingen tvivl. Min mor har en veninde, der har sværget til den ene selvhjælpsbog efter den anden. Efter den ene diæt efter den anden. Den ene alternative specialist efter den anden. Læger og psykologer er dømt ude som inkompetente, forstokkede og ensidige. Aldrig har jeg kendt nogen der har haft så mange nybrud, venden sig væk fra det gamle, rettet sig mod nyt og som aldrig har været tilfreds. Altid har været syg. Altid haft ondt. Altid været træt, uoplagt. Én lang beklagelse. Men altid nyvunden optimisme, nærmest som en kærlighedshistorie, når hun endnu engang har fundet ud af, hvad det er der skal til. Det gamle liv skal lægges på hylden. Nyt liv skal pustes op. Kort efter den samme trille. Ny selvhjælpsbog. Lykkehjulet kører igen. Ender lige om lidt på fallit. Igen.
Det opleves som PNR. Ingen tvivl om det. Set udefra så er der reelt ingen forandring. Bare nye fisk i akvariet. Vandet er lige beskidt. Set indefra? Hvordan ser det så ud? Jeg gætter, men der er en oplevelse af at sætte noget nyt i gang. At gøre det, der denne gang hjælper. At tage ansvar for sig selv. At gøre det rigtige for sig selv. Dér var nybruddet! For det er nybruddet, omvendelsen, opvågnen og forandring man ønsker, drømmer om og håber på. Man ved der er noget der kan blive meget bedre. Noget der skal lægges væk. Noget der skal dø og det er det man tror der er sket. Hver gang man begynder på noget nyt. Nej, det er ikke PNR, men i skrivende stund vil jeg kalde det blindgyde-PNR. Pickuppen sidder fast samme sted og man tror hver gang den er hoppet videre i rillen for så bare at gentage samme sang.
Eller giver det overhovedet mening at anvende begrebet om PNR i denne sammenhæng? Hmm… Både og. Jeg medgiver at det ligger på vippen. Måske. En oplevelse af PNR. For udenforstående er der ingen PNR. Eller jo, det kan godt se sådan ud. Og det kan jo sagtens være at den der vender sig bort fra fanatisk religion og bliver fanatisk sportsudøver aldrig kunne se for sig at blive religiøs igen. At det ikke længere er en farbar vej. Det er vel PNR? Helt afgjort. Det er det.

Skulderklap er det nemmeste

2010-05-03T00:45:00.001+02:00

Ord ind, ord ud. Nogle dage i Jylland og så sker der ikke så meget på bloggen. Til gengæld så er der masser af mad – og så absolut ingen motion. Masser af snak med far og gamle venner. Hygsomt og fortæller om mit nye liv. Spredt applaus. Man er vel i Jylland.
Og så har jeg studset over et par kommentarer. Af en kaliber jeg noget besværet vil kalde konstruktive. Først slettede jeg dem, fordi jeg ikke gad have det stående. Det bidrager jo ikke til ideen i bloggen. Nu har jeg alligevel valgt at sætte dem på under ’Dagens Ord’ og ’Hyldest til Weekendavisen, hvor de først blev skrevet. Hvorfor? Jeg spekulerede lidt over hvad meningen med kommentarerne var og det var jo på den ene side at give mig noget at arbejde med. På den anden side er det også et indtryk af, hvad det bringer frem i læseren. 1200 har nu klikket sig ind. Omkring 20 har efterladt en kommentar. Der skal altså noget til for komme forbi, at læse det og siden skrive et indlæg. Et negativt indlæg er også en reaktion, en tilkendegivelse, noget jeg rører hos en. Nogen har haft en følelse og har haft et udløb. Mine ord har skabt en reaktion. Skønnest naturligvis med en positiv reaktion. Det er jo hvad vi lærer fra vuggen. ’Mor er glad’. Plus. Keep doing. ’Mor er sur’. Minus. Stop doing. I det mindste hvad jeg husker fra vuggen (og siden). Men nej. Det negative er jo blot en oplevelse heraf. Negativt for hvem? Tjah, altså negativt for mig og hvorfor egentlig? Skulderklap er det nemmeste. Jeg skriver ikke bloggen for at gøre alle glade og for kun at lade de gode kommentarer stå. ’Se, mor, hvordan folk synes jeg skriver skidegodt’. Stop doing. Nej, se mennesket. Hør mennesket. Lad det tale som den reaktion det er, som den vækkelse mit indlæg har skabt. Jeg har skabt følelser hos en anden. En anden har ladet følelser blive til ord af noget jeg har skrevet, sagt, ment, insinueret. En anden har tolket, tænkt, følt, udtrykt. Vær velkommen min ven. Jeg hører dig. Tal som den du er. Der er plads til dig.

Dagens ord

2010-04-29T00:17:00.002+02:00

Knuget. Et ord fra ’Kunsten at græde i kor’. Jeg sendte det straks videre til en tidligere kollega, Peter. Vi havde det med at have Dagens Ord. Spændende, anderledes, gode, mærkelige og oftest bare gamle danske ord, bedagede ord, der var blevet forsømt og glemt. Vi livede dem op på ny og tog dem ind i dagen. Dagens Ord var taknemmeligt for ordet angav jo ikke om der var flere. Der kunne også være Dagens Bonusord, Dagens Specialbonusord eller også var Dagens Ord alle dem der kunne stå på en stor, gul post it. De aflange. Ordet knuget eller ’at være knuget’ ville lige være et ord for Dagens Ord. I hvert fald er det et supergodt ord. Det udtrykker en hel masse som man med almindelige nutidige ord skulle bruge mange ord på at bruge. Hvad tænker jeg om det? At være knuget… Det er ikke at være tynget. Det er heller ikke fordi der er noget der nager en og så er det alligevel lidt af begge dele. Noget af følelsen fra begge steder er der. Jeg tænker på den gamle kone, ude på landet i den lerklinede. Ude på heden. Et værelse, enkeltglas i vinduer, der er løbet. Koldt. Hun sidder i sin stol, vrider hænderne i skødet, hovedet lidt på skrå og så har hun det her særlige udtryk. Hun kan ikke få ro. Ansigtet lagt i bekymrede folder, øjnene rynket næsten sammen i kragetæer, mundvigene krampagtigt trukket op. Tankerne kredser om det samme. Finder aldrig hvile. Det er et problem, der ikke løser sig og som måske, måske ikke løser sig af sig selv, men udsigterne er ikke gode. Faktisk usandsynlige som en lottokupon, men gevinst er der jo nogen der får.
Ja, det var ordet og jeg legede lidt med at beskrive det ud fra de tanker jeg havde om det. Gik det godt? Tjah… Jeg kunne ikke gøre det bedre. Ikke nu. Og sådan er det når jeg øver mig. Er på vej. Og jeg er altid på vej. På et tidspunkt så nok bedre på vej. Men altid på vej.

Den haaaar vi set…!

2010-04-28T23:51:00.000+02:00

Forfatterdrøm, journalistdrøm. Den med journalisten må jeg sige jeg tænkte lidt over. Det handler først og fremmest om at tænke konventionelt. At have et lønarbejde, gøre det jeg gerne vil. I det mindste gøre det jeg vil det meste af tiden. Så kan jeg måske leve med, at der er en chef der stiller andre krav ind i mellem. Lidt gift i bægeret, men hvad gør det, når resten egentlig er rent nok? Og det er netop det. Men selv med lidt malurt i bægeret, så smager hele drikken bittert. For det er hvad der sker. Det hele kommer til at smage bittert. Og hvorfor? Fordi jeg gerne vil have sikkerhed. Sikkerhed i en fast indkomst. Fint nok at være journalist og hvorfor f.eks. ikke være det freelance, hvis endelig det skal være? Jeg er imponeret over, hvor meget det hænger i mig at skulle have sikkerhed. Og sikkerhed for hvad? Det handler jo ikke om andet end penge og materielle goder. Frygten for at skylde banken noget. Frygten for ikke at have til i morgen. Øh… Hvornår er det lige det sidst er sket, det med ikke at have til i morgen? Nej, netop. I virkeligheden er det vel det evige spørgsmål for mennesket. Hvad skal der ske med mig i morgen? Usikkerheden. Frygten for det ukendte. Det har været temaet for mangen en bog, skuespil osv. Det er ufatteligt så meget vi investerer i den overvejelse. Bekymring. Og vi udfærdiger masser af strategier for os selv. Som lønarbejdere; sikkerhed i arbejdet, overenskomster, opsigelsesvarsler, pension, sygeløn. Som kroppe; sygesikring, sundhedsvæsen, ernæringsplaner, træningsprogrammer. Som eksistentialister; troen på det evige liv, religion, helse, psykologi, troen på det gode liv indtil vi bliver 100. I det hele taget er det jo ret betryggende for os, at der er et samfund der giver os en plads i det øjeblik vi kommer til verden. Og hvad er min plads i det samfund? Tjah… Hvad har jeg lyst til? Hvad kan jeg? For det sjove er jo, at man har en tilbøjelighed til at vælge noget der er set før. Sjovt nok at man har lyst til noget der allerede er der. Noget der passer ind i samfundets ramme. Måske ikke noget der passer ind i klikens, familiens, klassens ramme. Eller folks forventninger til en, sådan helt overordnet. Jeg har lyst til at skrive. ’Den haaaar vi set…! Uuud, en tiger...!’ Ja... Hvor originalt er det lige? Men det afgørende er først og fremmest, at det er det der tænder mig. Fuck, at det er set før. Hvis det tænder mig at feje skolegården? Hvad med bare at gøre det, og så lade være med at tænke på at det du gør skal føre til Nobelprisen? Men det kunne nu være meget rart, at der også var penge i det. Bare til i morgen… Mattæus 6:34.

Hyldest til Weekendavisen

2010-04-26T23:24:00.001+02:00

Tunu er færdig og jeg tog tilfældigvis testen til journalisthøjskolens optagelsesprøve. 45/50 på 7-8 minutter. Jeg er lidt imponeret over mig selv. Gad vide om det var nok? Måske skal jeg være journalist i mit PNR’erede liv? For det har jeg faktisk overvejet en hel masse de sidste par dage. Lad os være realistiske (eller lad bare mig være det); en bog tager tid, der er ikke penge i det og alle de her ligefremme overvejelser. Journalisten arbejder også med ord, artikler, research og den slags. Hmm… Jeg tænker ikke på den slags journalister der har deadline til for 20 minutter siden og som skal producere 32 sekunders indslag til TV-avisen. Mærke noradrenalinen glide gennem hjernen og få hårene til rejse sig og sveden til at pible koldt ved tanken om at chefen ringer lige om lidt og spørger hvor indslaget bliver af. Hver en lyd er en påmindelse om at nogen kommer og drager en til ansvar for det manglende produkt. Som at se en gyser uden at vide, hvad der venter rundt om hjørnet, mens musikken opstemt lover at alle porer åbner sig koldt og alle hår stritter lige om lidt. Ja, jeg har vist læst roman kan jeg se. For at der kan komme noget ud skal der også komme noget ind. Tjah… Nå, men den slags journalistik gider jeg ikke. Jeg har talt med flere af den slags journalister og misunder dem ikke. I det hele taget synes jeg at dagsjournalistik i Danmark i al almindelighed bare er formidling af nyheder. Ikke et forsøg på at grave noget frem. Dag til dag foregår det. Er der ikke tid til andet? Er det for at please en forestilling om at medieforbrugerne er zappere? Til daglig kan man nøjes med én dagsavis for der står det samme i dem alle sammen. Kun i weekenden sker der noget. Jeg er selv ivrig fan af det ugentlige intellektuelle bump i entreen, Weekendavisen. En fryd at læse. Engagerede skribenter. Jeg læste et sted at deres skribenter kun skrev om det de selv syntes. Sikkert ud fra en ramme eller et interesseområde de havde, men stadigvæk, ud fra lysten til deres stof. Det bliver en tekst jo levende af. Og lang. Godt der er en uge til næste avis, men jeg når altid igennem den på en formiddag – og savner den hele ugen. Eller glæder mig til den næste. At læse noget nogen har skrevet i begejstring til et område man selv finder interessant. Jeg kan kun beskrive det sådan her: Flydende honning. Det løber let. Det er smukt. Sødligt og nærende. Indsamlet nænsomt, flittigt og med iver. Videregivet familiært og med et ’velbekomme. Er ude efter mere’. Naboen overtager avisen bagefter. Har faktisk tænkt på en deleordning til hele opgangen. Flere disciple til denne forrygende avis! Hvis jeg må drømme, så drømmer jeg om at være skribent på Weekendavisen.

Jeg skriver, ergo er jeg!

2010-04-25T00:41:00.000+02:00

Og Stephen King blev færdig og Nabaz havde fødselsdag og shihan Takumi fik mig til at føle mig som om jeg var startet til karate i går. Tillykke til Nabaz og jeg erkender ydmygt at jeg stadig har meget at lære, hvad karate angår. Fint, for jeg er stadig ret vild med det.
Nabaz tager billeder. Han tager mange billeder og han er god til det. Rigtig god efter min ringe vurdering (og ikke kun efter min vurdering. Også dygtige fotografer nikker samstemmende, men kig selv: www.nabaz.dk). Nabaz og jeg ligner hinanden på særligt ét punkt. Han gør hvad han lyst til og er god til. Nej, lad mig holde mig til at han gør, hvad han har lyst til. Og så dyrker han det og bliver bedre og bliver god. Men lysten driver værket. Ligesom med mig selv. Jeg har sjældent følt det SÅ befriende bare at skrive og gøre det og gøre hvad jeg har lyst til. Læse og skrive. Læse og skrive. Det her har jeg lyst til og det er det bedste jeg kan forestille mig lige nu og jeg vil gerne blive bedre til at skrive. Meget bedre og det kan jeg også godt. Bare jeg gør det en hel masse. Og gør det fordi jeg vil. Det er faktisk ret enkelt. Dét som får mig til at springe op af sengen om morgenen. Indskudt: Jeg er stadig 110% B-menneske, så jeg springer ingen steder. Blot for at understrege at det ikke har ændret sig, men når jeg vågner glæder jeg mig til at omfavne dagen, skrive den ud, læse den til ende. Sætte ord på den. Det er bare så fantastisk at være til. Og det er bare så skønt at jeg har opdaget at ordene er livet for mig. I alle disse år (eller sådan føles det nu) har ordene været mit følge. Jeg har tænkt i ord, i at sprogliggøre, i at være præcis i mine formuleringer. Læst meget, talt meget. Forstået meget. Blevet klogere på endnu mindre. Alt sammen med et formål. At forstå. Og i denne skrevne stund kan jeg konstatere, at jeg med denne min skrivning ikke har brug for at forstå. Jeg har bare brug for at skrive. Ikke andet.

Jeg er sulten. Jeg mangler ord!

2010-04-23T23:14:00.002+02:00

Det blev så til to indlæg:)I dag har været en god dag. Dette er ganske vist det første jeg skriver, men det er heller ikke det der gør den god. Jeg var forbi Kjeld og havde en vældig god snak om PNR. Hans liv, hans livshistorier, for der er tale om flere. Hvornår begynder det i virkeligheden? Hvornår sætter PNR ind? Da man bliver klar over det? Da man møder ham der får en på sporet? Da man bliver født? Ikke så afgørende for mig at se, men overvejelserne er spændende. Desuden talte vi en mængde om tekst og bøger og da han ubetinget er den person jeg kender der har læst mest (og også skrevet mest. Amatørforfatter til fingerspidserne), så virker hans ord autoritative på mig. Med tanke på Stephen King fra de sidste par dage, fortalte jeg at jeg var begyndt at læse lækre ord for at blive bedre når jeg skrev. ”Ja, det er da klart!” var hans reaktion. ”Tove Ditlevsen sagde at ’for at der kunne komme noget ud, måtte der komme noget ind.’ Ellers tørrer det ud.” Det havde han nævnt før, men i denne sammenhæng rakte jeg ud efter det som de nøgleord jeg havde manglet. Jeg bad om at måtte låne en bog med godt sprog og en med dårligt. ”Jeg ved ikke engang om jeg har en med dårligt sprog. Finn har vist smidt den sidste ud. Den var også frygtelig.” Det havde Finn ikke nået, men med det samme jeg læste den første side var det ingen overraskelse. Kæft den var dårligt skrevet! Forfatteren gjorde et eller andet forkrampet forsøg på at skrive noget, der skulle være både originalt og sjovt og som mildest talt var dilettantisk kopisme. Rædsomt, og det virkede overhovedet ikke overbevisende og slet ikke personligt. ”Vil du låne den?” Jeg havde fået nok efter første side. ”Nej, smid den bare ud.” Til gengæld lånte jeg så fire andre bøger; Erling Jepsens ’Kunsten at græde i kor’ og ’Med venlig deltagelse’, Kim Leines ’Tunu’ og Günter Grass’ ’Bliktrommen’. Masser af ord at bade i. For det havde netop været min oplevelse de sidste par dage, at jeg blev bedre til at skrive når jeg fik ord indenbords. Stephen King har reddet min læselyst mange gange og nu gjorde han det så igen. Jeg var sulten efter mere. Efter meget mere! Jeg kan også mærke, hvordan jeg er blevet mere opmærksom på sproget i bøger jeg læser. På formen. Ikke så meget på indholdet med mindre det er specifikt valgt til emnet. Jeg havde tidligere også læst meget, men det var netop mere for indholdet. Ikke så meget for sproget. Romaner sagde mig intet. Spild af tid. Hvad fik jeg ud af en opdigtet historie? Så hellere bruge min tid på at læse noget faktuelt eller biografisk. Nu forstod jeg hvad jeg kunne få ud af romaner. Sproget. Sproget for helvede! Som den nybegynder jeg er, kunne jeg starte med at tage ved lære af andre. Lugte til gryderne. ’Vi paa forfædre skuldre staa, vi tykkes store, vi ere smaa.’ Nemlig. Ophav ukendt, men Kierkegaard citerer det i ’Andersen som romanforfatter’. Det har jeg ofte tænkt på og det gav på ny mening. Nu skal jeg i gang med at læse og endnu engang i bøger jeg ikke selv har stående. Hvornår får jeg mon dem læst?

At skrive af overskuddet

2010-04-23T23:12:00.002+02:00

I går var en yderst produktiv dag viste det sig. Jeg skrev indlægget på bloggen. Der kom to på og det andet var ganske vist fra dagen før. Men jeg fik også skrevet en masse andet. En masse produktionstekst på bogen og efter det fik jeg en indskydelse til at skrive en artikel om et emne jeg syntes krævede min bogstavelige opmærksomhed. Alt i alt fik jeg nok skrevet 4 sider. Det er jeg meget godt tilfreds med. Rigtig meget. Jeg konstaterer, at det gør noget for mit sprog at skrive meget. Surprise? Nej… Men det er fedt og det gør mig glad. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har skrevet 4 sider på en dag uden at det føltes som noget særligt. Eller bare 4 sider i det hele taget. Det er som et overskud der bare bliver ved med at være der. Det er forrygende og det er faktisk en fed oplevelse. Jeg må bare blive ved med at gå i den retning, der giver mening. Og det her giver meget mening. Supermeget mening. Det kan der kun komme noget godt ud af. Jeg tænkte i dag på at skrive min livshistorie. Mest som en skriveøvelse. Lidt a la Karl Ove Knausgård. Historien kender jeg. … Nå, tanken bliver lidt luftig af at komme på skrift. Men ideen om at skrive er god nok. Og nu står de to tekster i ét dokument. Skal det være et eller to indlæg på bloggen?

Just do it!

2010-04-22T19:12:00.003+02:00

Der er ikke kommet de ord ud af det som jeg har ønsket de sidste dage. Hvorfor ikke? Hvad holder mig tilbage? Er godt i gang med Geralds Farlige Leg som i bedste Stephen King-stil er fyldt med lækkert sprog. Nogle sentenser deri fik mig til at tænke over, at jeg blåøjet og banalt sidder og venter på gennembruddet, på inspirationen. Nærmest at nogen kommer og tager mig ved hånden. Helt ærligt, det er dig selv der skal skrive den skide bog! Og hvis ikke du skriver den, så sker der ikke noget! Nøjagtigt som da du skrev speciale. Man får bare ikke skrevet noget, hvis ikke man bokser tasterne og man får ikke skrevet noget ved at sukke efter inspiration. Og hvorfor synes du at du mangler inspirationen? Tjah… Reelt er jeg vel bange for at det skal være dilettantisk, at der er for lidt at byde på, for lidt at sige og at det bliver for overfladisk og endnu en selvhjælpsbog af den slags som jeg selv har så meget foragt for. Come on, det bestemmer du jo selv og du kan jo ikke dømme noget ude du ikke engang har skrevet. Er du ikke meget godt tilfreds med ideen? Jo… Er du ikke meget godt tilfreds med det du har skrevet indtil nu? Jo… Og giver folks kommentarer dig grund til at tvivle på konceptet? Nej… Så hvad er problemet? Ja, hvad er problemet? At jeg føler mig tvunget til at skrive noget beåndet. Hver dag. Igen ambitionerne og kritikeren der kigger forbi. Tak for besøget. Vær venlig at gå igen. Så i stedet for bare at skrive noget, så skriver jeg intet. Alt eller intet. Alt eller intet. Det samme mantra som i mange år. Nu må det bare stoppe! Enhver rejse starter med det første skridt og jeg lader mig slå ud af at målet er så langt væk. Hvis du endelig skulle køre stilen med alt eller intet, så skriv. Eller lad være med at skrive. Better to kill the infant in the cradle, than nursing unacted desires! For det bliver du aldrig lykkelig af! At skrive er ikke let, det er ikke enkelt, det er dagligt arbejde. Det kan alle forfattere sige med eftertryk. Til gengæld, hvis det er det du vil, så er det sjovt, berigende og motivationen er grundlæggende til stede. Fik du den? Og ja, det er det jeg vil. Og jeg gør det for netop ikke at se tilbage på en drøm der er blevet holdt i live, men som aldrig er blevet virkeliggjort. Just do it! Og accepter at det første udkast ikke er det bedste. Det næste heller ikke. Først efter flere omskrivninger og så er du nok alligevel ikke helt tilfreds. Så skriv en ny bog. Bjarne Reuter bliver heller aldrig færdig. Han skriver bare videre. Bare kom ud med det der bor i dig og så tag den derfra.

Og hvad med stilen?

2010-04-22T19:10:00.000+02:00

Show must go on. I dag kommer der et afsnit mere til bogen. Det kan jeg mærke. Jeg skal bare lige varme op og det bliver med denne tekst. Og efter disse sætninger gik toget i stå, fordi jeg gav mig til at tænke over, hvad der egentlig skulle stå i den tekst. Jeg tænkte på det sidste jeg havde skrevet, på de sidste kommentarer jeg havde ladet mig inspirere af. I går havde jeg været meget klar på hvad jeg skulle skrive, men udsatte det fordi jeg havde en aftale midt i det hele. Nu er det hele lidt uldent, snart sagt ikke eksisterende. Den gode vilje mangler ikke, eller også er det et pres fra mig selv. Nu skal du skrive! Og hvad kommer der ud af det? Det modsatte kan jeg konstatere. Nå, men hvad var det jeg havde fået ud af de sidste dages kommentarer? Så kan jeg prøve at starte der. Alice spurgte til genren og jeg har med vilje slet ikke kigget efter genre. I det mindste ikke så formelt. Jeg er først og fremmest hoppet ud i det jeg syntes lød bedst når jeg skrev. Men det er meget godt at have nogle formaliteter at veje det op imod så på den vis er det ok. Narrativ er det der lyder rigtigst. Jeg tænker særligt på formen i to bøger jeg har læst; Martin Krasniks ’Min amerikanske drøm’ og Leny Malacinskis ’Den dag jeg opdagede jeg var undertrykt’ (Mimi, du tænker bare dit:) Masser af hverdagssprog, en historiefortælling, en pointe, sidebemærkninger og små anekdoter. Meget personligt uden at være privat og det er bøger jeg har slugt på halve dage. Det er min form uden at det er en kopiering af dem. For jeg konstaterer at det er det, der får mig til at tale mest flydende og naturligt. Hvis jeg kan komme lidt med ekskurser, være lidt søgende osv. Og så kan jeg altid justere, når det fulde billede viser og har vist sig. Selvbiografisk skal det ikke være. Det synes jeg slet ikke er interessant, men min egen historie kan være med til at vise vejen og det synes jeg faktisk der er meget drivkraft i.

Og ud kom en sommerfugl

2010-04-20T11:20:00.001+02:00

Så fik jeg skrevet dispositionen og lagt den på bloggen. Mit fokus er indskrænket til det individuelle niveau og det er faktisk også det jeg har mest lyst til. Det er her jeg kan være mest mig selv, når jeg skriver. Lige nu om ikke andet. Jeg havde ellers besluttet at jeg ikke skulle skrive om mig. Navlepilleri af 1. klasse har jeg vundet guld i mange gange og nu må det ligesom være slut. Men det er ikke det samme. Jeg bruger mig selv og fortæller om andre. Det gør det vedkommende og jeg kan også mærke at det er det der vinder genklang i kommentarerne. ”Fortæl os om de andre” er holdningen fra flere af kommentatorerne. Det kan jeg bedst gøre fra mig selv. So be it. Jeg fornemmede et lettelsens suk fra flere, da jeg droppede de to øvrige niveauer. Måske åndede jeg selv lettet op da jeg gjorde det mere håndgribeligt. Jeg må bare se hvad der kommer. Det her er et godt sted at starte. På uni sagde vi altid at en opgaveformulering skulle være KISS, keep it simple stupid. I den pæne version keep it simple sweetheart og den knap så pæne, keep it simple asshole, men meningen var nu tydelig uanset hvor politisk korrekt man følte sig. Så kunne man altid bygge mere på i stedet for at starte i toppen af Babelstårnet.
Og kommentarerne er guld værd for mig. Det er som at få ren ilt i en by fyldt med smog. Det bliver lidt lettere at ånde. Det er som få nogen til at spille med på fodboldholdet. Det er sgu så vanskeligt at spille alene. Så kan det godt være at jeg spiller bolden til hjørne, men indtil da har det givet mig lejlighed til spekulere og vende og dreje det. Den enkelte kommentar er måske ikke blevet virkelighed, men har afstedkommet nye ideer, nye retninger. Som larven, der helt forsvandt og ud kom en sommerfugl.
Og nu er jeg klar til at skrive videre på bogen. Jeg kan se i kikkerten at jeg bliver nødt til at tage fat i enkeltpersoner og få dem til at fortælle om deres PNR. Jeg tror jeg skal starte med Marie. Jeg synes I skal tænke på om I selv har lyst til at bidrage eller om kender nogle gode historier. Eller vent… Måske skal der lige være noget mere håndfast inden vi alle løber ivrige af sted. Men tænk endelig over det.

Disposition, kommentarer modtages

2010-04-19T16:07:00.000+02:00

Disposition 19.04.2010
Jeg tænker nyt. Nej, jeg tænker videre, jeg reviderer og jeg vil meget gerne have jeres respons på det. Så kom med alt hvad du tænker. Just do it. Censur er forbudt.

Indledning
Her fortæller jeg om min baggrund for at skrive bogen. Mit eget PNR, hvad PNR betyder og så videre. Bare for at komme i gang. Jeg giver også indblik i, hvad jeg tænker om PNR, forskellige former for PNR. Så vidt jeg kan se på nuværende tidspunkt er der tale om PNR på individuelt niveau. Jeg talte først om PNR på tre niveauer, men jeg tror det er bedst at begrænse det til ét. I det mindste fastholde fokus på ét lige nu. Det bliver det individuelle. Menneskers personlige historie. Det der rører os.

Omvendelsen
Dækker over flere ting, der har det til fælles, at personen villigt træder ind på en ny vej. Det er nødvendigt og kan bare ikke være anderledes. Som jeg har skrevet en hel masse om og vedkommendes erkendelse er det afgørende. Her kan nævnes den forelskede, den religiøst omvendte, den politisk vakte, den aktivistisk vakte, den sportsligt vakte, personen i midtvejskrisen/panikalder mv.

Dødsattesten
Lyder værre end det kan være, men er det også. Det er det nye perspektiv og tak til Claus. Her er mennesker tvunget til PNR. Det kan være den fyrede, den invaliderede, den sygdomsramte med reduceret levetid, den efterladte ved dødsfald/skilsmisse. Hensigten er her at sætte fokus på, at man kan tvinges ud i nye erkendelser, tvinges til at tage stilling til nye forhold og hvad de gør. Mennesker vokser, mennesker går til grunde. Dem der skal dø sætter sig og tuder eller lever intenst og målrettet i bevidstheden om døden.

Korsvejen
Har man sagt A må man også sige B. Nogle valg kan bare ikke gøres om og det kan man ikke altid vide før et stykke tid efter, men man kunne have valgt anderledes på et tidspunkt. Mennesker der får børn finder ud det efter 9 måneder. Markant forandret virkelighed. Ingen bytteret på bebsen. X-factor-vinderen gjorde sig nok heller ikke klart, hvad det førte med sig at vinde, da han gik til audition. Dette punkt er ikke tænkt færdigt. Måske holder det. Måske ikke.

At gå linen ud
Hvad gør man, hvis man finder sig selv efter PNR? Lev livet fuldt ud. Et afsnit om overvejelser man kan gøre sig. Hvad gjorde andre? Sammendrag af bogens erfaringer. Fokus på afgørende handlinger osv. Heller ikke gennemtænkt.

Tvunget PNR

2010-04-18T13:42:00.001+02:00

Og så var der fødselsdag i går. Min egen for at være mere præcis. En god dag, der gik op i karate på en anden måde end den, der giver blå mærker. Fedt. En god klub og med fest om aftenen. Vupti! Så blev det også en slags fødselsdagsfest uden, at det egentlig var det. Nå, men flere har læst min blog og Claus fortalte mig om, at han var blevet grebet af tanken om at overveje, hvad man egentlig skulle med sit (arbejds)liv. Og så introducerede han PNR fra en anden vinkel. Tvunget PNR. Godt så. Kan man det? Hans historie var denne, at hans firma var blevet nødt til at fyre en større hærskare af ansatte. Han var så en af dem. Lige pludselig kunne han heller ikke se sig tilbage. Broen var også brændt, men det var ikke en del af hans egen proces. Nogen havde brændt den for ham. Men det havde fået ham til at tænke mere indgående over, hvad der egentlig var meningen med at arbejde. Nej, meningen med hans arbejde. Meningen med at han arbejdede, at han gav 37 timer af ugen, dagens bedste timer i bytte for penge, søde kolleger og et relativt meningsfuldt job. Var selve jobbet i virkeligheden meningen med det liv? En af hans venner var også blevet fyret og havde fået et nyt job i løbet af 20 minutter og hang hele tiden i røret; ”har du fået et job? Kom så af sted og søg noget!” Han ringede hele tiden. Claus var tilbagelænet og syntes egentlig det fungerede meget godt uden job. Eller måske rettere, uden dét job. Eller måske mere præcist, uden ham i dét job. For helt ærligt, når man lægger 37+ timer om ugen i et job, så vil det da være rart, at det er noget, der virkelig kan få en op af sengen om morgenen. Claus havde det rart med at blive liggende i sengen lige nu. Jeg kender det selv. Fantastisk at kunne stå op til at skrive blog, at skrive bog, at være sammen med fede mennesker. At være herre i eget hus. Det er til gengæld ikke noget, der giver kroner på kontoen…… Som JV havde vi tit gavn af at tænke på ordene i Mattæus 6:33; ”Bliv da ved med først at søge Riget og alle disse [materielle] ting vil blive givet jer i tilgift.” Frit fra hovedet. Jeg har ikke været henne og slå før ordene blev skrevet. Det gjorde jeg så og der står helt præcist: ”Bliv da ved med først at søge riget og hans retfærdighed og alle disse [andre] ting vil blive givet jer i tilgift.” Imponerende nok og sjovt nok at jeg ikke husker det med ’hans retfærdighed’. Logikken var naturligvis, at når man gjorde det rette i åndelig forstand, så skulle man ikke bekymre sig om basale fornødenheder. Vers 34 lyder i øvrigt sådan her kan jeg se, når jeg tilfældigvis læser videre: ”Vær derfor aldrig bekymrede for dagen i morgen, for dagen i morgen vil have sine egne bekymringer. Hver dag har nok i det der er dårligt den dag.” Og det er vel i virkeligheden det det handler om når vi har et job; at vi tjener penge til at klare i morgen, at vi sparer op til pension, at vi sikrer at vores børn kan klare sig. Forsikring, forsikring, forsikring. Og for hvad? Vi er åbenbart latent usikre. Det må være konklusionen på det.
Jeg har det som ham der skrev ’Bibelen uden gud’. Den er god at få forstand af og som kulturbærer umulig at komme udenom, men at bringe gud ind i det gør ikke noget godt. I det mindste ikke hvis man vil belære andre om gud. Gud er en personlig sag, som man kun kan tale om for sit eget vedkommende, ligesom passionen for at samle på frimærker eller for at skrive en bog. Og så synes jeg faktisk heller ikke der er så langt fra PNR til gud. Det er to alen af et stykke. Shit, det kan være farligt at skrive. Nu tror folk at jeg er religiøs. Make of it what you want. Jeg skriver bare hvad jeg tænker om det her i øjeblikket og jeg har stof med mig fra dengang. Det er også mig.

Hvad er PNR?

2010-04-18T12:05:00.000+02:00

Nick har ret i, at selve begrebet, PNR, kræver noget præcisering, noget finpudsning. Så vidt har jeg kun antydet, skrevet lidt om mig selv og lidt om ideen på baggrund af holocaust. På uni var det aldrig gået og selvom det her aldrig skal være en akademisk afhandling, så skal det udpensles. At male med den brede pensel eller male med den fine pen. Hmm… Man maler ikke med en pen, men pensler findes i mange størrelser. Lige pludselig giver det sprogligt mening, hvad jeg vil. Akademisk skal det ikke være med dens teoretiseren, pros and cons, og tørre analyser af alle detaljer. Nej. På den anden side nytter det heller ikke at det bliver hovedløst og noget der ikke holder til det enkelte saglige argument. ”Hvad nu hvis…?”, ”Har du tænkt på hvorfor…?” Altså: Jeg sætter fokus på et område og tillader læseren at spørge kritisk. Jeg fremlægger logikken, hvorfor det giver mening. Lige nu kan jeg se, at teksten retter sig mod det individuelle område. På det individuelle område er du og jeg, og det der giver mening for os i en given sammenhæng. Det er kernen. Det der opleves som meningsfuldt, det der opleves som et PNR. Objektivt set og ret beset er det erkendelse. Enig med Nick. Det personlige element er væk, oplevelsen er neutraliseret. Det vil jeg ikke. Det skal være med. Det er her hjertet taler. Det er her mennesker bliver hørt og rørt. Men hvad betyder PNR? Hvad er det mere præcist? For den enkelte; følelsen af at blive nødt til at følge et nyt spor i livet og samtidig lægge et gammelt bag sig. Det lød fanme akademisk. Jeg prøver igen, nu lidt mere prosaisk; den person, der oplever PNR oplever, at de gamle værdier, de gamle vaner, de gamle måder at tænke på ikke længere dur eller ikke længere er rigtige. De er blevet eller er klar til at blive skiftet ud med nogle nye. Der skal ske noget nyt, der skal handles på nye måder og mennesker skal ses og bliver set på nye måder. Hvad forklaringen til dette skifte er, er nødt til at blive fundet hos den enkelte… Og så lå den stille mens jeg havde fødselsdag.Tillykke til mig med de 31:)

At skrive med hjertet

2010-04-16T10:10:00.002+02:00

Bloggen har kørt på en lille uges tid nu og jeg må sige at jeg er ret imponeret over, hvor godt det virker at dele det med nogen. Og jeg er særlig imponeret af hvad det gør for min egen proces, at der kommer kommentarer på. Til sammenligning har jeg jo fået masser af timers vejledning, da jeg gik på uni, så en proces med kritik og feedback er jeg jo ikke ubekendt med. Men det her er anderledes. Jeg taler med hjertet i det her og noget sådan havde jeg aldrig troet jeg skulle sige. Det har altid været for langhåret. I stedet har jeg insisteret på at tale med hovedet. Nå, men når jeg taler med hjertet får jeg også en bedre fornemmelse for dels, hvornår andre taler med hjertet og dels, og det er det vigtigste lige nu, får det også andre til at kommentere fra hjertet. Se bare Marie. Pling! siger det og så kommer hun ud med noget, der har betydet meget for hende. Det har jeg set flere gange.
I går slog det mig, at jeg sender linket til min blog med rundt, når jeg skriver med folk i almindelighed. ”Hey, læs lige også min blog, hvis du har lyst.” Hvis der er noget jeg altid har været dårlig til eller ikke haft lyst til, så er det at sælge mig selv. Ikke på den måde i hvert fald. Give visitkort (som jeg nu aldrig har ejet, men tanken ligner). Sælgerjobs har jeg aldrig søgt eller kunnet se mig selv i. En ting fra JV tror jeg. Godt og grundigt kørt træt af at skulle sælge noget (som partout skulle være og som jeg betragtede som mig. Som at have pænt tøj på, der ikke rigtigt passer). JV solgte ikke noget, men skabte da en masse opmærksomhed og med Spies’ ord, ’dårlig omtale er bedre end ingen’. Det gav intet afkast på kontoen. Masser af smækkede døre. Det er selvfølgelig også en slags resultat. Ufatteligt at vi gang på gang trak i de fodformede og traskede motiverede af sted. Det handlede selvfølgelig om noget andet. Nå, ekskurs, men med det her er jeg overhovedet ikke bange for at sælge mig selv. Nok også fordi jeg gør mig klart at jeg skriver det jeg har lyst til og folk læser og kommenterer, hvis de har lyst. Ingen forventninger eller forhåbninger eller frygt for at blive forkastet. Men og men, men, men. Hver gang en kommentar ticker ind i indbakken er det med sommerfugle i maven jeg læser den. Spændende at se hvad han synes, spændende at se om det er noget hun kan lide. Er jeg helt til rotterne med det jeg laver? Og ud fra kommentarerne at dømme er det ikke helt skidt. Ros og seriøse indspark. Det er pissegodt. Det er motiverende, og det er med til at holde tankerne i gang og det får mig i retninger jeg ikke selv lige havde overvejet.
Og en sidste ting, note til mig selv, jeg skal ud af døren lige om lidt og tænkte at jeg godt lige kunne nå at skrive en bid inden. Dårlig ide. Jeg har følt mig lidt tvunget til at få skrevet det jeg skulle inden jeg smækkede efter mig og måske også fordi jeg følte mig lidt forpligtet til at reagere på kommentarerne. Inspiration kan jeg altså ikke skynde på eller finde frem af forpligtelse, og det har været lidt presset. Det kommer på bloggen, netop derfor. Don’t do that.

Det bliver helt sikkert en bestseller! (PNR 2)

2010-04-15T22:40:00.004+02:00

Fortsættelse følger og nedenstående er i direkte tråd med det sidste indlæg:

Jeg har en bestseller i det her stof. Jeg kan ikke længere se mig over skulderen og længes tilbage som fuldmægtig i staten hvor jeg producerer et velsmurt bureaukrati af ministerbreve og implementering af EU-lovgivning. Som en anden forelsket kan jeg slet ikke tie stille med at fortælle andre hvad jeg har planer om. Ideen fænger hos de fleste. Det giver blod på tanden. Jeg ser overskrifterne på The New York Times, når den engelske oversættelse rammer Amazon. Og måske skulle jeg til en begyndelse starte med at skrive? Der er noget der, der lyder rigtigt. Det begynder jeg så på, men hvordan starter man på en bestseller? Jeg finder et par af dem ned fra hylden. Hvordan gjorde de? Det går op for mig at de nok ikke har tænkt så meget over, at det var det de lavede, selvom de virker sådan på mig. De virker levende og personlige i deres stil. Engagerede. De vil fortælle noget, der ligger dem meget på sinde og de ved hvad det er. Hmmm… Et citat fra Sylvester Stallone – af alle – popper op i hovedet på mig; ”Du bør kun efterstræbe et mål, som du om nødvendigt også med fornøjelse ville gøre gratis. For at opnå succes er du nemlig nødt til at følge din passion.” At tænke på en bankkonto med fede sorte tal skaber ingen motivation. Snarere desperation. Det mærker jeg med det samme. Blindgyde. Stallone har ret og hvad er problemet i grunden? Der er masser af motivation i stoffet. Det er vildt spændende og hvis alternativet er at vende tilbage til en stilling i staten, så er den bro brændt ned for længst. Det er jo bare at gå i gang og så lægge ambitioner og kritikere på hylden. Emnet er ligetil, det er spændende og hvad mere er, jeg er ledig og har masser af tid til at arbejde med det.
Jeg laver et udkast og lægger ud med den ultimative og klassiske PNR, forelskelsen. Skriver en side om en fyr der er forelsket. Han findes ikke virkeligheden, i det mindste ikke hvad jeg ved af. Manden er søbet til i romantik og roser og hvide kronblade der rykkes af utallige bellisser, elsker, elsker ikke, elsker… Fra at have været den ordinære studerende, der har fritiden fyldt op med politiske aktiviteter og overvejelser om hvor langt SU’en rækker sidst på måneden er hans tanker og følelser pludselig fyldt op med hende. Hun er over det hele og han kan slet ikke forstå, hvordan han nogensinde meningsfuldt har kunnet trække vejret uden, at hun fyldte op i hans tanker. Ewan McGregor synger det på denne måde i Moulin Rouge;

Suddenly the world seems such a perfect place
Suddenly it moves with such a perfect grace
Suddenly my life doesn't seem such a waste
It all revolves around you

Og sådan er det for Paul, som jeg nåede at kalde ham. Han er uigenkaldeligt bortrykket til en dimension af ekstrem ensidig fokus på denne bestemte person. Kan han gå tilbage til det halvgrå liv som studerende? Nej. Har han lyst? Heller ikke. Han har kun lyst til at tænke på hende, være sammen med hende, røre ved hende, gøre ting sammen med hende. For at være sød lod jeg hende være forelsket i ham også og jeg kaldte hende Marietta. De var faktisk rigtig søde sammen. Jeg så dem for mig i solskinnet i foråret. Masser af grin og smil og søde mennesker, der dansede med hinanden i hånden over en blomsterbesået eng. Min farfar havde det billede hængende.
Idéen holdt og som beskrivelse af PNR fungerede forelskelsen rigtigt godt. Det var hovedet på sømmet og hammeren sad knaldgodt. Sprogligt var det lidt dødt. Noget var i vejen. Jeg valgte at lade være det være og gå videre. Bare at få skrevet noget og så kunne jeg altid justere det. Men det nagede mig. Når jeg læste den nye tekst igennem havde jeg ikke lyst til at læse afsnittet med forelskelsen. Det virkede for kunstigt. Jeg ville ikke være ved det. Jeg kom heller ikke ordentligt i gang med emnet syntes jeg. Lige pludselig gik der ambitioner og selvkritik i det. Jeg padlede i smult vande og stødte på bunden hele tiden. Jeg fik ikke skrevet noget.
Som en midlertidig løsning besluttede jeg mig for at metaskrive. Skrive om at skrive og mest af alt, skrive hver dag. For et par år siden havde jeg oprettet en blog og udover den gode vilje og en formålsbeskrivelse var der aldrig sket mere. Den havde haft 15 hits. Jeg talte for de 14 for at se, hvor mange der havde været forbi og så havde jeg droppet det. Nu gav det mening at dele ud af mine frustrationer og at holde mig selv varm i cyberspace. Jeg besluttede mig for at være ærlig, og hvis jeg var bange for at publicere noget skulle jeg gøre det. Det var en del af skriveterapien. Det skulle bare handle om mig og om at skrive. Og der var masser at skrive om og det var vildt forløsende bare at skrive om alle problemerne og der var åbenbart meget der trængte sig på. Jeg bekendtgjorde min debut på facebook. Så kunne mine venner læse med, mest for tanken om, at nogen læste med. Efter et par dage var der to der spurgte om det samme og sagt med Rafals ord:
”Hmm, Molbo, hvad har du gang i:)? Du skriver godt, jeg har også overvejet mange gange at skrive en bog og der er noget jeg gerne vil skrive om en dag. Derfor kan jeg godt forstå dig. Men sig nu mig for pokker, hvad skal du skrive om? Hvad kommer din bog til at handle om? Sig nu bare et par stikord. Hils kæresten:). Knus, Rafal”
Jeg bed mærke i det med, at jeg skrev godt. Og så kunne jeg godt se, at der måske kunne være en ide i at dele de konkrete tanker om PNR med læserne. Involvere dem. Jeg havde en vis frygt for at blive kopieret og kigget over skulderen, men hvorfor egentlig? I karateklubben havde Nils foreslået det samme, da jeg fortalte om min blog. Jeg så tegnene i himmelen. Og så gjorde jeg det, lavede et oplæg om bogens koncept på bloggen.

Nu er den her!

2010-04-14T17:34:00.002+02:00

Vupti. Så var det her. Jeg troede ellers at jeg var gået i seng igår og så måtte jeg stå op igen og på en times tid var det her skrevet. Jeg føler mig sikker på at det skal være formen og nok også indledningen. Giv endelig kritik. Kommentarer modtages med kyshånd:

Mit point of no return indtraf, da det en aften gik op for mig at jeg var nødt til at sige mit job op. Det var bestemt en grænseoverskridende tanke. Jeg lagde den fra mig. Fandt avisen frem igen. Tanken kom tilbage. Sådan måtte det være. Jeg var nødt til at sige det. Sige til min chef, at jeg ikke længere skulle være ansat. At jeg sagde op. Jeg blev syg af at være der. Jeg kedede mig og det var ikke særligt udfordrende og det havde det ikke været længe. En evig kamp at stå op hver morgen. Jeg var ikke klar over, at det var et PNR. Ikke dengang, men jeg vidste bare, at jeg nu ikke længere kunne være der, at dagene var talte. At tænke på at det skulle fortsætte duede bare ikke. Det gjorde mig træt ind i marven bare at tænke det. Det måtte stoppe også selvom jeg ikke havde noget andet job at springe over i.
Jeg sagde det til min chef, til mine kolleger. ”Hvad har du fået? Hvad skal du lave?” ”Jeg har ikke fået noget andet, jeg skal bare holde.” De forstod det ikke. Forsøgte at tale mig fra det. Jeg gik fra en fast stilling under gode arbejdsvilkår, sagde et fast job op uden at have noget andet i en tid, hvor arbejdsløsheden steg og udsigten til at få job som akademiker ikke blev nemmere. Prisen for at blive tilbage forekom mig at være meget højere end den pris jeg skulle betale for at holde. Det drejede sig ret beset først og fremmest om at gå fra en pæn løn til dagpenge + at mit CV ville få et hul. Det kunne være meget værre. Det var kun overfladiske værdier. Sådan oplevede jeg det.
Halvanden måned senere havde jeg min sidste dag og sagde pænt farvel til mine kolleger. De gav mig Nelson Mandelas ’Vejen til frihed’ og en biografi om Obama, ’Kometen’. Det rammede det pænt ind. Sagde det hele. Jeg havde fået min frihed. Nej, jeg havde taget min frihed. Jeg kunne ikke gå tilbage på vejen. Jeg kunne ikke længere se mig selv i en stilling som den. Noget andet måtte ske. Hvad det var, vidste jeg ikke. Jeg fandt nok på noget. To dage senere dumpede det ned. Som fra himmelen. Jeg skulle skrive en bog. Det jeg altid havde drømt om, men aldrig rigtig havde haft nogen virkelig god ide til. Nu var den der. Puff. Bare sådan.
Min kæreste og jeg havde nogen tid tidligere diskuteret om holocaust havde været uafvendeligt, om jøderne selv kunne have sagt fra inden de gik frem til en massenedskydning, inden de gik ind i gaskammeret. Jeg mente, at tingene var spidset til i en sådan grad, at det ikke var tænkeligt. Det kunne muligvis være afværget nogle år før, men ikke da beslutningen først var taget og militæret og bureaukratiet og de rette højtstående enkeltpersoner var indstillede på, at det skulle ske. Forud var gået år med almindelig antisemitisme, et regerende parti, der uimodsagt udråbte jøderne til at være hele Tysklands problem og som med lovgivning gjorde dem til andenrangsborgere, andenrangsmennesker. Ingen havde protesteret nævneværdigt og man motiverede jøder til at emigrere. Finde andre steder at bosætte sig. Jøderne var vant til bøje nakken og ride stormen af. Gøre som der blev sagt. Det civile had kulminerede med Krystalnatten, legitimeret af partiet, udført af de partitro, accepteret af de fleste. Med udbruddet af krigen ændrede scenen sig. Deporteringer og mord blev legitimeret i en markant anden målestok. Krigens moral trådte i kraft og tyske jøder blev deporteret til Polen alt i mens, at Polens jøder blev ghettoiserede. Det nu tyske Polen fik et problem med sygdomme, underernæring og lokal overbefolkning, hvor jøderne var stuvede sammen. Noget måtte gøres. Nu. Under de gældende omstændigheder blev den mest nærliggende og naturlige løsning på problemet simpelt hen at gasse jøderne. Det havde man haft succes med i Tyskland hvor de handicappede under eutanasiprogrammet var blevet slået ihjel på denne måde. Hvorfor skulle jøderne betragtes anderledes? Metoden fungerede endda godt. Og sådan blev det. Man skalerede bare størrelsesordenen op. Tyskland havde et effektivt bureaukrati, der enkelt foretog de logistiske foranstaltninger og systematiserede arbejdet. I den anden ende stod en beredvillig håndfuld soldater og slavearbejdere. Vejen var banet og i løbet af fem år var seks millioner jøder blevet slået ihjel. De fem millioner ved gasning. Kunne det vendes, da først beslutningen var taget? Det blev det ikke. Tyskland måtte nedkæmpes militært før det sluttede. PNR var indtrådt og herefter var der ingen mulig vej tilbage og prisen for at standse det skulle blive meget høj.
Det skulle min bog handle om! The Point of No Return. I løbet af tre kvarter kunne jeg skrive en disposition til bogen med tilhørende stikord og forskellige måder rent konceptuelt at gribe det an på. Her var der noget med bid i. Det var spændende, det var relevant og først og fremmest var det motiverende. Jeg kunne se det i tre overordnede afsnit; PNR på individuelt niveau; PNR på gruppeniveau og PNR på samfundsniveau. På individniveau var jeg selv, selvom jeg med det samme vidste, at det ikke skulle handle om mig. Jeg kunne med det samme tænke på 9/11-bomberne, Bernard Madoff, religiøst omvendte, radikaliserede mennesker, mennesker på skilleveje. Vi havde noget til fælles. På gruppeniveau var….. mens jeg på samfundsniveau så for mig, hvordan folkemord, finanskrisen, iPod’en, Windows havde noget til fælles. Og sikkert meget mere. Det var bare min brainstorm om det.

Maries PNR

2010-04-13T22:07:00.002+02:00

I grunden kan jeg jo ligeså godt fortsætte; jeg skrev med Marie, der nysgerrigt spurgte, hvad bogen skulle handle om og så fortalte jeg det så. Det nævnte jeg også i sidste indlæg. Jeg fortalte så i korte vendinger på det personlige niveau og på samfundsniveau. Marie tog det til sig lige med det samme og fortalte om sin egen historie. Hun havde arbejde i Københavns bedste børnehave, elskede sit job som pædagog og en dag kunne hun bare ikke holde det ud mere. Det kom bare ud af det blå. Hun læste videre, blev cand.scient, blev den første akademiker i familien, og har nu det bedste job hun kan tænke sig med sin nye uddannelse. Voila! Hendes tanke efter/pga./forud for PNR var, at der måtte være mere i livet for hende. Hun kunne heller ikke se sig tilbage over skulderen og blive ved med at beholde sit elskede job i byens bedste børnehave for sådan så det bare ikke ud mere. Hun havde ændret holdning til sig selv og til sit job og til det at have et job i øvrigt og være ledig osv.
Jeg synes det er vildt spændende at der sker sådan noget i menneskers liv og jeg blev vildt motiveret til at skrive om det og det må jeg også godt for Marie. Det er motiverende, fordi det gør temaet og emnet for bogen levende og jeg kan se, at jeg kan krydre det hele med rigtige menneskers historier. Eller rettere, mennesker der er rigtige for mig. Jeg kommer nok også til at have en dialog med Mohammad Atta der uden tvivl også har haft sig et PNR (jatak, mere end én gang vist…) og med forskellige kamikazepiloter. Nok en noget ensidig dialog, men så kan jeg jo sige hvad jeg vil:) Nåh nej, ikke hvis I vil være deres stemmer!

Indskudt; for der kom en opdatering fra Marie, mens jeg sad og skrev her. Jeg klipper lige ind:
”… jeg kan mærke, at det er vigtigt for mig at pointere noget, der ligger i tråd med hvad du tidligere skrev; ”At vende om er ikke muligt uden enorme omkostninger”. Nej det kan der være noget om, men at gøre det jeg MÅTTE gøre har også haft store omkostninger. Men det er helt sikkert at hvis jeg ikke havde gjort noget havde det kostet på livskvalitet kontoen, og jeg var helt sikkert blevet et super surt menneske. Det har virkelig ikke været noget jeg bare gjorde sådan lige vupti.”
Hvad siger I så? Jeg synes det er en god pointe at få med, at det at nå et PNR også kræver store omkostninger. Det havde jeg ikke lige overvejet, men det er jo virkelig sandt! Man vil jo i en anden forstand lave verden om og det koster også. Men det KAN bare ikke være anderledes. Sådan må det være. Og som hun videre skriver: ”Jeg spekulere på om omkostningerne ved ikke at gøre det er mere enorme end omkostningerne ved at gøre det?” Er det ikke sådan det føles? Hvordan føltes det for Mohammad Atta? For kamikazepiloten? Jeg er sikker på at de mente at deres indsats var bedre og mere end hvis de lod være. Marie, det er for fedt. Det giver noget ekstra på den her konto og du er ikke død ligesom de andre jeg taler om. Du er sprællevende og det giver et menneskeligt blik der er supergodt.

The Point of no Return (PNR 1)

2010-04-13T19:55:00.003+02:00

Bloggeren har debuteret. Big time. Det funger det her. Over al forventning. Det er mærkeligt at konstatere, at det der skal til er, ja gæt engang, reaktioner. Det var jo ikke derfor jeg lagde ud til at starte med, men at lægge sig selv ud, det giver dønninger i brændingen. Og jeg skriver jo for at nogen kan læse med. Hmmm… Jeg gør det, jeg deler med jer, hvad det er bogen skal handle om. Jeg kan mærke, at det bliver levende på en helt anden måde, hvis jeg gør det. I går skrev jeg tilfældigvis med en om bogen og hun forstod det med det samme og brugte mine begreber til selv at beskrive nogle episoder i sit liv. Meget spændende og med andre nuancer end jeg selv lige havde tænkt på. Interaktion. Det kan der komme et meget bedre produkt ud af end jeg selv kunne komme frem til. Det bliver ikke ensomt at skrive. Det bliver måske endda en udfordring at lukke døren og finde roen frem. Nå, ro på. Et skridt af gangen. Vær her, vær her lige nu.
Men beslutningen er nu taget. Interaktionen må foregå og den må foregå med jer. Jeg deler villigt ud og jeg tror næsten jeg vil sige af alt. Den får lige lov at stå lidt. Det lyder også af meget. Tør jeg det?
Nå, men i hvert fald og for at starte; Rafal og Faust kommenterede og var begge to ivrige efter at få noget at vide og med Nils’ idé oven i hatten, så er det sådan det bliver. Så hvad handler det om? Arbejdstitlen er ’The Point of no Return’ og fra nu af bare PNR. Idéen kom faktisk til mig i løbet af et øjeblik. Da jeg om fredagen havde sagt farvel til mine kolleger kunne jeg om søndagen skrive en disposition til en bog på en halv time/tre kvarter. Vupti. Det måtte have noget på sig. Ideer har jeg haft masser af, men aldrig så sammenhængende. Det måtte jeg forfølge. Tanken om PNR kom sig egentlig af en diskussion jeg havde med Annette om holocaust på et tidspunkt. Jeg mente, at det gav mening at tale om at en hel masse faktorer til sidst og ufravigeligt kun kunne ende med folkemord. Først den almindelige antisemitisme, så et regerende partis italesættelse af en nations lidelser pga. jøderne, så en juridisk implementering der gjorde jøder andenrangsborgere og –mennesker. Sideløbende hermed var der en regelmæssig smædekampagne og en opfordring til jøderne om at emigrere. Civilt kulminerede det med Krystalnatten i 1938 og med krigen kunne deporteringen begynde. Polen blev oversvømmet med jøder. Hvad skulle man reelt gøre med dem? De var et problem. Også i Polen. Svaret kom fra erfaringerne fra eutanasiprogrammet, hvor man havde gasset de handicappede. Man skalerede det bare op og flyttede det til små lejre i afsidesliggende områder af Polen. I det øjeblik man traf beslutningen om gasning, var det PNR. Uafvendeligt. En række statslige og militære institutioner var indrettet på dette foretagende og de nødvendige højtstående personer billigede det og motiverede det. Det kunne ikke vendes om igen, da det først var sat i gang. Det fik sin egen logik, på tværs af de enkelte tyske soldaters følelsesmæssige reaktioner på myrderierne. Der måtte et militært nederlag til for at stoppe det og så var krigen i øvrigt ikke ført af de allierede for at redde jøderne fra et folkemord.
Man kan naturligvis diskutere, hvornår PNR indtræffer i dette tilfælde og kommentér det endelig. Min pointe er bare, at en række begivenheder og holdninger får sammenfald og skaber en trend, en bevægelse der, når først den kører, ikke kan stoppes uden meget store omkostninger. Diskussionen med Annette var så anledningen og det, der røg i min disposition den navnkundige søndag var, at man kunne anvende princippet om PNR på både et individuelt niveau, på gruppeniveau og på samfundsniveau, hvor holocaust vil være at finde. På det individuelle niveau kan de fleste af os finde os selv. Når man er forelsket f.eks., eller mig selv der fandt ud af at jeg bare var nødt til at sige mit job op. Fra da af kunne jeg ikke blive der længere. Det var bare nødt til at få en ende. Jeg tænker selv på at beskrive den forelskede, den religiøst omvendte, kamikazepiloten og personen der skifter job/ægtefælle/osv. på det personlige niveau. På gruppeniveau er jeg ikke rigtigt kommet på noget godt endnu, mens jeg på samfundsniveau kan nævne holocaust (eller et andet folkemord for den sags skyld), finanskrisen, iPod’en.
Det er tankerne så vidt og jeg har skrevet lidt frem og tilbage om kamikazepiloten og de forskellige faktorer, der leder frem til at man ender med at træffe et så radikalt valg. Min tanke er, at man kan skitsere de faktorer, der som bække, der flyder til en flod, ender med at løbe med så hastig en fart og så meget kraft at det bliver PNR. Kommentarer er velkomne. Nu er oplægget lagt frem.

Artikler til Anne

2010-04-12T22:04:00.002+02:00

Fuck og helvede. Det har været en forfærdelig dag, når det kommer til det rent skrivemæssige. Intet er sket. Satte mig ned, læste det hele igennem. Igen. Og tænkte at der nok skulle komme noget til mig. Noget klogt. Intet. Absolut intet. Jeg prøvede at skrive og så kom det her:
”Jeg kan squ ikke skrive noget, der virker bare nogenlunde autentisk, virkeligt, troværdigt, whatever. Hvad handler det om? Jeg lader mig påvirke til, at det skal motivere nogen til at læse det. Det er vist hvad det handler om. At Gyldendal skal udgive det og det skal blive en bestseller og så er man naturligvis nødt til at starte på en ordentlig måde. Ligesom mit stjerneidol, Malcolm Gladwell. Starte ligesom ham. Jaja, for så skal det nok blive godt. Kopiere en succes. Måske skulle jeg bare fortsætte sporet jeg er slået ind ad. Så kommer det nok af sig selv.”
Jeg synes det er vildt pinligt. Pinligt, for jeg troede der skulle ske en masse i dag, at i dag ville blive en succes, en god oplevelse. Næh. Overhovedet ikke. Pinligt fordi jeg beslutter at fortælle om det.
Nå, fortalte om bloggen i karateklubben. Nils foreslog at jeg kunne bruge bloggen til at debattere bogen med læserne af bloggen. Det er en ide. Ved ikke lige hvad jeg synes om det. Sæt nu hvis nogen stjæler min gode idé! Alle sidder jo og venter på at blive inspirerede til at skrive lige det jeg vil jeg skrive… Jo, det er en god ide. Anne foreslog på et andet tidspunkt at jeg i stedet for at skrive bog fra ende til anden i stedet skriver artikler som jeg til sidst kan føje sammen til en bog. Anne, du er ikke så dum. Idéen er i hvert fald god. Hvordan kunne bøger blive til førhen, hvor bloggen ikke var opfundet? Føler mig squ noget rådvild. Ideen med at skrive hver dag holder. No doubt. Det skal bare være mere bogrelevant. Alle de her tanker er skønne bare at flyve ud på papiret. Det er der ikke så meget spas ved. Det er som at sniksnakke, smalltalke uden at dykke ned i noget. Njarh… Indholdsmæssigt, men sprogligt fungerer det meget godt. Metasnak. Som at lade motoren køre på æter eller løbe på enkle kulhydrater. Der skal squ mere på. Ellers dør det. Det kan være et appendix. Det må ikke stå alene. Som Annette sagde ’hvad med bare at komme i gang med at skrive?’ Der sker altså noget ved at involvere andre i det her. I dag publicerede jeg bloggen på facebook og folks kommentarer var ret gode at få. Ingen mand er en ø og bogen er til for at blive læst. Articles, here I come! Anne, den er til dig:)

Babyen lever og er levende

2010-04-11T23:38:00.000+02:00

Jeg kan åbenbart slet ikke give slip lige nu. Ordene presser sig bare på. Det kan jeg ikke huske jeg nogensinde har oplevet før. Jeg sad netop og gennemlæste mine indlæg på bloggen og syntes at det var pissegodt. Jeg har faktisk læst dem igennem flere gange for at nyde tilfredsheden over mine egne frembringelser. Mit eget sprog. Mine babyer. Det flyder. Det lever. Til sammenligning – mit speciale. Altså… Tanken om et uægte barn… Nej, ikke rigtigt… Et adoptivbarn? Nej, heller ikke. Det er som om det ligger i vuggen og ikke rigtigt har livsgnisten hos sig. Et barn med handicap. Autisme er det nærmeste jeg kommer det. Det interagerer ikke med omverdenen – eller i det mindste kun i meget beskedent omfang. Det lever sit eget ensomme, indelukkede liv. Som at kigge ud på trist og gråt, evigt silende regnvejr, der får vinduet til at drukne og se forvitret ud. Og så igen. Det er også at være uretfærdig overfor specialet. Jeg er stolt over det. Det fyldte meget for mig mens det blev skrevet og det var en god proces. Den bedste skriveproces på hele universitetet. Det bedste semester. En fantastisk oplevelse at få lov at gå i dybden med erkendelser, at nørde med fagstof, der entydigt var spændende. Sådan så jeg jo på det dengang og det var sandt. Det var faktisk en stor del af mig der blev skrevet i de måneder. En akademisering af mig. Som at se tilbage på JV-tiden. En religiøsering af mig (det ord findes ikke, sorry), men det var stadig mig. Begge dele var mig og det er jeg stolt af. Det her er også mig og det er jeg også stolt af. Alle tre dele valgte jeg selv og jeg kan ikke være ked af at have valgt det jeg følte var sandt og rigtigt og godt. Det ville være at falde mig selv i ryggen. Nix. Der er kun i dag og i dag lever og en anden dag vil jeg måske noget andet, være mig på en fjerde måde. Sikkert. Livet er forrygende. Og alt det bare ved at skrive om at skrive. Hmmmm…….. Nå, skidt. Babyen lever, spræller, pludrer, smiler og snakker og vil lege. Vil vokse og udvikle sig. Det er det vigtigste.

Italiensk mad

2010-04-11T23:13:00.000+02:00

Nu har jeg læst de sider igennem jeg har skrevet på bogen. Indledning er det vel. Problemformulering som man ville kalde det på uni. Konceptet holder. Ingen tvivl. Bare med to dage på bloggen, hvor jeg har givet mig selv frit løb, givet den gas og bare ladet ordene flyde uden at det skulle handle om så meget kan jeg se at de 5-8 sider jeg har skrevet mangler noget liv. Det syntes jeg ikke da jeg skrev dem. Jeg følte mig ikke hæmmet da jeg skrev. Det var ligetil. Faktisk var det sådan at når jeg ville skrive med en bestemt hensigt, når jeg ikke bare lod mig selv give plads, så skete der intet. Eller jo, der skete noget, men ikke noget der fungerede. Det var blinde veje. Det smagte forkert. Sætningerne døde når jeg læste dem igen. De passede ikke ind i helheden. Når jeg bare skrev, for jeg vidste jo godt hvad jeg skulle skrive, så skrev jeg uden problemer 3/4 side på 20 minutter. Og med lidt finpudsning fungerede det fint i øjeblikket efter.
Hvad kan jeg konkludere af det? At skrivning er en udvikling, at skrive er et håndværk. Det kan vel være jeg har evnerne. Det tror jeg på. Det har jeg faktisk aldrig været i tvivl om, men at blive god til noget man har evner til kræver øvelse og masser af det. Er jeg god til bare at skrive? Skidt spørgsmål i en sen time. Jeg mener mig selv blivende bedre. Ro på. Ingen Dostojevski – endnu. Og det vil jeg godt understrege. Det er ikke med f.eks. ham som lyset for enden af tunnelen. You’ve gotta make your own kinda music, som Mama’s and Pappa’s synger. Fuck, det bliver jeg ved med at vende tilbage til. Er det så vigtigt for mig at understrege hele tiden? Tydeligvis. Men det virker. Det kan jeg jo se. Det er der guldet er. Det er der regnbuen ender.
Nå, men jeg tror at planen for morgendagen er at prøve at skrive nogle af afsnittene om og se hvordan det virker. Jeg har en god fornemmelse af det kan jeg mærke. Det er squ for solidt som det er nu. Det er som med rugkerner godt med surdej. Meget at fordøje og tungt at tykke – men pissesundt! Jeg er jo akademiker for helvede! Og i det måltid tager man ikke pålægschokolademaden til sidst. Man bladrer ikke engang til slutningen for at se, hvordan det ender. Man lægger det væk og ringer efter pizza. Hvad skal menuen så være? Indbydende, let fordøjelig, mættende, behagelig, sundt. Det lyder næsten som italiensk mad. Det lever man også længe af at spise og akademikere sværger til det - men ikke med tanke på det sunde ved det. Bare fordi det er lækkert. Jeg har fundet noget her!

Sceneskræk

2010-04-11T18:54:00.001+02:00

Jeg er faktisk godt i gang med bogen på dette tidspunkt. De sidste dage har jeg brugt på at skrive til bloggen, besluttet mig for at skrive hver dag og dette indlæg er en del af det. Men hvad er det her for en form? Og skal det have en form? Er det dagbog om at skrive eller er det tomgang ved rødt stop før afgang og tomgang ved næste lyskryds? Whatever. Nu skriver jeg. Jeg er sikker på at hvert ord jeg får nedfældet, hvert ord som er kommet af sig selv uden at skulle tvinges ud er endnu et skridt mod at blive mere tro mod sproget i mig selv. Erkendelse: Jeg er ikke i tvivl om at og hvad jeg skal skrive. Det skal blot bæres naturligt ud på et levende sprog og sproget er kun levende i det omfang at jeg lever, når jeg skriver. Når jeg skriver på den måde, så virker det.
Desuden kan jeg konstatere at det at kunne skrive til en offentlig læserskare giver mig en vis lampefeber. Sceneskræk. Jeg står endnu lidt i kulissen og tænker at disse ord er banale, ligegyldige, røvsyge, grinagtige, fjollede, prætentiøse. I hvert fald helt utilstrækkeligt til at publicere. Og derfor gør jeg det.
Og mon ikke jeg skulle se at kigge lidt på bogen igen? Der er gået nogle dage siden og da jeg tidligere i dag skypede med min kæreste i US fortalte jeg hende om bloggen. ”Skulle du ikke bare se at skrive på bogen?”, var hendes reaktion. Det var om ikke andet den del af hendes reaktion jeg bemærkede mest. Hun har ret. Det er jo det jeg er her for. At skrive bogen, men bloggen fungerer godt for mig kan jeg mærke. Det er en skrivestue, et værksted, hvor bilen kan prøves af inden den bliver sendt på vejen. Det er her jeg kan tale med mig selv og overveje hvilket værktøj der passer. Men det skal heller ikke blive til projektet i sig selv. Jeg kan godt mærke at jeg har en vis berøringsangst med bogen, fordi det er et relativt stort projekt. Nej, sådan føles det, og det er jo noget pjat. Det er sjovt, jeg ved hvad jeg skal skrive, og jeg ved hvad konceptet er. Hvad er problemet? Jeg kigger på det.

Indskudt; om at skrive selv

2010-04-11T18:21:00.001+02:00

Det er pudsigt, for lige pludselig går det op for mig, at det at have fundet på at skrive på en blog giver en reaktion i mig om at skulle tilpasse mig det jeg skriver til en eller anden læser. Med det samme går jeg ind i hovedet på vedkommende og forestiller mig hvad det er han (ja, det er faktisk en han) tænker og tror og ønsker. Slap nu af! Jeg tænker på formen af indlæggene. Giver de kronologisk mening? Er der noget der er indforstået? Skal jeg lige forklare, hvorfor jeg kommer med ekskurser? Tjek: Kristian, du skal kun skrive det, der falder dig ind, når det falder dig ind. Den eneste regel, der kan tænkes er formålet med bloggen, at skrive om at skrive bogen. Slut, basta, finito.
Men hey, man kan også tjene penge på en blog! Google kan hjælpe med at sætte ads på som man kan tjene penge på! Så hvis jeg skriver lidt mere ud fra en bestemt form, sliber lidt til så kronologien er smurt, får det til at få en rød tråd, give det et forløb, give det formål – og måske allermest – få det til at se ud som om at min skriveproces har været et fastlagt forløb fra starten som andre bare kan kopiere, så er det noget der sælger! Folk vil læse bloggen, klikke på ads og vupti! ind på min konto flyder pengene. Jo flere, jo bedre. Jaaaah! Men det er jo slet ikke det jeg skal eller vil, når det kommer til stykket. Jo, jeg vil da gerne tjene penge, jeg vil da gerne please en læser. Men allerede nu, på dette tidlige tidspunkt i processen kan jeg se at det ikke vil vise processen. Det vil ikke vise mig og alt det der går igennem mig i arbejdet med at skrive og tænke og føle teksten, processen, bogen. Det vil være et forsøg på at opnå noget og det noget er ikke bogen og det er ikke gavnligt for at skrive noget som helst jeg kan sætte kvalitetsstemplet: ’Kristian Molbo, The Original!’ på.

En del af udfordringen

2010-04-11T17:45:00.000+02:00

Nu står det klart, jeg har aftalt med mig selv, at jeg skal skrive lidt hver dag. Ikke nødvendigvis til bogen, nej, men noget, lidt, et eller andet. Jeg kan mærke, at der på en anderledes måde er en stor kraft i mig, der venter på at komme ud, som skal omsættes i ord. Den er ikke sat på bestemte ord og det handler i høj grad om min evne til at formulere mig, som afgør om det blive flydende, levende, spændende. Den evne får jeg først og fremmest ved at øve mig og – ja – det er sandt. Man er nødt til at gøre noget for at øve sig. Derfor må jeg gladelig indrømme at det ser ud til at jeg ikke kommer til at betragte de som en pligt, men som en mulighed for at komme i værkstedet og arbejde med det jeg har lyst til. Og hold da kæft hvor har jeg i mange år haft lyst til at skrive. Skrive, skrive, skrive! Jeg har bare aldrig anet, hvad jeg skulle skrive om. Jo, en ide hist og en ide pist. (nej, det er nu ikke helt rigtigt. Jeg har haft masser af ideer, men af den ene eller anden grund er det bare aldrig endt med at materialisere sig på skrift. Hvorfor?) Gode ideer synes jeg selv. Der har været masser af stof til masser af artikler. Jeg ved jo meget, jeg tænker over ting og jeg ved også at jeg gør det på skæve måder som kan vække andres interesse. Det med andres interesser er nok det, der har været akilleshælen. Jeg har været for fokuseret på hvad andre måtte synes og mene om det jeg kunne finde på at skrive. Jeg har så at sige haft ’de andre’ siddende på skulderen til at tænke mine ideer i gennem sammen med mig. Som om at de skulle blåstemple det. Nej, det er nok mere rigtigt at sige jeg har ført en debat med dem, ladet dem være kritiske læsere på det jeg havde tænkt mig at skrive. Det kan være udmærket, men nu kan jeg se, at det ikke nytter for det betyder i høj grad, at jeg slet ikke kommer i gang med at få skrevet. Jeg bliver aldrig færdig med at diskutere. Altid nye vinkler, perspektiver, synspunkter. Jeg vil have, at mine argumenter skal være skudsikre. Faktisk vil jeg gerne have at det er perfekt. Bravo! Kristian Molbo. Hvor kommer det fra? Skulle det ikke være noget fra JV? Der diskuterede du jo også med dig selv, eller rettere, du lod evt. modstandere diskutere med dig, så du kunne finpudse dine egne argumenter. Det fungerer fint i en sådan sammenhæng og det var også supergodt, da du var politisk aktiv. Men ikke nu, ikke nu, hvor du skal ud med dig selv. Det skal ikke kritiseres. Det skal ud og så kan du altid gå det igennem. Sådan ville det altid være uanset, hvad du lavede. Intet er perfekt fra fødslen. Er du bange for at andre skal kritisere dig? Er du bange for at du skal sige noget fjollet? Ja, det du. Ja, det er jeg. Jeg er bange for at det jeg siger og som er noget jeg selv synes er rigtig klogt skal blive grinet af, kritiseret og alt muligt i den dur. Og jeg ved jo godt, at det er noget pjat, for uanset hvor godt og gennemarbejdet noget er, så vil der altid være noget jeg har glemt og der vil altid være nogen der har en anden holdning osv. osv. osv. Jeg kan huske at jeg med snart sagt enhver sætning i mit speciale havde dels min vejleders stemme på den ene skulder og dels akademias kritiske røst på den anden. Det sneglede sig frem at få sætning efter sætning ud gennem fingrene. Til gengæld var de kønsløse, meget belæste og meget korrekte. I virkeligheden var det heller ikke noget jeg egentlig rigtigt stod ved. Emnet stod jeg ved. Problemstillingen. Big time. Det var vigtigt, men selve produktet, teksten. Hmm… Nej, det var ikke et barn jeg ville kendes ved, hvis det endelig var. Jeg havde skrevet det ganske vist, men det var ikke mig. Det var akademia og jeg var og er akademia i den henseende. At være en del af noget er jo ikke så ualmindeligt. Som sociolog er det noget jeg ved om nogen. Jeg er jo så f.eks. sociolog (!), men da jeg var JV var det jo det samme. Kønsløse tekster og oplæg om opbyggelige spørgsmål. De var korrekte fra ende til anden, men det var jo ikke mig (eller jo, det var mig, men det var noget jeg havde lært. Det var ikke levende, det havde ikke sit eget liv. Det levede ikke pga. mig. Det levede i kraft af Vagttårnets autoritet og derfor blev det accepteret og var noget man klappede af). Sjovt at have det perspektiv på det nu. Det er meget interessant og reelt kan det koges ned til én ting; vær dig selv. Tro på dig selv, tro på dine ord, tro på din kreativitet, tro på din fantasi og din evne til at tænke noget på en spændende måde. Jo, andre vil kritisere det. Men du vil jo også gerne have at andre skal se dig. Ville du selv ukritisk acceptere hvad andre havde at sige til dig? Nej om gud du ikke ville! Sådan er det jo. Vi er jo os selv og har holdninger osv. og så er vi desuden så vel stedt at vi lever i et demokrati hvor vi kan sige hvad vi vil. Det kan du og det kan andre. Glæd dig over det, glæd dig over at du kan være dig selv, at du ikke behøver at have nogen siddende på din skulder og mere eller mindre konkret kritisere hvad du kan og bør sige. Tænk hvis du havde boet i Iran. Så havde du skullet brække tungen for at opføre dig korrekt og sige det som var tilladt og som reelt ikke havde nogen betydning for det ville ikke være dig. Hvordan havde du det som JV? Hvordan var det der at skulle overveje, hvordan du udtrykte dig for ikke at overtræde normerne og blive mistænkeliggjort som en der var svag i troen, som en der var dårligt selskab eller hvad man nu kaldte det? Det er sandt. Det var ikke mig. Det blev hele tiden facade, det var skuespil, forstillelse og en vagtsomhed efter, hvad der var det rette at gøre eller sige. Eller sådan var det for mig og hvordan kunne jeg vide, hvad jeg egentlig ville når det var det eneste jeg havde kendt? I dag kan jeg se, at det var sådan det var. Jeg levede ikke, jeg var der, men jeg var der ikke selv. Vær dig selv og kend dig selv (i forhold til guderne).

Hvorfor?

2010-04-10T17:58:00.001+02:00

Formålet med denne blog er helt entydigt at beskrive mit personlige projekt, nemlig min debut med min første bog. Min debut som forfatter. Jeg har truffet en beslutning om, at jeg skal skrive en bog. Det skal jeg prøve og det skal være nu. Jeg vil ikke sidde tilbage som pensionist og ærgre mig over, at det var noget jeg ikke gjorde. Nu gør jeg det. Så går det eller også så går det ikke. Og går det ikke, så har jeg prøvet og vil ikke kunne se tilbage på at det var et uprøvet projekt i livet.
Bloggen er så at sige en dagbog over mine tanker omkring at skrive på den ene side og på den anden side er den en øvelse i at skrive i det hele taget. Jeg har ganske vist en boglig uddannelse som sociolog og har som sådan skrevet 100vis af sider gennem universitetsårene. Privat har jeg også skrevet rigtigt meget i forskellige debatsammenhænge, så det at skrive er mig for så vidt ikke fremmed. Eller rettere, det at sætte ord sammen og forklare mig er noget jeg har meget let ved. At skrive og forfatte er noget lidt andet kan jeg konstatere. Det er at være uhæmmet, at ramme hvad det er jeg vil ud med uden at lade mig hæmme af den indre kritiker jeg som akademiker har meget af. Det er også at lægge forestillingen om en målgruppe på hylden. Jeg har en indre stemme der med en unavngiven person, en repræsentant for en forestillet målgruppe taler mig over skulderen, når jeg skriver. Den kritiserer, den perspektiverer, den tænker. Den er ikke min stemme. Den må forstumme og det må alene være mig der taler, dvs. skriver. Det er min udfordring og det kan lade sig gøre. Jeg ved godt, hvad det er jeg vil, og det behøver jeg ikke være bange for, det behøver jeg ikke kritisere før det er født.
I mange år har jeg haft meget imod, at folk deler ud af egne personlige erfaringer, banaliteter ofte, men for dem store erfaringer, fordi de er nye. Jeg har kritiseret det med den tanke, at andre har tænkt de tanker før, har gjort sig erfaringerne før og måske endda beskrevet dem meget bedre og mere minutiøst. Gå da til dem først! Som Churchill paradoksalt udtrykker det, så kan man ikke sige noget der ikke er sagt før. Det er der meget sandt i. Jeg er ikke anderledes. Jeg gør mig én ting helt klart med denne blog og det er, at jeg primært skriver den for min egen skyld. For at få mine tanker og erfaringer omkring bogprojektet gjort til visuelt sprog. For at blive bedre til at skrive. Bare for at skrive. Skrive, skrive, skrive. Det har jeg bare villet i så mange år og nu skal det bare være. Dybt suk. Nu er det her og nu skal det have lov at flyde. Hvis du vil læse med må du meget gerne. Hvis du vil give dit besyv med er du mere end velkommen. Selvom jeg siger at jeg skriver for min egen skyld, så ved jeg, at jeg som menneske ikke står alene. Ord, tanker og erfaringer får en anden og mere levende karakter, når jeg ved at nogen kan lytte med. Det er også et hensyn at tage til min egen proces og jeg ville jo lyve for mig selv, hvis jeg sagde at jeg skrev en bog som jeg ikke ønskede noget skulle læse. Meningsfuldt? For mig giver det rigtigt meget mening. I jagten på at være mig selv og vedstå mig det jeg vil sige, i det der er mit budskab, kan kun jeg være til stede, men ikke uden dig. Det er et paradoks. Jeg ved det, men sådan er det, og jeg kan ikke sige mere om det uden at begynde at vrøvle. Jeg lader det stå for sig selv og skriver videre.

Velbekomme og god fornøjelse med min blog, hvis du er med på en kigger.